A.F.1.17 Arbejdstøj

Det hører til undtagelsen, at der kan foretages fradrag for udgifter til fortæring og beklædning. Disse udgifter er som hovedregel private udgifter, selv om de afholdes i tilknytning til arbejdet.

• I TfS 1995, 746 ØLR fandt landsretten, at en korsanger havde haft fradragsberettigede merudgifter til anskaffelse af kjole og hvidt og laksko. Skatteministeriet ankede dommen til Højesteret, men tog senere bekræftende til genmæle. Skatteministeriet har kommenteret sagen i TfS 1997, 503 DEP, hvoraf det fremgår, at ministeriet finder, at det er en væsentlig forudsætning for fradrag for arbejdstøj, at tøjet er så specielt, at det ikke er egnet til privat anvendelse.
• I TfS 1997, 767 LSR blev en skorstensfejermesters udgift til arbejdstøj anset for en fradragsberettiget merudgift.
• I TfS 1999, 171 LSR ansås en selvstændig vognmand, der som led i arbejdsvilkårene for at samarbejde med et vognmandsselskab skulle anskaffe uniform, ikke for berettiget til at fratrække udgiften hertil jf. SL (statsskatteloven) § 6, litra a, idet der ikke kunne antages at være tale om en merudgift i forbindelse med arbejdet. Ved bedømmelsen af om der undtagelsesvist foreligger en merudgift ved anvendelse af specielt arbejdstøj, skal der derfor ikke blot ses på, om udgiften er afholdt, men også på om denne udgift medfører en større samlet beklædningsudgift end den, der gælder for områder, hvor almindelig påklædning anvendes under arbejdet. Afgørelsen blev appelleret og Skatteministeriet tog efterfølgende bekræftende til genmæle over for skatteyderens påstand, jf. TfS 2000, 977. Se også Skatteministeriets kommentar til forliget jf. TfS 2000, 980 DEP, hvoraf det fremgår, at ministeriet anså det for dokumenteret, at uniformstøjet var betydeligt dyrere end almindeligt arbejdstøj af tilsvarende kvalitet. Derudover lagde ministeriet vægt på, at det måtte antages, at en vognmand naturligt ville vægre sig ved at anvende uniformen uden for arbejdstiden.
• TfS 2001, 109 ØLR. Skatteministeriet indgik forlig i en sag, hvor skatteyderne, en pianist og en sangerinde, ved Landsskatteretten var nægtet fradrag for udgifter til indkøb af tøj og tøjrensning. Skatteyderne optrådte med populærmusik ved fester, på restauranter mv. Af Skatteministeriets kommentar til forliget jf. TfS 2001, 118 DEP fremgår det, at Skatteministeriet ikke har fundet grundlag for at bestride, at tøjet var så specielt, at det i det store og hele var uanvendeligt til privat brug. Ministeriet fandt endvidere, at der var tale om, at udgifterne til scenetøj havde medført en større samlet beklædningsudgift end den, der gælder for områder, hvor almindelig påklædning anvendes under arbejdet.
• I SKM2001.533.VLR blev udgifter til dyrt specielt arbejdstøj til en selvstændig elinstallatør anset for fradragsberettigede, efter at Skatteministeriet havde taget bekræftende til genmæle.Se endvidere Skatteministeriets kommentar i SKM2001.534.DEP
• SKM2003.177.LSR. Et selskab, der drev begravelsesforretning, havde afholdt udgifter til de ansatte bedemænds beklædning.Udgifterne var af skattemyndighederne anset for yderligere løn til de ansatte. Landsskatteretten godkendte udgifterne som fradragsberettigede driftsudgifter for selskabet, idet det under hensyn til bedemænds særlige arbejds- og beklædningsvilkår ansås for godtgjort, at erhvervet som bedemand var forbundet med særlige udgifter til beklædning.
• SKM2007.518.ØLR. en sangerinde i et poporkester, kunne ikke fratrække udgifter til senebeklædning, frisør, makeup m.v., da der ikke var godtgjort en sådan sammenhæng mellem udgifterne og indtægtserhvervelsen, at de kunne fradrages efter SL (statsskatteloven) § 6 litra a. Der blev dog skønsmæssigt godkendt fradrag på 5.000kr. for lidt under halvdelen af udgifterne til tøj.
• SKM2008.317.BR. En entertainer fik ikke godkendt fradrag for indkøb af tøj til brug for sit arbejde, der også kunne bruges, da det ikke var uanvendeligt som almindelig beklædningsgenstande.

• I TfS 1998, 447 VLR har landsretten nægtet fradrag for udgifter til søudstyr, selvom landsretten efter bevisførelsen fandt det sandsynliggjort, at skatteyderen havde afholdt nødvendige udgifter til søudstyr. Skatteyderen kunne ikke dokumentere størrelsen af sine udgifter og landsretten fandt, at risikoen herfor påhvilede skatteyderen selv.
• I TfS 1999, 468 VLR har landsretten nægtet fradrag for beklædning til en deltidsansat brandmand. Retten fandt, at det ikke i tilstrækkelig grad var sandsynliggjort, at arbejdet som brandmand havde medført merudgifter til beklædning.