Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2001.27.LSR

Udgift til cigaretter, der som led i personalepolitikken er stillet til rådighed for de ansatte i arbejdstiden, er efter rettens vurdering anset for goder af begrænset omfang som nævnt i TS-cirkulære 1995-23.

Skatterådet og Ligningsrådet

Spørgers kunde ønskede at tilbyde deres medarbejdere at deltage i et trivselstjek, som svarede til trivselstjekket i det bindende svar afgivet til spørger i SKM2020.556.SR.

Der blev nu spurgt til situationer, hvor den indledende trivselssamtale i pakke 1 og de efterfølgende samtaler i pakke 2 blev afholdt i medarbejderens hjem eller i terapeutens klinik. Det var tilfældet, hvis medarbejderen var sygemeldt og som følge heraf ikke fysisk eller mentalt var i stand til at møde ind på arbejdspladsen, hvis medarbejderen var hjemsendt som følge af COVID-19 eller eventuel anden alvorlig virksomhedsnedlukning, hvis medarbejderen havde fast hjemmearbejdsplads, hvis medarbejderen havde brug for tolk, der kun af religiøse eller andre personlige årsager kunne være til stede i medarbejderens hjem eller i terapeutens klinik, hvis arbejdspladsen ikke havde de fornødne faciliteter til afholdelse af fortrolige trivselssamtaler, hvis medarbejderen arbejdede som fx chauffør eller kørende sælger uden fast base, eller hvis medarbejderen arbejdede på nathold og derfor havde fri/sov inden for virksomhedens normale kontortid.

Skatterådet kunne mod spørgers opfattelse ikke bekræfte, at ydelserne i pakke 1 og pakke 2 var skattefrie i henhold til personaleplejefritagelsen, når den indledende trivselssamtale i pakke 1 og de efterfølgende samtaler i pakke 2 i disse situationer blev afholdt i medarbejderens hjem eller i terapeutens klinik. Det var henset til, at der ikke var tale om et gode, der blev ydet på arbejdspladsen.

Spørgers kunde ønskede at tilbyde deres medarbejdere at deltage i et trivselstjek gennem spørger som en del af deres personalepolitik. Trivselstjekket bestod af to pakker, "pakke 1" og "pakke 2".

Pakke 1 bestod af et digitalt trivselstjek og en opfølgende screeningssamtale.

Det digitale trivselstjek blev foretaget i spørgers app, imens den opfølgende screeningssamtale blev foretaget af en af spørgers konsulenter på arbejdspladsen. Pakke 1 kostede 400 kr. ekskl. moms pr. år pr. medarbejder hos spørgers kunde. Det digitale trivselstjek kunne benyttes uden beregning i spørgers app, der kunne hentes gratis i App Store.

Skatterådet kunne bekræfte, at ydelserne i pakke 1 var skattefrie for medarbejderne hos spørgers kunde i henhold til personaleplejefritagelsen.

Hvis screeningssamtalen i pakke 1 viste konkrete tegn på mistrivsel i arbejdslivet eller privatlivet, blev medarbejderne tilbudt pakke 2. Pakke 2 bestod af to ekstra samtaler, der kunne foregå på et andet sted end arbejdspladsen. Pakke 2 kostede 200 kr. ekskl. moms pr. år pr. medarbejder hos spørgers kunde.

Skatterådet kunne bekræfte, at ydelserne i pakke 2 var skattepligtige for medarbejderne hos spørgers kunde, jf. SL (statsskatteloven) § 4. Skatterådet kunne i den forbindelse bekræfte, at ydelserne i pakke 2 dog ikke skulle beskattes, hvis grundbeløbet på 1.200 kr. pr. år (2020-sats) i bagatelgrænsen for mindre personalegoder ikke blev overskredet for den enkelte medarbejder, der gjorde brug af tilbuddet, jf. LL (ligningsloven) § 16, stk. 3, 3. pkt. Skatterådet lagde vægt på, at der ikke blev ydet terapi under samtalerne, herunder at samtalerne alene blev benyttet til at give viden om, hvorfor medarbejderen mistrivedes, hvordan det kunne løses, samt at give et værktøj til "hjælp til selvhjælp".

Endeligt kunne Skatterådet ikke bekræfte, at ydelserne i pakke 1 var skattefrie i henhold til personaleplejefritagelsen, hvis screeningssamtalen grundet en følelsesmæssig påvirket situation for medarbejderen undtagelsesvist blev afholdt i terapeutens klinik, i medarbejderens hjem eller virtuelt via Skype eller lignende medie i stedet for på arbejdspladsen.

Skatterådet kunne, henset til den af spørger beskrevne beregningsmetode til fastlæggelse af antallet af arbejdsdage til opgørelse af den månedlige betaling, ikke bekræfte, at alle regler var overholdt og at arbejdsgiverens tilskud til kantineordning og den ansatte ikke ville blive beskattet. Skattefriheden for mindre tilskud til kantineordninger i form af de vejledende satser (SKM2010.162.SKAT) er endvidere hjemlet i personaleplejefritagelsen. Denne fritagelse omfatter kun personalegoder uden væsentlig økonomisk værdi. Spiser de ansatte fast hver arbejdsdag mere end et måltid, vil det samlede økonomiske tilskud til kantinemad som udgangspunkt ikke kunne betegnes som “uden væsentlig økonomisk værdi". I den foreliggende sag var der tale om indtagelse af to måltider fast hver arbejdsdag, henholdsvis morgenmad og frokost, eller frokost og aftensmad. Det økonomiske tilskud til den omhandlede kantineordning kunne derfor som udgangspunkt ikke anses for at være uden væsentlig økonomisk værdi. Dette medførte ligeledes, at det ikke kunne bekræftes, at alle regler var overholdt og at arbejdsgiverens tilskud til kantineordning og den ansatte ikke ville blive beskattet.

Skatterådet bekræftede, at spørgers medarbejdergrupper ikke er skattepligtige af spørgers tilskud til spørgers kantineordning, der fungerer som en buffetordning med selvbetjening. Kantinedriften er udliciteret, og leverandøren fastsætter det daglige udvalg i buffeten mv. og antallet af de enkelte måltidstyper. Skatterådet fandt efter en samlet vurdering, at kantineordningen, som den er beskrevet, opfylder kravene, som opstillet i SKM2010.162.SKAT, således at medarbejderne mv. ikke er skattepligtige af spørgers tilskud til ordningen. Ordningen fremstod som en "almindelig kantineordning", der var stillet til rådighed som led i den almindelige personalepleje.

Vaccination var omfattet af personaleplejefritagelsen.

Skatterådet bekræftede, at virksomhedens medarbejdere ikke blev beskattet af det tilskud, som virksomheden ydede til kantineordningen, hvis de ansatte betalte 20,00 kr. pr måltid. Skatterådet bemærkede dog, at tilpasning af buffeten skulle være generel, dvs. at denne ikke kunne ske som følge af medarbejdernes individuelle bestillinger.

Afgørelsen er fra før indførelsen af bagatelgrænsen for mindre personalegoder. (Lov nr. 554, af 1. juni 2011).

Se også SKM2011.63.SR nedenfor.

Om skovture og firmaarrangementer se afsnit C.A.5.6 Firmaarrangementer.

Tilskud til kantineordningen ydet af arbejdsgiver til medarbejdere var omfattet af personaleplejefritagelsen. Prisen pr. kuvert var 56,00 kr. inkl. moms. Medarbejderne betalte 28,00 kr. pr. hverdag, og virksomheden betalte de resterende 28,00 kr.

Se også SKM2011.64.SR og SKM2010.808.SR.

Afgørelsen er fra før indførelsen af bagatelgrænsen for mindre personalegoder. (Lov nr. 554, af 1. juni 2011).

SKM2009.784.SR

En virksomheds ansatte skal ikke beskattes af værdien af en kaffeordning, hvis virksomheden undlader at opkræve den nuværende betaling på 70 kr. pr. måned. Det forudsættes, at kaffeordningen er stillet til rådighed for alle på arbejdspladsen uden særlig tilmelding.

SKM2009.649.SR

Børnepasning, der stilles til rådighed af arbejdsgiveren enten på den ansattes bopæl eller på arbejdspladsen i forbindelse med deltagelse i firmaarrangementer uden for normal arbejdstid, blev ikke anset for omfattet af reglen om goder af uvæsentlig økonomisk værdi, der ydes på arbejdspladsen.

SKM2008.1002.SR

Arbejdsgiverens tilskud til nærmere angivne fritids- og medarbejderklubber blev ikke anset for skattefrie tilskud af forholdsvis begrænset omfang i lighed med tilskud til kaffe-, kantine-, kunstordning og tilsvarende ordninger, der kun er til rådighed på arbejdspladsen. Ansatte, der melder sig ind i disse klubber, bliver skattepligtige af de af arbejdsgiveren ydede tilskud efter LL (ligningsloven) § 16, stk. 1.

SKM2007.567.SR

Koncernansatte, der får tilbudt adgang til motionsfaciliteter i et datterselskab mod en egenbetaling på en tredjedel af den normale pris, skal beskattes af den derved opnåede fordel. Godet er ikke omfattet af den særlige praksis for skattefrihed for goder af begrænset økonomisk karakter, der som velfærdsforanstaltning stilles til rådighed på arbejdspladsen.

SKM2001.253.LR

De ansatte kunne skattefrit modtage zoneterapi, hvis det var forebyggelse af en arbejdsskade, men ikke som en generel velfærdsforanstaltning. Det bemærkes i afgørelsen, at der ikke er hjemmel til at fritage de ansatte for beskatning, blot fordi det er en generel velfærdsforanstaltning.