Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

Højesteret

UfR 1999.1587 HR

Betaling 12 dage før forfaldsdagen med 1 pct. rabat blev anset for at være sket før normal betalingstid. Højesteret fandt dog ikke belæg for omstødelse, da den omstændighed, at betalingen måtte antages under alle omstændigheder at ville være sket til normal betalingstid, hvis ikke den var sket 12 dage forinden, indebar, at der ikke var sket en berigelse.

Hvis det ikke er betænkeligt at lægge til grund, at betalingen ville være sket til normal betalingstid, er en betaling før normal betalingstid ikke tilstrækkelig til, at betalingen kan omstødes.

Landsretten

SKM2014.537.VLR

SKATs inddrivelse af restancer blev iværksat umiddelbart efter kravenes forfaldstidspunkter, og umiddelbart efter at det blev konstateret, at restancerne ikke blev betalt. Skyldners betalinger blev foretaget i henhold til en løbende betalingsordning, som var aftalt som et normalt led i SKATs inddrivelse, og skyldner overholdt efterfølgende betalingsordningen over en periode på 1½ år.

Retten fandt under disse omstændigheder ikke at betalingerne kunne anses for utilbørlige kreditorbegunstigelser efter konkurslovens § 74.

Den omstændighed, at SKAT under udlægsforretningen omtalte muligheden for konkurs, kunne ifølge retten ikke føre til andet resultat, idet det i praksis antages, at en offentlig kreditor, hvis formål med en konkursbegæring er at hindre en skyldner i at øge sin gæld til det offentlige, som udgangspunkt har retlig interesse i, at skyldneren erklæres konkurs. Der var herefter ikke grundlag for omstødelse efter konkurslovens § 74.

SKM2009.436.VLR

Betaling af indeholdt A-skat og AM-bidrag for december 2006 skete på sidste rettidige betalingsdag den 17. januar 2007. Byretten fandt, at betalingen afgørende forringede selskabets betalingsevne og reelt umuliggjorde gennemførelsen af en påtænkt moratorie- eller akkordordning. Desuden fandt byretten, at betalingen ikke fremtrådte som ordinær, hvorfor betalingen fandtes omstødelig efter konkurslovens § 67. Landsretten henviste til, at betalingen den 17. januar 2007 var sket på sidste rettidige betalingsdag for de indeholdte A-skatter/AM-bidrag for december 2006. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at der med SKAT var aftalt senere betaling, og betalingen skete derfor ikke før normal betalingstid. Landsretten frifandt derfor SKAT for omstødelseskravet.

TfS 2001.913 VLR

En told- og skatteregion indgik med et selskab en afdragsordning for en skyldig moms for 2. kvartal 1997. Der blev betalt i alt 1.818.732 kr., hvoraf 1.571.842 kr. vedrørte momsrestancer, mens 230.156 kr. vedrørte løbende tilsvar for moms og told til normal forfaldstid. Betalingen skete med syv afdrag fordelt mellem den 8.10. og 10.11.1997. Den 18.11. blev der indsat 13.333.996 kr. på selskabets kassekredit. Den 19.11.1997 anmeldte selskabet betalingsstandsning. Fra den 18.11. til 31.12.1997 blev der indsat 2.713.213 kr. på selskabets checkkonto. Selskabet blev taget under konkursbehandling den 8.4.1998. Landsretten fandt, at betalingerne fremstod som ordinære og ikke var likviditetsinvaliderende. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

TfS 1994.764 ØLR

I sagen blev der foretaget udlæg for en afgiftsrestance og efterfølgende aftalt en afdragsordning med fem betalinger vedrørende restancen og den løbende moms og A-skat, i alt 1.500.000 kr. Landsretten fandt, at der var tale om fem selvstændige betalinger inden for 40 dage i forskellige skyldforhold. Betalingerne var efter rettens opfattelse ordinære og ikke utilbørlige, da de skete efter løbende betalingsordninger, der var aftalt som et normalt led i told- og skattevæsenets virksomhed med opkrævning af skatte- og momsafgifter, da restancerne ikke var opstået igennem længere tid, og da alle betragtede skyldnerens virksomhed som sund og levedygtig. Landsretten afviste derfor omstødelse efter konkurslovens § 67 eller § 74.

UfR 2015.335 ØLR

En straks betaling på en revisorfaktura, som havde en frist på otte dage, blev omstødt fordi betalingen ansås for at være sket før normal betalingstid og anset for at ikke at fremtræde som ordinær.

Landsretten lagde vægt på, at det ikke var sædvanligt for selskabet at betale sine revisorregninger med det samme, i vurderingen indgik selskabets tidligere betalingshistorik, hvor selskabet havde betalt for sent i to omgange.

UfR 2016.3451 VLR

En betaling, to hverdage før den aftalte betalingsfrist, blev omstødt, fordi betalingen blev anset for at være en betaling før normal betalingstid, samt anset for ikke at fremtræde som ordinær.

Forholdet mellem parterne var baseret på en aftale om, at sælger leverede sine ydelser løbende, og køber havde en betalingsfrist på otte hverdage. I den konkrete sag leverede sælger den 31. januar 2013 og fik en betalingsfrist til den 11. februar 2013. Køber betalte den 7. februar men indgav egen begæring senere samme dag.

Landsretten lagde bl.a. vægt på betalingshistorikken mellem parterne, hvor en tidligere levering den. 24. januar 2013 blev betalt den 6. februar 2013, som ikke er inden for betalingsfristen på otte dage.

Byretten

SKM2015.439.BR

Betaling på 400.000 kr. til SKAT, der var foretaget ca. 2 mdr. før fristdagen til dækning af et skattekrav ca. 1 måned efter sidste rettidig betalingsdag ikke omstødt.

Det betalende selskab indgik i en sambeskattet koncern, og betalingen dækkede ca. halvdelen af den samlede koncerns selskabsskat, hvoraf det betalende selskab i henhold til dagældende regler om sambeskatning alene hæftede for ca. 1/3 af det krav som betalingen dækkede, idet 2/3 relaterede sig til søsterselskabets selskabsskat. Samme dag som betalingen fandt sted var der indbetalt 200.000 kr. på det betalende selskabs konto, der efter det oplyste hidrørte fra en anden enhed i koncernen.

Retten fandt, at det betalende selskab hverken i henhold til selskabsskatteloven eller på andet grundlag hæftede for 2/3 af det betalte krav, og at betalingen af dette beløb derfor udgjorde betaling af tredjemandsgæld. For så vidt angår denne del af beløbet var omstødelse efter konkurslovens konkurslovens § 67 allerede udelukket af denne grund.

Retten lagde videre til grund, at beløbet på kr. 200.000 alene blev overført til selskabet for at gøre dette i stand til at betale 400.000 kr. i afdrag på skatterestancen, og at beløbet var øremærket til dette formål.

For så vidt angår den sidste 1/3 af beløbet udtalte retten, at selskabet fortsatte driften efter betalingen, at saldoen på firmaets kassekredit havde svinget betydeligt i månederne inden konkursen, at saldoen i tiden efter den omstridte betaling var beskeden, men dog voksede forholdsvist hurtigt, hvorefter saldoen ikke væsentligt afveg fra, hvad den også i andre perioder havde været.

Retten fandt, at denne del af betalingen ikke afgørende havde forringet selskabets betalingsevne, og der kunne derfor ikke ske omstødelse efter konkurslovens konkurslovens § 67.

I forhold til vurderingen efter konkurslovens konkurslovens § 74 skulle der ses bort fra betalingen på 200.000, som måtte anses overført til selskabet alene for at gøre betalingen til SKAT mulig. Retten udtalte herefter blandt andet, at SKAT ikke havde andre oplysninger om selskabets økonomiske situation, end at selskabsskatten ikke var betalt rettidigt. Betalingen fandt sted til delvis dækning af SKATs krav på selskabsskat og i SKATs egenskab af tvangskreditor. SKAT var derfor ikke i ond tro om insolvensen og omstændigheder, der gjorde betalingen utilbørlig.

SKAT blev herefter frifundet.

SKM2014.756.BR

Retten lagde til grund, at et selskab ikke gjorde SKAT opmærksom på, hvilken periode momsindbetalingen vedrørte. Selskabet anvendte det indbetalingsnummer, som vedrørte selskabets restance for november 2012. Retten fandt, at SKAT under disse omstændigheder var berettiget til at anvende indbetalingen til afskrivning på selskabets restance for november og december 2011.

Retten fandt samtidig ikke, at momsindbetalingen afgørende forringede selskabets betalingsevne.

Retten udtalte, at momsindbetalingen må ses i sammenhæng med ind- og udbetalinger i en periode på 3 måneder før fristdagen og indtil dekretdagen. Driften var ikke indstillet da momsindbetalingen skete.

Herudover fandt retten, at de virksomhedspantsatte aktiver burde medregnes ved beregningen af selskabets aktivmasse på betalingstidspunktet, idet banken på tidspunktet for momsindbetalingen ikke havde tiltrådt sit virksomhedspant.

Retten fandt, at momsindbetalingen under hensyn til omstændighederne fremtrådte som ordinær, idet retten navnlig lægger vægt på beløbets størrelse i forhold til restancerne fra november og december 2012 og på, at disse restancer kun havde været forfaldne i henholdsvis under 2 måneder og under 1 måned.

Endelig fandt retten, at SKAT ikke var bekendt med selskabets økonomiske vanskeligheder og heller ikke burde være bekendt hermed. Retten udtalte, at der ikke kan påhvile SKAT en særlig undersøgelsespligt, når SKAT modtager en betaling, der ikke er i fuld overensstemmelse med SKATs forfaldne krav.

Retten frifandt på denne baggrund SKAT for omstødelseskravet. Se konkurslovens § 67 og § 74.

SKM2014.100.BR

Sagen omhandlede hvorvidt fire betalinger til SKAT, der var foretaget senere end tre måneder før fristdagen var omstødelige efter konkurslovens § 67, stk. 1.

Et selskab foretog over en periode på 45 dage i alt fire betalinger til SKAT. Betalingerne angik A-skat og AM-bidrag, og fandt sted ca. 4 - 8 uger efter sidste rettidige betalingsdag.

Betalingerne skete efter gentagne indkaldelser til udlægsforretning, og efter at SKAT havde overvejet at kræve sikkerhedsstillelse fra selskabet.

Retten fandt, at der var tale om betalinger af A-skat og AM-bidrag for separate perioder, hvorfor der ikke var grundlag for at vurdere betalingerne samlet.

Ud fra en vurdering af de enkeltvise betalinger i forhold til selskabets indtægter og udgifter i samme periode som betalingernes foretagelse samt i forhold til selskabets indestående på de specifikke betalingstidspunkter fandt retten, at ingen af betalingerne udtømte selskabets likviditet. Der var således ikke grundlag for at fastslå, at betalingerne på afgørende vis havde forringet selskabets betalingsevne.

Endvidere var der tale om betaling af A-skat og AM-bidrag, som SKAT modtog som et normalt led i sin oppebørselsvirksomhed, og betalingerne gik i det væsentligste til dækning af A-skat og AM-bidrag, som forfaldt senere end 3 måneder før fristdagen, hvorfor der ikke var tale om betaling af gammel gæld.

Ud fra en samlet vurdering af de konkrete omstændigheder fandt retten således videre, at betalingerne fremtrådte som ordinære.

Betalingerne kunne derfor ikke omstødes efter konkurslovens § 67.

SKM2013.413.BR

Sagen drejede sig om en indbetaling til SKAT på 250.000 kr., som skyldner foretog en måned før, at skyldner gik konkurs. Indbetalingen skete som et afdrag på skyldners gæld til SKAT og blev foretaget i umiddelbar forlængelse af en udlægsforretning. SKAT havde på udlægsforretningen tilkendegivet, at manglende betaling ville medføre, at der ville blive indgivet konkursbegæring mod skyldner.

Spørgsmålet i sagen var, om den foretagne indbetaling var omstødelig i henhold til konkurslovens § 67. Parterne var enige om, at de tidsmæssige betingelser var anvendelsen af konkurslovens § 67 var opfyldte, men der var uenighed om, hvorvidt betalingen var likviditetsinvaliderende. SKAT gjorde i den forbindelse gældende, at betalingen ikke var likviditetsinvaliderende henset til skyldners aktiver på tidspunktet for indbetalingen, herunder et positivt indestående på bankkontoen, og henset til likviditetsstrømmen i perioden mellem indbetalingen og dekretets afsigelse. Ligeledes gjorde SKAT gældende, at indbetalingen var ordinær, da den skete som et led i SKATs sædvanlige forvaltning som oppebørselsmyndighed.

Retten fandt, at indbetalingen var omstødelig i henhold til konkurslovens § 67 på baggrund af en sammenligning mellem indbetalingens størrelse og de øvrige bevægelser på skyldners konto i den relevante periode. Retten fandt endvidere, at indbetalingen ikke var ordinær, da den skete i direkte sammenhæng med den foretagne udlægsforretning.

SKM2013.6.BR

Sagen vedrørte krav om omstødelse af betalinger af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og momstilsvar i henhold til konkurslovens § 67 og § 74.

Retten fandt det ikke godtgjort, at de skete betalinger af A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og moms afgørende forringede sagsøgerens betalingsevne. Retten anså endvidere betalingerne i kraft af deres karakter for ordinære, hvilket også gjaldt de betalinger som skete efter sidste rettidige betalingsdag, men dog i sådan tilknytning til denne, at betalingerne ikke kunne karakteriseres som betaling af (gammel) gæld til SKAT. På den baggrund fandt retten, at ingen af betalingerne kunne omstødes efter konkurslovens § 67.

Retten fandt det heller ikke godtgjort, at de nævnte betalinger indebar en utilbørlig begunstigelse af sagsøgte, hvorfor betalingerne allerede af denne grund heller ikke kunne omstødes efter konkurslovens § 74.