Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-2
<< >>

Hvordan beregnes tinglysningsafgiften ved tinglysning af vedtægter for en ejerforening? Hvordan beregnes tinglysningsafgiften ved tinglysning af vedtægter for en grundejerforening?

E.B.5.3 Vedtægter for ejerforeninger, grundejerforeninger mv.

Indhold

Afsnittet handler om afgiftsberegningen ved tinglysning af vedtægter for ejerforeninger og grundejerforeninger mv.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Vedtægterne er også tinglyst pantstiftende
  • Ejerlejligheder under opdeling.
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Regel

Afgiften for tinglysning af vedtægter for ejerforeninger, grundejerforeninger mv. er 1.750 kr.,uanset hvor mange selvstændige faste ejendomme vedtægterne tinglyses på. Tinglysningen af vedtægterne afgiftsberigtiges efter TAL (tinglysningsafgiftsloven) § 7 som en servitut. Indeholder vedtægterne andre rettigheder, der tinglyses servitutstiftende, skal der derfor ikke betales yderligere afgift.

Vedtægterne er også tinglyst pantstiftende

Der skal betales afgift efter TAL (tinglysningsafgiftsloven) § 5 a, stk. 1, hvis vedtægterne eventuelt også tinglyses pantstiftende. Tinglysningsafgiften efter TAL (tinglysningsafgiftsloven) § 5 a, stk. 1, beregnes som 1,45 pct. af det pantsikrede beløb tillagt den faste afgift på 1.730 kr. Det pantsikrede beløb, som afgiften skal beregnes af, er det samlede beløb, som der tinglyses pant for. Se eksempel.

I forbindelse med tinglysning af pantstiftende vedtægter, kan et eventuelt afgiftsfritagelsesgrundlag bruges på samme måde som ved tinglysning af et pantebrev. Se også afsnit E.B.4.2.2.7 Ubenyttet fritagelsesgrundlag og afgiftspantebrev om benyttelse af afgiftspantebrevet, jf. TAL (tinglysningsafgiftsloven) § 5 a, stk. 5.

Eksempel

I de tilfælde hvor vedtægterne fx er tinglyst for i alt 35.000 kr. på ejerlejlighederne 1-10, er det pantsikrede beløb i alt på 35.000 kr., da der ikke vil kunne gøres et større beløb gældende på baggrund af det tinglyste pant.

Er vedtægterne derimod tinglyst for 35.000 kr. på hver af ejendommene 1-10, er det pantsikrede beløb på 10 x 35.000 kr., og der skal derfor betales variabel afgift af i alt 350.000 kr.

Se også SKM2004.422.LSR.

Ejerlejligheder under opdeling

Når en vedtægt, der indeholder en panthæftelse på fx 35.000 kr., tinglyses på en ejendom, der er under opdeling i ejerlejligheder eller under udstykning, tinglyses vedtægten med frist på hovedejendommen. Når opdelingen eller udstykningen er gennemført, tinglyses vedtægterne endeligt.

Afgiftsberegningen af den pantstiftende del af vedtægterne afhænger af, hvorledes denne del af vedtægterne er formuleret.

Eksempel: Tinglysning af det pantsikrede beløb på samtlige ejerlejligheder/ejendomme

Fremgår det af vedtægterne, at de skal tinglyses for fx i alt 35.000 kr. på ejendommene 1-10, vil vedtægterne som udgangspunkt blive indført pantstiftende på hovedejendommen med 35.000 kr.

Efter opdelingen eller udstykningen indføres vedtægterne på de nye lejligheder/ejendomme med en bemærkning om, at der også er pant i anden ejendom. Tinglysningsmæssigt betyder dette, at der er tinglyst pant i samtlige ejerlejligheder/ejendomme for et samlet krav på 35.000 kr.

Ønskes der efterfølgende tinglyst pant for 35.000 kr. på hver enkelt ejerlejlighed/ejendom, skal der tinglyses en vedtægtsændring, som afgiftsberigtiges med 1,45 pct. af forskellen mellem det oprindeligt, tinglyste pantsikrede beløb på 35.000 kr. og det nu tinglyste pantsikrede beløb på 10 x 35.000 kr. Der skal således nu betales variabel afgift af (350.000-35.000) 315.000 kr.

Eksempel: Tinglysning af det pantsikrede beløb på hver ejerlejlighed/ejendom

Fremgår det derimod af vedtægterne, at de skal tinglyses pantstiftende for 35.000 kr. på hver af ejerlejlighederne/ejendommene 1-10, vil vedtægterne som udgangspunkt også indføres for 35.000 kr. på hovedejendommen, og der betales afgift efter TAL (tinglysningsafgiftsloven) § 5 a, stk. 1, af dette beløb.

Efter opdelingen eller udstykningen indføres vedtægterne direkte på de nye ejerlejligheder/ejendomme med 35.000 kr. pantstiftende på hver ejerlejlighed/ejendom. Der er herefter tinglyst pant for i alt 10 x 35.000 kr., eller i alt 350.000 kr. Når vedtægterne indføres på de nye ejerlejligheder/ejendomme, skal der betales afgift af det nye pantsikrede beløb. Afgiften opgøres som forskellen mellem det oprindeligt, tinglyste pantsikrede beløb på 35.000 kr., og det nu pantsikrede beløb på 350.000 kr. Der skal således betales variabel afgift af (350.000-35.000) 315.000 kr.

Konklusion

Hvis vedtægterne tinglyses pantstiftende med et samlet krav på fx 35.000 kr., og med bemærkning om, at der også er pant i anden ejendom, skal der kun betales afgift af 1 x 35.000 kr.

Tinglyses vedtægterne derimod pantstiftende for et samlet krav på fx 35.000 kr. på hver ejerlejlighed/ejendom, skal der betales afgift af antal ejendomme x pantsikret beløb - i eksemplet således af 10 x 35.000 kr.

Tinglysning af pant i pantstiftende vedtægter

Skatterådet har i SKM2020.8.SR taget stilling til, at der skulle betales fast afgift, 1.640 kr. (dagældende sats), ved tinglysning på hver af de 126 ejerlejligheder i ejerforeningen, da der skulle tinglyses pant i ejerforeningens vedtægter, som allerede var tinglyst pantstiftende på alle lejlighederne. Tinglysningerne af pant i de pantstiftende vedtægter var omfattet af afgift efter § 5 b, stk. 2.

Se også

Afsnit E.B.4.1.7 Underpant i ejerpantebreve mv. i fast ejendom og andelsboliger om underpant i ejerpantebreve og andre pantebreve.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse Afgørelsen i stikord Kommentarer
Landsskatteretskendelser

SKM2004.422.LSR

En ejerforening var pligtig til at betale tinglysningsafgift af det samlede pantsikrede beløb, da vedtægterne var blevet lyst pantstiftende for et beløb på hver af de 61 ejerlejligheder. Afgiften skulle således betales af det samlede beløb, der udgjordes af pantet på alle de 61 ejerlejligheder.

 
Skatterådet
SKM2020.8.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at det betragtes som én samlet pantsætning, der kun udløste en fast afgift på kr. 1.640 (dagældende sats), at tinglyse underpant på pantstiftende vedtægter til en ejerforening (anden hæftelse), som var tinglyst på 126 ejerlejligheder. Tinglysningerne af underpant på vedtægterne i de 126 lejligheder udløste en fast afgift på 1.640 kr. (dagældende sats) pr. tinglyst underpantsætning, jf. TAL (tinglysningsafgiftsloven) § 5 b, stk. 2. Tinglysningerne kunne ikke omfattes af fritagelsesbestemmelsen i § 9, da denne bestemmelse vedrørte samlet tinglysning af pantsætninger omfattet af § 5 a.

 
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.