F.1 Ugyldighed - de enkelte sagbehandlingsregler

Nedenfor beskrives nærmere de enkelte sagsbehandlingsregler og praksis for i hvilket omfang en fejl generelt anses for at være væsentlig og også konkret kan medføre afgørelsens ugyldighed. Medmindre andet er anført, er det materielle indhold af sagsbehandlingsreglerne beskrevet i afsnit E.

Der findes ikke konkrete afgørelser, hvor det er lagt til grund, at der er sket en sådan tilsidesættelse af officialprincippet, at afgørelsen er anset for ugyldig. Der kan fx henvises til sagen TfS 2000, 827 LSR, hvor skattemyndighedernes undladelse af at efterkomme en opfordring om at besigtige et varelager ikke medførte, at myndighedernes afgørelse var ugyldig. Se tillige SKM2002.677.VLR, hvor skatteyderen bl.a. ikke fik medhold i, at afgørelsen vedr. det ene arrangement var truffet uden, at skatteadministrationen havde været i besiddelse af det fornødne grundlag herfor, og SKM2003.27.ØLR hvor Landsretten fandt, at Told- og Skattestyrelsen havde været i besiddelse af fuldt tilstrækkeligt faktisk og retligt oplysningsgrundlag for at kunne træffe en korrekt afgørelse. Endelig kan nævnes dommen SKM2005.60.ØLR, hvor ligningskommunen i en såkaldt massesag havde baseret en forhøjelse på en redegørelse fra Told- og Skattestyrelsen om det pågældende skattearrangement. Eftersom ligningskommunen i agterskrivelsen udtrykkelig havde udtrykt sin enighed i redegørelsen, blev det lagt til grund, at der ikke i forbindelse med sagens oplysning var begået sagsbehandlingsfejl.

Reglerne om saglig kompetence anses for garantiforskrifter, det vil sige regler, der generelt har til formål at garantere afgørelsens rigtighed. Reglerne om saglig kompetence er beskrevet i afsnit A.2.

I SKM2004.120.ØLR fastslog Østre Landsret, at manglende kompetence som udgangspunkt medfører, at også en begunstigende forvaltningsakt er ugyldig. Ingen foreliggende omstændigheder i sagen kunne give grundlag for at fravige dette udgangspunkt, og Landsretten fastlog ugyldighed, da told- og skatteregionen ikke var den sagligt kompetente myndighed vedrørende modregning.

Se SKM2001.344.HR hvor den skattepligtige påstod, at en daværende kommunal skattemyndigheds forhøjelse var ugyldig, fordi den kommunale skattemyndighed ikke havde kompetence til at træffe afgørelse, da skattespørgsmålene havde været under behandling hos de statslige skattemyndigheder i forbindelse med en straffesag. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at den kommunale skattemyndighed var afskåret fra at ændre den skattepligtiges skatteansættelse, og det fandtes ikke godtgjort, at told- og skatteregionen havde overtaget skatteansættelsen. I sagen refereret i FOB 1999, 341 blev en anmodning om aktindsigt afslået af en told- og skatteregion i stedet for skyldrådet, som var rette myndighed. Ombudsmanden udtalte, at det ikke kunne udelukkes, at det havde betydning for afgørelsen, at det ikke var rette myndighed, der i 1. instans havde truffet afgørelse i sagen.

I SKM2002.677.VLR fandt retten heller ikke, at kommunen havde savnet kompetence til at ændre skatteansættelsen.

Hvad angår stedlig kompetence er dette problem bortfaldet i 1. instans som følge af etableringen af enhedsmyndigheden SKAT. Stedlig inkompetence kan derfor kun forekomme i relation til skatte- og vurderingsankenævnenes virksomhed. Regler om stedlig kompetence har i højere grad end regler om saglig kompetence karakter af ordensforskrifter, hvis overholdelse mere sikrer orden end garanti for afgørelsens rigtighed. I UfR 1972, 812 ØLD medførte inkompetence efter en konkret vurdering ikke ugyldighed. Tilsvarende i dommen SKM2007.600.ØLR, hvor det ikke medførte ugyldighed, at et selskab som følge af en fejl i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen var skatteansat i den daværende forkerte skattekommune. Derimod anså ombudsmanden en afgørelse for ugyldig på grund af stedlig inkompetence, jf. FOB 1998, 304. Reglerne om stedlig kompetence er beskrevet i afsnit A.2.

Habilitetsreglerne anses for garantiforskrifter, dvs. regler, der generelt har til formål at garantere afgørelsens rigtighed. En myndigheds overtrædelse af habilitetsregler betyder derfor i almindelighed, at myndighedens afgørelse vil lide af en så væsentlig retlig mangel, at den må tilsidesættes som ugyldig. Der kan henvises til SKM2005.52.DEP, hvoraf fremgår, at Skatteministeriet ved et retsforlig anerkendte ugyldighedsvirkning vedrørende en afgørelse om pålæg af skattetillæg som følge af forsinket selvangivelse, idet den samme sagsbehandler tidligere havde behandlet den samme skatteyders anmodning om tilladelse til aktieombytning. Årsagen til ugyldighed var, at der ikke var grundlag for at afvise den mulighed, at sagsbehandleren kunne være utilbøjelig til at træffe en begunstigende afgørelse i sagen om skattetillægget, fordi sagsbehandleren i så fald kunne blive bebrejdet, hvorledes sagsbehandleren havde behandlet ansøgningen om tilladelse til aktieombytning.

Har der i en sag foreligget speciel inhabilitet, da afgørelsen blev truffet, vil retsvirkningen heraf være, at afgørelsen bliver ugyldig.

Efter FVL § 7, stk. 2, skal en forvaltningsmyndighed, der modtager en skriftlig henvendelse, som ikke vedrører dens sagsområde, så vidt muligt videresende henvendelsen til rette myndighed, jf. FOB 1998, 304. Ombudsmanden udtalte, at en skattemyndighed, der havde truffet afgørelse i en sag, som ikke vedrørte dens stedlige kompetenceområde, burde have sikret sig, at den var kompetent til at behandle sagen, ligesom den burde have videresendt en henvendelse, der ikke vedrørte dens kompetenceområde, til rette myndighed. Da ombudsmanden anså afgørelsen for ugyldig på grund af kompetencemangel, burde Told- og Skattestyrelsen endvidere efter hans opfattelse have ophævet afgørelsen og oversendt sagen til rette myndighed. >Vejledningsforpligtelsen var endvidere ikke opfyldt i SKM2009.50.BR, hvor der ikke var vejledt om, at en betalingskorrektion i medfør af LL (ligningsloven) § 2, stk. 5, skulle ske i tidsmæssig tilknytning til gennemførelse af betalingskorrektion. Som følge heraf skulle 6 måneders fristen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 2, først regnes fra det tidspunkt, hvor betalingskorrektionen blev gennemført.Dommen er anket.<

Af SKM2005.230.HR fremgår, at Landsskatteretten ikke havde tilsidesat vejledningsforpligtelsen, selv om det i tilknytning til et genoptagelsestilsagn ikke var oplyst, at tilsagnet ikke gjaldt, hvis den paralllelle sag, der lå til grund for tilsagnet, bortfaldt uden afgørelse.

En forvaltningsmyndighed har pligt til at notere oplysninger vedrørende en sags faktiske omstændigheder efter bestemmelsen i OFL § 6. En tilsidesættelse af kravet om notatpligt kan medføre, at en klageinstans eller en domstol må lægge borgerens oplysninger til grund i den udstrækning oplysningerne ikke strider mod sagens oplysninger iøvrigt. I sagen SKM2008.635.BR var det usikkert, om notatpligten var opfyldt vedrørende diverse møder forud for en afgørelse. Retten fandt ikke, at den eventuelt manglende opfyldelse af notatpligten medførte ugyldighed.

I sagen SKM2005.436.LSR blev det fastslået som ugyldighedsgrund, at ligningsmyndigheden ikke inden der blev truffet afgørelse, havde imødekommet en begæring om aktindsigt, idet det blev lagt til grund, at en korrekt meddelt aktindsigt kunne have påvirket afgørelsens udfald.

Partshøringsreglerne anses for garantiforskrifter, dvs. regler, der generelt har til formål at garantere afgørelsens rigtighed.

Tilsidesættelse af reglerne om partshøring anses for en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der som udgangspunkt vil medføre, at myndighedernes afgørelse bliver ugyldig, jf. TfS 1997, 146 LSR, hvor Landsskatteretten anså skatteforvaltningens afgørelse for ugyldig, idet afgørelsen var truffet på grundlag af noget materiale, som var af væsentlig betydning for sagens afgørelse, men som ikke havde været forelagt for den skattepligtige til udtalelse. Se endvidere sagen TfS 2000, 944 LSR, hvor forvaltningslovens regler om partshøring ikke var opfyldt, og Landsskatteretten fandt efter en konkret væsentlighedsvurdering, at fejlen var egnet til at påvirke afgørelsens resultat, og at skatteforvaltningens afgørelse var behæftet med en så væsentlig formalitetsmangel, at det medførte afgørelsens ugyldighed. I sagen SKM2005.290.LSR blev afgørelsen anset for ugyldig, fordi der i forbindelse med efteropkrævning af told ikke var gennemført tilstrækkelig høring, idet relevante oplysninger ikke var indarbejdet i sagsfremstillingen. Selv om der var risiko for, at gennemførelse af korrekt høring ville have bevirket, at toldkravet blev forældet efter toldkodeksens art. 221, stk. 3, og EU dermed ville lide et tab, som kunne gøres gældende mod den danske stat, fandt Landsskatteretten ikke, at partshøring kunne undlades i henhold til forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 3, hvorefter høring kan undlades, hvis væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser gør det påkrævet.

I TfS 1997, 105 LSR anså Landsskatteretten skatteforvaltningens kendelse for ugyldig, fordi der burde have været foretaget høring i form af udsendelse af ny agterskrivelse. Den nærmere begrundelse herfor var, at der i begrundelsen i kendelsen var inddraget supplerende faktiske oplysninger, der ikke var medtaget i den revisionsrapport, der havde dannet grundlag for agterskrivelsen. Landsskatteretten henviste endvidere til, at selv om udgangspunktet er, at en sags juridiske elementer holdes udenfor partshøringspligten må det antages, at der normalt skal ske partshøring, hvis et ændret retsligt bedømmelsesgrundlag bevirker, at nye faktiske oplysninger inddrages i afgørelsen.

I følgende sager er der ikke statueret ugyldighed. Det gælder sagen TfS 2000, 823 LSR, hvor skatteforvaltningen havde begået en fejl ved ikke at foretage partshøring efter FVL § 19. Landsskatteretten mente ikke, at fejlen havde betydning for afgørelsens resultat og en konkret væsentlighedsvurdering førte til, at ansættelsen ikke kunne anses for ugyldig. I sagen SKM2005.224.ØLR blev partshøringsforpligtelsen ligeledes ikke anset for tilsidesat. Det blev under sagen lagt til grund, at selv om den skattepligtige ikke havde modtaget alle oplysninger fra ligningsmyndigheden, havde den skattepligtige selv medvirket til at bibringe ligningsmyndigheden den opfattelse, at han som kommanditist selv var bekendt med de manglende oplysninger, ligesom han havde deltaget i et møde, hvor en af de øvrige kommandister havde fremlagt disse oplysninger. I SKM2003.556.ØLR var en skatteforvaltnings afgørelse behæftet med to fejl i form af manglende yderligere høring og manglende indkaldelse til møde med forvaltningen trods fremsat begæring herom. Landsretten fandt, at den trufne afgørelse ubestridt var materielt rigtig, og at afgørelsen grundlæggende var baseret på oplysninger, der var meddelt skatteyderen i agterskrivelsen samt i den skriftlige korrespondance i sagen. Sagsbehandlingsfejlene havde ikke konkret haft væsentlig betydning for sagens afgørelse, og kunne derfor ikke føre til afgørelsens ugyldighed.

Der vil endvidere ikke indtræde ugyldighed, hvis det faktiske grundlag for afgørelsen efter en konkret væsentlighedsvurdering er uændret, og den begåede fejl ikke har betydning for sagens materielle udfald, jf. TfS 1996, 485 LSR og senest SKM2006.677.HR, hvor det i ØL-dommen, der i sin helhed blev tiltrådt af Højesteret, anføres, at en af Told- og Skattestyrelsen udarbejdet redegørelse om det pågældende skattearrangement burde have været sendt i høring hos den skattepligtige, men da rettens vurdering var, at den materielle afgørelse alligevel ville være uændret, blev der efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke statueret ugyldighed.

Der vil heller ikke indtræde ugyldighedsvirkning, hvis undladelse af at foretage høring er begrundet i, at der ikke er grundlag for at fremsætte indsigelser, jf. SKM2001.172.ØLR. I denne sag var der tale om forhøjelse af en ægtefælle, hvis overførte underskud fra den anden ægtefælle skulle reduceres i konsekvens af, at den anden ægtefælles ansættelse var blevet forhøjet. Den manglende høring af den konsekvensforhøjede ægtefælle medførte ikke ugyldighed, da der ikke var grundlag for materielle indsigelser. Se tilsvarende SKM2001.344.HD, hvor manglende høring af et moderselskab i forbindelse med ansættelse af sambeskatningsindkomst ikke medførte ugyldighed, fordi ansættelsen alene var en konsekvens af en forudgående ændring af ansættelsen vedrørende et sambeskattet datterselskab, hvor sædvanlig høring havde fundet sted.

I SKM2002.677.VLR og SKM2003.259.ØLR fandt Landsretten heller ikke, at der var partshøringsmangler.

Også i tilfælde, hvor det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at høring af en anden myndighed skal ske, vil en tilsidesættelse normalt medføre, at ansættelsen bliver ugyldig. Der kan henvises til SKM2004.430.LSR, hvor det medførte ugyldighed, at en sælgers ligningskommune ikke i overensstemmelse med afskrivningslovens § 45, stk. 5, havde foretaget høring af købers ligningskommune vedrørende ansættelsen af overdragelsessummen for en virksomhed. Af helt tilsvarende årsager blev der truffet afgørelse om ugyldighed i sagen SKM2005.46.LSR, hvor der urigtigt var truffet afgørelse af købers ligningskommune, uden forudgående høring af sælgers ligningskommune. Endelig kan henvises til SKM2005.365.LSR, hvor det medførte ugyldighed, at købernes ligningskommuner ikke i henhold ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 7, var inddraget i ansættelsen af afståelsessummen. Der vil derimod ikke blive tale om ugyldighed, hvis der ikke har været anledning eller pligt til at høre en anden myndighed, jf. dommen TfS 1999, 420 HD, hvor det blev lagt til grund, at Landsskatteretten ikke havde haft pligt til at indhente en udtalelse fra skatteankenævnet eller tredjemand.

Hvis myndigheden træffer afgørelse inden udløbet af den frist, der er fastsat for borgeren/virksomheden til at fremsætte bemærkninger, vil det normalt medføre ugyldighed, jf. TfS 1995, 605 LSR. Modsat TfS 1998, 204 VLD, TfS 2000, 95 HD og TfS 2000, 906 LSR, hvor en sådan mangel efter en konkret vurdering ikke medførte ugyldighed.

Det forhold, at der i loven evt. er fastsat en høringsfrist, vil i sig selv have en skærpende virkning i forhold til en manglende overholdelse af tidsfristen.

Hvis en anmodning om mundtlig forhandling ikke imødekommes, vil der normalt blive tale om ugyldighedsvirkning. Der kan henvises til SKM2001.244.LSR, hvor der i klagen til skatteankenævnet var anmodet om møde med nævnet, hvilket ikke blev indrømmet, fordi klageren ikke gentog anmodningen i en efterfølgende henvendelse fra nævnet. Landsskatteretten anså ikke anmodningen for bortfaldet, hvorfor skatteankenævnets afgørelse blev anset for ugyldig. >I SKM2009.89.LSR blev en afgørelse om ændring af en afdragsordning tilsidesat som ugyldig, fordi klageren var blevet nægtet adgangen til at fremsætte en mundtlig udtalelse.<

I TfS 2000, 901 HD var det ikke en sagsbehandlingsfejl, at Landsskatteretten havde undladt at efterkomme klagerens begæring om afholdelse af retsmøde efter den dagældende bestemmelse i SSL § 27, stk. 3, hvorefter Landsskatteretten kan undlade at efterkomme en begæring om afholdelse af retsmøde, hvor denne fremgangsmåde efter forholdene må anses for åbenbart overflødig. Landsretten udtalte, at der ikke var grundlag for at antage, at afholdelse af et retsmøde i Landsskatteretten ville have medført et andet udfald af sagen, og at klageren i øvrigt ikke havde påvist omstændigheder, der gav grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens skøn vedrørende spørgsmålet om afholdelse af retsmøde. Reglerne om retsmøde i Landsskatteretten er beskrevet i afsnit H.

I henhold til skatteforvaltningslovens skal der i en række nærmere oplistede sagstyper laves en sagsfremstilling, før der træffes afgørelse i sagen. Manglende opfyldelse af kravet om sagsfremstilling vil som hovedregel medføre en afgørelses ugyldighed, jf. fx SKM2001.225.LSR, hvor det medførte ugyldighed, at der ikke var udarbejdet sagsfremstilling i en sag om bidragspligt efter arbejdsmarkedsfondsloven. Se dog SKM2003.46.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte regionens afgørelse som ugyldig. Regionen havde ved den manglende udarbejdelse og fremsendelse af sagsfremstilling, forinden der blev truffet afgørelse i sagen, tilsidesat en væsentlig garantiforskrift, der generelt må anses for egnet til at påvirke en afgørelses lovlighed og rigtighed. Landssskatteretten fandt dog, henset til at told- og skatteregionen ved det fremsendte forslag til afgørelse har redegjort for det relevante faktiske grundlag og retlige regler samt er fremkommet med en begrundelse for de påtænkte ændringer, at den manglende udarbejdelse og fremsendelse af sagsfremstilling ikke kunne antages at have haft betydning for sagens afgørelse. Der kan endvidere henvises til SKM2005.276.VLR, hvor det ikke medførte ugyldighed, at sagsfremstillingen ikke formelt var afsluttet med indsættelse af den skattepligtiges bemærkninger til agterskrivelsen, idet det blev lagt til grund, at disse bemærkninger ikke gav anledning til yderligere begrundelse i forhold til begrundelsen i agterskrivelsen.

Formålet med begrundelseskravet er at sikre sagens oplysning, og at en borger/virksomhed skal kunne vurdere afgørelsens rigtighed og dermed mulighederne for at opnå en ændret afgørelse ved eventuel klagebehandling. Begrundelseskravet anses for en garantiforskrift, hvor en væsentlig tilsidesættelse normalt vil medføre, at afgørelsen bliver ugyldig, jf. TfS 1996, 554 VLD. Hvis manglen ved begrundelsen er mindre væsentlig, kan der efter omstændighederne være tale om, at manglen afhjælpes med en korrekt begrundelse i rekursinstansen, således at der ikke bliver tale om ugyldighedsvirkning, jf. TfS 1999, 2 ØLD og SKM2001.59.ØLD. I dommen SKM2001.54.VLD er det fastslået, at en i sig selv mangelfuld begrundelse ikke medfører ugyldighed, hvis der i afgørelsen er foretaget en udtrykkelig henvisning til en fyldestgørende begrundelse i afgørelsen fra den forudgående instans. I TfS 2000, 561 ØLD hjemviste Landsretten en afgørelse om etablering til fornyet behandling, idet det var udtryk for en væsentlig retlig mangel, at afgørelsen alene var begrundet med den skattepligtiges manglende anskaffelse af aktiver. Endvidere fandt landsretten i sagen SKM2003.248.ØLR, at den manglende begrundelse vedrørende henvisning til den dagældende SSL § 35 og grundlaget for suspension udgjorde en væsentlig mangel, som måtte antages at have haft betydning for skatteyderens vurdering af sine muligheder for at anfægte afgørelsen, og fandt på den baggrund skatteansættelsen ugyldig. Helt analog til denne afgørelse er SKM2007.160.LSR om ekstraordinær ansættelse af moms. >Ligeledes ugyldighedsvirkning i SKM2009.89.LSR, hvor en afgørelse om ændring af en afdragsordning var mangelfuldt begrundet, idet det ikke fremgik, hvorledes afdraget var beregnet eller hvordan betalingsevnevurderingen var foretaget.<

I sagen SKM2008.702.HR medførte det ikke suspension af klagefristen til skatteankenævnet at der ikke var henvist til den korrekte bestemmelse om ekstraordinær ansættelse i den dagældende SSL § 35, stk. 1, nr. 6, idet retten lagde vægt på, at bestemmelsens indhold var citeret, ligesom der i afgørelsen nærmere var redegjort for baggrunden for de foretagne ændringer. >I SKM2009.467.VLR havde en mangelfuld udformning af begrundelsen ikke ugyldighedsvirkning, fordi manglen blev repareret ved behandlingen i de efterfølgende instanser, hvor manglen således ikke havde haft betydning for sagsbehandlingen.< Ugyldighedsindsigelsen blev ikke fulgt af Landsskatteretten i afgørelsen SKM2007.108.LSR, hvor der skete beskatning af en gældsnedsættelse, idet det blev anset for tilstrækkeligt, at der i begrundelsen var henvist til, at gældsnedsættelsen ikke var et led i en samlet ordning, jf. KGL (kursgevinstloven) § 6 A, samt at nedsættelsen ikke kunne anses for skattepligtig efter reglerne i KGL (kursgevinstloven). I sagen SKM2004.474.VLR var der på grundlag af suspensionsreglen i SSL § 35 foretaget en forhøjelse efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist. Selv om der i begrundelsen for afgørelsen ikke var henvist til den relevante bestemmelse i SSL § 35, blev afgørelsen ikke anset for ugyldig. Årsagen hertil var, at begrundelsen i øvrigt rummede en faktisk beskrivelse af baggrunden for de suspenderende omstændigheder. Modsat den ovenfor nævnte dom SKM2003.248.ØLR blev der i dommen SKM2004.252.LSR, ikke statueret ugyldighedsvirkning. I sidstnævnte sag medførte det ikke ugyldighedsvirkning, at der ikke som begrundelse for en forhøjelse efter udløbet af fristen i den dagældende SSL § 34 var henvist til bestemmelsen i den dagældende SSL § 35. Forskellen mellem disse 2 resultater må formodes at være, at det i sidstnævnte sag SKM2004.252.LSR var mindre oplagt, at der var selvangivet groft uagtsomt. Se endvidere SKM2003.259.ØLR , hvor Landsretten ikke fandt, at der forelå mangler eller mangelfuld begrundelse ved Told- og Skattestyrelsens ansættelse, der kunne føre til ugyldighed. I sagen SKM2007.631.BR var der i en skønsmæssig afgørelse om fradrag for kørselsudgifter ikke anført de hovedhensyn, der lå til grund for skønnet. Retten konstaterede, at begrundelsen derfor var mangelfuld, hvilket på det foreliggende grundlag dog ikke medførte ugyldighed, eftersom ligningsmyndigheden kun var i besiddelse af meget få oplysninger.

Navnlig reglen i FVL § 24, stk. 1, 2. pkt., om angivelse af de hovedhensyn, der har været bestemmende for et administrativt skøn, har givet anledning til en række ugyldige afgørelser, når dette begrundelseskrav ikke er opfyldt. Den nyeste afgørelse herom er højesteretsdommen SKM2006.12.HR, hvor der ikke blev statueret ugyldighed, fordi det blev lagt til grund, at der ved en afgørelse om iværksættelse af lønindeholdelse var foretaget en tilstrækkelig angivelse af de relevante hovedhensyn for skønsudøvelsen. I TfS 1996, 779 LSR havde den kommunale skattemyndighed forhøjet indkomsten med 100.000 kr. ud fra et samlet skøn vedrørende værdi af løn, eget arbejde og mestersalær uden at der var redegjort for, hvorledes dette skøn nærmere var fremkommet, herunder på hvilket grundlag det var udøvet og skønnets fordeling mellem de enkelte indkomstarter, der ikke havde et fælles opgørelsesgrundlag. Da afgørelsen ikke angav de hovedhensyn, der havde været bestemmende for skønsudøvelsen var forhøjelsen ugyldig. Se endvidere TfS 1996, 495 HD og TfS 1996, 120 LSR.

Der kan henvises til SKM2006.497.VLR, hvor retten bemærkede, at der i stedet for påstand om tilbagekaldelse af en tilladelse burde have været nedlagt påstand om ugyldighed som følge af, at den tilladelsesberettigede havde medvirket til, at tilladelsen var givet på et utilstrækkeligt og ulovligt grundlag, dvs. det må lægges til grund, at retten var af den opfattelse, at indholdsmanglen havde ugyldighedsvirkning, dog også under hensyn til den tilladelsesberettigedes medvirken.

Manglende underretning om afgørelsen anses for en væsentlig sagsbehandlingsfejl, der kan medføre, at myndighedens afgørelse bliver ugyldig. I TfS 1999, 925 ØLD blev der ikke statueret ugyldighed i en sag, hvor skattemyndighederne alene havde fremsendt underretning om et datterselskabs ændrede skatteansættelse til moderselskabet, allerede fordi moderselskabet havde påtaget sig at indsende datterselskabets selvangivelse og dermed måtte anses at have fuldmagt til at modtage svar. I SKM2004.470.HR blev der heller ikke statueret ugyldighed i en situation, hvor skattemyndighederne havde sendt agterskrivelse og skrivelsen om ændring af skatteyderens ansættelse til den adresse, der fremgik af CPR-registret, uanset at skatteyder havde meddelt de lokale skattemyndigheder, at vedkommende ikke længere boede på denne adresse. Dokumenterne blev samtidig sendt til skatteyders revisor på dennes gamle adresse, og Højesteret fandt det ubestridt, at myndighederne var skyld i fejladresseringerne, samt at Skatteministeriet ikke havde godtgjort, at agterskrivelserne var modtaget. Uanset dette fandt Højesteret, at fejlen efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke havde haft betydning for sagens udfald, hvorfor skatteansættelsen ikke fandtes ugyldig.

Manglende eller mangelfuld vejledning om administrativ klage eller domstolsprøvelse medfører ikke, at afgørelsen bliver ugyldig. Derimod suspenderes klagefristen, indtil korrekt klagevejledning gives, jf. TfS 2000, 150 ØLD og SKM2001.62.VLR. Mangelfuld klagevejledning foreligger eksempelvis i tilfælde, hvor myndigheden ikke har angivet, hvornår klagefristen begynder at løbe, jf. fx FOB 1998, 663 ff.

Der er næppe grundlag for at antage, at forvaltningsmyndigheders manglende overholdelse af oplysningspligten efter persondataloven i sig selv kan medføre, at en afgørelse bliver ugyldig. Baggrunden herfor er, at reglernes formål er at skabe større gennemsigtighed og overblik vedrørende personregistreringer, og at reglernes formål omvendt ikke er at tjene som garanti for en afgørelses rigtighed. Er der tale om tilsidesættelse af reglerne i en i øvrigt mangelfuldt behandlet sag, vil den manglende overholdelse af oplysningspligten dog formentlig kunne medvirke til, at afgørelsen i sagen - ud fra en samlet vurdering - anses for ugyldig. Der henvises til afsnit E.3.10 for så vidt angår reglerne om oplysningspligt.

Efter SFL (skatteforvaltningsloven) §§ 26, stk. 1, om skat og 31, stk. 1, om afgift skal en anmodning fra den skattepligtige om en rimelig fristforlængelse imødekommes, når det har betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser.

En afgørelse truffet efter en aftalt frist vil medføre at afgørelsen er ugyldig. Se SKM2002.584.LSR, hvor klagerens advokat ved skrivelse af 15. juni 2001 havde anmodet om, at forældelsesfristen udskydes til den 1. oktober 2001, hvilket skatteforvaltningen havde imødekommet ved skrivelse af 20. juni 2001. Landsskatteretten fandt, at skatteforvaltningens afgørelse af 25. oktober 2001 således er truffet efter den aftalte frist, hvilket er for sent, hvorfor den påklagede afgørelse er ugyldig.