Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-2
<< >>

D.A.5.10.6 Ydelser, som ikke leveres "i forbindelse med" forsikringsvirksomhed

Indhold

Dette afsnit beskriver omfanget af momsfritagelsen af ydelser, som ikke leveres "i forbindelse med" forsikringsvirksomhed.

Afsnittet indeholder:

  • Eksempler på ydelser, som ikke leveres af forsikringsmæglere- og formidlere "i forbindelse med" forsikringsvirksomhed
  • Forsikringsselskabers tilbagesalg af stjålne effekter
  • Forsikringselskabers salg af visse varer
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

I praksis er der en række eksempler på ydelser, som ikke er blevet anset for ydelser, der har en direkte tilknytning til forsikringsvirksomhed, og som dermed ikke opfylder betingelserne for momsfritagelse.

Se også

Se også:

Eksempler på ydelser, som ikke leveres af forsikringsmæglere- og formidlere "i forbindelse med" forsikringsvirksomhed

Her ses en række eksempler på ydelser, der ikke kan anses for leveret "i forbindelse med" forsikringsvirksomhed:

  1. Vurderings- og taksationsydelser
  2. "Backoffice" administration
  3. Ekstern konsulentvirksomhed
  4. Dispachørvirksomhed
  5. Garantiforpligtelser
  6. Risk-management opgaver
  7. Produktudvikling
  8. Administration af pensionskasser

De nævnte eksempler uddybes i det følgende.

Ad a) Vurderings- og taksationsydelser

Momsfritagelsen for forsikringsvirksomhed omfatter ikke vurderings- og taksationsydelser mv., der bliver udført for forsikringsselskaber og andre.

Som eksempler på sådanne vurderings- og taksationsydelser kan nævnes:

  • Den taksationsvirksomhed, som taksatorer udfører på freelancebasis for forsikringsselskaber ved at besigtige og vurdere selskabernes egne forsikringsskader, samt forsikringsselskabers afsætning af sådanne ydelser til andre forsikringsselskaber
  • Registrerings- og vurderingsforretninger for forsikringsselskaber til brug ved fastsættelse af forsikringssummen i forbindelse med vurdering af forsikringsskader
  • Udarbejdelse af reparationsoverslag samt tilsyn med, at den endelige reparationsregning kun omfatter erstatningsberettigede udgifter i henhold til forsikringspolice
  • Vurderinger for forsikringsselskaber af bl.a. fast ejendom i tilslutning til, at selskabet har overtaget et misligholdt pantebrev, for hvilket selskabet har påtaget sig en forpligtelse.

Forsikringsselskaber, forsikringsmæglere og andre, der afsætter taksations- eller vurderingsydelser til fx forsikringsselskaber eller andre, er derfor momspligtige for denne afsætning. Det gælder, uanset om der fx er tale om vurdering af et forsikringskrav eller andre vurderingsforretninger i tilknytning til momsfri forsikringsvirksomhed.

Ad b) Backoffice administration

Såkaldt "backoffice"-virksomhed, der er leveret af en anden end forsikringsgiveren, er ikke omfattet af momsfritagelsen. Se nærmere EF-domstolen dom i sag C-472/03, Arthur Andersen.

Backoffice-virksomhed kan bl.a. være

  • accept af forsikringsbegæringer
  • behandling af kontrakt- og tarifændringer
  • udfærdigelse, forvaltning og ophævelse af policer
  • behandling af forsikringskrav
  • opgørelse og udbetaling af provision til forsikringsformidlere
  • opbygning og administration af informationsteknologi
  • informationsformidling til forsikringsselskabet og til forsikringsformidlere
  • udfærdigelse af rapporter til policeindehaverne og tredjemænd.

Ad c) Ekstern konsulentvirksomhed - advokater, aktuarer, særligt sagkyndige mv.

Momsfritagelsen omfatter ikke ekstern konsulentvirksomhed, eksempelvis

  • advokaters udarbejdelse af analyser, responsa og lignende for forsikringsselskaber om forsikringsforhold, samt detektivers bistand til efterforskning i forsikringssager.
  • aktuarers rådgivning af forsikringsteknisk art og værdimæssig vurdering af arbejdsgiveres pensionsforpligtelser over for arbejdstagere, der udføres efter anmodning fra firmaer, advokater, revisorer m.fl.
  • tekniske undersøgelser/analyser/vurderinger/rådgivning foretaget af særlige sagkyndige. Typisk er der tale om undersøgelser foretaget af ingeniører og økonomiske analyser fra revisorer og økonomer med henblik på at afdække bestemte forhold, der kan have betydning for virksomhedens forsikringsforhold.

Ad d) Dispachørvirksomhed

Dispachører er ikke omfattet af momsfritagelsen. En dispachør optræder som uvildig mellemmand mellem reder, forsikringsselskab, ladningsafsender og -modtager. En dispachørs opgaver består typisk i at beregne og fordele udgifter og tab ved skader på skibe og deres ladning, fordele udgifter til bjergeløn samt beregne assuranceerstatning i søforsikring.

Ad e) Garantiforpligtelser

Ordninger vedrørende garantiforpligtelser i forbindelse med salg af varer, fx rustbeskyttelse af biler, anses ikke for forsikringsvirksomhed, men som almindelig garanti og er derfor ikke omfattet af momsfritagelsen.

Hvis garantien ydes via en frivillig tillægsforsikring, så kan den derimod efter en konkret vurdering anses for momsfritaget.

Ad f) Risk-management opgaver

Risk management er en analyse af kundens virksomhed med henblik på alternativ indretning af virksomheden for at minimere visse risici. Ydelsen kan være vanskelig at afgrænse overfor risikoanalyser. Afgørende er, om det er et forslag til ændring af forsikringsaftaler eller om der blot er tale om et generelt forslag til anderledes indretning af kundens virksomhed.

Ad g) Produktudvikling

Udvikling og salg af særlige produkter, fx edb-software til brug for kunden, kurser i førstehjælp/brandslukning/skadesbekæmpelse er ikke omfattet af momsfritagelsen.

Ad h) Administration af pensionskasser

Administration af pensionskasser er som udgangspunkt ikke omfattet af momsfritagelsen.

Se D.A.5.11.6.3 Betalinger og overførsler for så vidt angår de tilfælde, hvor administrationsydelserne i stedet delvist kan være fritaget efter ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 11.

Forsikringsselskabers tilbagesalg af stjålne effekter

Forsikringsselskabers tilbagesalg af stjålne effekter til forsikringstager bliver anset som en annullation af forsikringssagen - ikke et salg af varer. Et sådant tilbagesalg skal der derfor ikke betales moms af.

Forsikringselskabers salg af visse varer

Videresalg af varer, der er overtaget fra forsikringstagere i forbindelse med udbetaling af skadeserstatning, er ikke omfattet af momsfritagelsen i ML (momsloven) § 13, stk. 1, nr. 10. Se i denne forbindelse SKM2019.230.HR.

Der er som udgangspunkt tale om et momspligtigt varesalg efter momslovens almindelige regler, jf. momslovens § 4, stk. 1. Forsikringsselskabernes salg af varer, som overtages i forbindelse med udbetaling af erstatninger, kan dog være omfattet af den undtagelse fra 6. momsdirektivs artikel 2 (nu Momssystemdirektivets artkel 2, stk. 1, litra a) og c), som er omtalt i D.A.4.1.3 Danske undtagelser.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-472/03, Arthur Andersen

Momsfritagelsen i 6. momsdirektiv skal fortolkes således, at »backoffice«-virksomhed, der består i mod vederlag at udføre tjenesteydelser for et forsikringsselskab, ikke er tjenesteydelser i forbindelse med forsikringstransaktioner, som udføres af forsikringsmæglere eller -formidlere i bestemmelsens forstand. Ydelserne blev derfor anset for momspligtige.

Højesteret

SKM2019.230.HR

Højesteret stadfæstede landsrettens dom SKM2017.443.VLR. Højesteret tiltrådte således landsrettens vurdering af spørgsmålene, om forsikringsselskabernes salg af køretøjer til appellanten kan anses for omfattet af momslovens § 69, stk. 1, nr. 1 og 3.

Landsretten anførte herom i SKM2017.443.VLR, og hvortil Højesteret henviser, at begrebet "forsikringsvirksomhed" i momsloven og begrebet "forsikringstransaktioner" i momssystemdirektivet skal fortolkes på samme måde. Med henvisning til EU-Domstolens dom i sag C-349/96, Card Protection Plan, præmis 17, fastslog landsretten endvidere, at momslovens § 13, stk. 1, nr. 10, ikke omfatter forsikringsselskabernes salg af trafikskadede motorkøretøjer, som de har overtaget i forbindelse med udbetaling af erstatning, da disse salg ikke er en del af selve forsikringsvirksomheden, og da bilerne ikke har været anvendt i forsikringsvirksomheden. Der er derimod som udgangspunkt tale om et momspligtigt varesalg efter momslovens almindelige regler, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Højesteret bemærkede yderligere, at der ikke er hjemmel i momssystemdirektivet og momsloven til, at forsikringsselskaber kan succedere i forsikringstageres momsposition med den virkning, at appellanten kan benytte brugtmomsordningen.

Se også omtalen i D.A.18.3.2 Begrebet ?brugte varer? ML § 69, stk. 3.

Skattestyrelsen

TfS1998.417.TSS

Told- og Skattestyrelsen traf i denne sag afgørelse om, at tandlægers vurderinger af tandskader for forsikringsselskaber var momspligtige.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.