Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2022-2
<< >>

Hvordan opgøres købsmomsen? Hvordan dokumenteres købsmomsen?

A.B.3.3.3.2.2 Købsmoms

Indhold

Dette afsnit handler om grundlaget og dokumentation for købsmoms.

Afsnittet indeholder:

  • Grundlag for købsmoms (indgående afgift)
  • Bogføring
  • Dokumentation
  • Investeringsgoder
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Grundlag for købsmoms (indgående afgift)

Regnskabet over indkøb og den indgående moms heraf føres på grundlag af købsbilag i form af fakturaer, notaer, afregningsbilag og modtagne kreditnotaer mv. Se momsbekendtgørelsens § 74, stk. 2.

For virksomheder, der er registreret efter toldloven, skal regnskabet for importerede varer føres på grundlag af månedlige importspecifikationer, som virksomheden har modtaget fra Skatteforvaltningen. Regnskabet for disse varer kan også føres på grundlag af udskifter fra toldsystemet over fortoldningsekspeditioner eller behørig dokumentation for indførsel med eventuelle ændringer m.v. fra Skatteforvaltningen. I så fald skal bogføringen afstemmes med importspecifikationen.

Adgangen til at benytte udskrifter fra toldsystemet som grundlag for regnskabsføringen har bl.a. betydning for virksomheder, der har negativt momstilsvar, og som ønsker at afgive momsangivelsen uden at afvente importspecifikationen, der først foreligger i måneden efter momsperiodens udløb. 

Bogføring

Bogføringen for en afgiftsperiode skal omfatte de fradragsberettigede køb mv. efter ML (momsloven) § 37, stk. 2, der i perioden er faktureret eller fortoldet til virksomheden. Se momsbekendtgørelsens § 79, stk. 1.

Bogføringen af indkøb kan foretages ved betalingen i stedet for ved fakturaens modtagelse. Købsmomsen opgøres da på grundlag af de i afgiftsperioden foretagne betalinger. Benyttes denne fremgangsmåde, er virksomheden berettiget til gennem specificerede opstillinger over gæld til leverandører ved momsperiodens begyndelse og slutning at foretage regulering af købsmomsen, så denne svarer til de af leverandørerne i perioden fakturerede leverancer. Se momsbekendtgørelsens § 79, stk. 2.

Købsmomskontoen skal reduceres med momsen ifølge kreditnotaer, der modtages fra indenlandske leverandører for returvarer og prisafslag for tidligere indkøbte varer eller ydelser, herunder kreditnotaer med angivelse af moms for dividende, bonus, kasserabatter og andre betingede rabatter, der er blevet effektive, efter at leverancen er foretaget. Se momsbekendtgørelsens § 80, stk. 1.

Specielt for konkurslovens regler om rekonstruktion skal bogføringen være tilrettelagt, så regnskabet kan opdeles periodisk før og efter rekonstruktion (fristdagen).

Hvis momsen af indkøb kun delvist kan medregnes til en virksomheds købsmoms, fx fordi virksomheden har afsætning af momsfri ydelser, kan virksomheden enten opdele momsbeløbet straks ved bogføringen eller notere hele momsbeløbet som købsmoms. I sidstnævnte tilfælde skal den del af momsen, der ikke kan medregnes til købsmomsen, fratrækkes kontoen ved momsperiodens slutning. Se momsbekendtgørelsens § 80, stk. 2.

Dokumentation

Virksomheder skal til dokumentation for købsmomsen kunne fremlægge fakturaer, herunder forenklede fakturaer, eller afregningsbilag, der opfylder kravene til en faktura. Ved en faktura forstås her det dokument, der af leverandøren og modtageren betragtes som anmodning om betaling af leverancen. Se momsbekendtgørelsens § 81.

For varer, der indføres fra steder uden for EU, skal dokumentationen bestå af de meddelelser, som virksomheden har modtaget fra Skatteforvaltningen om størrelsen af den moms, som påhviler varen ved indførsel.

Ved erhvervelser af varer og køb af ydelser omfattet af omvendt betalingspligt hos registrerede virksomheder i andre EU-lande skal der fremlægges fakturaer for erhvervelser og køb af ydelser, der skal indeholde både køberens og sælgerens momsnumre.

Købekontrakter, slutsedler eller ordrebekræftelser anerkendes ikke som forskriftsmæssige fakturaer, og kan derfor ikke anvendes til dokumentation for købsmomsen. Dette begrundes

  • dels i kontrolmæssige hensyn
  • dels i at, hvis en købekontrakt eller slutseddel skulle godkendes som gyldig faktura i relation til momslovens bestemmelser, ville det få den for erhvervslivet uønskede virkning, at den pågældende leverance skulle medregnes til leverandørens momspligtige omsætning allerede på tidspunktet for udstedelsen af købekontrakten eller slutsedlen.

Vedrørende fakturaer for udbedring af forsikringsskader er det fastsat, at automobilreparatører skal udstede en faktura til forsikringsselskaber. Fakturaen skal indeholde det fulde reparationsbeløb med tillæg af moms og med oplysning om et eventuelt modtaget selvrisikobeløb. Den udstedte faktura kan forsikringstageren fremlægge til dokumentation for købsmomsen, hvis det fremgår af fakturaen, at reparationen er udført med den skadelidtes virksomhed som modtager. ►Tilsvarende regler gælder også for skader på andre aktiver.◄

Investeringsgoder

Hvis der sker ændring af virksomhedens fradragsret for investeringsgoder, skal der ske regulering af købsmomsen.

Se ML (momsloven) §§ 43 - 44.

Virksomheders regnskab med investeringsgoder skal derfor indeholde sådanne oplysninger, at det kan danne grundlag for Skatteforvaltningens kontrol med, at regulering af købsmomsen finder sted. Se momsbekendtgørelsens § 82.

Virksomheder, der driver såvel registreringspligtig som ikke registreringspligtig virksomhed, eller som anvender investeringsgoder til formål, der ikke er fradragsret for, skal føre en særlig konto, der benævnes investeringsgoder, eller føre en særlig opgørelse over disse. Se momsbekendtgørelsens § 82, stk. 3. 

På kontoen eller opgørelsen føres for hvert investeringsgode

  • anskaffelsesbeløbet eller fremstillingsprisen uden moms
  • det betalte momsbeløb ved anskaffelsen eller fremstillingen
  • det momsbeløb, som virksomheden ved i forbindelse anskaffelsen eller fremstillingen kan medregne til købsmomsen efter de gældende regler (se herom i ML (momsloven) kap. 9), og
  • de reguleringer, som skal foretages.

Se momsbekendtgørelsens § 82, stk. 4.

Virksomheder, der overtager en reguleringsforpligtelse for momsen på et investeringsgode, skal på den nævnte konto eller opgørelse føre det momsbeløb, som virksomheden har overtaget reguleringsforpligtelsen til, samt de reguleringer, som virksomheden skal foretage. Se momsbekendtgørelsens § 20, stk. 1, der handler om salg af fast ejendom og overdragelse af driftsmidler efter ML (momsloven) § 43, stk. 3, nr. 4 og 5.

Regnskabet skal være tilrettelagt, så Skatteforvaltningen kan sammenholde posteringerne på den omtalte konto eller opgørelse med virksomhedens øvrige regnskabsmateriale. Se momsbekendtgørelsens § 82, stk. 6.

Reguleringsbeløbet skal medtages ved opgørelse af virksomhedens købsmoms for den momsperiode, hvor omfanget af reguleringen kan konstateres. Se momsbekendtgørelsens § 82, stk. 2.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Dette skema viser relevante afgørelser på området.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2016.27.ØLR

Underleverandør af rengørings-ydelser. Momsfradrag nægtet. ØLR lagde vægt på, dels at fakturaer ikke opfyldte betingelserne for en faktura, dels at bevisbyrden ikke var løftet for, at der var sket levering og betaling for ydelserne. Tidligere sag SKM2014.544.BR
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.