E.B.2.3 Mestersalær

Som nævnt ovenfor under afsnit E.B.2.2 Eget arbejde er udgangspunktet, at en sparet udgift ved selv at udføre et stykke arbejde, som man ellers skulle have betalt andre for at lave, er indkomsten uvedkommende.

Som en undtagelse hertil beskattes håndværksmestre i byggefagene, der opfører bygninger for egen regning eller foretager ombygninger på egne ejendomme, af et mestersalær i det år, arbejdet afsluttes. Mestersalæret svarer til den fortjeneste, håndværksmesteren kunne have beregnet sig, hvis han havde opført huset for fremmed regning. Håndværksmestre kan foruden mestersalæret endvidere blive skattepligtige af værdien af eget arbejde og hovedentreprenørsalær.

Håndværkssvende beskattes efter praksis ikke af noget mestersalær.

Dette medfører, at mestersalær og hovedentreprenørsalær ligesom værdi af eget arbejde ikke beskattes i forbindelse med arbejde udført på håndværkerens private bolig eller sommerhus. Herudover er der ikke ved lovændringen tilsigtet nogen ændring i praksis. Der skal fortsat ske beskatning, hvis byggeriet m.v. er til erhvervsmæssigt brug. For en ejendom med blandet benyttelse, hvor arbejdet ikke umiddelbart kan henføres til den erhvervsmæssige eller private del, skal der ske en forholdsmæssig opgørelse.

En repræsentant, der over en årrække havde ladet opføre og derpå solgt adskillige huse, og som var blevet beskattet af de opnåede avancer ud fra et næringssynspunkt, fandtes ikke at have en sådan tilknytning til byggesektoren, at der kunne ske beskatning af mestersalær, LSRM 1977.120.

En murermester, der var ansat som lønmodtager i et aktieselskab, der ejedes af ham og hans far, kunne ikke beskattes af mestersalær. Derimod blev han anset for skattepligtig af den fordel, han som aktionær havde opnået ved at kunne få leveret byggematerialer til selskabets indkøbspris, LSRM 1978.77.

LSRM 1982.134 vedrører en ingeniør, der som håndværksmester drev VVS-installatør- og blikkenslagerforretning. Ved ombygning af den private bolig var der tale dels om eget arbejde, dels om arbejde udført af fremmede håndværksmestre. Under hensyn til klagerens erhverv fandt Landsskatteretten, at han (efter de dagældende regler) med rette var anset indkomstskattepligtig af mestersalær vedrørende eget arbejde. Dette blev i det konkrete tilfælde sat til 25 pct. af udgiften til egne materialer og lønninger, idet der i det beløb, som klageren havde indtægtsført, ikke var indeholdt generalomkostninger. Landsskatteretten fandt derimod ikke fornødent grundlag for at anse klager for indkomstskattepligtig af hovedentreprenørsalær for arbejde udført af andre håndværksmestre, idet hver mester havde haft ledelsen af sine egne folk.