Afgørelser 

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

Højesteretsdomme 

SKM2011.209.HR

Borgeren var blevet frifundet i straffesagen om nogle skønnede forhøjelser vedrørende en virksomhed. Uanset dette var der som følge af groft uagtsom eller forsætlig adfærd grundlag for at gennemføre de skønnede forhøjelser efter udløbet af den ordinære ansættelsesfrist. Højesteret henviste til, at det påhvilede borgeren at godtgøre, at de skønsmæssige ansættelser var urimelige eller forkerte. Da denne bevisbyrde ikke var løftet, kunne det ikke tillægges betydning, at der var sket frifindelse i straffesagen. Det skal bemærkes, at sagen er afgjort efter den tilsvarende bestemmelse i den tidligere SSL § 35, stk. 4.

Landsretsdomme 

Retten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt. Det var derfor berettiget, at SKAT havde foretaget forhøjelserne af skat og moms i medfør af henholdsvis SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, og § 32, stk. 1, nr. 3. Videre fandt retten, at SKAT havde overholdt varslingsfristerne i de to bestemmelsers stk. 2.

Retten fandt endvidere, at borgeren havde modtaget SKATs forslag, inden afgørelserne blev truffet, og at der således var foretaget korrekt partshøring.

SKATs afgørelser indeholdt ikke begrundelse, men da der i afgørelserne var henvist til forslagene, som indeholdt udførlig begrundelse, var afgørelserne ikke ugyldige på grund af manglende begrundelse.

Landsretten fandt, at skatteyderens telefoniske henvendelser til skattemyndighederne ikke opfyldte kravene til en konkret og begrundet klage. Skatteyderen havde herefter ikke godtgjort, at hans skatteansættelse for 2005 var påklaget rettidigt, eller at der i øvrigt var klaget indenfor fristen for ordinær genoptagelse.

I relation til spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse fandt landsretten det ikke godtgjort, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der kunne ske ekstraordinær genoptagelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 8, og § 32, stk. 1, nr. 4.

Anmodningen var desuden støttet på forhold, som skatteyderen hele tiden var bekendt med, og anmodningen blev således ikke indgivet inden for reaktionsfristen på 6 måneder i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 2.

Skatteministeriet fik også for landsretten medhold i, at appellanten havde foretaget momspligtigt salg her i landet, i eget navn og for egen regning, af såkaldt singlefunktionelle telekort ("prepaid calling cards") til danske grossister. Kortene var indkøbt fra appellantens irske søsterselskab, som havde faktureret salgene til sagsøgeren med "0 moms", dvs. som omvendt betalingspligtige køb af telekort (teleydelser) her i landet. Salgene fra appellanten var momspligtige i medfør af ML (momsloven) § 4, stk. 1. Det var ikke godtgjort, at grossisterne havde leveret momspligtige formidlingsydelser for appellanten til efterfølgende led i handelskæden (detailhandlere og danske slutbrugere af telekortene). Appellanten havde derfor ikke fradragsret i henhold til ML (momsloven) § 37, stk. 1, for momsen af nogle afregningsbilag, som sagsøgeren selv havde udstedt til de danske grossister (selvfakturering).

Det var derfor med rette, at SKAT havde forhøjet både appellantens salgsmoms samt nedsat den angivne fradragsberettigede købsmoms. Skatteministeriet fik endelig medhold i, at kravet ikke var delvist forældet efter skatteforvaltningsloven, idet appellanten måtte anses for at have handlet groft uagtsomt i sine momsangivelser, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3.

Spørgsmålet i sagen var, om H1 havde handlet groft uagtsomt ved anvendelsen af et etableret grænsehandelskoncept med salg af både til danske kunder via en tysk samarbejdspartner, og om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af selskabets momstilsvar var opfyldt.

Landsretten fandt, at H1s grænsehandelskoncept alene blev anvendt med det formål at udnytte fordelen ved at sælge både med den lavere tyske moms, og at den tyske samarbejdspartner alene fungerede som et gennemfaktureringsled.

Under sådanne omstændigheder fandt landsretten, at der måtte påhvile H1 en særlig forpligtelse til at sikre sig, at den anvendte metode ikke indebar en overtrædelse af momslovgivningen.

Eftersom H1 ikke havde indrettet sit grænsehandelskoncept i overensstemmelse med de opstillede retningslinjer for handel med tysk moms i SKM2006.530.SR, og da H1 ikke havde iværksat eller søgt at iværksætte relevante tiltag for at sikre sig arrangementets overensstemmelse med momslovgivningen, fandt landsretten, at H1 ikke havde udvist den fornødne omhu og påpasselighed og herved havde handlet groft uagtsomt. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af H1s momstilsvar var således opfyldt.

Eftersom det under sagen var ubestridt, at H1 herefter havde pligt til at betale moms af de pågældende salg i grænsehandelskonceptet, blev byrettens dom stadfæstet.

Landsretten fandt, at borgeren havde handlet groft uagtsomt, idet borgeren blandt andet på baggrund af sagens omstændigheder havde haft en særlig forpligtelse til at sikre sig, at der ikke var sket en overtrædelse af de danske momsregler. Forhøjelsen var således også berettiget, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3, for den del der lå ud over de ordinære genoptagelsesfrister.

Landsretten havde tillige anledning til at tage stilling til et svar afgivet af SKAT på borgerens henvendelse om grænsehandelskonceptet. Landsretten udtalte blandt andet, at svaret alene var vejledende, og at borgeren måtte indse, at svaret forudsatte, at der var realitet bag det opstillede handelsarrangement.

Landsrettens dom er en stadfæstelse af byrettens dom, SKM2014.201.BR, dog således at appellantens momstilsvar blev nedsat for så vidt angår en konkret bil.

SKM2014.214.ØLR   

SKAT forhøjede afgiftstilsvaret (salgsmoms) vedrørende 2005 som følge af, at virksomheden havde angivet en lavere salgsmoms end den, der fulgte af de nettoomsætningstal, som virksomheden havde indberettet i forbindelse med selvangivelsen.

Det var for landsretten ubestridt, at SKAT havde været berettiget til at foretage en ekstraordinær ansættelse, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3.

6-månedersfristen i SFL § 32, stk. 2, skulle regnes fra det tidspunkt, hvor SKAT var kommet i besiddelse af det fornødne grundlag for at varsle en korrekt afgiftsansættelse. Landsretten fandt, at SKAT tidligst ved virksomhedens udeblivelse fra det aftalte kontrolbesøg den 28. august 2009 fik tilstrækkelig grund til at betvivle rigtigheden af virksomhedens momsindberetninger og dermed tilstrækkeligt grundlag for at varsle en ændring af afgiftsansættelsen. Varslingen af samme dag var derfor rettidig, ligesom afgørelsen af 26. oktober 2009 var rettidig.  

SKM2013.127.ØLR

Landsretten fandt, at borgeren havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

SKM2012.170.ØLR

Landsretten bemærkede, at en påtaleopgivelse ikke er nye faktiske eller retlige oplysninger, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse iht. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 8, og SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 4.

SKM2012.12.ØLR

Landsretten fandt, at der kunne ske forhøjelse af indtægter efter bestemmelsen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, uanset at anklagemyndigheden efter en samlet vurdering havde valgt at opgive tiltale.

SKM2011.508.VLR

Borgeren havde indsendt forkerte momsangivelser. Retten fandt, at borgeren havde handlet groft uagtsomt, og at SKAT derfor var berettiget til ekstraordinært at ændre afgiftstilsvaret iht. SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3.

SKM2011.459.ØLR

Sagen drejede sig om ekstraordinær genoptagelse. Landsretten fandt, at borgeren ved at have udeholdt omsætning havde udvist mindst grov uagtsomhed, hvorved ansættelsesfristerne var suspenderet. SKAT havde modtaget regnskabsmaterialet i september 2004 og udsendt forslag 7. juni 2005. Landsretten udtalte, at de relevante oplysninger løbende var kommet til SKATs kundskab, herunder ved et møde med borgerens ægtefælle 28. februar 2005, så 6 måneders fristen var overholdt.

SKM2001.582.ØLR

Den omstændighed, at anklagemyndigheden havde opgivet påtale mod selskabets ledelse for overtrædelse af STRFL § 289, jf. dagældende SKL § 13, stk. 1, indebar efter Landsrettens opfattelse ikke, at der herved tillige var taget stilling til, hvorvidt der ved udarbejdelsen af selvangivelsen var handlet forsætligt eller uagtsomt.

Byretsdomme 

>SKM2021.22.BR<

>SKAT havde foretaget kontrol og genoptaget hele perioden fra 1. januar 2010 til 30. juni 2013, men dog ikke ændret 3. kvartal 2012, idet selskabet for dette kvartal skulle have tilbagebetalt 4.225 kr. i afgiftstilsvar. Landsskatteretten fandt under hensyn til, at SKAT måtte anses for at have kontrolleret og genoptaget hele perioden, at det var rettest, at SKAT ændrede selskabets afgiftsgodtgørelse for hele perioden 1. januar 2010 30. juni 2013, herunder 3. kvartal 2012.  

Skatteministeriet indbragte afgørelsen fra Landsskatteretten for domstolene med påstand om, at det sagsøgte selskab skulle anerkende, at selskabets godtgørelse af elektricitetsafgift og gasafgift for godtgørelsesperioden 3. kvartal 2012 ikke blev ændret. 

Byretten afsagde udeblivelsesdom efter Skatteministeriets påstand.<

SKM2020.376.BR

Sagen handlede om, hvorvidt sagsøgeren, som udbød spil på spilleautomater, var berettiget til nedslag i spilleafgiften i henhold til den dagældende spilleafgiftslovs § 13  på baggrund af en række udlodninger til en Y1-sk sportsforening. Ifølge bestemmelsen kunne der ske nedslag i spilleafgiften ved udlodning af midler til velgørende og almennyttige foreninger. På baggrund af de foreliggende oplysninger om den pågældende forenings formål, struktur, aktiviteter, medlemsgrundlag og økonomiske forhold fandt retten, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at foreningen havde et formål af almennyttig karakter, og betingelserne for nedslag i spilleafgiften var derfor ikke opfyldt. Retten fandt desuden, at sagsøgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke forud for udlodningerne at sikre sig dokumentation for foreningens velgørende formål. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvaret var derfor opfyldt. 

SKM2020.164.BR

Sagen angik et selskab, der i 2006 havde afstået aktier og warrants i et selskab i forbindelse med en samlet virksomhedsoverdragelse. Efter de dagældende regler var afståelse af aktier og warrants skattefri, hvis ejertiden udgjorde mindst 3 år. De omhandlede warrants var tildelt mindre end 3 år før afståelsen, men det fulgte af de dagældende regler, at warrants, der er tildelt den skattepligtige, anses for erhvervet samtidig med de moderaktier, som warrants knytter sig til. Hovedspørgsmålet var, om de omhandlede warrants skulle anses for udstedt til selskabet eller til selskabets aktionær personligt. Retten fandt, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at tegningsretterne knyttede sig til selskabets moderaktier.

Retten udtalte, at udgangspunktet er, at tegningsretter udstedt mindre end 3 år før et salg, ikke kan have en ejertid på mere end 3 år. Selskabet havde for indkomståret 2006 selvangivet avancen ved salg af aktier og warrants som skattefri med henvisning til, at ejertiden udgjorde mere end 3 år. Retten fandt, at det var en positiv forkert selvangivelse, og hverken selskabet eller selskabets rådgiver havde søgt råd eller vejledning hos skattemyndighederne. Betingelserne i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, var derfor opfyldt. Retten bemærkede, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at selskabet havde benyttet sig af professionel rådgivning.

SKM2017.210.BR

Retten fandt indledningsvist, at de fremlagte fakturaer ikke overholdt kravene i momsbekendtgørelsens § 40. Under hensyntagen hertil samt til øvrige uregelmæssigheder ved både fakturaerne og underleverandørernes virksomheders forhold samt borgerens manglende regnskabsmateriale, fandt retten, at der påhvilede borgeren en meget tung bevisbyrde med hensyn til at godtgøre, at de fremlagte fakturaer berettigede til skatte- og momsmæssigt fradrag. Retten fandt, at borgeren ikke havde løftet denne bevisbyrde, og retten kunne derfor ikke lægge til grund, at fakturaerne havde noget reelt indhold.

Afslutningsvist fandt retten, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af sagsøgerens momsansættelse i henhold til SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3, var opfyldt.

SKM2017.125.BR

Det var i sagen for retten ubestridt, at det anvendte grænsehandelskoncept ikke havde forretningsmæssig baggrund, men alene havde til formål at sælge campingvogne med den lavere tyske moms. Retten fandt, at der under sådanne omstændigheder påhvilede selskabet en særlig forpligtelse til som erhvervsdrivende at sikre, at salgene skete i overensstemmelse med de danske momsregler. Retten fandt, at selskabet ikke havde efterlevet de strenge krav, der stilles til den registreringspligtiges omhu og påpasselighed i relation til overholdelse af momsloven. Retten fremhævede i den forbindelse, at selskabet ved et bindende svar tidligere havde fået underkendt et påtænkt grænsehandelskoncept, der i det væsentligste var identisk med den fremgangsmåde, hvorunder selskabet efterfølgende solgte campingvogne. Selskabet havde dermed handlet groft uagtsomt, hvorfor SKAT havde været berettiget til ekstraordinært at genoptage selskabets momstilsvar i medfør af SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3.

Sagen er ligeledes interessant i forhold til SFL § 32, stk. 2, om 6-månedersfristen, se herom afsnit A.A.8.3.2.1.4 Reaktionsfristen. Reaktionsfrist.

SKM2016.229.BR

SKM2015.107.BR

SKM2015.62.BR

Borgeren havde ikke opgivet moms af salg af brugte biler. Retten fandt ikke, at borgeren havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om privat salg af biler og fandt forholdet groft uagtsomt.

SKM2015.37.BR

SKM2014.431.BR

Landsskatteretten - kendelser og afgørelser

>SKM2021.289.LSR<

>Landsskatteretten fandt, at det var berettiget, at SKAT ekstraordinært havde genoptaget et selskabs afgiftsgodtgørelser, da selskabet havde handlet mindst groft uagtsomt ved at tage godtgørelse for forbrug af elektricitet anvendt til opvarmning af brugsvand, rumvarme og komfortkøling.

SKAT havde beregnet og opkrævet det ikke-godtgørelsesberettigede beløb ud fra de godtgørelsessatser, der fulgte af loven. Ved angivelserne af godtgørelse havde selskabet fejlagtigt anvendt for lave satser og gjorde gældende, at også dette spørgsmål skulle genoptages, hvilket SKAT havde afvist.

Landsskatteretten anførte, at en beløbsmæssig korrekt opgørelse af det beløb, som selskabet havde modtaget for meget i godtgørelse af afgift, ikke alene krævede en fastlæggelse af den ikke-godtgørelsesberettigede mængde, men også at godtgørelsen fastsattes ved anvendelse af de korrekte godtgørelsessatser. Det af selskabet rejste spørgsmål om godtgørelse med for lave satser havde således klar sammenhæng med det forhold, som gav anledning til, at SKAT genoptog afgiftsgodtgørelserne og skulle derfor også inddrages. <

 SKM2020.468.LSR

Landsskatteretten fandt, at der var tale om maskerede leasingforhold med det formål at opnå besparelse i betaling af registreringsafgiften. Da det drejede sig om to professionelle aktører, måtte der efter Landsskatterettens opfattelse stilles krav til, at parterne har kendskab til, at der ingen lighed er mellem afgiftsgrundlaget ved beregning af registreringsafgift ved salg af et køretøj, hvor registreringsafgiften beregnes på baggrund af den faktiske salgspris, og i tilfælde af leasing, hvor registreringsafgiften er en teknisk værdi baseret på importprisen til Danmark. Efter Landsskatterettens opfattelse havde begge parter haft kendskab til samtlige oplysninger vedrørende afgiftsgrundlaget og de tekniske detaljer for de omhandlede køretøjer i forbindelse med indregistrering heraf, idet processen omkring indregistrering af køretøjerne var tilrettelagt således, at begge parter har haft kendskab til alle oplysninger i de certifikater, som har været anvendt som grundlag for indregistreringen, herunder afgiftsgrundlaget. Det er på den baggrund Landsskatterettens opfattelse, at begge parter både i forbindelse med indgåelse af de pågældende leasingaftaler og i forbindelse med indregistrering af de pågældende køretøjer har handlet groft uagtsomt, da begge parter har været klar over, at registreringsafgiften blev beregnet på et lavere afgiftsgrundlag, når det drejede sig om et leasingskøretøj, end hvis det havde været et salg af køretøjerne. Landsskatteretten fandt derfor, at selskabet havde handlet groft uagtsomt i processen vedrørende indgåelse af leasingaftaler og ved indregistrering af køretøjerne, og at betingelserne for at foretage ekstraordinær genoptagelse dermed var opfyldt.

SKM2019.38.LSR

Landsskatterettens flertal fandt, at der efter en samlet konkret vurdering forelå en sådan betydelig usikkerhed om de af repræsentanten påpegede forhold, herunder udformningen af SKATs nyhedsbrev, at det fandtes betænkeligt at statuere grov uagtsomhed efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3, på det foreliggende grundlag. SKAT havde i et styresignal angivet, at en praksisændring gjaldt for mineralolieafgift, svovlafgift og CO2-afgift, mens et nyhedsbrev sendt til virksomheden alene nævnte mineralolieafgiften og samtidig henviste til styresignalet. Virksomheden havde alene implementeret praksisændringen for mineralolieafgiften og ikke for svovlafgift og CO2-afgift. Repræsentanten pegede blandt andet på, at når SKAT sender et nyhedsbrev ud til virksomhederne og heri angiver, at der er tale om en præcisering af praksis og at det er gældende for mineralolieafgift, vil virksomheder ikke finde anledning til at sætte sig ind i indholdet i styresignalet, medmindre nyhedsbrevet givet anledning til fortolkningsspørgsmål mv.

SKM2016.363.LSR

Selskabet havde haft kendskab til reglerne om manglende godtgørelsesadgang for energi forbrugt til rumvarme, og desuagtet i afgiftsansættelserne for den omhandlede periode både anset det omhandlede naturgasforbrug for godtgørelsesberettiget samt foretaget en skønsmæssig opgørelse heraf i strid med reglerne i GASAL § 10. Landsskatteretten fandt derfor, at dette forhold måtte tilregnes selskabet som groft uagtsomt, hvorfor SKAT havde været berettiget til at ændre selskabets afgiftstilsvar uden for den ordinære frist i medfør af SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3.

SKM2005.85.LSR

Sagen drejer sig om fradrag for købsmoms vedrørende en varevogn, som ikke udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt. Da SKAT tidligere havde vejledt virksomheden om reglerne og da virksomhedens indehaver tidligere havde afgivet skriftlig erklæring om, at varevognen udelukkede blev benyttet erhvervsmæssigt, fandt Landsskatteretten, at indehaveren i det mindste groft uagtsomt havde bevirket, at afgiftstilsvaret blev fastsat på et forkert grundlag, og betingelserne for suspension i SSL § 35 C, stk. 1, nr. 3, var opfyldt, (nu SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3).

SKM2002.371.LSR

Reglen giver ikke grundlag for nedsættelse efter anmodning, hvis borgerens revisor har handlet groft uagtsomt.