Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2021-1
<< >>

D.A.16.3.4 Særligt om Importordningen

Afsnittet indeholder:

  • Hvem kan anvende ordningen?
  • Identifikationsmedlemsland
  • Omfattede leveringer
  • Hæftelse
  • Leveringstidspunkt
  • Momsgodtgørelse eller fradrag i den ordinære angivelse

Hvem kan anvende ordningen?

Følgende afgiftspligtige personer, som foretager fjernsalg af varer indført fra steder uden for EU, kan anvende importordningen:

1) Enhver afgiftspligtig person, der er etableret i EU, og som foretager fjernsalg af varer indført fra steder uden for EU.

2) Enhver afgiftspligtig person, der, uanset om vedkommende er etableret i EU eller ej, foretager fjernsalg af varer indført fra steder uden for EU, og som er repræsenteret ved en formidler, der er etableret i EU.

3) Enhver afgiftspligtig person, der er etableret i et land uden for EU, med hvilket EU har indgået en aftale om gensidig bistand, og som foretager fjernsalg af varer fra dette land.

Se ML (momsloven) § 66 n, stk. 1, som indsat ved lov nr. 810 af 9. juni 2020, og artikel 369m i Momssystemdirektivet, som ændret ved artikel 2 i direktiv (EU) 2017/2455.

Identifikationsmedlemsland

Identifikationsmedlemslandet er:

a) Det medlemsland, hvor en afgiftspligtig person, der ikke er etableret i EU, vælger at blive registreret.

b) Det medlemsland med et fast forretningssted, hvor en afgiftspligtig person, der har etableret sin økonomiske virksomhed uden for EU, men har ét eller flere faste forretningssteder i EU, angiver at ville gøre brug af importordningen.

c) Hvis den afgiftspligtige person har etableret sin økonomiske virksomhed i et medlemsland, dette medlemsland.

d) Hvis formidleren har etableret sin økonomiske virksomhed i et medlemsland, dette medlemsland.

e) Det medlemsland med et fast forretningssted, hvor formidleren angiver at ville gøre brug af importordningen, hvis formidleren har etableret sin økonomiske virksomhed uden for EU, men har et eller flere faste forretningssteder i EU.

Ved anvendelse af litra b og e, gælder, at hvis den afgiftspligtige person eller formidleren har mere end ét fast forretningssted i EU, er vedkommende bundet af beslutningen om valget af identifikationsmedlemsland det pågældende kalenderår og de 2 efterfølgende kalenderår.

Se ML (momsloven) § 66 m, som indsat ved lov nr. 810 af 9. juni 2020, og artikel 369l i Momssystemdirektivet, som ændret ved artikel 2 i direktiv (EU) 2017/2455.

Omfattede leveringer

Når en afgiftspligtig person har tilsluttet sig importordningen, finder ordningen anvendelse på alle dennes fjernsalg af varer indført fra steder uden for EU. Se ML (momsloven) § 66 n, stk. 4, som indsat ved lov nr. 810 af 9. juni 2020, og artikel 369m, stk. 1, i Momssystemdirektivet, som ændret ved artikel 2 i direktiv (EU) 2017/2455.

Hæftelse

Bemærk, at en afgiftspligtig person, der anvender ordningen, og som er repræsenteret ved en formidler, hæfter solidarisk med formidleren for den moms, der skal betales via ordningen. Det skyldes, at begge er betalingspligtige for momsen. Formidleren er betalingspligtig efter reglerne for særordningen. Se ML (momsloven) § 66 m, som indsat ved lov nr. 810 af 9. juni 2020, og artikel 369l i Momssystemdirektivet, som ændret ved artikel 2 i direktiv (EU) 2017/2455. Den afgiftspligtige person er samtidig betalingspligtig for momsen efter den almindelige hovedregel i ML (momsloven) § 46, stk. 1, 1. pkt., og Momssystemdirektivets artikel 193. Se evt. D.A.13.2.1 Hovedregel ML § 46, stk. 1, 1. pkt..

Leveringstidspunkt

For fjernsalg af varer fra steder uden for EU, hvor moms angives i henhold til importordningen, anses varerne for at være leveret på det tidspunkt, hvor betalingen accepteres, og afgiftspligten indtræder således på dette tidspunkt. Se ML (momsloven) § 66 o, som indsat ved lov nr. 810 af 9. juni 2020, og artikel 369n, i Momssystemdirektivet, som ændret ved artikel 2 i direktiv (EU) 2017/2455.

Ved anvendelsen af artikel 369n i momssystemdirektivet forstås det tidspunkt, hvor betalingen er accepteret, som det tidspunkt, hvor betalingsbekræftelsen, meddelelsen om betalingsanvisning eller kundens betalingsforpligtelse er modtaget af eller på vegne af den afgiftspligtige person, der gør brug af importordningen, uanset det tidspunkt, hvor betalingen rent faktisk er foretaget, alt efter hvilket tidspunkt der indtræffer først. Se artikel 61b i momsforordningen, som ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2019/2026.

Momsgodtgørelse eller fradrag i den ordinære angivelse

En afgiftspligtig person, der anvender importordningen, kan få godtgjort afgift efter reglerne i § 45, stk. 1. Har den afgiftspligtige person aktiviteter her i landet, som ikke er omfattet af særordningen, og for hvilke der kræves momsregistrering her i landet, skal moms af udgifter i forbindelse med aktiviteterne i særordningen dog fradrages i momsangivelsen, der skal indsendes i forbindelse med denne momsregistrering. Se ML (momsloven) § 66 q, som indsat ved lov nr. 810 af 9. juni 2020, og artikel 369w i Momssystemdirektivet, som ændret ved artikel 2 i direktiv (EU) 2017/2455.

Se også

  • D.A.4.2.5 om formidling af varer via platforme mv.
  • D.A.6.1.6.2 om reglerne (fra 2021) om leveringsstedet for varer i forbindelse med fjernsalg
  • D.A.6.2.3.2 om hjemstedet for den økonomiske virksomhed
  • D.A.6.2.3.3 om fast forretningssted
  • D.A.12.1 om momsgodtgørelse til virksomheder i andre EU-lande
  • D.A.14 om momsregistrering
  • D.A.16.3.1.4 om de anvendte definitioner i forbindelse med særordningen.
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.