J.A.12.2.5 Krav om syn, kontrol og plombering
Indhold
Dette afsnit handler om de krav, som stilles til syn, kontrol og plombering af gevinstgivende spilleautomater.
Afsnittet indeholder:
- Krav om syn og plombering af gevinstgivende spilleautomater.
- Erklæring fra testvirksomhed for gevinstgivende spilleautomater.
- Erklæring fra testvirksomhed for tekniske installationer.
- Adgang til spilleautomater, topspil og tekniske installationer.
- Udgifter til syn, kontrol og erklæringer.
Krav om syn og plombering af gevinstgivende spilleautomater
Hovedregel
En akkrediteret testvirksomhed, der er godkendt af Spillemyndigheden, skal syne og plombere de dele af spilleautomaten og topspillet, som har betydning for spillenes afvikling. Dette skal ske til sikring af, at der ikke sker konstruktive ændringer eller fjernes dele fra spilleautomaten eller topspillet. I stedet for plomber kan anvendes mærkater. Mærkaterne må ikke kunne fjernes, uden at de ødelægges.
Testvirksomheden skal desuden syne og plombere den tekniske installation, der anvendes til at forbinde spilleautomaterne med det centrale overvågningssystem.
En spilleautomat, et topspil eller en teknisk installation, hvor plomberingen er brudt, må ikke benyttes, før der er foretaget et nyt syn.
Undtagelse
Spillemyndigheden kan tillade, at plombering helt eller delvist kan undlades. Dette kan ske, hvis Spillemyndigheden via det centrale overvågningssystem eller på anden måde kan foretage det nødvendige tilsyn.
Dette betyder dog ikke, at syn kan undlades.
Erklæring fra testvirksomhed for gevinstgivende spilleautomater
Hovedregel
For hver spilleautomat og hvert topspil der opstilles, skal der fra en akkrediteret testvirksomhed foreligge en erklæring. Erklæringen skal være udstedt med en gyldighed på fem år.
Erklæringen skal attestere, at
- de krav der stilles til en spilleautomat, til opkobling/forbindelse til Spillemyndighedens centrale overvågningssystem, til de enkelte spil, til indsatser og gevinster ifølge loven og bekendtgørelsen, er opfyldt,
- spilleautomaten er forsynet med et skilt fra den akkrediterede testvirksomhed, der oplyser om spilleautomatens navn og unikke nummer samt afprøvningens måned og år.
Undtagelse
Spillemyndigheden kan tillade, at erklæring helt eller delvist kan undlades. Dette kan ske, hvis Spillemyndigheden kan foretage tilsyn af spilleautomaten og topspillet via det centrale overvågningssystem eller på anden måde kontrollere spilleautomaten og topspillet.
Erklæring fra testvirksomhed for tekniske installationer
Der skal foreligge en erklæring for hver teknisk installation, der på opstillingsstedet forbinder spilleautomatern med overvågningssystemet. Det er en akkrediteret testvirksomhed, der udsteder erklæringen. Erklæringen skal attestere, at installationen er synet og plomberet.
Installationen skal forsynes med et skilt fra den akkrediterede testvirksomhed med afprøvningens måned og år.
Adgang til spilleautomater, topspil og tekniske installationer
På spilstedet skal spilleautomater, topspil og tekniske installationer være placeret på en sådan måde, at der er direkte adgang til dem for Spillemyndigheden og SKAT. Enhederne skal være placeret så aflæsning af display, kontrol af synsmærkater og plombering mv. kan foretages uhindret.
Udgifter til syn, kontrol og erklæringer
Udgifterne til syn og kontrol samt erklæringer fra akkrediterede testvirksomheder skal afholdes af tilladelsesindehaveren.
Det fremgår af www.spillemyndigheden.dk, hvilke akkrediterede testvirksomheder der er godkendt af Spillemyndigheden.
Se BEK nr. 1289/2019 § 14.
Læs også:
I Østre Landsret findes der 3 dommere, der har deltaget i henholdsvis 23, 28 og 37 skattesager, og som aldrig har givet en skatteyder medhold i noget, hverken helt eller delvis.
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil