Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2022-1
<< >>

G.A.3.1.7.6.4 Gældssaneringskendelsen

Indhold

Afsnittet handler om gældssaneringskendelsens indhold og retsvirkning.

Afsnittet indeholder:

  • Kendelsen skal angive nedsættelsesprocenten
  • Henstandsperioden og afdrag
  • Den anmeldte fordring er bestridt
  • Vejledning af skyldner
  • Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser mv.

Kendelsen skal angive nedsættelsesprocenten

En kendelse, der helt eller delvist tager skyldnerens forslag til følge, skal angive, hvilken del af skyldnerens gæld der berøres af kendelsen og angive den procent, hvortil fordringerne nedsættes. Se konkurslovens § 216, stk. 1.

Ved fastsættelse af procenten, hvortil fordringerne nedsættes, kan skifteretten bestemme, at der skal bortses fra fordringer, som kun vil afkaste et ubetydeligt beløb. Se konkurslovens § 216, stk. 1, 2. pkt. og nærmere herom G.A.3.1.7.5.1 Skifterettens indledning af gældssaneringssag.

Når sagen afsluttes med en kendelse om gældssanering, vil retten til dækning af betingede fordringer bortfalde, hvis betingelsen ikke er indtrådt. Se konkurslovens § 208 b, stk. 3 og G.A.3.1.7.5.1 Skifterettens indledning af gældssaneringssag.

Henstandsperiode og afdrag

Herudover kan skifteretten træffe afgørelse om, hvorvidt skyldneren skal have henstand med betalingen af den del af gælden, som fortsat skal bestå. Kendelsen skal angive henstandsperiodens længde samt størrelsen af og forfaldstiden for de afdrag, som skyldneren skal betale i henstandsperioden. Se konkurslovens § 216, stk. 3.

Den anmeldte fordring er bestridt

Hvis en anmeldt fordring er bestridt, skal der afsættes midler til dækning af fordringen. Hvis der ikke anlægges sag om fordringen, eller hvis det ved dom eller forlig fastslås, at fordringen ikke består, skal kendelsen angive, hvordan de afsatte midler skal fordeles mellem de øvrige fordringshavere. Se konkurslovens § 216, stk. 4. Kan et afdrag på en fordring ikke betales, fordi fordringen er omtvistet eller afhængig af en endnu ikke opfyldt forpligtelse, kan skifteretten bestemme, at beløbet skal indsættes på en særlig konto i et pengeinstitut. Se UfR 2000.2216 HR.

I de midler der skal afsættes, skal der tages højde for, at skyldneren kan blive pålagt at skulle betale sagens omkostninger. Disse omkostninger dækkes kun med den dividende, hvortil de øvrige fordringer i gældssaneringssagen er nedsat. Se konkurslovens § 209, stk. 4.

De tilfælde, hvor fordringshaveren hæver sagen efter at have anlagt sag om fordringen, skal i denne sammenhæng sidestilles med, at det ved dom eller forlig fastslås, at fordringen ikke består.

Vejledning af skyldner

Tages skyldnerens forslag helt eller delvis til følge, skal skifteretten vejlede skyldneren om vedkommendes retsstilling, herunder om tidspunktet for realisation af de af skyldnerens aktiver, der skal indgå i gældssaneringssagen. Dette tidspunkt skal normalt fastsættes til gældssaneringssagens afslutning. Det vil sige, efter at kærefristen for kendelsen om gældssanering er udløbet, uden at kære er sket, eller når kæreinstansens kendelse er afsagt. Se konkurslovens § 218, stk. 1.

Skifteretten skal også vejlede skyldner om tilrettelæggelsen af skyldnerens betaling af afdrag i henstandsperioden. Se konkurslovens § 216, stk. 5.

Bestemmelsens formål er at sikre, at skyldneren ikke realiserer aktiver under sagen og navnlig ikke gør dette i perioden fra afsigelse af kendelse om gældssanering og til udløbet af kærefristen, uden sikkerhed for, at den pågældende endeligt meddeles gældssanering.

Hvis skyldner i strid med sit forslag til gældssanering undlader at realisere aktiver, kan dette medføre, at kendelsen ophæves. Se konkurslovens § 229, stk. 1 nr. 2.

Nærmere regler for afdragene og afdragsperiodens længde fremgår af gældssaneringsbekendtgørelsen, der beskrives nærmere i afsnit G.A.3.1.7.6.2 Fastsættelse af afdragsbeløbet og de enkelte indtægts- og udgiftsposter og G.A.3.1.7.6.3 Afdragsperiodens længde

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

Højesteret

UfR 2000.2216 HR

Ikke-aktuel kautionsforpligtelse i gældsaneringssag. Kan et afdrag på en fordring ikke betales, fordi fordringen er omtvistet eller afhængig af en endnu ikke opfyldt forpligtelse, kan skifteretten bestemme, at beløbet skal indsættes på en særlig konto i et pengeinstitut.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.