M.3.1 Almindelig tavshedspligt

Efter FVL § 27 har alle, der virker i den offentlige forvaltning, tavshedspligt, jf. straffelovens § 152 og §§ 152 c - 152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.

Straffeloven indeholder ingen nærmere angivelse af, hvilke offentlige og private interesser, der kan føre til, at en oplysning må anses for at være fortrolig. FVL § 27, stk. 1, indeholder imidlertid en opregning af de hensyn, der efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde kan føre til, at en oplysning er fortrolig og dermed undergivet tavshedspligt. Opregningen er ikke udtømmende, men må antages at dække langt den overvejende del af de hensyn, der kan føre til tavshedspligt.

Straffeloven indeholder endvidere ikke en fuldstændig angivelse af tavshedspligtens omfang.

Uden for de tilfælde, hvor der i medfør af lov eller EF-forordning er pligt til at videregive fortrolige oplysninger, eller hvor videregivelse er i overensstemmelse med åbenbar almeninteresse, beror den strafbare handling derfor på, om der er tale om "uberettiget" videregivelse.

Da myndighederne på Skatteministeriets område er omfattet af specielle tavshedsforskrifter, der pålægger disse myndigheder en tavshedspligt, der er mere vidtgående for så vidt angår en række særligt opregnede oplysninger om private forhold, har den almindelige tavshedspligt efter forvaltningsloven kun selvstændig betydning for oplysninger om offentlige forhold.