F.A.23.3.5 Rejsendes personlige ejendele og varer, der indføres til sportsbrug
Indhold
Dette afsnit beskriver reglerne for at importere personlige effekter og varer, der importeres til sportsbrug, til EU's toldområde under proceduren for midlertidig import med fuldstændig toldfritagelse.
Afsnittet indeholder:
- Lovgrundlag
- Eksempler
- Toldangivelse
- Frist for reeksport.
Lovgrundlag
Der kan gives toldfritagelse for varer, der importeres af rejsende med bopæl uden for EU's toldområde, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:
- Varerne er personlige ejendele, som med rimelighed kan anses for at være nødvendige under rejsen
- Varerne er bestemt til at anvendes til sportsformål.
Se DF art. 219.
Ved rejsende forstås her enhver fysisk person, der ankommer til EU's toldområde midlertidigt og ikke har fast bopæl dér. Se DF art. 1, nr. 40), litra a).
Eksempler
- beklædningsgenstande
- toiletartikler
Personlige ejendele, som med rimelighed kan anses for nødvendige, kan fx bestå af følgende varer:
- personlige smykker
- foto- og filmkameraer
- videokameraer
- transportable musikinstrumenter*
- transportable lydoptagere og -afspillere
- bærbare radiomodtagere
- bærbare computere
- kikkerter
- barnevogne
- kørestole til handicappede
- fritidsudstyr, såsom telte og andet campingudstyr, fiskeudstyr, klatreudstyr, dykkerudstyr, cykler uden hjælpemotor, kanoer og kajakker med en længde på under 5,5 m., tennisketsjere, surfbrætter, drageflyvere, golfudstyr
- transportable dialyseapparater og lignende medicinske apparater og engangsartikler til brug i forbindelse dermed
- andre artikler, der klart er af personlig art.
* Bestemmelserne skelner mellem rejsende, der importerer musikinstrumenter til privat brug, og rejsende, der importerer musikinstrumenter til professionel anvendelse. Den sidstnævnte import skal ske efter betingelserne for professionelt udstyr. Se afsnit F.A.23.3.12 Professionelt udstyr.
Varer til sportsbrug kan fx bestå af følgende varer:
- Idræts- og atletikudstyr
- Udstyr til boldspil
- Vintersportsudstyr
- Udstyr til vandsport, fx kanoer og kajakker, sejl- og robåde
- Motorkøretøjer og -fartøjer, fx biler, motorcykler og motorbåde
- Sportsskydevåben med ammunition
- Sportsbeklædning
- Rekvisitter og hjælpeudstyr til sportsarrangementer.
Toldangivelse
Rejsendes personlige ejendele og varer til sportsbrug angives normalt til midlertidig import ved at ejendelene/varerne medbringes af den rejsende ved grænsepassagen. Dette fordrer ikke særskilt frembydelse af varerne. Dette gælder både ved indrejse i og udrejse fra EU's toldområde. Se DF art. 141, jf. DF art. 139 og 136, stk. 1, litra b), samt GF art. 218.
Frist for reeksport
Varerne skal reeksporteres i forbindelse med, at den rejsende forlader EU's toldområde.
Se også
Se også afsnit F.A.16 Henførsel af varer under en toldprocedure for nærmere oplysninger om de handlinger, der kan anses for at være en toldangivelse i henhold til DF art.141 samt de tilfælde, hvor der uanset DF art 141 kræves enten mundtlig eller skriftlig toldangivelse.
Læs også:
I Østre Landsret findes der 3 dommere, der har deltaget i henholdsvis 23, 28 og 37 skattesager, og som aldrig har givet en skatteyder medhold i noget, hverken helt eller delvis.
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil