Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

EU-domme

C-154/17
SIA "E LATS"

Artikel 311, stk. 1, nr. 1), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at begrebet »brugte genstande« ikke omfatter brugte genstande, som indeholder ædle metaller eller ædle sten, hvis disse genstande ikke længere kan opfylde deres oprindelige funktionalitet og kun har bevaret de funktionaliteter, der er iboende i disse metaller og sten, hvilket det tilkommer den nationale ret at vurdere under hensyn til alle de relevante objektive omstændigheder i hver enkelt sag.

De elementer, der skal tages hensyn til med henblik på i et konkret tilfælde at afgøre, om en genstand, som er blevet videresolgt, hører under kategorien »brugte genstande« eller kategorien »ædle metaller eller ædle sten«, omfatter alle de objektive omstændigheder, hvorunder transaktionen med videresalg er foretaget.

Da de begreber, der er fastsat i momsdirektivet, en objektiv karakter og finder anvendelse uafhængigt af de pågældende transaktioners formål og resultater, kan forhold som hensigten hos den afgiftspligtige person, der deltager i transaktionen ikke - bortset fra i undtagelsestilfælde - tillægges vægt.

Derimod er elementer som præsentationen af de pågældende genstande, metoden til vurdering af disse genstandes værdi og faktureringsmetoden, dvs. i emballeret stand (bruttovægt) eller pr. enhed, derimod objektive kendetegn, som kan tages i betragtning.

C-471/15
Sjelle Autogenbrug I/S

Artikel 311, stk. 1, nr. 1), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at brugte dele fra udrangerede motorkøretøjer, som en autogenbrugsvirksomhed har erhvervet fra en privatperson, og som er bestemt til at sælges som reservedele, udgør »brugte genstande« i denne bestemmelses forstand, med den konsekvens, at leveringer af sådanne dele, der foretages af en afgiftspligtig videreforhandler, er omfattet af fortjenstmargenordningen.

Som følge af EU-domstolens dom tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle i relation til det omtvistede spørgsmål i sagen for Vestre Landsret om, hvorvidt virksomheden kan anvende brugtmomsordningen ved salg af reservedele, der stammer fra udtjente køretøjer erhvervet fra privatpersoner. Se SKM2014.259.VLR og SKM2017.443.VLR som stadfæstet af Højesteret i SKM2019.230.HR. Sagen angik for Højesteret, om appellanten opfyldte betingelserne for at anvende brugtmomsreglerne ved sit salg af reservedele, som virksomheden i forbindelse med miljøbehandling og skrotning af biler udtager fra totalskadede eller udtjente køretøjer, som virksomheden erhverver fra forsikringsselskaber.

C-320/02
Förvaltnings AB Stenholmen

EF-domstolen udtalte, at levende dyr kan betragtes som brugte genstande.

En hest, som bliver købt af en privatperson (en anden end opdrætteren) og trænet op til ridehest, kan betragtes som en brugt genstand og sælges videre efter brugtmomsordningen.

Det er uden betydning, at værdiforøgelsen ikke skyldes en "reparation" i ordets egentlige forstand, men en biologisk proces eller optræning.

Højesteretsdomme

SKM2019.230.HR

Sagen angik for Højesteret, om en autogenindvindingsvirksomhed opfyldte betingelserne for at anvende brugtmomsreglerne i momslovens kapitel 17 ved sit salg af reservedele, som virksomheden i forbindelse med miljøbehandling og skrotning af biler udtager fra totalskadede eller udtjente køretøjer, som virksomheden erhverver fra forsikringsselskaber.

Som følge af EU-Domstolens dom i sag C-471/15 havde Skatteministeriet for landsretten anerkendt, at de videresolgte reservedele udgør "brugte varer" i momslovens § 69, stk. 1’s forstand. Som konsekvens af dommen tog Skatteministeriet derfor bekræftende til genmæle i relation til spørgsmålet om, hvorvidt virksomheden kunne anvende brugtmomsordningen ved salg af reservedele, der stammer fra udtjente køretøjer erhvervet fra privatpersoner.

Landsretten fastslog ved deldom i SKM2014.259.VLR og ved den til Højesteret påankede endelige dom SKM2017.443.VLR, at forsikringsselskabernes salg af biler, som de har overtaget i forbindelse med udbetaling af erstatning, ikke udgør en del af den momsfritagne forsikringsvirksomhed efter ML § 13, stk. 1, nr. 10. Forsikringsselskabernes særlige momsfritagelse for de omhandlede transaktioner er derimod hjemlet i en administrativ praksis, som tidligere har haft hjemmel i bekendtgørelser udstedt i medfør af den dagældende momslovs § 4, stk. 2 (indtil 1994-momsloven), og som har været anmeldt til EU-Kommissionen som en særlig foranstaltning i henhold til 6. momsdirektivs artikel 27, stk. 5 (videreført i momssystemdirektivets artikel 394). Landsretten fandt på den baggrund, at virksomhedens køb af biler fra forsikringsselskaber ikke er omfattet af momslovens § 69, stk. 1, nr. 3.

Virksomheden gjorde endvidere for landsretten gældende, at køb af biler fra forsikringsselskaber er omfattet af ML § 69, stk. 1, nr. 1, som angår salg af brugte varer til den afgiftspligtige videreforhandler (genbrugsvirksomheden) fra "en ikke afgiftspligtig person".

Landsretten bemærkede, at da forsikringsselskaberne foretager systematisk og organiseret salg af totalskadede køretøjer og derved opnår en løbende indtægt af en vis varig karakter, der supplerer indtægterne fra forsikringsselskabernes forsikringsvirksomhed, kan de ikke anses for ikke-afgiftspligtige personer, når de foretager disse salg.

Virksomheden opfyldte derfor ikke betingelserne i ML § 69, stk. 1, og kunne derfor ikke anvende brugtmomsordningen for så vidt angår videresalg af reservedele, som er udtaget af biler erhvervet fra forsikringsselskaber.

For Højesteret gjorde virksomheden yderligere gældende, at forsikringsselskaberne måtte anses for succederet i forsikringstagernes momsmæssige stilling, og at selskaberne af denne grund kunne anses for omfattet af ML § 69, stk. 1, nr. 1 og 3, afhængig af forsikringstagerens momsposition.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom. Højesteret tiltrådte landsrettens vurdering af spørgsmålene, om forsikringsselskabernes salg af køretøjer til appellanten kan anses for omfattet af ML § 69, stk. 1, nr. 1 og 3. Højesteret bemærkede yderligere, at der ikke er hjemmel i momsloven og momssystemdirektivet til, at forsikringsselskaberne kan succedere i forsikringstagernes momsposition.