Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2018.520.HR

Højesteret fandt, at ægteparret ved at have indrettet sig som fastslået af landsretten og ved at have indgivet selvangivelse som begrænsede skattepligtige groft uagtsomt havde bevirket, at SKAT havde foretaget skatteansættelserne på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. At ægteparret havde indhentet advokatrådgivning vedrørende den planlagte fraflytning kunne ikke føre til at andet resultat. Endvidere fandt Højesteret, at varslingsfristerne var overholdt. Som følge heraf kunne ægteparrets skatteansættelser genoptages ekstraordinært.

Højesteret stadfæstede byrettens dom.

Tidligere instanser SKM2017.357.ØLR og SKM2016.212.BR

SKM2018.481.HR

Højesteret fandt det ikke godtgjort, at der bestod et reelt gældsforhold mellem Cayman Islands-selskabet og skatteyderen. De to beløb måtte anses for løn og dermed skattepligtig indkomst. Højesteret fandt endvidere, at skatteyderen havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene. Betingelserne i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens skatteansættelse var således opfyldt.

SKM2011.209.HR

Ekstraordinær skønsmæssig forhøjelse stadfæstet trods frifindelse i straffesagen.

Landsretsdomme

SKM2021.162.ØLR

>Skatteyderne, der var i familie med hinanden, havde fået overført i alt 13 mio. kr. fra en ældre, velhavende kvinde. Landsretten tilsidesatte skatteydernes forklaring om, at der var tale om lån. Skatteyderne skulle derfor beskattes af overførslerne. Landsretten fandt derudover, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltnings-lovens § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt, og at en partshøringsfejl ikke kunne føre til ugyldighed. Byrettens domme blev på den baggrund stadfæstet. Se SKM2021.162.ØLR<

Tidligere instans:

SKM2021.351.BR SKM2021.352.BR SKM2031.353.BR SKM2021.490.BR SKM2021.591.BR

SKM2020.561.VLR

Sagen angik, om SKAT var berettiget til ekstraordinært at genoptage indkomstansættelsen for B for årene 2011-2015 i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, herunder om SKAT havde overholdt varslingsfristen på 6 måneder i bestemmelsens stk. 2, 1. punktum. Landsretten fandt, at B eller nogen på hendes vegne havde handlede groft uagtsomt ved at undlade at reagere på de urigtige skatteansættelser, hvorfor betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2011-2015 efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. Landsretten fandt herefter, at Skatteministeriet ikke havde bevist, at SKAT ikke havde tilstrækkelige oplysninger til at konstatere, at der var grundlag for at genansætte Bs indkomst for 2011-2015 tidligere end 6 måneder forud for, at agterskrivelsen den 7. november 2017 blev sendt, og ministeriet havde således ikke bevist, at fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. punktum, var overholdt.

Landsretten lagde til grund, at SKAT allerede forud for den 11. eller 12. september 2017, hvor SKAT konstaterede, at de registrerede anskaffelsessummer var for høje, var i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at konstatere, at der var et grundlag for genansættelse. Landsretten bemærkede, at det ved bedømmelsen af, om SKAT havde overholdt varslingsfristen på 6 måneder, ikke kunne tillægges betydning, hvornår SKAT eventuelt havde pligt til at foretage ligning af de indberettede oplysninger. Landsretten frifandt derfor boet efter B. Se SKM2020.561.VLR

SKM2020.523.ØLR

Sagen omhandlede, hvorvidt appellanten var skattepligtig af beløb, som over en årrække var overført fra appellantens selskab på Belize til hans F3-bankkonti henholdsvis anvendt til køb af bolig i Spanien.

Appellanten gjorde gældende, at det udenlandske selskab skulle anses for skattemæssigt transparent, idet selskabet ikke havde et erhvervsmæssigt formål og reelt ikke levede op til de krav, der stilles til et dansk selskab, samt at midlerne var retserhvervet på et tidspunkt, hvor appellanten ikke var skattepligtig til Danmark.

Landsretten fandt, at selskabet måtte anses for et selvstændigt skattesubjekt, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Retten lagde i den forbindelse efter de foreliggende oplysninger til grund, at selskabet var et lovligt oprettet selskab med begrænset hæftelse, og at selskabet i øvrigt havde sådanne karakteristika, at selskabet som udgangspunkt måtte sidestilles med et selskab omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Appellanten havde ikke godtgjort, at han skulle stilles som om, selskabet ikke var et selvstændigt skattesubjekt.

Landsretten fandt endvidere, at appellanten ved sin manglende selvangivelse af pengeoverførslerne groft uagtsomt havde bevirket, at skatteansættelserne var foretaget på et urigtigt grundlag, og betingelserne efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær ansættelse var derfor opfyldt. At appellanten havde modtaget rådgivning fra sin bank, ændrede ikke herved.

Landsretten fandt samtidig, at skattemyndighederne havde overholdt 6 måneders fristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2. Det forhold, at en del af overførslerne blev omkvalificeret fra personlig indkomst til aktieindkomst, kunne ikke føre til, at skattekravet var forældet.

SKM2020.488.ØLR

SKM2020.457.ØLR

Sagen angik, om indsætninger på i alt 5,6 mio. kr. på skatteyderens bankkonto udgjorde lån eller skattepligtige gaver, samt om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt. Landsretten tiltrådte, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at indsætningerne udgjorde lån, og landsretten fandt derudover, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt. Landsretten stadfæstede på denne baggrund byrettens dom. Se SKM2020.457.ØLR.

SKM2020.452.ØLR

Sagen angik, om appellanterne, mor og søn, var skattepligtige af et afkast fra aktiver i udlandet, som appellanterne havde arvet fra deres far/morfar. Det var ubestridt, at aktiverne havde genereret det omhandlede afkast, men appellanterne gjorde gældende, at deres bror/onkel, som bestyrede arven, uberettiget havde tilegnet sig afkastet uden deres viden. På baggrund af en erklæring fra broderen samt den ene appellants forklaring lagde landsretten til grund, at broderen betragtede sin anvendelse af beløb, der tilkom appellanterne, som lån. I det omfang broderen ikke allerede måtte have tilbagebetalt beløbene til appellanterne, måtte de således antages at have en fordring herpå. Landsretten fandt herefter ikke, at der var grundlag for at fastslå, at appellanterne ikke havde opnået en økonomisk fordel svarende til afkastet på de tidspunkter, hvor de civilretligt havde erhvervet ret til afkastet. Afkastet skulle derfor henregnes til appellanternes skattepligtige indkomst i de år, hvor afkastet var generet.

Navnlig på baggrund af indholdet af en trustaftale, som var underskrevet af appellanterne, lagde landsretten derudover til grund, at appellanterne var bekendt med, at de havde arvet de omhandlede aktiver. Landsretten udtalte videre, at deres ejerskab til aktiverne i udlandet helt åbenbart måtte give dem anledning til at overveje, om de var skattepligtige til Y4-land af et eventuelt afkast. Landsretten fandt derfor, at appellanterne ved at have undladt at orientere sig om indtægterne i udlandet og retsstillingen i forbindelse hermed havde udvist groft uagtsomhed, hvorfor der havde været grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Landsretten stadfæstede herefter byrettens frifindende dom. Se SKM2020.452.ØLR

SKM2020.317.ØLR

Sagen angik, om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. Skatteyderen, der selv var ansvarlig for at indberette sine lønforhold, forklarede, at han havde overladt udarbejdelsen af sine selvangivelser til sin revisor, og at han hverken havde kontrolleret selvangivelserne eller årsopgørelserne. Landsretten tiltrådte, at skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved ikke at have indberettet det korrekte lønbeløb, værdien af fri bil og værdien af fri telefon. Det ændrede ikke herved, at skatteyderen ikke havde til hensigt at skjule noget for skattemyndighederne, og at han havde overladt det til en revisor at udarbejde og indsende selvangivelser for alle årene. Landsretten stadfæstede derfor byrettens frifindende dom. Se SKM2020.317.ØLR

SKM2019.571.VLR

Sagen angik en forhøjelse på i alt ca. 5,4 mio. kr. af en hovedanpartshavers indkomstopgørelse for indkomstårene 2007-2011 som følge af en lang række kontanthævninger på skatteyderens selskabs bankkonti. Forhøjelsen skyldtes, at det ikke nærmere var dokumenteret, at de hævede midler var anvendt til betaling af selskabets udgifter eller i øvrigt i selskabets interesse. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde bevist, at de skete hævninger ikke var tilgået hende som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A.

Vedrørende SKATs genoptagelse af skatteansættelserne bemærkede retten, at der var tale om kontrollerede transaktioner, jf. skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 2. Den forlængede ligningsfrist i SFL (skatteforvaltningsloven) § 26, stk. 5, fandt derfor anvendelse på skatteansættelserne for indkomstårene 2009 og 2010, hvorfor ligningsfristen var overholdt for disse indkomstårs vedkommende. For så vidt angik indkomstårene 2007 og 2008 gav retten Skatteministeriet medhold i, at skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5. Retten fandt, at reaktionsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., skulle regnes fra det tidspunkt, da politiet, som havde straffeefterforsket sagen, oversendte sagen til SKAT med besked om, at der ikke ville blive foretaget yderligere fra politiets side. Reaktionsfristen var dermed overholdt.

SKM2019.511.VLR

Sagen angik, hvorvidt backgammon-gevinster vundet i 2006-2011 - det vil sige før spillelovens ikrafttræden den 1. januar 2012 - var skattepligtige. Efter administrativ praksis anses alene spil, der overvejende beror på tilfældighed, for omfattet af den dagældende tips- og lottolov med den følge, at gevinsterne er skattefrie. Landsretten fandt ikke, at denne praksis var i strid med loven. Landsretten fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes vurdering af - og praksis om - at backgammon overvejende beror på færdigheder. Backgammon er derfor ikke omfattet af den dagældende tips- og lottolov, og appellanternes backgammon-gevinster var derfor skattepligtige.

For indkomstårene 2006-2008 var der tale om ekstraordinær genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Efter en samlet bedømmelse fandt landsretten ikke, at appellanterne havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive backgammon-gevinster vundet inden for EU/EØS. Derimod var det i hvert fald groft uagtsomt, at appellanterne ikke selvangav gevinster vundet uden for EU/EØS.

Landsretten tillod ikke, at appellanterne fremsatte et nyt anbringende under hovedforhandlingen. Landsretten stadfæstede byrettens frifindende dom med den ændring, at skatteansættelserne for 2006-2008 blev hjemvist til fornyet behandling. Se SKM2019.511.VLR

SKM2019.388.VLR

Sagen drejede sig om, hvorvidt 41 indbetalinger i perioden 2008-2010 på godt 1,2 mio. kr. fra tre forskellige selskaber hjemmehørende i Liechtenstein, De Britiske Jomfruøer og Belize var skattepligtig indkomst eller udbetalte lånebeløb, og - for så vidt angår indkomstårene 2008 og 2009 - hvorvidt ændringen af den skattepligtiges indkomst var i overensstemmelse med fristreglerne.

Landsretten udtalte indledningsvis, at det i en situation som den foreliggende påhvilede den skattepligtige at godtgøre, at de indsatte beløb var lån.

Af de grunde som byretten havde anført, tiltrådte landsretten, at en fremlagt rammeaftale om lån på 1,6 mio. kr. indeholdt sådanne særlige vilkår, at gældsforholdets beståen ikke var godtgjort ved de fremlagte dokumenter og forklaringer fra den skattepligtige og den anførte kreditor i låneaftalen. Landsretten lagde tillige vægt på, at pengene ikke var betalt tilbage ved den anførte forfaldsdato.

Landsretten fandt på baggrund af de omstændigheder, der førte til, at overførslerne var skattepligtige, at den skattepligtige måtte anses for at have handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene, og at betingelserne i § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær ansættelse vedrørende indkomstårene 2008 og 2009 således var opfyldt.

Endvidere fandt landsretten, at det først var ved modtagelsen af den skattepligtiges redegørelse for indsætningerne, at SKAT kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om der forelå grundlag for ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 5. Varslingsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., var derfor ikke overskredet.

Landsretten stadfæster herefter byrettens dom (SKM2017.530.BR), hvorved Skatteministeriet blev frifundet.

SKM2019.256.ØLR

I SKM2018.429.BR fandt byretten, at da skatteyderen havde haft bopæl i Danmark og et samlet ophold på 230 dage, var skatteyderens fulde skattepligt til Danmark genindtrådt fra den 1. januar 2005. Retten fandt endvidere, at da skatteyderen og dennes ægtefælle måtte anses for at have været samlevende fra den 1. januar 2005, skulle opgørelsen af ægtefællens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2005-2011 ske efter reglerne om ægtefællebeskatning i KSL (kildeskatteloven) § 4, stk. 2. Endelig fandt retten, at både skatteyderens og skatteyderens ægtefælles skatteansættelser for 2005-2008 kunne genoptages efter bestemmelsen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5. Landsretten stadfæstede byrettens dom.

SKM2019.249.ØLR

Da skatteyderen heller ikke for landsretten havde dokumenteret, at han havde selvangivet og betalt skat i Tyskland, tiltrådte landsretten herefter af de af byretten anførte grunde, at skatteyderen ved at have indrettet sig som fastslået og samtidig undladt at selvangive sin udenlandske indtægt i indkomstårene 2006-2009, i hvert fald ved grov uagtsomhed havde bevirket, at skattemyndighederne havde foretaget skatteansættelsen for disse indkomstår på et ufuldstændigt grundlag. Betingelserne for genoptagelse af skatteansættelsen for disse indkomstår var herefter opfyldt, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5.

SKM2019.172.ØLR

Skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive sin indkomst i udlandet, og skattemyndighederne var derfor berettiget til at genoptage skatteansættelserne. Det oplyste om den rådgivning, som skatteyderen fik af revisoren, kunne ikke føre til et andet resultat, jf. herved også U2018.3845H.

SKM2019.159.ØLR

Vedrørende fristreglerne tiltrådte landsretten, at dispositionerne i tilknytning til de beskrevne aktiver henset til anpartshaverens bestemmende indflydelse havde haft karakter af kontrollerede transaktioner. Den forlængede ansættelsesfrist i SFL (skatteforvaltningsloven) § 26, stk. 5, fandt derfor anvendelse.

Med henvisning til værdierne og karakteren af de omhandlede aktiver, som anpartshaveren ikke i noget tilfælde selvangav var stillet til hans rådighed, og tillige til omstændighederne ved erhvervelsen af aktiverne, fandt landsretten, at anpartshaveren i hvert fald havde handlet groft uagtsomt, og derved havde bevirket, at hans skatteansættelser blev foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. herved SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5.

SKM2018.597.ØLR

Sagen angik spørgsmålet, om skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt, så SKAT havde været berettiget til at genoptage skatteyderens skatteansættelse for indkomstårene 2006, 2007 og 2008 ekstraordinært, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5.

Skatteyderen var ansat i et færøsk selskab i en i øvrigt dansk koncern. Han var bosiddende i Danmark, og han udførte sit arbejde på et dansk indregistreret gravefartøj rundt over hele verden.

Skatteyderen havde i alle årene betalt skat på Færøerne af sin indkomst. Han havde ikke selvangivet sin indkomst til de danske skattemyndigheder, selvom han ubestridt var fuldt skattepligtig til Danmark. Han gjorde gældende, at han havde modtaget rådgivning om sine skatteforhold dels af sin arbejdsgiver og dels på et kommunalt skattecenter.

Byretten fandt, at skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved ikke at indgive selvangivelse til de danske skattemyndigheder. Byretten lagde til grund, at skatteyderen måtte have været bekendt med, at han skulle have betalt skat i Danmark, da han hverken arbejdede eller boede på Færøerne. Desuden havde skatteyderen ikke godtgjort, at skattemyndighederne havde accepteret, at han ikke skulle indgive selvangivelse.

Landsretten bemærkede, at det ikke var godtgjort, at skatteyderen ved henvendelsen til kommunen var blevet vejledt om, at han ikke skulle indgive selvangivelse. Herefter stadfæstede Landsretten byrettens frifindelse af Skatteministeriet (SKM2018.306.BR) i henhold til de af byretten anførte grunde.

SKM2018.407.VLR

I forbindelse med selvangivelsen for 2007, som blev indgivet til SKAT i maj 2008, undlod skatteyderen at oplyse, at han igen var flyttet tilbage til Danmark, og at den uopsigelige lejekontrakt ikke længere var gældende. Landsretten fandt på den baggrund, at han havde handlet groft uagtsomt, og at SKAT derfor var berettiget til at foretage en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2007.

Under henvisning til byrettens begrundelse tiltrådte landsretten, at skatteyderen havde bopæl i Danmark i 2007 og dermed var fuldt skattepligtig til Danmark, og at han i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Y5-land måtte anses for hjemmehørende i Danmark i 2007, da han havde de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser til Danmark, således at midtpunktet for hans livsinteresser i 2007 var i Danmark.

SKM2018.230.ØLR

Landsretten fandt med henvisning til det skattemæssige sigte med appellantens erhvervsmæssige deltagelse i kommanditselskabet, at der har påhvilet ham en særlig forpligtelse til selv at sikre sig, at grundlaget for fradrag var til stede, og at han dermed ikke kunne forlade sig på oplysninger fra administrator og revisor.

På den baggrund fandt landsretten samlet set, at appellanten i hvert fald groft uagtsomt havde bevirket, at SKATs ansættelse for indkomstårene 2007 og 2008 blev foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Da det var ubestridt, at de øvrige betingelser for genoptagelse var opfyldt, stadfæstede landsretten byrettens dom (SKM2016.519.BR) om frifindelse af ministeriet.

SKM2018.182.ØLR

Landsretten stadfæstede byrettens dom, hvor retten fandt, at direktøren ved sin manglende selvangivelse af indtægterne fra England havde handlet groft uagtsomt. Retten havde i den sammenhæng lagt vægt på, at direktøren de forudgående år havde selvangivet sin indtægt i Danmark, og at han således var bekendt med reglerne, samt at han måtte have indset, at han ikke ville flytte til England på det tidspunkt, hvor han havde pligt til at selvangive sine indtægter for 2007-2008.

Tidligere instans SKM2017.234.BR

SKM2018.56.ØLR

Byretten havde udtalt, at skatteyderen via sin stilling burde have vidst, at købet ville udløse en avancebeskatning og ved ikke at selvangive avancen, havde han udvist en sådan grad af uagtsomhed, at der kunne fortages en ekstraordinær ændring af skatteansættelsen, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 5.

Landsretten tiltrådte dette og henviste ligeledes til skatteyderens aktiebesiddelser og størrelsen af de foreliggende aktiekøb.

Tidligere instans SKM2017.178.BR

SKM2018.46.VLR

Landsretten henviste til de omstændigheder, som lånet var indgået og udbetalt under, herunder at kun én af overførslerne var modtaget fra den påståede långiver, og at flere af indbetalinger efter deres benævnelse fremtrådte som en indtægt. Endvidere bemærkede landsretten, at lånet ikke var blevet indfriet i overensstemmelse med de aftalte vilkår, samt at skatteyderen efter forklaringerne var blevet ydet henstand, selv om det var usikkert, om og i hvilket omfang han ville kunne tilbagebetale lånet.

Herefter og af de grunde som byretten i øvrigt havde anført, var der heller ikke efter bevisførelsen for landsretten grundlag for at tilsidesætte forhøjelsen af skatteyderens indkomst. Skatteyderen havde endvidere handlet i hvert fald groft uagtsomt, hvorfor betingelserne for ekstraordinær ansættelse var opfyldt, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 5..BR

Tidligere instans SKM2017.280.BR

SKM2017.623.ØLR

Landsretten udtalte bl.a.:

Efter det ovenfor anførte må det blandt andet lægges til grund om hændelsesforløbet, at lejligheden, tre dage efter at borgeren havde erhvervet den, blev sat til salg hos en ejendomsmægler og 2½ uge senere var solgt, og at borgeren ikke formelt overtog gælden på realkreditlånene, der i stedet indfriedes i forbindelse med hans videresalg. Landsretten finder, at den manglende selvangivelse af fortjenesten ved afståelsen af lejligheden, der bevirkede, at skatteansættelsen blev foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, herefter må tilregnes ham eller nogen, der har handlet på hans vegne, som i hvert fald groft uagtsom. Det tiltrædes derfor videre, at SKAT havde adgang til at foretage ekstraordinær ansættelse ifølge bekendtgørelsens § 3, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5.

Tidligere instans SKM2017.91.BR

SKM2017.505.VLR

Sagen drejede sig om forhøjelser i forbindelse med indsætninger på konti og fri bil.

Landsretten tiltræder af de grunde, som byretten har anført, at SKAT’s afgørelse om ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for 2007 ikke har været mangelfuld, heller ikke selvom SKAT alene har henvist til SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 2, om reaktionsfristerne for den ekstraordinære genoptagelse i sin mail af 21. september 2011. Da borgeren som følge af sagens oplysninger om G14 Ltd. og G13 Ltd. må anses for at have været skattepligtig af indtægterne i disse selskaber, og da han udelod oplysninger herom i sin selvangivelse, har SKAT været berettiget til at foretage en ekstraordinær ansættelse for indkomståret 2007.

Byretten udtalte bl.a.: Forhøjelserne af skatteansættelsen er begrundet i overførsler fra G1 ApS til det engelske selskab G14 Ltd., og selskabet G13 Ltd., som var registreret på Gibraltar. Overførslerne skete til konti på Færøerne, som A for selskaberne havde oprettet i færøske banker. A, som var direktør i begge selskaber, selvangav ikke de omhandlede indtægter. Det fremgår af SKATs forslag, at SKAT den 29. marts 2011 havde modtaget oplysninger fra politiet om blandt andet de to nævnte konti, og at SKAT under henvisning til SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, ekstraordinært varslede ændring af skatteansættelsen. SKAT har anført, at A "anses for forsætligt eller groft uagtsomt, at have bevirket, at SKAT har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, idet A bl.a. har undladt at oplyse/selvangive indtægter hidrørende fra bankkonti på Færøerne". På den baggrund og sammenholdt med indholdet af den resterende del af brevet er der ikke grundlag for at anse begrundelsen for den ekstraordinære genoptagelse for mangelfuld.

Som sagen er forelagt retten, er der endvidere ikke grundlag for at anse reaktionsfristerne i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 2, for overskredet. Det bemærkes hertil, at skatteansættelsen, der fremgår af SKATs afgørelse af 28. oktober 2011, blev udsat efter anmodning fra As advokat den 21. september 2011, hvilket også fremgår af SKATs svar af samme dag, hvor der udtrykkeligt henvises til SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 2.

Tidligere instans SKM2016.570.BR

SKM2018.309.ØLR

Fra udlandet blev der i indkomstårene 2008-2010 overført ca. kr. 9,5 mio. til borgerens konto i Danmark. Borgeren gjorde gældende, at der var tale om et lån ydet af borgerens mor. Retten fandt ikke, at låneforholdet var tilstrækkeligt bestyrket ved objektive kendsgerninger. Der var derfor ikke grundlag for at tilsidesætte SKATs forhøjelse af indkomsten.

Borgeren gjorde for indkomståret 2008 gjort gældende, at SKAT ved forslag af 5. december 2012 ikke havde overholdt varslings- og ansættelsesfristen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 26, stk. 1.

Hertil bemærkede Retten, at det af sagen fremgår, at SKAT tidligst ultimo juni 2012 modtog kontoopgørelser fra udlandet og gældsbrevet og den 21. november 2012 modtog kontoudskrifter fra bank, hvorfor SKAT først på dette tidspunkt havde det fornødne grundlag for at fremkomme med et forslag til afgørelse.

Sagsøger har ikke selv på et tidligere tidspunkt oplyst om sine udenlandske konti. Betingelserne for en ekstraordinær skatteansættelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5 har herefter været opfyldt. Fristen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 26 har på denne baggrund været overholdt, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5.

SKM2017.344.ØLR

Money Transfer sag. Der var løbende over 9 år indsat over 10 mio. kr. på borgerens konto. Borgeren havde ikke dokumenteret eller forklaret hvor pengene stammede fra. Retten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt.

Tidligere instans SKM2016.252.BR.

SKM2017.196.ØLR

SKAT havde foretaget en ekstraordinær ansættelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, og beskattet borgeren af overførsler fra et selskab, hvori hun ejede 50 % af selskabskapitalen.

SKM2017.82.ØLR

Landsretten fandt, at borgeren ved at undlade at indgive selvangivelse groft uagtsomt havde bevirket, at skatteansættelsen havde været forkert. Det forhold, at der efter borgerens opfattelse ikke var noget overskud at selvangive, kunne ikke føre til andet resultat. SKAT havde således været berettiget til at foretage en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5.

SKM2016.588.VLR

En borger havde i 2005 oplyst til folkeregisteret, at han fraflyttede Danmark for at tage "Arbejdsophold af længere varighed" i Bahrain. I forbindelse hermed havde han oplyst, at han ikke var ejer eller lejer af helårsbolig i Danmark. Han havde samtidigt oplyst, at han havde et sommerhus i Danmark.

Borgeren havde, kort før han flyttede til Bahrain, erhvervet en andelsbolig i Danmark. Denne bolig havde han udlejet til sin bror på en 3-årig uopsigelig lejeaftale med forkøbsret. I 2006 købte broderen boligen. Borgeren købte i 2007 igen en bolig i Danmark. Denne bolig beholdt han indtil 2010.

I 2010 blev borgeren under en kontrolaktion stoppet i en tysk indregistreret bil. Borgeren oplyste her, at han opholdt sig i Danmark ca. 14 dage om måneden, og at han under disse ophold boede hos sin bror.

Landsretten fandt det ikke godtgjort, at borgeren i 2005 havde opgivet sin bopæl i Danmark for at tage ophold i udlandet. Retten lagde blandt andet vægt på, at borgeren, da han i 2005 udfyldte erklæringen til Folkeregistret, ikke havde oplyst, at han fortsat var ejer af en helårsbolig i Danmark, og at han, da han i 2010 blev stoppet, havde oplyst, at han opholdt sig i Danmark hos sin bror ca. 14 dage om måneden.

Landsretten fandt endvidere, at betingelserne i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt, da borgeren ved udfyldelsen af erklæringen om ophold i udlandet havde oplyst, at han ikke var ejer eller lejer af en helårsbolig i Danmark.

SKM2016.425.ØLR

Et selskab havde på sin konto modtaget et stort beløb fra det angolanske finansministerium. En del af beløbet var derefter overført til en anden person og selskabet havde kun selvangivet restbeløbet. Retten fandt, at selskabet havde erhvervet ret til hele beløbet, og handlet groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet hele beløbet.

SKM2016.327.ØLR

Der var overført et større beløb til borgerens konto fra en udenlandsk bank, beløbet stod til fri disposition for borgeren. Retten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved at ikke at medregne beløbet til sin skattepligtige indkomst. Retten lagde vægt på beløbets størrelse og borgerens stilling og uddannelse.

SKM2016.324.ØLR

Retten fandt, at virksomheden havde handlet groft uagtsomt i sine momsangivelser ved at undlade at komme med oplysninger til SKAT.

SKM2016.288.ØLR

Grænsehandelskoncept. Virksomhed havde ikke udvist den krævede omhu og påpasselighed. Grov uagtsomhed.

Negativt privatforbrug. Skønsmæssige ansættelser. Landsretten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt.

Borgerem havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at have oplyst om renteindtægter.

SKM2015.646.ØLR

Retten fandt, at borger havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive maskeret udbytte og tildelte warrants. Retten lagde vægt på, at borgeren undlod at oplyse om disse warrants til trods for, at han måtte være klar over, på baggrund af et møde med revisor, at der var en risiko for, at SKAT mente, at der skulle betales skat af værdien af disse warrants.

SKM2015.633.ØLR

En række beløb var indsat på borgerens konti. Retten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene.

SKM2016.585.VLR

Retten bemærkede, at SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5 og SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3 i henhold til forarbejderne kun kan anvendes på SKATs initiativ.

Begrundelsen fremgår af SKM2015.427.BR.

Påstanden om genoptagelse i henhold til SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5 og SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3 blev ikke fremført under sagen i Landsretten.

SKM2015.513.VLR

Grænsehandelskoncept. Landsretten fandt, at borgeren havde handlet groft uagtsomt, da han bl.a. på baggrund af sagens omstændigheder havde en særlig forpligtelse til at sikre sig, at der ikke var ske overtrædelse af de danske momsregler.

SKM2015.396.VLR

Sagen drejede sig om maskeret udlodning til en hovedaktionær.

Byretten fandt ikke, at betingelserne for at anvende SFL (skatteforvaltningsloven) § 26, stk. 5, var opfyldt, men fandt, at genoptagelse kunne ske i medfør af SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5.

Landsretten tiltrådte derimod, at der var tale om en kontrolleret transaktion således, at SFL (skatteforvaltningsloven) § 26, stk. 5, fandt anvendelse.

Se A.A.8.2.1.5 Forlænget frist ved kontrollerede transaktioner.

SKM2014.683.VLR

Hævninger på udenlandske kreditkort var udeholdt indkomst. Mindst groft uagtsomt.

SKM2014.459.VLR

Havde undladt at selvangive som rette indkomstmodtager, hvilket var mindst groft uagtsomt efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5.

SKM2014.260.ØLR

Manglende selvangivelse af beløb hævet fra ophørt virksomhed blev anset forsætligt/groft uagtsomt, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5.

SKM2014.214.ØLR

SKAT forhøjede afgiftstilsvaret (salgsmoms) vedrørende 2005 som følge af, at virksomheden havde angivet en lavere salgsmoms end den, der fulgte af de nettoomsætningstal, som virksomheden havde indberettet i forbindelse med selvangivelsen.

Det var for Landsretten ubestridt, at SKAT havde været berettiget til at foretage en ekstraordinær ansættelse, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3.

SKM2013.550.VLR

Retten fandt, at borger havde handlet groft uagtsomt, og der var derfor grundlag for forhøjelse iht. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5. At borgeren ikke havde været tiltalt for forholdet var uden betydning.

SKATs afgørelse angav ikke hovedhensynene for anvendelse af bestemmelserne i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, men ud fra sagens øvrige begrundelse, må det havde været åbenbart for borgeren hvorfor ansættelsen var omfattet af SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5 og ansættelsen var derfor gyldig.

SKM2013.127.ØLR

Landsretten fandt, at borgeren havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

SKM2012.170.ØLR

Landsretten bemærkede, at en påtaleopgivelse ikke er nye faktiske eller retlige oplysninger, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse iht. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 8 og SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 4.

SKM2012.138.ØLR

Ufyldestgørende oplysninger om midler anbragt i trust.

SKM2012.12.ØLR

Forhøjelse fastholdt trods det, at anklagemyndigheden havde opgivet straffesag.

SKM2011.675.ØLR

Fakturaer til fordel for selskabet tilkom direktøren personligt.

SKM2011.508.VLR

Virksomheden havde indsendt forkerte momsangivelser. Retten fandt, at virksomheden havde handlet groft uagtsomt og SKAT derfor var berettiget til ekstraordinært at ændre afgiftstilsvaret iht. SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3.

SKM2011.459.ØLR

Sagen drejede sig om ekstraordinær genoptagelse. Landsretten fandt, at borgeren ved at have udeholdt omsætning havde udvist mindst grov uagtsomhed, hvorved ansættelsesfristerne var suspenderet.

SKM2011.156.VLR

Forhøjelse på grundlag af negativt privatforbrug.

SKM2009.172.VLR

Forhøjelse - frifindelse i straffesagen.

SKM2007.546.ØLR

Grov uagtsomhed trods sygdom og revisorskift.

SKM2001.582.ØLR

Den omstændighed, at anklagemyndigheden havde opgivet påtale mod selskabets ledelse for overtrædelse af STRFL § 289, jf. SKL (skattekontrolloven) § 13, stk. 1, indebar efter Landsrettens opfattelse ikke, at der herved tillige var taget stilling til, hvorvidt der ved udarbejdelsen af selvangivelsen var handlet forsætligt eller uagtsomt.

Byretsdomme

SKM2021.290.BR

>Sagen angik for det første, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2016 og 2017, for det andet om sagsøgeren var skattepligtig af en række beløb, der blev indsat på hans fars konto, og for det tredje om skattemyndighederne havde overholdt ligningsfristen for indkomståret 2016. Retten fandt, at sagsøgeren ikke havde påvist eller sandsynliggjort, at hans skattepligt til Danmark skulle være ophørt i indkomstårene 2016 og 2017.

Efter sagsøgerens forklaring lagde retten til grund, at de omhandlede indbetalinger til sagsøgerens fars bankkonto vedrørte sagsøgeren. Efter bevisførelsen kunne det imidlertid ikke lægges til grund, at der var tale om lån til sagsøgeren, herunder at en del af midlerne skulle være videreformidlet som lån til andre.

Retten fandt således ikke, at de af sagsøgeren givne oplysninger støttedes af sagens dokumenter, hvorfor fristen for genoptagelse af skatteansættelsen for 2016 var omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, om ekstraordinær genoptagelse som følge af grov uagtsomhed, og den forkortede ligningsfrist fandt derfor ikke anvendelse, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 534/2013. Skatteministeriet blev derfor frifundet. Se SKM2021.290.BR<

SKM2021.135.BR

>En skatteyder havde ikke godtgjort, at midlerne i et depot i en schweizisk bank ikke tilhørte ham, og skatteyderen skulle derfor beskattes af værditilvæksten af indeståendet i depotet. Skatteyderen havde desuden ikke godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte de skønsmæssige opgørelser af denne værditilvækst. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens skatteansættelser var opfyldt. Se SKM2021.135.BR<

SKM2021.123.BR

>Sagen angik, om skatteyderen var skattepligtig af en række indsætninger på en konto, hvor skatteyderen var registreret som kontoindehaver i 2012 og 2013, samt en konto hvor skatteyderen alene var registreret som medkontoindehaver i 2013. Retten bemærkede indledningsvist, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at indsætningerne ikke tilhørte denne.

Retten fremhævede, at der for en del af indbetalingerne på skatteyderens konti var henvist til fakturanumre, mens andre af indbetalingerne var sket ved bankoverførsler, indsatte checks og kontanter, samt at indbetalingsmønstret på den konto, hvor skatteyderen alene var medkontoindehaver, svarede til mønstret på den konto, hvor skatteyderen var eneste kontohaver. Retten fandt herefter ikke, at skatteyderen alene ved sin egen og sin ægtefælles forklaringer havde løftet sin bevisbyrde for, at indsætningerne ikke var skattepligtig indkomst, hvorfor der var grundlag for at beskatte skatteyderen som sket.

På baggrund af de omstændigheder, der havde ført til, at indsætningerne var skattepligtige, fandt retten, at skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at sikre, at indsætningerne på sine konti blev indberettet til skattemyndighederne. Skatteministeriet havde således været berettiget til at foretage en ekstraordinær ansættelse, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Skatteministeriet blev derfor frifundet. Se SKM2021.123.BR<

SKM2021.122.BR

>Sagen handlede om, hvorvidt skatteyderen var skattepligtig af en række kontante indsætninger på hans bankkonto på i alt 1.737.543 kr. i indkomstårene 2012 til 2014. Skatteyderen gjorde gældende, at størstedelen af indsætningerne stammede fra hævninger fra hans MasterCards, som herefter var genindsat på bankkontoen, samt at en mindre del stammede fra lån, tilbagebetaling af udlæg og indbetaling af depositum. Skatteyderen havde under sagens forberedelse bl.a. fremlagt kontoudskrift for hævninger fra ét MasterCard, hvoraf fremgik at der i perioden 2012-2014 var hævet ca. 839.000 kr.

Retten fandt, at det påhvilede skatteyderen at godtgøre, at de kontant indsatte beløb stammede fra beskattede midler. Denne bevisbyrde havde skatteyderen ikke løftet. Retten anførte bl.a., at der kun i meget begrænset omfang var tidsmæssig og beløbsmæssig sammenhæng mellem de kontante indsætninger og hævningerne fra det ene Mastercard, og at der ikke i øvrigt var bilag i sagen, der relaterede sig til indsætningerne på ca. 1,7 mio. kr. Retten bemærkede, at der var konstateret yderligere indsætninger på skatteyderens bankkonto, som ikke var indeholdt i SKATs forhøjelse, hvorfor SKATs forhøjelse måtte anses for konservativ. Retten fandt derfor, at der ikke var grundlag for at nedsætte SKATs forhøjelse på baggrund af indbetalingen af depositum. Endelig fandt retten, at skatteyderen havde handlet hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have selvangivet beløbene, og at betingelserne for ekstraordinær ansættelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, derfor var opfyldt. Se SKM2021.122.BR<

SKM2021.39.BR

>Sagen omhandlede, hvorvidt sagsøgeren havde godtgjort, at en indsætning på 65.000 euro på sagsøgerens bankkonto i 2014, var undtaget fra beskatning, fordi indsætningen vedrørte refusion af et udlæg, som sagsøgeren personligt havde afholdt for et Y1-landsk selskab.

Retten fandt det ikke godtgjort, at det indsatte beløb på 65.000 euro ikke var skattepligtigt. Retten bemærkede i den forbindelse, at der ikke forelå objektive beviser, der understøttede sagsøgerens forklaring om, at beløbet udgjorde tilbagebetaling af udlæg, som han personligt havde foretaget på vegne af det Y1-landske selskab. Retten fandt endvidere, at sagsøgeren havde handlet groft uagtsomt, og at der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Se SKM2021.39.BR<

SKM2020.514.BR

Sagen angik beskatning af fri helårsbolig og fri sommerbolig i indkomstårene 2010-2015. Det var ubestridt, at sagsøgeren havde rådighed over boligerne. For helårsboligen gjorde han navnlig gældende, at der i 2016 var foretaget en efterbetaling af husleje, som medførte, at beskatningen skulle nedsættes betydeligt i forhold til den skematiske værdiansættelse efter ligningslovens § 16, stk. 9, jf. § 16 A, stk. 6. Retten fandt efter en ordlydsfortolkning af ligningslovens § 16, stk. 9, ikke, at lejebetalinger, der er foretaget efter indkomstårenes udløb, kan fratrækkes ved opgørelsen af det skattepligtige beløb.

For sommerboligen gjorde han gældende, at der ikke var grundlag for beskatning af fri sommerbolig, fordi overdragelsen af sommerboligen fra ham til selskabet i 2009 skulle annulleres ex tunc, som følge af at hans ægtefælle ikke havde samtykket til overdragelsen, jf. den dagældende retsvirkningslovs § 18. Retten fandt, at han skulle beskattes som sket og henviste herved bl.a. til, at handlen ikke var omstødt ved ægtefællens søgsmål. Retten udtalte videre, at en mundtlig aftale i 2016 mellem sagsøgeren og selskabet om tilbageførsel af sommerhuset ikke kunne have skattemæssig virkning med tilbagevirkende kraft for indkomstårene 2010-2015. Retten fandt desuden, at betingelserne for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, jf. stk. 2, var opfyldt. Retten fandt i denne forbindelse ikke, at det kunne medføre ugyldighed, at skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, ikke var omtalt i SKATs afgørelse. Retten lagde herved vægt på, at afgørelsen blev påklaget, og at Skatteankestyrelsen henviste til bestemmelsen.

Sagsøgeren gjorde videre gældende, at han var berettiget til omgørelse eller betalingskorrektion. Retten fandt ikke, at der overfor SKAT var anmodet om omgørelse, som desuden forudsatte at der blev betalt et fastsat gebyr. Retten fandt derfor ikke, at SKAT havde tilsidesat en vejledningspligt, som kunne give grundlag for at hjemvise sagen. Da skattemyndighederne ikke havde foretaget en armslængdekorrektion efter ligningslovens § 2, stk. 1, var der ikke hjemmel til at give mulighed for betalingskorrektion efter § 2, stk. 5. På den baggrund blev ministeriet frifundet. Se SKM2020.514.BR

SKM2020.491.BR

SKM2020.469.BR

SKM2020.454.BR

Sagen angik, om et beløb på 5.442.840 kr. udgjorde betaling og forudbetaling for honorarer eller betaling for aktier. Det var skatteydernes opfattelse, at beløbet udgjorde betaling for aktier, og at aktieavancen var skattefri efter de dagældende regler. Retten fandt, at beløbet udgjorde betaling og forudbetaling for honorarer, som var skattepligtige for skatteyderne. Retten fandt desuden, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt. Skatteministeriet blev derfor frifundet. Se SKM2020.454.BR

SKM2020.164.BR

Sagen angik et selskab, der i 2006 havde afstået aktier og warrants i et selskab i forbindelse med en samlet virksomhedsoverdragelse. Efter de dagældende regler var afståelse af aktier og warrants skattefri, hvis ejertiden udgjorde mindst 3 år. De omhandlede warrants var tildelt mindre end 3 år før afståelsen, men det fulgte af den dagældende aktieavancebeskatningslovs § 10, at warrants, der er tildelt den skattepligtige, anses for erhvervet samtidig med de moderaktier, som warrants knytter sig til. Sagen hovedspørgsmålet var, om de omhandlede warrants skulle anses for udstedt til selskabet eller til selskabets aktionær personligt. Daværende SKAT og Landsskatteretten havde fundet, at warrants skulle anses for tildelt aktionæren personligt, og at avancen ved afståelse af disse warrants derfor var skattepligtig, fordi ejertidskravet på 3 år ikke var opfyldt. Retten fandt, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at tegningsretterne knyttede sig til selskabets moderaktier. Der var sket genoptagelse uden for den ordinære ansættelsesfrist. SKAT havde fundet, at der kunne ske genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, om grov uagtsomhed eller forsæt, hvilket Landsskatteretten med dissens havde tiltrådt. Retten fandt, at betingelserne for genoptagelse var opfyldt og bemærkede herved, at det ikke kunne føre til et andet resultat, at selskabet havde benyttet sig af professionel rådgivning. På den baggrund blev ministeriet frifundet.

SKM2020.157.BR

Skatteyderen havde ikke godtgjort, at der var grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes forhøjelser af hans skattepligtige indkomst for indkomstårene 2011-2014. Retten fandt desuden, at skatteyderen havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved at undlade at selvangive sin indkomst i Danmark. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var derfor opfyldt. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2020.116.BR

Sagen angik primært, om skatteyderens fulde skattepligt til Danmark var genindtrådt efter kildeskattelovens 7. Sagsøgeren var flyttet til Frankrig sammen med sin familie i 2003. I 2004 flyttede sagsøgerens familie tilbage til Danmark, og spørgsmålet i sagen var, om sagsøgeren som hævdet først selv var flyttet retur til Danmark i 2009, eller om dette var sket på et tidligere tidspunkt. Retten tiltrådte, at sagsøgeren havde opholdt sig mere end 180 dage i Danmark i perioden 25. april 2005 til 24. april 2006, og at sagsøgerens fulde skattepligt derfor genindtrådte den 25. april 2005. Retten tiltrådte endvidere, at sagsøgeren var skattepligtig af en række udenlandske kontoindsætninger fra et engelsk selskab, som sagsøgeren ejede, og at der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens 27, stk. 1, nr. 5. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2019.591.BR

Sagen angik, om indsætninger på 2 mio. kr. på skatteyderens bankkonto udgjorde lån eller skattepligtige gaver. Herudover angik sagen, om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt, samt om en partshøringsfejl kunne medføre ugyldighed. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at indsætningerne udgjorde lån, og at skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved at undlade at selvangive indsætningerne, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5. Partshøringsfejlen kunne ikke føre til ugyldig. Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

SKM2019.508.BR

Sagen angik en forhøjelse på i alt ca. 5,4 mio. kr. af en hovedanpartshavers indkomstopgørelse for indkomstårene 2007-2011 som følge af en lang række kontanthævninger på skatteyderens selskabs bankkonti. Forhøjelsen skyldtes, at det ikke nærmere var dokumenteret, at de hævede midler var anvendt til betaling af selskabets udgifter eller i øvrigt i selskabets interesse. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde bevist, at de skete hævninger ikke var tilgået hende som maskeret udlodning, jf. ligningslovens § 16 A.

Vedrørende SKATs genoptagelse af skatteansættelserne bemærkede retten, at der var tale om kontrollerede transaktioner, jf. skattekontrollovens § 3 B, stk. 1, nr. 2. Den forlængede ligningsfrist i SFL (skatteforvaltningsloven) § 26, stk. 5, fandt derfor anvendelse på skatteansættelserne for indkomstårene 2009 og 2010, hvorfor ligningsfristen var overholdt for disse indkomstårs vedkommende. For så vidt angik indkomstårene 2007 og 2008 gav retten Skatteministeriet medhold i, at skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5. Retten fandt, at reaktionsfristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., skulle regnes fra det tidspunkt, da politiet, som havde straffeefterforsket sagen, oversendte sagen til SKAT med besked om, at der ikke ville blive foretaget yderligere fra politiets side. Reaktionsfristen var dermed overholdt.

SKM2019.505.BR

Sagen angik, om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt. Skatteyderen, der selv var ansvarlig for at indberette sine lønforhold, forklarede, at han havde overladt udarbejdelsen af sine selvangivelser til sin revisor, og at han hverken havde kontrolleret selvangivelserne eller årsopgørelserne.

Retten fandt på denne baggrund, at skatteyderen havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at have indberettet det korrekte lønbeløb, værdien af fri bil og værdien af fri telefon. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2019.464.BR

Sagsøgerne, mor og søn, der var fuld skattepligtige til Danmark, havde i slutningen af 1980’erne arvet deres far/bedstefar. Arven bestod af kapitalandele i et amerikansk selskab samt andele i en fast ejendom i USA. Der var enighed om, at aktiverne i indkomstårene 2002-2011 havde givet afkast, og spørgsmålet i sagen var, om sagsøgerne var skattepligtige af dette afkast i Danmark.

Ifølge sagsøgernes amerikanske selvangivelser, som SKAT havde indhentet fra de amerikanske myndigheder, var der betalt skat af afkastet i USA. Sagsøgerne gjorde imidlertid gældende, at de først i 2012 var blevet bekendt med de arvede aktiver, afkastet og de amerikanske selvangivelser. Endvidere gjorde sagsøgerne gældende, at de ikke havde modtaget afkastet, idet sagsøgernes bror/onkel, der havde bestyret aktiverne, uberettiget havde tilegnet sig afkastet.

Retten fandt, at sagsøgerne i medfør af ligningslovens § 16 A og statsskattelovens § 4 sammenholdt med retserhvervelsesprincippet var skattepligtige af det afkast, de var berettiget til at modtage i årene 2002-2011, uanset om de ikke måtte have modtaget beløbene.

For så vidt angår årene 2002-2008 angik sagen tillige, hvorvidt der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5.

Retten fandt, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne lægges til grund, at sagsøgerne havde modtaget afkastet eller havde haft kendskab til de amerikanske selvangivelser. Retten fandt imidlertid, at sagsøgerne på baggrund af en fremlagt Trust Agreement, som sagsøgerne havde underskrevet i forbindelse med faren/bedstefarens død, samt oplysningerne i øvrigt om dødsboets behandling burde have været klar over, at de arvede og ejede aktiver i USA, og at der ville komme indtægter herfra. Sagsøgerne havde derfor handlet groft uagtsomt.

Endelig fandt retten det ikke bevist, at en række indsætninger på sønnens bankkonto udgjorde lån fra onklen, og sønnen var derfor også skattepligtig heraf. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2019.463.BR

Sagen omhandlede, hvorvidt sagsøgeren var skattepligtig af en række indsætninger, som over en årrække var overført fra sagsøgerens selskab på Y1-land til hans danske bankkonti.

Sagsøgeren gjorde gældende, at det udenlandske selskab skulle anses for skattemæssigt transparent, idet selskabet havde fungeret som et åbent depot og ikke havde aflagt regnskaber, og at midlerne var retserhvervet på et tidspunkt, hvor sagsøgeren ikke var skattepligtig til Danmark.

Retten fandt, at selskabet måtte anses for et selvstændigt skattesubjekt, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2. Retten lagde i den forbindelse vægt på, at selskabet var et lovligt oprettet selskab med begrænset hæftelse og på indholdet af selskabets vedtægter, som driften måtte antages at være sket i overensstemmelse med. Heroverfor havde sagsøgeren ikke godtgjort, at selskabet var en skattemæssigt transparent enhed. Sagsøgeren skulle derfor beskattes af overførelserne fra selskabet efter ligningslovens § 16 A.

Retten fandt endvidere, at sagsøgeren skulle beskattes af et større beløb, som var anvendt til køb af en ejendom i et indkomstår, hvor sagsøgerens selvangivne indkomst ikke gav mulighed for en sådan betaling, og at beskatningen skulle ske i det indkomstår, hvor betaling af beløbet faldt. Skattemyndighederne havde været berettiget til at foretage ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelserne.

SKM2019.439.BR

Sagen angik beskatning af pengeoverførsler på i alt 413.000 kr. til skatteyderens bankkonto. Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at beløbene ikke tilkom skatteyderen eller i øvrigt var skattefrie. Beskatning var derfor sket med rette. Idet retten ligeledes fandt, at skattemyndighederne havde overholdt fristerne for ekstraordinær genoptagelse, og at SKAT ikke havde tilsidesat nogen partshøringsforpligtelse eller forpligtelse til at begrunde resultatet af afgørelsen, blev Skatteministeriet frifundet.

SKM2019.423.BR

Sagerne vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne med rette var blevet beskattet som løn af flere kontante hævninger og afholdte udgifter af privatlignende karakter, som et selskab, hvori sagsøgerne var ansat som hhv. direktør og bogholder, havde afholdt. Sagerne vedrørte i den forbindelse også spørgsmålet, om skattemyndighederne havde været berettiget til at genoptage sagsøgernes skatteansættelser for årene 2003-2007 ekstraordinært som følge af mindst grov uagtsomhed, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, og om skattemyndighederne havde overholdt 6 måneders fristen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 2.

For indkomstårene 2003-2007 hvilede sagsøgernes indkomstforhøjelse på et af skattemyndighederne foretaget skøn, og for indkomstårene 2008-2011 var sagsøgerne blevet beskattet af de faktiske beløb, som var hævet i selskabet m.v.

Retten fandt, at sagsøgerne havde adgang til og reelt rådede over selskabets indestående på bankkonto og øvrige midler. Med henvisning hertil, og at der i sagen var enighed om, at sagsøger 1 ikke var blevet aflønnet for sin stilling som direktør, og at selskabet i de omhandlede indkomstår var ejet af sagsøger 1’s brødre, pålagde retten sagsøgerne at føre et sikkert og objektivt bevis for, at udgifterne var afholdt i selskabets interesse, og at de pågældende beløb ikke tilfaldt sagsøgerne.

Retten bemærkede, at sagsøgerne igennem bl.a. vidneførsel havde sandsynliggjort, at en række af udgifterne var afholdt i selskabets interesse, men at sagsøgerne ikke havde fremlagt dokumentation, der med sikkerhed knyttede betalingerne til udgifter afholdt i selskabets interesse.

Retten fandt herefter, at sagsøgerne ikke havde løftet deres skærpede bevisbyrde.

Retten fandt yderligere, at SKAT havde været berettiget til at genoptage sagsøgernes skatteansættelse ekstraordinært efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, idet sagsøgerne havde handlet groft uagtsomt ved manglende selvangivelse af de omhandlede beløb. Retten bemærkede herunder, at den tidsmæssige betingelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 2, var opfyldt.

Retten fandt endvidere, at sagsøgerne ikke havde bevist, at den skønsmæssige forhøjelse for perioden 2003-2007 var baseret på et forkert grundlag eller var åbenbart urimeligt.

Skatteministeriet fik derfor medhold i de nedlagte påstande.

SKM2019.351.BR

Sagen omhandlede en skatteyder, der havde fået overført 1 mio. kr. i 2007. Skatteyderen gjorde gældende, at overførslen udgjorde et lån, og at han derfor ikke skulle beskattes af det overførte beløb.

Retten fandt, at skatteyderen ikke alene ved sin egen forklaring og forklaringen fra sin far havde godtgjort, at beløbet blev overført til ham som lån. Retten fandt herudover, at skatteyderen ved at have modtaget beløbet uden at indberette det som skattepligtig indtægt og uden at sikre sig, at der var dokumentation for, at beløbet ikke var skattepligtigt, havde handlet groft uagtsomt. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, var derfor opfyldt.

Endelig fandt retten, at en partshøringsfejl begået af SKAT ud fra en konkret væsentlighedsvurdering ikke førte til, at SKATs afgørelse var ugyldig. Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

SKM2019.157.BR

I forbindelse med Money Transfer-projektet fik skattemyndighederne oplysning om, at sagsøgeren til sin bankkonto i Danmark havde fået overført ti beløb på i alt 162.681 kr. fra sagsøgerens selskab i Spanien. Sagsøgeren gjorde gældende, at der var tale om tilbagebetaling af et lån, som sagsøgeren havde ydet selskabet.

Retten fandt det ikke bevist, at der var tale om et låneforhold, eller at overførslerne var tilbagebetaling af lån. Retten lagde bl.a. vægt på, at der ikke forelå lånedokumenter eller andre oplysninger om lånevilkår, regnskabsoplysninger fra det spanske .BRskab eller objektive forhold i øvrigt, der kunne understøtte sagsøgerens synspunkt.

Under hensyn til indbetalingernes størrelse, at sagsøgeren selv havde foretaget overførslerne og i hvert fald for en del betegnede dem som "salario", fandt retten endvidere, at det måtte tilregnes sagsøgeren som groft uagtsomt, at skatteansættelsen var sket på urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Betingelserne i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, for ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens skatteansættelse var således til stede.

SKM2019.101.BR

Retten fandt, at det både af beskrivelsen af skatteyderen som "employee" i skatteyderens ansættelseskontrakt med den tyske virksomhed og af de materielle vilkår i kontrakten fremgik tydeligt, at skatteyderen var lønmodtager, hvorfor det var groft uagtsomt, at hun alligevel havde selvangivet sig som selvstændig erhvervsdrivende. Herudover fandt retten anledning til at bemærke, at selvom det ikke var afgørende, om det var skatteyderen eller hendes revisor, der besluttede, at hun skulle selvangive som selvstændig erhvervsdrivende, var det ikke godtgjort, at der var ydet fejlagtig rådgivning til skatteyderen.

SKM2018.429.BR

Da skatteyderen havde haft bopæl i Danmark og et samlet ophold på 230 dage, fandt retten, at skatteyderens fulde skattepligt til Danmark var genindtrådt fra den 1. januar 2005. Da skatteyderen og dennes ægtefælle måtte anses for at have været samlevende fra den 1. januar 2005, fandt retten endvidere, at opgørelsen af ægtefællens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2005-2011 skulle ske efter reglerne om ægtefællebeskatning i KSL (kildeskatteloven) § 4, stk. 2. Endelig fandt retten, at både skatteyderens og skatteyderens ægtefælles skatteansættelser for 2005-2008 kunne genoptages efter bestemmelsen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5.

SKM2018.420.BR

Retten fandt det ikke godtgjort, at skatteyderen havde bevist, at indsætningerne udgjorde refusion for udgifter afholdt i arbejdsgiverens interesse. Retten bemærkede, at det forhold, at Landsskatteretten ikke havde stillet spørgsmålstegn ved de fremlagte bilag, ikke kunne føre til, at retten ved den bevismæssige vurdering af sagens oplysninger skulle lægge til grund, at skatteyderen havde bevist, at de beløb, der var tilgået hans bankkonto, udgjorde skattefrie beløb betalt af hans arbejdsgiver som refusion for udgifter.

Retten fandt heller ikke, at skatteyderen havde dokumenteret, at han havde krav på kost- og logigodtgørelse.

Endelig fandt retten, at skatteyderen i hvert fald ved grov uagtsomhed havde bevirket, at skattemyndighederne havde foretaget skatteansættelserne på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Retten fandt det dermed berettiget, at skattemyndighederne havde foretaget ekstraordinær ansættelse af skatteyderens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2005 til 2007.

SKM2018.396.BR

For indkomstårene 2006-2008 var der tale om ekstraordinær genoptagelse, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5. For så vidt angår gevinster fra en specifik spilleside, som - ifølge et ikke-offentliggjort bindende svar fra SKAT til en anden skatteyder - var en skattepligtig spilleside, fandt retten ikke, at skatteyderen havde handlet mindst groft uagtsomt ved ikke at selvangive gevinsterne. Retten lagde vægt på en korrespondance, som skatteyderen havde haft med den pågældende spilleside forud for opstarten af spilleaktiviteterne på siden og på, at SKAT i sin afgørelse selv anførte, at spillesiden var skattefri. Det var derimod mindst groft uagtsomt, at skatteyderen ikke havde selvangivet sine øvrige skattepligtige gevinster.

SKM2018.389.BR

Retten fandt, herunder henset til baggrunden for de meget usædvanlige overførsler, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at de indsatte beløb ikke tilhørte ham, eller at de var hans indkomstopgørelse uvedkommende. Retten lagde bl.a. vægt på, at der ikke var ført bevis for en direkte sammenhæng mellem de indsatte beløb, udgifternes art og størrelse samt udbetalingerne fra skatteyderens konti. Herudover lagde retten bl.a. vægt på, at der var tale om store beløb som blev indsat uden angivelse af, hvad de skulle bruges til, og at beløbene ikke blev holdt adskilt fra skatteyderens øvrige formue eller økonomi.

SKM2018.306.BR

Retten fandt, at skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved ikke at indgive selvangivelse til de danske skattemyndigheder. Retten lagde til grund, at skatteyderen måtte have været bekendt med, at han skulle have betalt skat i Danmark, da han hverken arbejdede eller boede på Færøerne. Desuden havde skatteyderen ikke godtgjort, at skattemyndighederne havde accepteret, at han ikke skulle indgive selvangivelse.

SKM2018.180.BR

Retten tiltrådte endvidere, at skattemyndighederne havde været berettigede til at genoptage skatteyderens skatteansættelser for indkomstårene 2006-2008 efter bestemmelsen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, idet skatteyderen havde handlet groft uagtsomt ved ikke fuldt ud at selvangive sine spilleindtægter (backgammon) for de pågældende år.

SKM2017.721.BR

Manglende selvangivelse af fri bolig. Retten fandt på baggrund af sagens omstændigheder, at skatteyderen forsætligt eller groft uagtsom bevirkede, at skattemyndighederne foretog skatteansættelserne på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Endvidere fandt retten, at 6-månedersfristen i den dagældende SSL § 35, stk. 2, var overholdt, idet fristen tidligst kunne begynde at løbe fra det tidspunkt hvor politirapporten af 19. november 2003 forelå.

SKM2017.625.BR

Manglende selvangivelse af skattepligtige gaver og indsætninger på konti var mindst groft uagtsomt.

SKM2017.473.BR

Henset til den betydelige størrelse af de skattepligtige beløb, som borger har undladt at selvangive vedrørende 2006 pengeoverførslen på 323.212 kr. svarende til modværdien af 29.980 GBP og sin schweiziske bruttolønindtægt på 678.141 kr. finder retten, at den manglende selvangivelse må tilregnes borgeren som groft uagtsom.

Ligeledes finder retten henset til størrelsen af det skattepligtige beløb på 588.665,36 kr. svarende til modværdien af 54.980 GBP, som borgeren undlod at selvangive vedrørende 2007, at den manglende selvangivelse må tilregnes borgeren som groft uagtsom.

Betingelserne for at foretage ekstraordinær skatteansættelse for skatteårene 2006 og 2007 er således opfyldt, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5.

Anket

SKM2017.210.BR

Fakturaer uden reelt indhold.

Sagen vedrørte spørgsmålet om en distributionsvirksomhed, var berettiget til skatte- og momsmæssigt fradrag på baggrund af en række fremlagte fakturaer udstedt af tre forskellige underleverandører. SKAT mente ikke, at der var realitet bag de udgifter, som sagsøgeren påstod at have afholdt til underleverandørerne. Retten fandt indledningsvist, at de fremlagte fakturaer ikke overholdt kravene i momsbekendtgørelsens § 40. Under hensyntagen hertil samt til øvrige uregelmæssigheder ved både fakturaerne og underleverandørernes virksomheders forhold samt det manglende regnskabsmateriale, fandt retten, at der påhvilede virksomheden en meget tung bevisbyrde med hensyn til at godtgøre, at de fremlagte fakturaer berettigede til fradrag. Retten fandt, at virksomheden ikke havde løftet denne bevisbyrde, og retten kunne derfor ikke lægge til grund, at fakturaerne havde noget reelt indhold. Afslutningsvist fandt retten, at virksomheden i hvert fald ved groft uagtsomt forhold har bevirket, at ansættelsen af moms skete på et ufuldstændigt grundlag, hvorfor betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af ansættelsen har været opfyldt, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3.

SKM2017.174.BR

Borgeren havde ikke oplyst, at han havde udlejet en lejlighed til sin datter, hvorfra han var berettiget til at modtage lejeindtægt. Retten udtalte, at han herved i hvert fald havde udvist grov uagtsomhed, hvilket bevirkede, at SKAT ansatte hans indkomst ufuldstændigt, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5. Den omstændighed, at han reelt eftergav datteren lejen, kunne ikke føre til et andet resultat.

Anket er hævet

SKM2017.125.BR

Grænsehandelskoncept

Skatteministeriet indbragte Landsskatterettens kendelse af 4. marts 2015, hvor et nu opløst selskab havde fået medhold i, at SKAT ikke var berettiget til ekstraordinært at genoptage selskabets momstilsvar, idet Landsskatteretten fandt, at selskabet ikke havde handlet groft uagtsomt i anvendelse af et grænsehandelskoncept med salg af campingvogne til danske kunder via en tysk samarbejdspartner.

Det var i sagen for retten ubestridt, at det anvendte grænsehandelskoncept ikke havde forretningsmæssig baggrund, men alene havde til formål at sælge campingvogne med den lavere tyske moms. Retten fandt, at der under sådanne omstændigheder påhvilede selskabet en særlig forpligtelse til som erhvervsdrivende at sikre, at salgene skete i overensstemmelse med de danske momsregler. Retten fandt, at selskabet ikke havde efterlevet de strenge krav, der stilles til den registreringspligtiges omhu og påpasselighed i relation til overholdelse af momsloven. Retten fremhævede i den forbindelse, at selskabet ved et bindende svar tidligere havde fået underkendt et påtænkt grænsehandelskoncept, der i det væsentligste var identisk med den fremgangsmåde, hvorunder selskabet efterfølgende solgte campingvogne. Selskabet havde dermed handlet groft uagtsomt, hvorfor SKAT havde været berettiget til ekstraordinært at genoptage selskabets momstilsvar i medfør af SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3.

SKM2017.93.BR

Borgeren fik udbetalt i alt knap 1,4 mio. kr. fra selskaber, som indgik i en ejendomskoncern, som han angiveligt havde opbygget for sig og sin familie. Udbetalingerne skete dels i form af overførsler til borgeren fra selskabernes konti, dels og navnlig i form af kontante hævninger af 2.000 kr. ad gangen i pengeautomater.

I mangel af objektive holdepunkter herfor kan det ikke blot ved borgerens egen erklæring herom anses godtgjort, at hans kontante hævninger og overførsler af betydelige beløb, der herved er kommet ind i hans private sfære, er gået til at betale ikke nærmere specificerede udgifter for de omtalte selskaber.

Herefter, og idet borgeren har udført arbejde for selskaberne, for hvilke han har været administrator, findes de nævnte hævninger og overførsler at være skattepligtig indkomst for ham, jf. SL (statsskatteloven) § 4.

Borgerens undladelse af at selvangive disse indtægter har bevirket, at skattemyndighedernes ansættelse af hans skattepligtige indkomst for de omhandlede indkomstår er sket på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, og dette findes at måtte tilregnes ham som forsætligt eller groft uagtsomt. Betingelserne for ekstraordinær genoptagelse af ansættelserne for de pågældende indkomstår er herefter opfyldt, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5.

Anket

SKM2016.510.BR

Et beløb på 2,4 mill. kr., tjent ved sort arbejde, var af samleveren indsat på borgerens konto. Borgeren kunne ikke dokumentere, at beløbet ikke tilhørte hende. Retten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt ved at have valgt at holde sig i uvidenhed om kontoen samt at der var tale om 2,4 mill. kr. over 5 år.

SKM2016.505.BR

Sagen drejede sig om ca. 11,8 mio. kroner, som i årene 2006-2009 var indsat på konti, som borgeren havde rådighed over, og herefter overført til udlandet. Borgeren gjorde gældende, at de omtvistede indsætninger ikke tilkom ham, idet han alene havde fungeret som mellemmand ved at videreoverføre penge til udlandet.

Retten fandt, at borgeren ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at de omhandlede beløb ikke skulle beskattes hos ham som skattepligtig indkomst.

Retten lagde herved bl.a. vægt på, at det alene var borgeren, der kunne disponere over indeståenderne på de omhandlede konti, og at han på trods af de meget betydelige beløb og det meget store antal posteringer ikke havde ført regnskaber eller foretaget bogføring, som på objektiv vis kunne underbygge hans forklaring. Herunder anså Retten det ikke for dokumenteret, hvem der havde foretaget de enkelte indbetalinger, hvad indbetalingerne vedrørte, eller hvorledes der var forholdt med beløbene efter overførslerne til udlandet.

Retten fandt, at borgeren ved ikke at selvangive indsætningerne havde handlet i hvert fald groft uagtsomt.

SKM2016.402.BR

Borgerene investerede i juni 2008 via en mellemmand hver især 1 mio. USD i et ejendomsudviklingsprojekt i Dubai.

SKAT modtog i marts 2012 en anmeldelse fra mellemmanden, hvoraf det fremgik, at der i 2008 var realiseret et afkast af det investerede beløb på 230.000 USD hos borgerne.

De investerede beløb på i alt 2 mio. USD og afkastene heraf blev, efter det oplyste, ikke betalt til borgerne, men blev derimod indskudt i et nyt projekt. Dette fremgik ligeledes af en kvitteringsmail sendt fra mellemmanden til borgerne. SKAT havde bl.a. på denne baggrund forhøjet borgernes indkomst svarende til det realiserede afkast.

Borgerne gjorde imidlertid gældende, at de aldrig havde opnået et sådant afkast, og at SKATs ændringer ikke var foretaget rettidigt.

Retten fandt med henvisning til de faktiske omstændigheder i sagen samt den ene borgers forklaring under hovedforhandlingen, at SKAT med rette havde forhøjet borgernes indkomst med hver især 230.000 USD, svarende til afkastet af investeringerne.

Retten fandt desuden, at SKAT havde været berettiget til at foretage forhøjelserne i medfør af SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, idet borgerne ved ikke at selvangive afkastet havde handlet mindst groft uagtsomt.

SKM2016.388.BR

En borger havde ikke selvangivet værdien af en fribolig, et likvidationsprovenu og nogle renteindtægter.

Borgeren og dennes ægtefælle havde modtaget rådgivning fra deres revisor om, at friboligen ikke var skattepligtig. Rådgiveren havde imidlertid ved sin rådgivning indlagt den forudsætning, at den gave, friboligen indebar, ville være gaveafgiftspligtigt i de enkelte indkomstår, og at der derfor skulle indberettes og indbetales gaveafgift. Hverken ægtefællerne eller nogen på deres vegne havde imidlertid indberettet eller betalt gaveafgift.

Retten fandt på denne baggrund, at borgeren ved ikke at have fulgt rådgivningen havde afskåret sig fra ved uagtsomhedsvurderingen at henvise til rådgivningen. Ved således ikke at medtage friboligen i selvangivelsen havde borgeren ved grov uagtsomhed bevirket, at skatteansættelserne var foretaget på et forkert eller ufuldstændigt grundlag.

Retten fandt tilsvarende, at borgeren havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive renteindtægterne. Det blev ikke tillagt betydning, at borgeren havde anført at have været alvorligt syg i de senere år.

Retten fandt endvidere, at borgeren ved ikke at selvangive likvidationsprovenuet ligeledes havde handlet groft uagtsomt. Den omstændighed, at provenuet ikke blev udbetalt kontant, men ved frigivelse af likvidationsboets formue, kunne ikke ændre ved den omstændighed, at der tilgik borgeren et provenu og derved en indtægt.

Se også SKM2016.387.BR

SKM2016.387.BR

En borger havde ikke selvangivet værdi af fri bolig.

Borgeren og dennes ægtefælle havde modtaget rådgivning fra deres revisor om, at friboligen ikke var skattepligtig. Rådgiveren havde imidlertid ved sin rådgivning indlagt den forudsætning, at den gave, friboligen indebar, ville være gaveafgiftspligtigt i de enkelte indkomstår, og at der derfor skulle indberettes og indbetales gaveafgift. Hverken ægtefællerne eller nogen på deres vegne havde imidlertid indberettet eller betalt gaveafgift.

Retten fandt på denne baggrund, at borgeren ved ikke at have fulgt rådgivningen havde afskåret sig fra ved uagtsomhedsvurderingen at henvise til rådgivningen. Ved således ikke at medtage friboligen i selvangivelsen havde borgeren ved grov uagtsomhed bevirket, at skatteansættelserne var foretaget på et forkert eller ufuldstændigt grundlag.

Se også SKM2016.388.BR

SKM2016.229.BR

Der var angivet for lidt i salgsmoms. Byretten fandt, at borgeren, uanset han ikke er regnskabskyndig, som virksomhedens indehaver burde, ved en almindelig gennemgang af selskabets bogholderi og regnskab, have kunnet konstatere, at der var et ikke uvæsentligt misforhold mellem den angivne slagsmoms og omsætningen. Endvidere burde han senest i forbindelse med regnskabet have undersøgt, hvad posten "moms mv. tidligere år" betød og sikret sig, at dette beløb blev indberettet til SKAT. Byretten fandt, at der var handlet mindst groft uagtsomt. At bogføring og revision var overladt til revisor kunne ikke føre til andet resultat.

Anket

SKM2015.744.BR

Retten bemærkede, at borgeren havde overladt kontrollen af selskabet til sin ægtefælle uden kontrol, og hun ikke havde selvangivet nogen udbytteværdi af de private udgifter, som selskabet havde afholdt. Hun havde derfor handlet groft uagtsomt.

Anket, efterfølgende hævet.

SKM2015.360.BR

Byretten fandt, at selskabet ikke havde udvist den fornødne omhu og påpasselighed ved efter Skatterådets bindende svar (SKM2006.530.SR) at fortsætte med at anvende grænsehandelskonceptet uden at sikre, at man ikke overtrådte ML (momsloven). Selskabet havde derfor handlet uagtsomt.

Anket, efterfølgende hævet.

SKM2015.301.BR

Rentefradrag. Retten udtalte, at henset til forskellen mellem det rentebeløb som borgeren forsøgte at få fradrag for og det rentebeløb han kunne dokumentere at have betalt, var så stor, måtte borgeren have vidst, at han forsøgte at få uberettiget rentefradrag og havde derfor udvist mindst grov uagtsomhed.

SKM2015.107.BR

Uberettiget fratrukket moms mindst groft uagtsomt, uanset det var revisor der på virksomhedens vegne havde angivet.

Anket, efterfølgende hævet.

SKM2015.62.BR

Moms vedrørende salg af biler ikke angivet. Mindst groft uagtsomt.

SKM2015.37.BR

Momsbeløb vedrørende entreprisesummer ikke bogført og angivet. Mindst groft uagtsomt. Ikke ugyldig på grund af manglende lovhenvisning.

SKM2014.634.BR

Borgeren havde forklaret sin manglende selvangivelse af hævninger på et kontokort fra sin udenlandske arbejdsgiver med, at han troede at det kun var et eventuelt nettobeløb, der skulle beskattes. Byretten fandt, at det var ubestridt, at borgeren havde handlet groft uagtsomt for så vidt angår udeholdte lønindtægter.

SKM2014.565.BR

Borgeren var økonomidirektør i en stor virksomhed. Han havde ikke selvangivet bestyrelseshonorarer fra Schweiz. Retten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsom. Retten lagde vægt på borgerens uddannelse og stilling samt at der var tale om store beløb over en længere årrække.

Anket til ØLR. Senere hævet.

SKM2014.464.BR

Borgeren havde ikke ved en generel forespørgsel til SKAT i 2007 om beskatning af en sådan (hypotetisk) avance uden oplysninger om det konkrete salg - eller i øvrigt - foretaget en selvangivelse af indkomsten. Retten fandt, at borgeres havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved ikke at selvangive indkomsten, og at betingelserne for ekstraordinær skatteansættelse i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, var opfyldt.

SKM2014.431.BR

Momstilsvar var ansat på et ufuldstændigt grundlag, hvilket blev tilregnet den afgiftspligtige, som groft uagtsomt. Betingelserne i SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3 ansås for opfyldt.

SKM2013.910.BR

Forhøjelse fastholdt trods tidligere frifindelse i tilsvarende straffesag.

Anket og efterfølgende hævet af skatteyder.

SKM2013.259.BR

Borgeren kunne ikke løfte bevisbyrden for, at hævninger på et kreditkort ikke vedrørte hans bankkonto.

SKM2012.314.BR

Byretten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt, og betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i henhold til SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5 var derfor opfyldt.

SKM2012.183.BR

Byretten fandt, at borgeren havde handlet groft uagtsomt.

SKM2011.143.BR

Ikke forsæt eller grov uagtsomhed vedrørende indsætninger på mellemregnings- og udenlandske konti.

SKM2011.109.BR

Der kunne ske forhøjelse af indtægter efter bestemmelsen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, uanset at anklagemyndigheden efter en samlet vurdering havde valgt at opgive tiltale.

SKM2010.552.BR

Grov uagtsomhed - bopæl anset opretholdt trods anmeldt flytning.

SKM2010.400.BR

Bestyrelsesformand i fond havde bevirket, at en indtægt i fonden var forkert periodiseret.

SKM2009.182.BR

Grov uagtsomhed vedrørende skattepligt.

SKM2008.219.BR

Grov uagtsomhed - indkomst selvangivet hos børn.

SKM2008.81.BR

Grov uagtsomhed - godtgjorte udgifter for lån.

Landsskatteretskendelser

SKM2021.243.LSR

>Et mindreårigt barn havde modtaget større honorarbeløb fra en familiefond. Familiefonden havde indberettet honoraret til skatteforvaltningen. Honoraret fremgik således af de kontroloplysninger, som skatteforvaltningen havde på barnet. Barnet var på grund af sin alder ikke registreret i skatteforvaltningens system som skattepligtig.

Barnets forældre havde ikke selvangivet honoraret for barnet. Skatteforvaltningen havde efter udløbet af ligningsfristen beskattet barnet af honoraret. Skatteforvaltningen havde henvist til, at barnets forældre ansås at have handlet groft uagtsomt på barnets vegne, hvorfor der var grundlag for ekstraordinær skatteansættelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Skatteforvaltningen havde i øvrigt fundet, at kundskabstidspunktet i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var overholdt, hvorfor ansættelsen var sket rettidig.

Landsskatteretten fandt, at forældrene havde handlet groft uagtsomt ved ikke at selvangive indkomsten, herunder ikke reagerede på, at barnet ikke modtog en årsopgørelse med opkrævning af skat, hvorved også hensås til, at forældrene var bekendt med, at der ikke var betalt skat af honoraret. Landsskatteretten fandt dog, at ansættelsen ikke var foretaget rettidigt, idet skatteforvaltningen ikke havde foretaget ansættelsen inden 6 måneder efter kundskabstidspunktet. Der blev herved lagt vægt på, at honoraret var indberettet af familiefonden for flere år siden, og at der ikke siden var tilgået nye oplysninger om honoraret. Det forhold, at barnet ikke havde været registreret i skatteforvaltningens system som skattepligtig, kunne ikke ændre herved.

Sagen omhandlede spørgsmålet om, der var fristgennembrud vedrørende en borger, der var omfattet af den korte ligningsfrist, jf. bekendtgørelse om kort ligningsfrist. For så vidt angår indkomstårene 2012-2014 var spørgsmålet, om der kunne ske ekstraordinær genoptagelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5. Anvendelse af reglen forudsætter, at Skatteforvaltningen har foretaget en forkert ansættelse, og at dette skyldes, at den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket dette. Begreberne forsæt og grov uagtsomhed i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, er identiske med de tilsvarende begreber i skattekontrollovens afsnit 3. Dette betyder dog ikke, at gennemførelse af ansættelsessagen er betinget af, at der fastslås strafansvar, eller at en gennemført straffesag resulterer i en fastsættelse af straf. Det er altid en konkret vurdering ud fra de konkrete omstændigheder i den konkrete sag, om en skattepligtig eller nogen på dennes vegne har handlet mindst groft uagtsomt, og Skatteforvaltningen dermed kan ændre ansættelse i medfør af bestemmelsen.

Da det forkerte fradrag for ratepensionen skyldtes en forkert indberetning fra pensionsselskabet, og da oplysningen stod i et låst felt, som klager ikke kunne rette i, fandt Landsskatteretten det betænkeligt at fastslå, at der forelå grov uagtsomhed ved den manglende reaktion fra klagers side jf. princippet i den tidligere skattekontrollovs § 1 A og den nuværende skattekontrollovs § 82, stk. 2. Henset til, at det forkerte fradrag for bidrag til livsvarig livrente tilsvarende skyldtes en forkert indberetning fra pensionsselskabet, at der var tale om et mindre beløb og til sammenhængen mellem pensionsordningerne, fandt Landsskatteretten heller ikke, at der ved dette fradrag var grundlag for at fastslå, at der forelå grov uagtsomhed på grund af den manglende reaktion. Se SKM2021.243.LSR<

SKM2020.509.LSR

Sagen angik, om klageren i en tilflytningssituation var fuldt skattepligtig til Danmark i perioden 1. januar 1999 til 31. december 2006. Landsskatteretten fandt, at SKAT havde godtgjort, at klagerens fulde skattepligt til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, 1. pkt., indtrådte den 20. juli 2001, og at klageren derfor var fuldt skattepligtig til Danmark i perioden fra den 20. juli 2001 til den 31. december 2006. Hvad angik perioden forud for den 20. juli 2001, havde SKAT ikke kunnet udarbejde en opgørelse, der viste, at klageren allerede den 1. januar 1999 havde taget ophold her i landet i henhold til kildeskattelovens § 7, stk. 1, 1. pkt. Heroverfor stod imidlertid, at klageren heller ikke for denne periode havde fremlagt dokumentation for, at han havde været fuldt skattepligtig til eller havde haft skattemæssigt hjemsted i andre lande end Danmark. Klageren havde senest den 1. januar 1999 etableret bofællesskab med B og havde dermed helårsbolig til rådighed i Danmark fra dette tidspunkt. Klageren fik sit første barn med B [dato] 1999. Henset hertil og til de af SKAT oplyste omstændigheder om klagerens forhold i øvrigt, herunder hans erhvervsmæssige forhold, fandt Landsskatteretten efter en samlet vurdering, at der var en så stærk formodning for, at klageren allerede den 1. januar 1999 havde taget ophold i Danmark, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1, 1. pkt., at det påhvilede ham at afkræfte dette. Da klageren ikke var fremkommet med objektive kendsgerninger til støtte for sine oplysninger, og da han havde modsat sig udlevering af noget materiale, der var blevet beslaglagt i London af det engelske politi, fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde afkræftet, at han allerede den 1. januar 1999 havde taget ophold i Danmark, jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1, 1. pkt. For indkomstårene 1999 - 2004 fandt Landsskatteretten, at SKAT havde været berettiget til at foretage forhøjelsen i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og at varslingsfristen i stk. 2 var overholdt. Efter en konkret væsentlighedsvurdering fandt Landsskatteretten endelig, at SKATs afgørelse ikke var ugyldig på grund af ulovlig behandling af personoplysninger. Se SKM2020.509.LSR

SKM2019.468.LSR

Sagen omhandlede spørgsmålet om, der var fristgennembrud vedrørende en borger, der var omfattet af den korte ligningsfrist, jf. bekendtgørelse om kort ligningsfrist.

For så vidt angår indkomstårene 2012-2014 var spørgsmålet, om der kunne ske ekstraordinær genoptagelse efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5. Anvendelse af reglen forudsætter, at Skatteforvaltningen har foretaget en forkert ansættelse, og at dette skyldes den skattepligtig eller nogens på denne vegnes forsætlige eller groft uagtsomme adfærd. Begreberne forsæt og grov uagtsomhed i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, er identiske med de tilsvarende begreber i skattekontrollovens afsnit 3. Dette betyder dog ikke, at gennemførelse af ansættelsessagen er betinget af, at der fastslås strafansvar, eller at en gennemført straffesag resulterer i en fastsættelse af straf. Det er altid en konkret vurdering ud fra de konkrete omstændigheder i den konkrete sag, om en skattepligtig eller nogen på dennes vegne har handlet mindst groft uagtsomt, og Skatteforvaltningen dermed kan ændre ansættelse i medfør af bestemmelsen.

Da det forkerte fradrag for ratepensionen skyldtes en forkert indberetning fra pensionsselskabet, og da oplysningen stod i et låst felt, som klager ikke kunne rette i, fandt Landsskatteretten det betænkeligt at fastslå, at der forelå grov uagtsomhed ved den manglende reaktion fra klagers side jf. princippet i den tidligere skattekontrollovs § 1 A og den nuværende skattekontrollovs § 82, stk. 2. Henset til, at det forkerte fradrag for bidrag til livsvarig livrente tilsvarende skyldtes en forkert indberetning fra pensionsselskabet, at der var tale om et mindre beløb og til sammenhængen mellem pensionsordningerne, fandt Landsskatteretten heller ikke, at der ved dette fradrag var grundlag for at fastslå, at der forelå grov uagtsomhed på grund af den manglende reaktion.

Landsskatteretten fandt heller ikke, at bestemmelsen i § 27, stk. 1, nr. 1 kunne finde anvendelse, henset til at der var tale om en fejlindberetning og ikke om en retlig ændring. Betingelserne for fristgennembrud, for så vidt angår indkomstårene 2012-2014 i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, var således ikke opfyldt, hvorfor forhøjelserne for disse år ikke er sket rettidigt.

Det følger af bekendtgørelse 1305 af 14. november 2018 § 1, stk. 1, nr. 2, at når den skattepligtige selv anmoder om genoptagelse af sin skatteansættelse, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 26, stk. 2, så gælder fristen i SFLs § 26, stk. 1, 1. pkt., for de ændringer af ansættelsen, der er en følge af genoptagelsesanmodningen.

Det følger endvidere af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4, at når en ændring af en skatteansættelse er begrundet i et forhold, og et helt tilsvarende forhold begrunder genoptagelse af en skatteansættelse for et tidligere indkomstår, så gælder fristen i SFL (skatteforvaltningsloven) § 26, stk. 1, 1. pkt., for ændringen af skatteansættelsen for det tidligere indkomstår.

Ændringerne for indkomstårene 2015 og 2016 var begrundet i helt tilsvarende forhold som ændringen i indkomståret 2017, hvorfor den ordinære ligningsfrist i § 26 fandt anvendelse. Da ændringen var varslet den 9. november 2018 og afgørelse truffet den 22. januar 2019 og således indenfor den ordinære ligningsfrist, var forhøjelserne for disse indkomstår således sket rettidigt, hvorfor det var med rette, at Skattestyrelsen har genoptaget skatteansættelsen for indkomstårene 2015 og 2016.

SKM2016.471.LSR

Da en firmabil var placeret på hovedaktionærens bopæl påhvilede bevisbyrden for manglende rådighed hovedaktionæren. Denne bevisbyrde var ikke løftet. Under de foreliggende omstændigheder, hvor klageren havde selvangivet og var blevet beskattet af en anden fri bil i de omhandlede indkomstår, og derudover ejede flere private biler, fandt Landsskatteretten, at det var betænkeligt at fastslå, at den manglende medtagelse af den pågældende bil var udtryk for grov uagtsomhed. Beskatning kunne derfor alene ske i overensstemmelse med SFL (skatteforvaltningsloven) § 26, stk. 5, jf. SKM2014.504.HR.

SKM2016.363.LSR

Naturgasforbrug til opvarmning var ikke godtgørelsesberettiget.

Retten udtalte, at det kan lægges til grund, at selskabet i den omhandlede periode både har foretaget en fordeling af naturgasforbruget til hhv. rumvarme og procesvarme, hvorved opvarmning af produktionsrum, rå- og færdigvarelager er anset for godtgørelsesberettiget procesvarme, og endvidere foretaget en skønsmæssig opgørelse heraf.

Selskabet har således haft kendskab til reglerne om manglende godtgørelsesadgang for energi forbrugt til rumvarme, og desuagtet i afgiftsansættelserne for den omhandlede periode både anset det omhandlede naturgasforbrug for godtgørelsesberettiget samt foretaget en skønsmæssig opgørelse heraf i strid med reglerne. Landsskatteretten finder, at dette forhold må tilregnes selskabet som groft uagtsomt.

SKM2016.104.LSR

Manglende indgivelse af selvangivelse var ikke mindst groft uagtsomt, og der var derfor ikke hjemmel i ekstraordinær ansættelse i henhold til SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5. En borger, bosat i udlandet, var fuldt skattepligtig til Danmark ved ophold i et sommerhus, der ifølge planloven kunne anvendes som helårsbolig. Landsskatteretten lagde vægt på, at der var tale om en tilflytningssituation, at skattepligtens indtræden skyldtes et samspil mellem planloven og KSL (kildeskatteloven), og at dette alene var beskrevet i Ligningsvejledningens afsnit om fraflytning og ikke beskrevet i afsnittet om tilflytning. Den forkerte selvangivelse var derfor kun simpelt uagtsomt.

SKM2015.462.LSR

En økonomidirektørs bevidst forkerte opgørelse af moms og selskabets manglende kontrol heraf var mindst groft uagtsomt.

SKM2015.321.LSR

Borgeren havde selvangivet fradrag for tab på en fordring, som hun ikke kunne dokumentere, at hun var berettiget til. Groft uagtsomt.

SKM2015.212.LSR

Grænsehandelskoncept. Virksomheden havde ikke handlet groft uagtsomt, da der i perioden var usikkerhed om retstilstanden. Landsskatteretten fandt, at virksomheden hverken kunne eller burde have forudset Højesterets vurdering af spørgsmålet.

SKM2013.501.LSR

Borgeren havde løbende modtaget bestyrelseshonorarer fra Schweiz. Honorarerne var beskattet i Schweiz, men ikke selvangivet i Danmark. Landsskatteretten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsom ved ikke at selvangive honorarerne, og SKAT kunne derfor genoptage ansættelsen i henhold til SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på, at borgeren havde fået information om selvangivelsespligten, at det var en generel retsregel der var tilsidesat og at der var tale om løbende beløb af en vis størrelse.

SKM2013.498.LSR

Borgeren havde ikke selvangivet bestyrelseshonorarer fra udenlandske selskaber. Landsskatteretten fandt, at den manglende selvangivelse af bestyrelseshonorarerne ikke kun kunne anses som simpelt uagtsomt, og SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5 kunne derfor anvendes. Landsskatteretten lagde bl.a. vægt på karakteren af den tilsidesatte regel, at borgeren var informeret om selvangivelsespligten, samt at der var tale om betydelige beløb modtaget over en længere årrække. Landsskatteretten lagde endvidere vægt på borgerens stilling og den viden der måtte følge deraf.

SKM2013.337.LSR

Landsskatteretten fandt, at manglende selvangivelse af samtlige lønindtægter måtte tilregnes som mindst groft uagtsomt.

SKM2012.224.LSR

Landsskatteretten fandt, at borgeren havde handlet mindst groft uagtsomt.

SKM2011.749.LSR

Grov uagtsomhed som følge af for lav selvangivelse af bonus modtaget fra rederi.

SKM2005.85.LSR

Sagen drejer sig om fradrag for købsmoms vedrørende en varevogn, som ikke udelukkende blev anvendt erhvervsmæssigt. Da SKAT tidligere havde vejledt virksomheden om reglerne og da virksomhedens indehaver tidligere havde afgivet skriftlig erklæring om, at varevognen udelukkede blev benyttet erhvervsmæssigt, fandt Landsskatteretten, at indehaveren i det mindste groft uagtsomt havde bevirket, at afgiftstilsvaret blev fastsat på et forkert grundlag, og betingelserne for suspension i SSL § 35 C, stk. 1, nr. 3, var opfyldt. (nu SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3).

SKM2004.450.LSR

Grov uagtsomhed ved manglende selvangivelse af aktieavance.

SKM2001.575.LSR

Grov uagtsomhed ved manglende selvangivelse af aktieavance.

SKM2002.371.LSR

Revisors grove uagtsomhed ikke grundlag for nedsættelse.