Indkomstår

Rente

Betaling

Fradragsbeløb

1.

50.000 kr.

         0 kr.

50.000 kr.

2.

50.000 kr.

20.000 kr.

         0 kr.

3.

50.000 kr.

80.000 kr.

100.000 kr.

4.

50.000 kr.

0 kr.

0 kr.

Afgørelse 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2004.22.HR

A's gæld til E blev ved forlig nedsat til 110.000 kr., hvilket var mindre end restgælden på de to pantebreve forliget vedrørte. Det fremgik ikke af forligets tekst, om den nedskrevne gæld indeholdt renter, og A havde ikke i forbindelse med den skriftlige aftale om overdragelsen af forsikringspolicen tilkendegivet, at der herved skete betaling af renter på A' gæld. E var efter sin forklaring heller ikke bekendt med, om der var sket betaling af renter og i givet fald med hvilket beløb. Allerede efter disse omstændigheder er der ikke grundlag for fradrag for renter, som påstået af A.

Ikke dokumenteret, at renterne var betalt.

SKM2001.660.HR

Af en investeringslåneaftale fra 1992 fremgik, at renter skulle anses for forudforfaldne, at der hver 6. måned skulle tilskrives renter for den følgende 6 måneders periode, og at der i låneperioden skulle foretages beregning og tilskrivning af renters rente. Lånebeløbet med tilskrevne renter kunne først kræves betalt den 30. juni 1995. Højesteret fandt, at renterne efter parternes aftale og i overensstemmelse med almindelig sprogbrug først kunne anses for forfaldne på dette tidspunkt, jf. LL (ligningsloven) § 5, stk. 1.

Der skulle beregnes renters renter - forfaldstidspunktet anset for udskudt.

TfS 1988, 29 HR

A optog i 1970'erne tre 10-15 pct.'s gældsbrevslån hos sin mor, der var bosat i Portugal. Ydelserne skulle indbetales til en bank, men efter at A i 1979 var kommet i økonomiske vanskeligheder ophørte ordningen med banken, og de forfaldne renter blev efter aftale mellem A og hans mor ikke betalt, men tilskrevet hovedstolen. A havde ikke i 1979 haft nogen berettiget forventning om, at han ville være i stand til at betale renterne til moren, og det fandtes godtgjort, at der i 1979 var ydet A en tidsubestemt henstand med renterne for de følgende år. A kunne derfor ikke fradrage renter i indkomstårene 1980-82.

Generel henstand givet før forfaldstidspunktet.

Landsretsdomme

SKM2015.492.ØLR

A påstod sig berettiget til rentefradrag i 5 indkomstår. Af et frivilligt forlig med As bank fremgik, at As gæld skulle forrentes med 12 % p.a. Banken havde dog rent faktisk ikke tilskrevet eller afkrævet renter i henhold til forliget. Retten fandt, at banken ved forligets indgåelse og forud for renternes forfaldstid havde givet tidsubestemt henstand med rentebetalingen, hvorfor forfaldstiden var udskudt. Da renterne ikke var forfaldne i de pågældende indkomstår, var A ikke berettiget til fradrag, jf. LL (ligningsloven) § 5, stk. 1. Det forhold, at banken havde taget forbehold for rentekrav, kunne ikke ændre herpå.

Henstand før forfaldstidspunktet

Tidligere SKM2014.312.BR.

SKM2011.31.VLR

A havde ikke betalt renter af sin gæld i indkomstårene 1995-1997, og da A ikke havde dokumenteret, at A ved udgangen af 1996 og 1997 var i stand til at stille betryggende sikkerhed for den forfaldne gæld, var han ikke berettiget til at foretage fradrag for renteudgifterne, jf. LL (ligningsloven) § 5, stk. 8 - dengang stk. 7. Landsretten lagde vægt på, at As forklaringer om sine indtægter og aktiver var udokumenterede, ligesom der ikke var godtgjort et grundlag for at vurdere en udlejningsejendom til et væsentligt højere beløb, end en skønsmands værdiansættelse.

LL (ligningsloven) § 5, stk. 8, renter ikke betalt.

SKM2002.271.ØLR

As ægtefælle var den 6. februar 1998 indtrådt som ny debitor på As banklån. Lånet bestod af hovedstol samt tilskrevne renter fra perioden 21. december 1994 til 5. februar 1998. Landsretten udtalte, at As ægtefælles gældsovertagelse ikke kunne anses for en betaling af renterne, og A kunne derfor ikke foretage fradrag for de tilskrevne renter i 1998.

Overdragelse af banklån til ægtefælle ikke anset for betaling.

TfS 2000, 658 ØLR

A købte den 1. september 1990 en udlejningsejendom af sin far. Købesummen blev berigtiget ved As udstedelse af et 10 pct. pantebrev på 838.000 kr. til sin far. Pantebrevet var afdragsfrit til 1. september 2000. Landsretten bemærkede, at der forelå en reelt retligt forpligtigelse for A til at betale renter ifølge pantebrevet, da pantebrevet var udstedt i forbindelse med køb af en ejendom. Det fandtes ikke godtgjort, at betaling fandt sted på forfaldstidspunktet. Det blev lagt til grund, at der kun var betalt en andel af renterne svarende til overskuddet ifølge driftsregnskabet på ejendommen, og der blev indrømmet fradrag for disse renteudgifter. Den del af de årlige renteudgifterne som blot blev påført en mellemregningskonto mellem far og datter, blev derimod ikke anset for betalt, og der var derfor ikke fradrag for disse udgifter.

Den del af renterne, som var tilskrevet en mellemregningskonto mellem far og datter kunne ikke fradrages - tidsubestemt henstand givet inden forfald.

TfS 1999, 99 ØLR

A havde i forbindelse med køb af en ejendom i 1986 lånt privat. Ifølge lånevilkårene kunne debitor indtil 1991 vælge at lade renter tilskrive lånets hovedstol. Landsretten fandt, at det ikke var godtgjort, at der ikke var ydet A tidsubestemt henstand med betaling af renter allerede ved gældsforholdets stiftelse, og der var derfor ikke fradrag for renter. 

Tidsubestemt henstand givet allerede ved aftalens indgåelse.

Landsskatteretskendelser

To ægtefæller hæftede solidarisk for et lån. Hustruen afgik ved døden, og hendes insolvente dødsbo betalte et beløb til en kreditor (bank). Den efterlevende ægtefælle ønskede fradrag for det indbetalte beløb, som betalte renter.

Landsskatteretten lagde uprøvet til grund, at banken i overensstemmelse med de almindelige obligationsretlige regler, hvorefter valgretten i mangel af anden aftale tilkommer kreditor, anvendte dividendebetalingen fra klagerens afdøde hustrus bo til forlods nedskrivning på hovedstolen. 

Da banken havde nedskrevet hovedstolen med det indbetalte beløb, var der ikke grundlag for at anse samme betaling for at udgøre forfaldne, ikke tidligere betalte rentebeløb.

 LL § 5, stk. 8.

SKM2001.246.LSR

Ved delvis indfrielse af en fordring havde hverken debitor eller kreditor tilkendegivet, om indbetalingen skulle anses for dækning af hovedstol eller renter. Betalingen blev anset for betaling af renter i overensstemmelse med debitors interesse i at opnå fradrag for betalingen.

Landsskatteretten bemærkede, at det i skatteretlig praksis antages, at afdrag på gæld, der består af hovedstol og renter - medmindre andet følger af retsforholdet mellem parterne - forlods dækker påløbne renter, jf. TfS 1988.109 LSR.

Er det renter eller afdrag, når debitor kun har foretaget delvis betaling?

TfS 1999, 145 LSR

Reglen i LL (ligningsloven) § 5, stk. 8 (tidligere stk. 7)  - om, at hvis renter for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret, kan renteudgifter efter LL (ligningsloven) § 5, stk. 1 først fradrages i det indkomstår, hvor betalinger finder sted - fandt også anvendelse på selskabers renteudgifter omfattet af LL (ligningsloven) § 5, stk. 4, jf. stk. 5.

LL (ligningsloven) § 5, stk. 8 - selskaber og andre, som skal periodisere renter.

TfS 1996, 225 LSR

I forbindelse med salg af en ejendom fra mor til søn, blev det aftalt, at køberen A skulle overtage de indestående prioriteter, og at restkøbesummen skulle betales efter en amortisationstabel. A kunne rentefrit optage lån hos sælgeren for de ydelser, der skulle erlægges. A ville have fradrag efter amortisationstabellen. Landsretten fandt, at der måtte lægges vægt på, at der var tale om en handel mellem nært beslægtede, og at der herefter måtte antages ved aftalens indgåelse at være ydet A en tidsubestemt henstand med renter og afdrag på købesummen, og fradrag for renteudgifter efter LL (ligningsloven) § 5, stk. 1, blev derfor nægtet.

Tidsubestemt henstand givet allerede ved aftalens indgåelse.

TfS 1995, 786 LSR

Til køb af anparter optog A et lån. Lånet samt renter tilskrevet 6 kalendermåneder forud og beregnede og tilskrevne renters rente forfaldt til betaling 30. juni 1995. Landsskatteren fandt, at henstand med rentebetalingen var givet på en sådan måde, at forfaldstidspunktet var udskudt til 30. juni 1995, og der kunne ikke gives fradrag for renter i 1992.

TfS 1991, 314 LSR

A havde optaget to veksellån ultimo 1984 og 1985. I begge tilfælde var låneoptagelsen tilrettelagt så A skulle opnå mulighed for fradrag af ét års rente. Selvom rentebetalingen (i begge tilfælde) formelt var opdelt i to samtidig indgåede aftaler om forfaldsdage med en uges mellemrum, anså Landsskatteretten lånearrangementerne for omfattet af LL (ligningsloven) § 5, stk. 2, hvorfor renterne skulle periodiseres.

Forudbetalte renter skulle periodiseres - LL (ligningsloven) § 5, stk. 2.

TfS 1988, 616 LSR

A havde et studielån, hvor der henstod ubetalte renter vedrørende tidligere indkomstår.

A påstod sig berettiget til rentefradrag i 1985, for renter betalt vedrørende 1985, idet A gjorde gældende, at man efter LL (ligningsloven) § 5, stk. 8 - dengang § 5, stk. 8 - til enhver tid måtte være berettiget til at fratrække forfaldne, betalte renter, uanset at renter vedrørende tidligere indkomstår henstod ubetalte. Landsskatteretten tiltrådte dette. 

LL (ligningsloven) § 5, stk. 8.

SKAT bemærker, at afgørelsen er uklar, fx fremgår det ikke af afgørelsen, om skatteyderen tidligere havde fratrukket forfaldne renter eller ej.

LSRM 1978.196

I forbindelse med køb af en ejendom havde A udstedt et gældsbrev til sælgeren på 40.000 kr., der skulle forrentes med 10 pct. p.a. men således, at renten hver den 1. juni og 1. december skulle tilskrives med 2.000 kr. pr. termin. Der skulle ikke beregnes renters rente, og hovedstolen med tilskrevne renter forfaldt til betaling den 1. juni 1983.

Landsskatteretten fandt, at der på forhånd var givet henstand med rentebetalingen, og renterne kunne derfor ikke anses for forfaldne i tilskrivningsåret.

Der skulle ikke beregnes renters renter - henstand givet inden forfald.

Skatterådet

Skatterådet bekræftede, at kunder, der optog en nedsparingskredit, kunne foretage fradrag for de renter, der var tilskrevet i indkomståret forudsat at de tilskrevne renter kunne rummes inden for det aftalte kreditmaksimum. Det gjaldt uanset om kunden efter aftalen havde hele nedsparingskreditten til fri disposition, eller om nedsparingskreditten efter aftalen skulle udbetales i rater eller udbetales i rater kombineret med en engangsudbetaling ved kredittens etablering.

Ved en nedsparingskredit aftales et kreditmaksimum ved aftalens indgåelse. De tilskrevne renter forhøjer ikke den maksimale trækningsret, men mindsker i stedet den disponible trækningsret. Kontoen må derfor anses for et betalingsmiddel på tilsvarende vis som en kassekredit.

SKM2010.17.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at en kunde vil kunne få fradragsret for årets tilskrevne renter på en kreditfacilitet, hvor kontoens maksimum fast opskrives med årets tilskrevne renter.

Ikke forfaldne.

SKM 1988, 206 DEP

Fradragsret for forfaldne, ikke betalte renter, som er udskudt efter LL (ligningsloven) § 5, stk. 8 (tidligere stk. 7), opnås ikke ved akkord, gældseftergivelse eller lignende, men først, når debitor faktisk betaler rentebeløbet.