Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2022-2
<< >>

Hvilke regler gælder for afregningsbilag?

A.B.3.3.1.3 Afregningsbilag

Indhold

Det afsnit handler om de særlige regler, der gælder for udstedelse af afregningsbilag.

  • Regel
  • Definition
  • Betingelser
  • Gyldigt registreringsnummer
  • Aftale mellem parterne
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Normalt er det sælger der udsteder faktura. Under visse betingelser kan fakturaen/afregningsbilaget udstedes af køber. Når det er den registrerede køber, der på sælgers vegne udsteder et afregningsbilag, er der visse betingelser, der skal være opfyldt.

Se ML (momsloven) § 52 a, stk. 3, og de nærmere bestemmelser i momsbekendtgørelsens § 68. Se momssystemdirektivets art. 224.

Definition

Et afregningsbilag er en faktura, hvor det er kunden (modtageren af varen eller tjenesteydelsen), der udsteder fakturaen, og så på leverandørens vegne står for faktureringen. Når kunden på denne måde forestår faktureringen kaldes det udstedte bilag et afregningsbilag. Det defineres også som selvfakturering.

Betingelser

De nævnte bestemmelser giver mulighed for, at faktureringspligten på visse betingelser kan anses for opfyldt, hvor det er den registrerede kunde, der på leverandørens vegne udsteder et afregningsbilag. Det er en betingelse, at

  • afregningsbilaget opfylder kravene til en fuld faktura, og at der på afregningsbilaget herudover anføres "selvfakturering" eller "self-billing" samt købers registreringsnummer
  • der forinden leveringen er en aftale mellem leverandøren og kunden, hvor der er fastlagt en fremgangsmåde, hvorefter leverandøren af varerne eller tjenesteydelserne godkender hver enkelt faktura (afregningsbilag).

Se afsnit A.B.3.3.1.4 Fakturaens indhold - fuld faktura om fakturaens indhold - fuld faktura og momsbekendtgørelsens § 68, stk. 1.

Ved benyttelse af afregningsbilag mellem registrerede virksomheder her i landet gælder herudover, at

  • begge parter er momsregistrerede
  • udstederen af afregningsbilaget sikrer sig, at leverandøren er en momsregistreret virksomhed med et gyldigt registreringsnummer
  • der er en skriftlig aftale mellem parterne.

Se momsbekendtgørelsens § 68, stk. 2-5.

Gyldigt registreringsnummer

Modtager en virksomhed, der ikke er momsregistreret, et afregningsbilag, hvor der er anført afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at afregningen indbefatter moms, skal udstederen af afregningsbilaget betale momsbeløbet tilbage, når virksomheden har gjort opmærksom på det.

Modtager en virksomhed, der er momsregistret, et afregningsbilag, hvor der ikke er anført moms, må virksomheden gøre udstederen opmærksom på det og anmode om, at momsen faktureres. Det forudsættes i denne situation, at betingelserne for udstedelse af et afregningsbilag i øvrigt er opfyldt. I modsat fald må leverandøren udstede en sædvanlig faktura efter de almindelige regler.

Oplysning om, hvorvidt et momsnummer er gyldigt, kan fås ved opslag på Skatteforvaltningens hjemmeside https://www.skat.dk/ under TastSelv Erhverv/Moms/Søg på momsnumre (momsnumre i Danmark). Her kan køber få dokumenteret momsregistreringen. Herudover kan verifikation ske ved henvendelse til Skatteforvaltningen. Køber skal opbevare dokumentation for verifikationerne, herunder verifikationsdato. Se momsbekendtgørelsens § 68, stk. 5. 

Som ved almindelig fakturaudstedelse er købers momsfradragsret betinget af, at dokumentation for købet er korrekt. Derfor er et afregningsbilag, der er udstedt til en leverandør, der ikke er momsregistreret, ikke korrekt dokumentation for momsfradragsret.

Aftale mellem parterne

Betingelserne for at udstede et afregningsbilag anses for opfyldt, hvis fakturering (afregning) fra kunden sker på grundlag af en skriftlig aftale, eller hvis der foreligger vedtægtsmæssige eller lignende ensartede regler for levering og prisfastsættelse af varer. Når afregningsbilag udstedes på grundlag af en skriftlig aftale, skal den ansvarlige ledelse hos begge parter have underskrevet denne, og begge parter skal opbevare et eksemplar af aftalen. I øvrigt skal fakturering via afregningsbilag ske på grundlag af nærmere specifikke oplysninger, som skal bero hos kunden. Se momsbekendtgørelsens § 68, stk. 4.

Hvis der er tale om et leverandørforhold, hvor der er vedtægtsmæssige eller lignende ensartede regler for levering og prisfastsættelse af varer, sidestilles dette med en aftale, der kan danne grundlag for udstedelse af afregningsbilag. Her er især tænkt på landbrugssektorens leverancer til mejerier, slagterier, foderstofforretninger mv. og tilsvarende leverandørforhold.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Dette skema viser relevante afgørelser på området.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretskendelser

SKM2008.880.LSR

Landsskatteretten fandt, at en virksomhed måtte antages at have tilsidesat sin undersøgelsespligt efter ML § 37 (leverandør ej momsregistreret), og der var derfor ikke fradrag for købsmoms efter det udstedte afregningsbilag.

SKM2007.322.LSR

Landsskatteretten fandt, at et selskab efter ML (momsloven) § 37, stk. 1, ikke havde ret til at fradrage indgående moms af udstedte afregningsbilag til en ikke-momsregistreret leverandør i perioden fra 1. februar 2004 - 25. januar 2005. Selskabet havde ikke opfyldt sin undersøgelsespligt efter den dagældende momsbekendtgørelses § 47, stk. 1. Leverandøren ophørte med at være momsregistreret den 1. februar 2004. Den omstændighed, at selskabet ved samarbejdets start i februar 2003 havde kontrolleret leverandørens momsregistrering, var ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at selskabet havde opfyldt sin undersøgelsespligt i den påklagede periode.

SKM2006.670.LSR

Landsskatteretten fandt, at en speditions- og transportvirksomhed, der havde udstedt afregningsbilag til et transportfirma uden at sikre sig, at dette var momsregistreret, ikke var berettiget til momsfradrag. Virksomheden ansås videre for at have udvist grov uagtsomhed, derfor var det berettiget at foretage en ekstraordinær ansættelse af momstilsvaret. Landsskatteretten lagde vægt på samhandelsperiodens længde, at klageren på intet tidspunkt i det tidsrum, hvor samhandlen fandt sted, havde foretaget sig noget for at sikre, at sælgeren var momsregistreret, og at sælgeren over for klageren ikke foretog sig eller oplyste noget, så yderligere undersøgelser var unødvendige for at sikre sælgerens registreringsforhold.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.