G.A.3.6.2.5 Inddrivelse af danske krav i udlandet uden traktatgrundlag

Indhold

Dette afsnit beskriver restanceinddrivelsesmyndighedens muligheder for inddrivelse i udlandet i de situationer, hvor der ikke er hjemmel til inddrivelsesbistand i de internationale aftaler.

Afsnittet indeholder:

• Bistand til inddrivelse i udlandet ved privat inkassator
• Restanceinddrivelsesmyndighedens krav på omkostninger til privat inkassator

Bistand til inddrivelse i udlandet ved privat inkassator

Gældsstyrelsen har indgået en aftale med et privat inkassofirma  om bistand til inddrivelse af fordringer hos personer og virksomheder med hjemsted i Norden.

Aftalen vedrører udelukkende bistand til inddrivelse af fordringstyper, som ikke er omfattet af de inddrivelsesaftaler, som Danmark har indgået. . 

Restanceinddrivelsesmyndighedens krav på omkostninger til privat inkassator

Ved lov nr. 1574 af 27. december 2019 om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, blev § 6 a indsat i gældsinddrivelsesloven, hvorefter skyldner skal betale restanceinddrivelsesmyndighedens rimelige omkostninger ved inddrivelse i udlandet gennem bistand fra en privat inkassovirksomhed.

Der gælder visse betingelser førend restanceinddrivelsesmyndigheden kan pålægge skyldner at betale restanceinddrivelsesmyndighedens omkostninger til privat inkassator.

1. Der skal være tale om "rimelige omkostninger"
2. Inddrivelsen skal være retmæssig og relevant

Se gældsinddrivelseslovens § 6 a, stk. 1, som indsat ved lov nr. 1574 af 27. december 2019.

a) Der skal være tale om "rimelige omkostninger"

Af bemærkningerne til § 1, nr. 8 af lovforslag L 64 som fremsat den 15. november 2019, fremgår følgende om, hvilken type af omkostninger, som reglen vedrører:

"Der vil være tale om de beløb, som i henhold til den mellem restanceinddrivelsesmyndigheden og den private inkassator indgåede aftale skal betales af restanceinddrivelsesmyndigheden til den private inkassator. Det vil dreje sig om dennes omkostninger ved den udenretlige inddrivelse og den provision, der måtte være aftalt. Ved udenretlig inddrivelse forstås i denne sammenhæng også omkostninger forbundet med en privat inkassators arbejde med at finde frem til skyldners adresse eller kontaktoplysninger.

[…]

En omkostning vil f.eks. kunne være urimelig, hvis de skridt m.v., som ligger til grund for omkostningen, ikke har været tilstrækkeligt velbegrundede."

Således vil reglen, som udgangspunkt omfatte:

• Provision til det private inkassofirma
• Det private inkassofirmas omkostninger ved den udenretlige bistand, herunder omkostninger til at finde frem til skyldners adresse eller kontaktoplysninger

Det fremgår af  gældsinddrivelseslovens § 6 a, stk. 4, som indsat ved § 1, nr. 7 i lov nr. 1574 af 27. december 2019, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke omkostninger restanceinddrivelsesmyndigheden kan kræve betalt.

Ifølge gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 34 anses følgende omkostninger som rimelige:

"omkostninger, der vedrører den private inkassators relevante arbejde med eksempelvis søgning efter kontaktoplysninger om skyldneren, udsendelse af påkravsskrivelser, telefoninkasso, formidling af en afdragsordning med restanceinddrivelsesmyndigheden, udsendelse af erindringsskrivelse for manglende afdragsbetaling samt andre rimelige foranstaltninger, der udenretligt gennemføres med henblik på inddrivelsen i udlandet, herunder undersøgelse af, hvilke inden- og udenretlige inddrivelsesmuligheder der findes i det pågældende land og kan være relevante i forhold til skyldneren."

b) Inddrivelsen skal være "retmæssig og relevant"

Restanceinddrivelsesmyndighedens omkostninger kan kun overvæltes på skyldner, hvis inddrivelsen er retmæssig og relevant.

I gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 34, stk. 4 er fastsat, at Inddrivelsen vil ikke være retmæssig, hvis fordringen ikke består. Det er videre fastsat, at inddrivelsen ikke vil være relevant i følgende tilfælde:

1)    restanceinddrivelsesmyndigheden på tidspunktet for antagelsen af den private inkassator til den udenretlige inddrivelse hos skyldneren havde haft mulighed for at forestå inddrivelsen i Danmark og burde have indset denne mulighed

2)    restanceinddrivelsesmyndigheden i medfør af en bistandsaftale m.v. om inddrivelse havde haft mulighed for at anmode om bistand fra en kompetent myndighed i det pågældende land, medmindre det pågældende land enten generelt eller konkret har meddelt ikke at ville yde en sådan bistand eller ikke inden for en i bistandsaftalen m.v. fastsat frist eller, hvis en sådan frist ikke er fastsat, en efter restanceinddrivelsesmyndighedens vurdering rimelig frist regnet fra bistandsanmodningens fremsættelse har bekræftet at ville yde bistand til inddrivelsen

3)    de foranstaltninger, der begrunder omkostningerne, åbenlyst ikke burde være gennemført af den private inkassator.

Klage

Det fremgår af gældsinddrivelseslovens § 6 a, stk. 2, som indsat ved lov nr. 1574 af 27. december 2019, at restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse om skyldnerens pligt til betaling af restanceinddrivelsesmyndighedens omkostninger til privat inkassator.

Dette betyder, at afgørelsen vil kunne påklages efter den gældende klagebestemmelse i gældsinddrivelseslovens § 17, stk. 1.

Der gælder det særlige for afgørelser om skyldners pligt til betaling af restanceinddrivelsesmyndighedens omkostninger til privat inkassator, at afgørelsen er gyldig, selv om afgørelsen ikke kan meddeles skyldner. Se gældsinddrivelseslovens § 6 a, stk. 2, som indsat ved lov nr. 1574 af 27. december 2019.

Hvis skyldnerens adresse er ukendt, sendes afgørelsen, så snart det bliver muligt for restanceinddrivelsesmyndigheden at sende afgørelsen. Afgørelsen mister således ikke sin virkning, selv om den på grund af ukendskab til skyldnerens adresse ikke kan meddeles skyldneren. Klagefristen vil dog først skulle løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen kommer frem til skyldneren efter gældsinddrivelseslovens § 17, stk. 1, 2. pkt. Se bemærkningerne til § 1, nr. 8 af lovforslag L 64 som fremsat den 15. november 2019.

Hvis afgørelsen, trods restanceinddrivelsesmyndighedens rimelige bestræbelser, ikke kan meddeles skyldner som følge af ukendskab til dennes adresse, eller hvor et brev med afgørelsen returneres til restanceinddrivelsesmyndigheden som uanbringeligt, skal restanceinddrivelsesmyndigheden optage en meddelelse i Statstidende, der underretter skyldneren om, at der i forhold til skyldneren er truffet en afgørelse, som skyldneren kan få meddelt ved at rette henvendelse til restanceinddrivelsesmyndigheden. Se gældsinddrivelseslovens § 6 a, stk. 3, 1. pkt. som indsat ved lov nr. 1574 af 27. december 2019.

Klagefristen efter gældsinddrivelseslovens § 17, stk. 1, 2. pkt., løber senest fra 1-årsdagen for meddelelsen i Statstidende. Se gældsinddrivelseslovens § 6 a, stk. 3, 2. pkt. som indsat ved lov nr. 1574 af 27. december 2019.

Se også

Se mere om klager på inddrivelsesområdet i afsnit G.A.2.2 Klager.

Dækningsrækkefølge

Det fremgår af gældsinddrivelseslovens § 6 a, stk. 2, som indsat ved lov nr. 1574 af 27. december 2019, at afgørelsen vil have virkning fra afgørelsestidspunktet og være gyldig, selv om afgørelsen ikke vil kunne meddeles skyldner.

Ved lov nr. 1574 af 27. december 2019, er der i gældsinddrivelseslovens § 4, som blev nyaffattet ved lov nr. 285 af 29. marts 2017, indsat et nyt stykke 7, som bestemmer, at restanceinddrivelsesmyndighedens krav på betaling af omkostninger til privat inkassator har forrang i forhold til dækningen af øvrige fordringer efter gældsinddrivelseslovens § 4, stk. 1-6.

Af bemærkninger til lovforslaget fremgår, at som følge af overvæltningskravets forrang i forhold til dækningen efter § 4 i gældsinddrivelsesloven er det nødvendigt at kunne anvende det beløb, som den private inkassator måtte modtage fra skyldneren, til at dække overvæltningskravet, inden en resterende del af beløbet anvendes til dækninger af øvrige fordringer under inddrivelse. Se lovforslag L 64 som fremsat den 15. november 2019.

Ifølge gældsinddrivelseslovens § 6 a, stk. 2 skal restanceinddrivelsesmyndigheden træffe afgørelse om skyldners pligt til at betale omkostningerne. Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at der i de tilfælde, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har kendskab til skyldners adresse, skal ske partshøring, forinden der træffes afgørelse om skyldners pligt til at betale omkostningerne.

Der kan opstå tilfælde, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden modtager betalinger fra skyldner, forinden der er truffet en afgørelse om skyldners pligt til at betale omkostningerne. Det kan skyldes, at skyldner betaler inden restanceinddrivelsesmyndigheden har kendskab til, hvilke omkostninger, der er forbundet med bistanden fra den private inkassator. Det kan også skyldes, at skyldner betaler forinden, restanceinddrivelsesmyndigheden har truffet en afgørelse om, at skyldner har pligt til at betale omkostningerne.

Det er Gældsstyrelsens vurdering, at formålet med kravets forrang og bemærkningerne i lovforslaget om, at betalinger fra skyldner først skal gå til dækning af overvæltningskravet, medfører, at der i tilfælde, hvor der modtages betalinger fra skyldner, forinden der er truffet afgørelse om skyldners pligt til at betale omkostninger, i de modtagne betalinger skal reserveres et tilstrækkeligt beløb til betaling af forventede overvæltede omkostninger, for at sikre overvæltningskravets forrang.

Se også

Se mere om reglerne om dækningsrækkefølge i afsnit G.A.2.3 Dækningsrækkefølge.