| Låntagere, der inden den 1. januar 1996 har omlagt et kontantlån, der var optaget før den 19. maj 1993, kan under visse betingelser foretage en ekstraordinær indfrielse af det nye lån uden konsekvenser for kurstabsfradraget. Reglen finder dels anvendelse ved en ekstraordinær indfrielse af omlægningslånet dels ved en ekstraordinær indfrielse af lån, der gennem en eller flere mellemliggende låneomlægninger kan føres tilbage til omlægningslånet.
Det er en betingelse for bevarelse af kurstabsfradraget, at lånet indfries med et realkreditlån. Det er endvidere en betingelse, at løbetiden på det nye realkreditlån mindst svarer til restløbetiden på det lån, der indfries. Hvis flere lån indfries med et nyt realkreditlån, er det en betingelse, at løbetiden mindst svarer til et vejet gennemsnit af restløbetiden på de lån, der indfries, sammenvejet efter størrelsen af de pågældende låns obligationsrestgæld på indfrielsestidspunktet. Endelig er det en betingelse, at kravet om maksimalt 1 år mellem de to transaktioner (indfrielse/optagelse) er opfyldt, og at der, hvor det gamle lån indfries, før det nye optages, er afgivet et lånetilbud på det nye lån forinden indfrielsen. Se A.E.2.1 Betingelser for fradragsretten.
Reglerne om fordeling af kurstab og beregning af det årlige fradragsbeløb ved indfrielse af det gamle kontantlån fra før den 19. maj 1993, jf. A.E.2.3, finder tilsvarende anvendelse ved en genomlægning. Det resterende kurstabsfradrag ved en genomlægning skal således fordeles over det nye låns samlede antal terminer med lige store beløb pr. termin, og det årlige fradragsbeløb opgøres som summen af kurstabsbeløb pr. forfalden termin. Ved det resterende kurstab på indfrielsestidspunktet forstås saldoen på amortisationskontoen ved indfrielsen af det gamle kontantlån fra før den 19. maj 1993, jf. A.E.2.2, med fradrag af alle de kurstabsbeløb, der kan henføres til forfaldne terminer, der ligger før indfrielsestidspunktet. Det gælder såvel forfaldne terminer på omlægningslånet som forfaldne terminer på lån, der gennem en eller flere mellemliggende låneomlægninger kan føres tilbage til omlægningslånet.
Reglerne om bevarelse af kurstabsfradraget ved genomlægning har virkning for låneomlægninger, der finder sted den 1. januar 1996 eller senere. Låneomlægningen anses for at have fundet sted den 1. januar 1996 eller senere, hvis det gamle lån indfries ekstraordinært den 1. januar 1996 eller senere, og det nye lån er stiftet den 1. januar 1996 eller senere. Indfrielsen af det gamle lån anses for sket den dag, det realkreditinstitut, der har ydet lånet, modtager pengene/obligationerne til indfrielsen. Det nye lån anses for stiftet, når der er indgået et endeligt og bindende låneforhold, og lånedokumentet (pantebrevet) er underskrevet af låntageren (debitor). |