Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere
kommentarer

EU-domme

C-80/20, Wilo Salmson France SAS

Momssystemdirektivets Artikler 167-171 og 178 samt direktiv 2008/9/EF om momsgodtgørelse til virksomheder i andre EU-lande skal fortolkes således, at retten til tilbagebetaling af moms, der er pålagt en levering af varer, ikke kan udøves af aftageren, hvis denne ikke er i besiddelse af en faktura som omhandlet i momssystemdirektivet vedrørende købet af de pågældende varer. Det er kun, hvis et dokument er behæftet med mangler af en sådan art, at de nationale skatte- og afgiftsmyndigheder ikke råder over de oplysninger, der er nødvendige for at underbygge en tilbagebetalingsanmodning, at det kan lægges til grund, at et sådant dokument ikke udgør en "faktura" som omhandlet i momssystemdirektivet.

Artikel 167-171 og 178 i momssystemdirektivet samt artikel 14, stk. 1, litra a), første alternativ, i direktiv 2008/9 skal fortolkes således, at de er til hinder for afvisning af en anmodning om tilbagebetaling af moms for en given tilbagebetalingsperiode alene med den begrundelse, at sælgers afgiftspligt indtrådte i en tidligere tilbagebetalingsperiode, når sælger først har faktureret leveringen i den givne tilbagebetalingsperiode.

Momssystemdirektivets artikler 167-171 og 178 samt direktiv 2008/9 skal fortolkes således, at hvis en leverandør foretager ensidig annullation af en faktura, efter at tilbagebetalingsmedlemsstaten har vedtaget en afgørelse, der er blevet endelig, om afvisning af en anmodning om tilbagebetaling af moms, der var baseret på denne faktura, og leverandøren efterfølgende har udstedet en ny faktura vedrørende de samme leveringer i en senere tilbagebetalingsperiode, uden at disse leveringer har været anfægtet, så har annulleringen af den første faktura og udstedelsen af den nye faktura ikke betydning for, om der foreligger en ret til tilbagebetaling af moms, som allerede er blevet udøvet i forbindelse med den første faktura. Ligesom annulleringen af den første faktura og udstedelsen af den nye faktura ikke har betydning for, i hvilken periode retten til fradrag skal udøves.

C-346/19, EuroNorm GmbH

Artikel 8, stk. 2, litra d), og artikel 15, stk. 1, i Rådets direktiv 2008/9/EF af 12. februar 2008 om detaljerede regler for tilbagebetaling af moms i henhold til direktiv 2006/112/EF til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i tilbagebetalingsmedlemsstaten, men i en anden medlemsstat, som ændret ved Rådets direktiv 2010/66/EU af 14. oktober 2010, skal fortolkes således, at en skatte- og afgiftsmyndighed i tilbagebetalingsmedlemsstaten - i en situation, hvor en anmodning om tilbagebetaling af merværdiafgift ikke indeholder et fortløbende nummer for fakturaen, men indeholder et andet nummer, som gør det muligt at identificere denne faktura og således det pågældende gode eller den pågældende tjenesteydelse - har pligt til at anse denne anmodning for at være »indgivet« som omhandlet i artikel 15, stk. 1, i direktiv 2008/9, som ændret ved direktiv 2010/66, og at foretage en vurdering heraf. I forbindelse med denne vurdering, og med undtagelse af det tilfælde, hvor myndigheden allerede er i besiddelse af den originale faktura eller en kopi heraf, kan den anmode ansøgeren om at angive et fortløbende nummer, der entydigt identificerer fakturaen, og såfremt denne anmodning ikke imødekommes inden for den frist på en måned, der er fastsat i artikel 20, stk. 2, i direktiv 2008/9, som ændret ved direktiv 2010/66, er den berettiget til at give afslag på tilbagebetalingsanmodningen.

C-242/19, CHEP Equipment Pooling NV

Momssystemdirektivets artikel 17, stk. 2, litra g), skal fortolkes således, at en afgiftspligtig persons overførsel af varer fra en medlemsstat til tilbagebetalingsmedlemsstaten med henblik på denne afgiftspligtige persons levering af ydelser bestående i udlejning af disse varer i sidstnævnte medlemsstat ikke skal sidestilles med en levering inden for Fællesskabet, når anvendelsen af nævnte varer til brug for en sådan levering er midlertidig, og de er blevet forsendt eller transporteret fra den medlemsstat, hvor nævnte afgiftspligtige person er etableret.

Bestemmelserne i Rådets direktiv 2008/9/EF af 12. februar 2008 om detaljerede regler for tilbagebetaling af merværdiafgift i henhold til direktiv 2006/112/EF til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i tilbagebetalingsmedlemsstaten, men i en anden medlemsstat, skal fortolkes således, at de er til hinder for, at en medlemsstat nægter en afgiftspligtig person, der er etableret på en anden medlemsstats område, ret til tilbagebetaling af merværdiafgift alene med den begrundelse, at denne afgiftspligtige person er eller burde have været merværdiafgiftsregistreret i tilbagebetalingsmedlemsstaten.

Sag C-133/18, Sea Chef Cruises GmbH

Sagen vedrører, hvorvidt artikel 20, stk. 2, i Rådets direktiv 2008/9, har prækluderende virkning i tilfælde, hvor en afgiftspligtig person, der ansøger om momsgodtgørelse, ikke overholder fristen for at besvare en anmodning om yderligere oplysninger fra tilbagebetalingsmedlemsstaten.

Domstolen når ud fra en ordlydsfortolkning og hensynet til grundlæggende principper i momssystemet frem til, at den i artikel 20, stk. 2, fastsatte frist på en måned, inden for hvilken de supplerende oplysninger, som tilbagebetalingsmedlemsstaten har anmodet om, skal være denne medlemsstat i hænde, ikke er en præklusiv frist

Domstolen lægger for det første vægt på, at til forskel fra artikel 15, stk. 1, så anvender artikel 20, stk. 2, i den engelsk version ikke udtrykket »senest«.

For det andet kan der i medfør af artikel 20 anmodes om yderligere oplysninger hos en anden person end hos den afgiftspligtige person, eller hos myndighederne i den afgiftspligtige persons etableringsmedlemsstat. Manglende eller for sen besvarelse fra denne anden person eller disse myndigheder vil - på trods af, at den afgiftspligtige person ingen indvirkning har herpå - medføre, at den afgiftspligtige person fortaber retten til tilbagebetaling af moms i strid med momssystemets grundlæggende principper.

For det tredje udtalte Domstolen, at det ligeledes kan udledes af artikel 21 (frist for myndighederne afgørelse) og artikel 26 (ingen morarenter ved for sen indgivelse af oplysninger), at fristen i artikel 20, stk. 2, ikke er præklusiv.

Sag C-441/16 SMS Group GmbH

SMS Meer, der var et selskab etableret i Tyskland, anmodede i henhold til 8. momsdirektiv om tilbagebetaling af den moms, som var blevet betalt i forbindelse med indførsel af varer til Rumænien.    

8. momsdirektiv har hverken til formål at fastætte betingelserne for, at tilbagebetalingsretten kan udøves, eller omfanget af denne ret. Det fremgår således af direktivets artikel 5, at retten til tilbagebetaling af moms fastlægges i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i Momssystemdirektivet.

Retten for en afgiftspligtig person, som er etableret i en medlemsstat, til i medfør af 8. momsdirektiv at opnå tilbagebetaling af den moms, der er betalt i en anden medlemsstat, modsvarer det forhold, at den afgiftspligtige person i henhold til Momssystemdirektivet har ret til at fradrage den indgående moms, der er betalt i vedkommendes egen medlemsstat.  

Fradragssystemet og dermed også tilbagebetalingssystemet tilsigter, at den afgiftspligtige person aflastes fuldt ud for den moms, denne skylder eller har erlagt i forbindelse med hele sin økonomiske virksomhed.

Hvad nærmere angår betingelserne for at få ret til tilbagebetaling fremgår det af Momssystemdirektivets artikel 170, sammenholdt med artikel 169, at enhver afgiftspligtig person, der ifølge 8. momsdirektiv artikel 1 ikke er etableret i den medlemsstat, hvor han indfører momspligtige varer, har ret til at få denne moms tilbagebetalt, hvis varerne anvendes til hans transaktioner i forbindelse med de i artikel 9, stk. 1, andet afsnit, omhandlede former for virksomhed, som udføres uden for den medlemsstat, hvor afgiften skal betales eller er betalt, når de ville give ret til fradrag, såfremt de blev udført inden for denne medlemsstat, eller hvis varerne avendes til visse momsfrie transaktioner.

Tilbagebetalingsretten indtræder i henhold til Momssystemdirektivets artikel 70 og 167 samtidigt med, at den fradragsberettigede afgift forfalder, dvs. på det tidspunkt, hvor indførslen af varerne finder sted.

For så vidt angår spørgsmålet om SMS Meer kunne anses for at være en afgiftspligtig person, der ikke var etableret i indlandet, som omhandlet i 8. momsdirektivs artikel 1, så fastsætter direktivet i det væsentlige to kumulative bestemmelser. For det første må den afgiftspligtige person i den i direktivets artikel 7, stk. 1, omhandlede periode ikke have noget fast forretningssted i den medlemsstat, hvori den pågældende anmoder om tilbagebetaling. For det andet må den afgiftspligtige person i den samme periode ikke have leveret goder eller sådanne tjenesteydelser, der må anses for at være leveret i denne medlemsstat med udtagelse af visse opregnede tjenesteydelser.

I det foreliggende tilfælde var det ikke bestridt at SMS Meer opfyldte ovennævnte betingelser. Navnlig var det uomtvistet at SMS Meer på tidspunktet for den omhandlede indførsel var momspligtig i Tyskland i sin egenskab af selskab, der i denne medlemsstat udøvede økonomisk virksomhed, der bestod i at sælge og montere stålforarbejdningsanlæg og at selskabet ikke havde pligt til at lade sig momsregistrere i Rumænien.

Ved indførslen af de omhandlede varer handlede SMS Meer i sin egenskab af afgiftspligtig person i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Momssystemdirektivets artikel 9, stk. 1.

Indførslen af varerne fandt sted med henblik på, at der i sidste ende skulle foretages en udførsel som omhandlet i Momssystemdirektivets artikel 146, dvs. en transaktion, hvortil der henvises i Momssystemdirektivets artikel 170.

På den baggrund kunne det antages, at SMS Meer ved indførslen af de omhandlede varer til Rumænien fik ret til tilbagebetaling af den erlagte moms.

Denne ret kunne ikke anfægtes under henvisning til, at den transaktion, i forbindelse med hvilken de omhandlede varer skulle anvendes, i sidste instans ikke blev gennemført, og at SMS Meer ikke kunne føre det af skattemyndigheden krævede bevis for varernes efterfølgende omsætning.  

Sag C-294/11 Elsacom

Sag C-433/08 Yaesu Europe BV

Ansøgning om momsgodtgørelse skal ikke obligatorisk underskrives af den afgiftspligtige person selv. Tilstrækkeligt, at ansøgningen underskrives af en befuldmægtiget person.

Sag C-35/05 Reemtsma Cigarettenfabriken GmbH

Principperne for momsfradrag skal anvendes ved momsgodtgørelse til momspligtige personer, der ikke er etableret i indlandet. Der henvises herved til sag C 342/87 Genius Holding.

De nævnte principper indebærer, at der ikke kan godtgøres moms af en leverance, der er faktureret inkl. moms, men hvor leverancen skulle være sket uden moms.

Sag C-361/96 Société générale des grandes sources d'eaux minérales françaises

Et EU-land kan i national lovgivning tillade, at en afgiftspligtig person i tilfælde af bortkomst af faktura/importdokument kan dokumentere ret til momsgodtgørelse ved at fremlægge en afskrift af fakturaen eller importdokumentet.

Hvis et EU-land i national lovgivning tillader, at afgiftspligtige personer etableret i det pågældende EU-land kan dokumentere deres fradragsret for moms ved afskrift af originaldokumentet, gælder dette også afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i det pågældende EU-land.