Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere
kommentarer

EU-Domstolen

Momsdirektivets artikler 90, stk. 1 og 273, er til hinder for, at en afgiftspligtig person, som ikke har anmeldt en ikke-inddrevet fordring i konkursboet, nægtes retten til nedsættelse af den moms, der er betalt vedrørende fordringen, selv om den afgiftspligtige godtgør, at fordringen ikke var blevet dækket, hvis den var blevet anmeldt. Der var i den konkrete sag ikke tegn på skattesvig eller misbrug.

Artikel 90, stk. 1, er udtryk for et grundlæggende princip i momsdirektivet, hvorefter afgiftsgrundlaget er den faktisk modtagne modværdi, og hvoraf følger, at afgiftsmyndighederne ikke kan opkræve et beløb i moms, der er højere end det, den afgiftspligtige person har modtaget. Undtagelsen i artikel 90, stk. 2, har kun til formål at gøre det muligt at bekæmpe den usikkerhed, der er forbundet med inddrivelsen af skyldige beløb.

De formkrav, som den afgiftspligtige skal opfylde for at udøve retten til at foretage en nedsættelse af afgiftsgrundlaget, skal begrænses til dem, som gør det muligt at bevise, at en del af eller hele modværdien definitivt ikke vil blive modtaget.

Sjette direktivs artikel 11, punkt C, stk. 1, andet afsnit, kunne ikke fortolkes således, at en medlemsstat kunne gøre kreditors regulering af momsgrundlaget i tilfælde af en debitors konkurs betinget af, at behandlingen af et konkursbo var afsluttet uden fuld dækning for anmeldte krav, især når et sådan kunne vare mere end 10 år.

Domstolen udtalte, at formålet med sjette direktivs artikel 11, punkt C, stk. 1, andet afsnit, kunne opnås ved, at den momspligtige person godtgjorde, at der var en rimelig sandsynlighed for, at gælden ikke ville blive betalt.

Domstolen lod det være op til medlemsstaterne at afgøre, hvilken dokumentation den momspligtige person skulle fremlægge for at bevise en sandsynlig, langvarig og manglende betaling.

Skatterådet

Skatterådet bekræftede, at Spørger kunne foretage en momsmæssig regulering af et tab på en debitor, der var gået konkurs, hvis kravet blev opretholdt i konkursboet, selv om Spørger opnåede delvis dækning af kravet via en erstatning fra debitors revisionsfirma. Erstatningsbeløbet fra revisionsfirmaet kunne ikke anses for vederlag for Spørgers leverancer til debitor.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger kunne foretage en momsmæssig regulering af et tab på en debitor, der var erklæret konkurs, hvis kravet ikke blev opretholdt i konkursboet, men ble frafaldt i samme omfang, som spørger opnåede dækning af kravet via en erstatning fra debitors revisionsfirma. Krav der var frafaldet, var ophørt med at eksistere.

Registrerede virksomheder kunne foretage fradrag i momsregnskabet for moms af tab på debitorer når det ved afslutningen af konkurs- og dødsboer (gældsfragåelsesboer) kunne dokumenteres, at der ikke var opnået fuld dækning for det anmeldte krav.

Det er i alle tilfælde en forudsætning for at foretage fradrag, at det fremgår af det foreliggende regnskabsmateriale mv., hvorledes de udestående fordringer er behandlet, og at regnskabet i øvrigt føres på en sådan måde, at det sikres, at de fradragne beløb momsberigtiges i det omfang, de senere måtte indgå.