Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-2
<< >>

C.D.8.8.4 Former for virksomhed der ikke kan omfattes af tonnagebeskatning

Indhold

Dette afsnit beskriver de former for virksomhed, der ikke kan omfattes af tonnagebeskatning, men som dog har en vis tilknytning.

Afsnittet indeholder:

  • Afgrænsning af rederivirksomhed
  • Afgrænsning af skibe over for en række flydende indretninger mv.
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgrænsning af rederivirksomhed

Indkomst ved erhvervsmæssig transport af passagerer eller gods mellem forskellige destinationer vil kunne omfattes af tonnageskatteordningen. Se TSL § 6, stk. 1.

Desuden kan indkomst af visse former for virksomhed til søs efter tonnageskattelovens § 8 a, omfattes af tonnageskatteordningen.

Endvidere kan visse former for virksomhed i nær tilknytning hertil omfattes. Se TSL § 10, stk. 2.

Indkomst ved al anden virksomhed falder uden for tonnageskatteordningens anvendelsesområde og skal således beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler. Det samme gælder indkomst ved anvendelse af lejede skibe i det omfang, at den anvendte lejede tonnage er større end fire gange egentonnagen. Se TSL § 7.

I TSL § 8, stk. 1 er en række former for virksomhed opregnet, som falder uden for tonnageskatteordningens anvendelsesområde, uanset om den pågældende form for virksomhed udøves fra skib, som i anden sammenhæng ville kunne anvendes til tonnagebeskattet virksomhed

Det drejer sig om følgende former for virksomhed. Se TSL § 8, stk. 1, nr. 1 - 11:

  1. Forundersøgelser, efterforskning eller udvinding af kulbrinter eller andre naturforekomster. Dog kan egentlig transportvirksomhed omfattes, fx forsyningssejlads med personer eller materiel fra havn til installationer på kontinentalsoklen eller omvendt og transport af olieprodukter mv. fra kontinentalsoklen til installationer på land. Også opgaver i forbindelse med ankerhåndtering mv. samt redningsopgaver kan omfattes.
  2. Fiskeri og forarbejdningsvirksomhed.
  3. Bygning og reparation af havne, moler og broer samt opmudring, stenfiskeri, sandsugning eller lignende virksomhed. Bestemmelse blev ændret ved lov nr. 1886 af 29. december 2015.
  4. Dykkervirksomhed.
  5. Lodsning, når skibene anvendes i og omkring havne.
  6. Bugsering mv. Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor skibet udfører bugser- og bjærgningsaktiviteter til søs i mindst 50 pct. af den tid, skibet i løbet af et indkomstår er i drift. Det er en betingelse, at skibet er registreret i en stat, der er medlem af EU eller EØS. Ved anvendelsen af TSL § 8, stk. 1, 2. pkt. fordeles ventetid forholdsmæssigt mellem den tid, der er medgået til bugser- og bjærgningsaktiviteter til søs, og den tid, der er anvendt til andre aktiviteter. Bugseringsaktiviteter mv., der udføres i eller omkring havne, eller som består i at bistå fartøjer med egen fremdrift med at lægge til i havn, anses ikke for at være foregået til søs. Se også SKM2008.932.SR.
  7. Passagersejlads i eller over havneløb mv.
  8. Uddannelsesaktiviteter, sociale og pædagogiske aktiviteter mv. 
  9. Museumsaktiviteter og skibsbevaring.
  10. Sports-, udflugts- og fritidsformål. Dette omfatter sejlads, som ikke kan begrundes med et egentligt trafikbehov, uanset om sejladsen foregår efter faste sejlplaner. Bestemmelsen omfatter også sejlads med repræsentative formål mv. Se nærmere herom SKM2007.731.LSR. Krydstogtsejlads ikke omfattet tonnageskatteloven efter denne bestemmelse. Se SKM2019.120.ØLR, der blev stadfæstet af Højesteret gengivet i SKM2020.125.HR. Sejlads med lystfiskere er også omfattet af bestemmelsen. Se det bindende svar SKM2017.346.SR.
  11. Anvendelse af permanent opankrede skibe, uanset formål.

Se også

Se afsnit C.D.8.8.3.2 Indkomst i nær tilknytning til levering af transportydelser om indkomst i nær tilknytning til levering af transportydelser.

Afgrænsning af skibe over for en række flydende indretninger mv.

I TSL § 8, stk. 2, er der foretaget en mere præcis afgrænsning af en række flydende indretninger, som ikke anses som skibe efter tonnageskatteloven, og som således falder uden for tonnageskatteordningens anvendelsesområde.

Dette er:

  • Uddybningsmaskiner
  • Flydekraner. Se SKM2009.99.HR (SKM2008.430.VLR) flydekran ikke anset som et skib selv om flydekranen havde egne fremdrivningsmidler.
  • Flydedokke
  • Kabeltromler
  • Boreplatforme
  • Flydende beholdere
  • Lignende materiel.

Denne bestemmelse omfatter bl.a. flydende olieproduktions-, oplagrings-, og udskibningsanlæg, de såkaldte FPSOer (Floating Production Oil Stoage Offloading).

Ligeledes er pramme og lægtere ikke omfattet af tonnageskatteordningen, medmindre de er lastbærende og har en størrelse på over 2.000 bruttotons.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2020.125.HR

Krydstogtskib udlejet til en virksomhed, som benyttede skibet til flere
forskellige krydstogter i udlandet. Højesteret fastslog, at selskabet ikke kunne benytte de lempelige beskatningsregler
i tonnageskatteloven, fordi der var tale om sejlads med "sports-, udflugts- og fritidsformål",
som ifølge lovens § 8, stk. 1, nr. 10, er undtaget fra tonnageskatteordningens anvendelsesområde.

Landsretten og byretten var kommet frem til det samme resultat gengivet i SKM2019.120.ØLR og SKM2017.561.BR.

SKM2009.99.HR

Flydekran ikke et skib selvom den har egne fremdrivningsmidler - ikke omfattet af ordningen.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom med samme begrundelse.

Landsretsdomme

SKM2019.120.ØLR

Krydstogtsejlads - ikke omfattet af ordningen.

Tidligere SKM2017.561.BR og SKM2015.753.LSR
Sagen er anket til Højesteret.

Landsskatteretskendelser

 

 

SKM2007.731.LSR

Tursejlads dækkede ikke trafikbehov - ikke omfattet af ordningen.

 

Skatterådet

SKM2017.346.SR

Sejlads med lystfiskere kan ikke omfattes af tonnageskatteloven.

 

SKM2008.932.SR

Bugsering i mere end 50 pct. - omfattet af ordningen.

 

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.