E.2.1 Forvaltningslovens regler om speciel inhabilitet

Forvaltningslovens kapitel 2 indeholder i §§ 3-6 en række bestemmelser om speciel inhabilitet. Reglerne om speciel inhabilitet skal sikre, at ingen i den offentlige forvaltning medvirker ved behandlingen af en sag, hvis afgørelse vedkommende har en særlig interesse i. Baggrunden for reglerne om inhabilitet er et ønske om at tilvejebringe sikkerhed for og tillid til, at de afgørelser, der træffes af en myndighed, ikke påvirkes af uvedkommende hensyn. Ud over regler om partsinteresse og familiemæssig tilknytning indeholder forvaltningsloven regler om inhabilitet på grund af tilknytning til en juridisk person og tidligere deltagelse i sagens behandling samt en opsamlingsbestemmelse, hvorefter der indtræder inhabilitet, hvis der i øvrigt foreligger omstændigheder, der er egnet til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed.

Revisorer, der var medlemmer af et byråd, var ikke inhabile i forbindelse med kommunalbestyrelsens behandling af ligningsplanen, idet de pågældendes erhverv som revisorer ikke ud fra en almindelig betragtning indebar risiko for, at behandlingen blev påvirket af usaglige eller uvedkommende hensyn.

I praksis forekommer speciel inhabilitet typisk i tilfælde, hvor der foreligger en konkret økonomisk interessekonflikt, jf. fx TfS 1986, 486 LSR, hvor en ligningskommissionsformand, der førte retssag om et byggeri mod hovedaktionæren i det selskab, hvis sag var til afgørelse i ligningskommissionen, blev anset for inhabil. Speciel inhabilitet kan tillige være forårsaget af et mere personligt modsætningsforhold eksempelvis dokumenteret uvenskab. Politiske modsætningsforhold eller sammenfaldende politiske opfattelser vil ikke i sig selv kunne medføre speciel inhabilitet.

Det sker, at en underordnet forvaltningsmyndighed i forbindelse med behandlingen af en konkret sag søger vejledning om lovfortolkningsspørgsmål eller lignende - fx telefonisk - hos en overordnet myndighed, der samtidig er klageinstans vedrørende den pågældende sag. En sådan rådgivning kan medføre inhabilitet hos den pågældende medarbejder i den overordnede myndighed. I FOB 1998, 364 udtalte ombudsmanden således, at der ikke kunne ses bort fra risikoen for, at en sagsbehandler ved en klageinstans følte sig bundet af sin tidligere vejledning til 1. instans, da den pågældende sagsbehandler havde tilkendegivet en forholdsvis præcis og endelig opfattelse vedrørende den konkrete sags udfald. Ombudsmanden anså derfor den pågældende sagsbehandler for inhabil ved klageinstansens behandling af sagen.

Hvis vejledningen er givet i en sådan form, at den pågældende medarbejder hos den overordnede myndighed ikke har givet udtryk for sin endelige opfattelse med hensyn til den konkrete sags udfald, men blot har ydet vejledning med hensyn til fortolkningen af retsgrundlaget for afgørelsen og/eller har vejledt om den overordnede myndigheds praksis, vil bestemmelsen i FVL § 3, nr. 4 ikke medføre, at den pågældende medarbejder er inhabil i forhold til den pågældende sag, hvis afgørelsen bliver påklaget til den overordnede myndighed.

Foreligger der speciel inhabilitet må den, der er inhabil, som udgangspunkt hverken træffe afgørelse i den pågældende sag eller i øvrigt medvirke ved sagens behandling. Et inhabilt medlem af et skatteankenævn er således afskåret fra at deltage ikke blot i en eventuel afstemning om sagens afgørelse, men også i den forudgående behandling af sagen og af spørgsmålet om inhabilitet, jf. FVL § 6, stk. 3.

Efter FVL § 6, stk. 2, afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en person er inhabil, af den myndighed, som skal træffe afgørelsen vedrørende sagens realitet. Afgørelsen kan alene indbringes for en klageinstans i forbindelse med påklage af afgørelsen vedrørende sagens realitet. I praksis udtalte Told- og Skattestyrelsen sig i sager vedrørende inhabilitetsspørgsmål.