A.F.3.1.4 Invalides og kroniske syges befordringsfradrag efter LL § 9 D

Godtgør den skattepligtige, at den pågældende som følge af invaliditet eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, finder reglerne i LL (ligningsloven) § 9 C ikke anvendelse. Den skattepligtige kan således i stedet for LL (ligningsloven) § 9 C anvende reglerne i LL (ligningsloven) § 9 D og dermed fratrække sine faktiske befordringsudgifter efter reduktion med et bundfradrag, jf. Skat 1987.3.228 (TfS 1987, 249 SD).

Bundfradraget udgør 2.000 kr., bortset fra de tilfælde hvor:

• offentlig befordring kan anvendes og udgiften hertil ikke overstiger 2.000 kr., (i de tilfælde udgør bundfradraget udgiften til billigste offentlige transportmiddel) offentlig befordring er ikke anvendelig og den årlige kørsel er meget begrænset,(udgiften hertil beregnet efter satsen, der er fastsat efter LL (ligningsloven) § 9 B for kørsel i egen bil, overstiger ikke 2.000 kr.).

Det er en forudsætning for fradraget, at udgifterne har været nødvendige for at sikre indkomstens erhvervelse, se SKM2005.75.VLR, hvor fradrag efter LL (ligningsloven) § 9 D blev nægtet, fordi befordring i egen bil ikke var nødvendig for at vedkommende kunne bestride sit job. Der var alene tale om en hensigtigtsmæssig disposition i forhold til den pågældendes privatliv.

Da fradraget forudsætter, at den skattepligtige har særlige udgifter til befordring, kan fradraget ikke foretages, hvis den pågældende ikke har afholdt udgifter til befordringen. Således medfører f.eks. arbejdsgiverbetalt befordring, herunder firmabil til fri rådighed for privat kørsel, reelt fortabelse af adgangen til fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads efter LL (ligningsloven) § 9 D.

Den skattepligtige kan fratrække den del af den normale befordringsudgift, der overstiger 2.000 kr. (se dog ovenfor), samt den del af de faktiske udgifter, der overstiger den normale befordringsudgift. Den normale befordringsudgift opgøres som udgiften til billigste offentlige befordringsmiddel, eller hvor offentlig befordring ikke kan anvendes, som udgiften ved brug af eget befordringsmiddel efter kilometertakster, der fastsættes af Skatterådet , for normalfradrag, jf. afsnit A.F.3.1.1 Normalfradraget, LL § 9 C, stk. 1-3.

De faktiske udgifter opgøres enten efter dokumentation eller på grundlag af Ligningsrådets satser for erhvervsmæssig kørsel i egen bil.

Den skattepligtige kører i alt 6.000 km mellem hjem og arbejdsplads i løbet af et år. De faktiske udgifter herved udgør 21.360 kr. (6000 km x 3,56 kr.). Offentlig befordring anses ikke for anvendelig.

Fradraget opgøres således:

Eksempel 2:

Som ovenfor, men offentlig befordring kan anvendes og udgiften hertil er 1.800 kr.

Fradraget opgøres således:

Fradraget foretages i den skattepligtige indkomst. Begrænsningen af fradragsretten for lønmodtageres udgifter til det beløb, hvormed de samlede udgifter overstiger 5.500 kr., jf. LL (ligningsloven) § 9, stk. 1, gælder ikke fradrag for befordring omfattet af LL (ligningsloven) § 9 D, jf. § 9, stk. 2.

For så vidt angår invalides eller kronisk syges erhvervsmæssige befordring, gælder de almindelige regler, jf. afsnit A.F.3.2 Erhvervsmæssig befordring. Heraf følger, at invalide og kronisk syge lønmodtagere kan modtage skattefri godtgørelse for udgifter til kørsel, der er omfattet af LL (ligningsloven) § 9 B. Yder arbejdsgiveren ikke skattefri godtgørelse, kan befordringen fratrækkes efter reglerne i LL (ligningsloven) § 9 C.

Øgede transportudgifter som følge af sygdom af ikke-varig karakter berettiger derimod ikke til fradraget efter § 9 D.

Se i øvrigt LSRM 1965,135 LSR hvor en kvinde, der led af agorafobi (pladsangst), fik fradrag for befordringsudgifter efter LL (ligningsloven) § 9 D.

Det er en konkret ligningsmæssig afgørelse, om en sukkersygepatient er berettiget til fradrag efter LL (ligningsloven) § 9 D.

En kronisk syg, der brugte egen bil til befordringen, var berettiget til fradrag efter LL (ligningsloven) § 9 D, uden hensyntagen til, om hun havde haft merudgifter i forhold til den øvrige lokalbefolkning. ToldSkat Nyt 1992.6.180 (TfS 1992, 142 LSR).

Reglens anvendelse er ikke betinget af, at der foreligger tilladelse til invalidebil.

Det er ikke en forudsætning, at der er tale om befordring mellem den invalides sædvanlige bopæl og arbejdspladsen. Der kan f.eks. også gives fradrag for befordringsudgifter mellem sommerhus og arbejdsplads.

Fradraget efter LL (ligningsloven) § 9 D opgjordes i et tilfælde, hvor en mand kørte sin invalide hustru til hendes arbejdsplads og hentede hende igen om eftermiddagen, efter udgiften til to dobbeltture mellem bopælen og hustruens arbejdsplads, jf. LSRM 1969,148 LSR.

Fradragsretten må anses som en udvidelse af reglen om fradrag for udgifter ved befordring mellem bopæl og arbejdsplads, således at der principielt er tale om fradrag for udgifter ved privat benyttelse af bil. Afskrivningen foretages med 15 pct. p.a. af anskaffelsessummen, også hvor der ved køb af bilen er ydet offentligt lån, som eftergives successivt. Eventuel avance eller tab i forhold til den nedskrevne værdi påvirker ikke indkomstopgørelsen.