N.2 Generelt om formueretlig forældelse(reglerne inden 1. januar 2008)

Myndighedernes krav på skatter og afgifter var inden d. 1. januar 2008 omfattet af § 1, stk. 1, nr. 4, i lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer. Dette er ensbetydende med, at sådanne krav som udgangspunkt forældes 5 år efter kravets forfaldstidspunkt. Nedenfor under N.2.2 beskrives den 20-årige forældelsesfrist, der gælder ved siden af fristen i 1908-loven, og i N.2.3 beskrives den 3-årige frist på toldområdet. Under N.3 beskrives forældelse af borgernes tilbagesøgningskrav mod myndighederne.

I det omfang der fandtes særlige fristregler om fastsættelse af grundlaget for de enkelte skatte-, told- og afgiftskrav, jf. afsnit G, havde de formueretlige forældelsesregler alene sekundær betydning for det pengekrav, der udspringer af grundlaget for skatte-, told- eller afgiftskravet. Det skal dog bemærkes, at reglerne i SFL (skatteforvaltningsloven) §§ 27 og 32, om ansættelse af skat, afgift eller godtgørelse af afgift efter udløbet af de ordinære ansættelsesfrister i SFL (skatteforvaltningsloven) §§ 26 og 31, direkte forudsatte, at det afledede myndighedskrav eller tilbagesøgningskrav ikke var forældet efter de formueretlige forældelsesregler. Dette gjaldt imidlertid ikke ansættelser som omhandlet i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 4,7 og 8, og i SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 1 og 4, idet de heraf afledede krav var undtaget fra 1908-lovens regler om 5 års forældelse, jf. de nu ophævede bestemmelser i SFL (skatteforvaltningsloven) §§ 27, stk. 4, og 32, stk. 4.

Bortset fra disse undtagelser forældedes myndighedernes krav på skatter og afgifter efter 1908-lovens 5-års regel, hvis kravet ikke er betalt inden 5 år regnet fra kravets forfaldstidspunkt, medmindre der forinden er sket afbrydelse eller suspension af 5-årsfristen, eller 5-årsfristen er afløst af den 20-årige frist som følge af, at der er etableret særligt retsgrundlag. Der henvises til den nærmere gennemgang nedenfor under N.2.1.3 og N.2.1.4 om suspension, afbrydelse og særligt retsgrundlag.

Af dommen SKM2003.259.ØLR fremgår, at selv om begrundelsen for et krav efterfølgende ændres, vil spørgsmålet om formueretlig forældelse skulle vurderes i forhold til kravets oprindelige stiftelses- eller forfaldstidspunkt. I den nævnte sag var et krav vedrørende indkomståret 1992 begrundet i maskeret udlodning, hvilken begrundelse under klagebehandling i Landsskatteretten i 1999 blev frafaldet, således at kravet i stedet for blev anset for skattepligtigt efter kursgevinstloven. Forældelsesfristen for det oprindeligt begrundede krav var ikke udløbet i 1999, hvilket tilsvarende blev anset for at gælde for så vidt angår kravet med den ændrede begrundelse, således at det blev lagt til grund, at kravet bevarede sin identitet, uanset den ændrede begrundelse.

Hvis et krav på skat, told eller afgift er forældet, kan det ikke gøres gældende. En forældet fordring kan derfor heller ikke anvendes til modregning, medmindre de modstående fordringer udspringer af den samme faktiske omstændighed (konnekse fordringer). Der kan henvises til TfS 2000, 749 VLD, hvor modregning kunne ske, fordi de modstående fordringer var konnekse, mens der i dommen TfS 2000, 748 VLD var tale om forældelse, fordi der ikke var tale om konneksitet blot fordi et skattekrav vedrørte samme indkomstår som et krav på overskydende skat.

For borgernes/virksomhedernes krav på tilbagebetaling af tidligere betalte skatte- og afgiftsbeløb samt godtgørelse af toldbeløb, se N.3.