Når man skal beregne størrelsen af den lempelse, som den skattepligtige har krav på, må man tage udgangspunkt i den lempelsesmetode, som skal finde anvendelse. I DBO'erne kan der være tale om, at metoden er exemption med progressionsforbehold efter gammel metode eller ny metode, eller creditlempelse. Efter LL (ligningsloven) § 33 er metoden credit, og efter § 33 A er der tale om exemption med progressionsforbehold efter ny metode.
Med virkning fra indkomståret 2008 har arbejdsmarkedsbidraget ved lov nr. 1235 aaf 24/10 2007 fået karakter af en indkomstskat på linie med andre indkomstskatter. Det maksimale nedslag, som Danmark skal give ved lempelse for dobbeltbeskatning eller efter LL (ligningsloven) §§ 33 og 33 A, er dermed blevet større - nemlig med et beløb svarende til arbejdsmarkedsbidraget. Se herom i SKAT-Meddelelse SKM2007.812.SKAT.
Lempelserne ved credit og ny-exemption beregnes med udgangspunkt i en brøk, der ser således ud:
Ved exemptionlempelse efter gammel metode tillægges den skattepligtige indkomst i brøkens nævner den udenlandske indkomst.
Når lempelsen er beregnet, må man i credittilfældene herefter se, om den udenlandske skat eventuelt er mindre end den lempelse, der er beregnet efter ovenstående brøk. Det er det mindste af de to beløb, den danske skat skal lempes med. Hvis den udenlandske skat er højere end den danske, vil det maksimale danske nedslag med virkning fra indkomståret 2008 være de hidtidige skatter plus evt. arbejdsmarkedsbidrag.
Se også afsnit D.C.3.6 Lempelsesmetoder om lempelsesmetoder og Juridisk vejledning, Beregning af personlige indkomstskatter m.v., afsnit D.
Lempelse for skat af udenlandsk indkomst efter personskatteloven skal beregnes særskilt for hver af de skatteberegninger, som er angivet i PSL (personskatteloven) §§ 6 (bundskat), 6 a (mellemskat), 7 (topskat), 8 (sundhedsbidrag), 8 a (skat af aktieindkomst) og 8 b (skat af CFC-indkomst) samt for evt. arbejdsmarkedsbidrag. Lempelsesberegningerne vedrørende de kommunale indkomstskatter og eventuel kirkeskat foretages på den samme måde. Hvis der er flere indkomster fra samme land, skal lempelsesberegningen ske samlet. Lempelsesberegningen skal dog ske særskilt for hver indkomst, hvis der skal lempes efter forskellige metoder eller - i tilfælde af creditlempelse - hvis indkomsten i det pågældende land er blevet særskilt (kilde-)beskattet.
Hvis der er indkomst fra forskellige lande, skal lempelsesberegningerne foretages for hvert enkelt land for sig.
Det er alene de udenlandske indkomstarter, som indgår i beregningsgrundlaget for den pågældende skat, som medtages ved lempelsesberegningen.
Den udenlandske skattepligtige indkomst, personlige indkomst, kapitalindkomst, aktieindkomst og CFC-indkomst opgøres efter danske regler.
Fradrag i forbindelse med den udenlandske indkomsterhvervelse skal fragå i den udenlandske indkomst. Det er altså den udenlandske nettoindkomst, der indgår i lempelsesbrøkens tæller. Se nærmere herom under afsnit D.C.3.3 Fradrag i udenlandsk indkomst-D.C.3.4. |