Hvem er omfattet af CFC-reglerne?
C.D.4.1.1 Skattesubjekter omfattet af CFC-reglerne
Indhold
Dette afsnit beskriver hvilke skattesubjekter, der er omfattet af CFC-reglerne.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Skattesubjekter.
Regel
CFC-beskatning (Controlled Financial Company) gælder for alle finansielle datterselskaber, uanset hvor datterselskaberne er hjemmehørende, og hvordan beskatningsniveauet er for datterselskaberne. Se SEL (selskabsskatteloven) § 32. Bestemmelsen skal værne mod udflytning af mobile indkomster til udlandet for at opnå skattemæssige fordele.
CFC-beskatning gælder også for udenlandske faste driftssteder. De selskaber mv., der er omfattet af bestemmelsen skal således ved sin indkomstopgørelse medregne det faste driftssteds positive CFC-indkomst, forudsat, at det faste driftssted opfylder betingelserne i SEL (selskabsskatteloven) § 32. Selskabet mv. beskattes af positiv indkomst, der ville være omfattet af CFC-beskatningen, hvis det faste driftssted havde været et datterselskab. Se SEL (selskabsskatteloven) § 8, stk. 2, 4. pkt.
Både ved bedømmelsen af, om der skal medregnes CFC-indkomst, og ved opgørelsen af CFC-indkomsten anvendes indkomstopgørelsesprincipperne for faste driftssteder. Se SEL (selskabsskatteloven) § 8, stk. 2, 5. pkt.
CFC-indkomsten består af de indkomstarter, som nemt kan placeres uden for Danmark. Det er fx
- renter
- kursgevinster på værdipapirer
- udbytter
- aktieavancer
- visse royalties
- indtægter ved finansiel leasing
- avancer på CO2-kvoter og CO2-kreditter.
Selskaber, som driver næring med finansielle indkomster, er udtrykkeligt nævnt som selskaber med CFC-indkomst. Det er fx
- banker
- forsikringsselskaber
- finansieringsselskaber
- investeringsselskaber
- realkreditinstitutter.
Skattesubjekter
Skattesubjekter omfattet af CFC-reglerne er:
- Selskaber og foreninger mv., der er fuldt skattepligtige efter SEL (selskabsskatteloven) § 1.
- Selskaber mv., der er begrænset skattepligtige efter SEL (selskabsskatteloven) § 2, stk. 1, litra a.
- Fonde og foreninger, der er fuldt skattepligtige efter FBL (fondsbeskatningsloven) § 1. Fonde og foreninger CFC-beskattes ikke, hvis indkomsten skal medregnes til et selskabs skattepligtige indkomst efter SEL (selskabsskatteloven) § 32. Se FBL (fondsbeskatningsloven) § 12.
- Fysiske personer, der er skattepligtige efter KSL (kildeskatteloven) § 1, og dødsboer, der er skattepligtige efter DBSL (dødsboskatteloven) § 1. Disse skattesubjekter kan CFC-beskattes af deres udenlandske selskaber mv. Se LL (ligningsloven) § 16 H.
Læs også:
I Østre Landsret findes der 3 dommere, der har deltaget i henholdsvis 23, 28 og 37 skattesager, og som aldrig har givet en skatteyder medhold i noget, hverken helt eller delvis.
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil