Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-2
<< >>

G.A.3.4.1.3.1.1 Krav til fordringen

Indhold

Afsnittet handler om de betingelser, en fordring skal opfylde, for at den kan danne grundlag for en konkurs.

Afsnittet indeholder:

  • Fordringen skal eksistere
  • Skønsmæssige eller foreløbige ansættelser
  • Fordringer sikret ved betryggende pant
  • Subsidiært ægtefælleudlæg
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv. 

Fordringen skal eksistere

Fordringshaver har bevisbyrden for, at fordringen mod skyldner eksisterer. En konkurs kræver dog ikke, at fordringshaver har opnået dom, forlig eller lignende over sine krav mod skyldner. 

Fordringens eksistens skal være så klar, at fordringen umiddelbart kan danne grundlag for en konkurs. En konkurs vil derfor være udelukket, hvis det er nødvendigt med en bevisførelse, der overstiger den bevisførelse, der kan finde sted ved behandlingen af en konkursbegæring. 

Skifteretten kan derfor tillade en vis bevisførelse, så der kan tages stilling til en fordring, som skyldneren bestrider. Skifteretten er derfor ikke afskåret fra at tage stilling til, om restanceinddrivelsesmyndighedens fordring har en sådan klarhed, at den kan danne grundlag for konkurs. Det gælder, selv om skyldner har påklaget kravet til fx Landsskatteretten

I SKM2016.543.VLR fandt Landsretten, at den påklagede momsafgørelse kunne danne grundlag for et konkursdekret, da det af selskabet anførte ikke havde skabt en sådan usikkerhed om fordringens eksistens, at konkursdekret ikke kunne afsiges. Landsretten fandt også de øvrige konkursbetingelser for opfyldte og stadfæstede derfor konkursdekretet. Se også SKM2017.403.ØLR. 

Når det kan dokumenteres/bevises, at en fordring eksisterer, er det ikke et krav for indgivelse af en konkursbegæring, at fordringen er forfalden til betaling. Se UfR 2017.3507 VLR. Det vil dog være det helt klare udgangspunkt, at Restanceinddrivelsesmyndigheden ikke indgiver konkursbegæring på baggrund af en fordring, der ikke er forfalden til betaling. Derimod skal fordringer, der ikke er forfalden til betaling, medtages i konkursbegæringen, til vurderingen af, hvorvidt skyldner er insolvent efter konkurslovens § 17.

Skønsmæssige eller foreløbige ansættelser

Er et krav fra Skatteforvaltningen fx foreløbigt eller skønsmæssigt ansat efter opkrævningslovens § 4, stk. 1, og § 5, stk. 2, anses dette krav som et krav på lige fod med et krav baseret på en indsendt angivelse. Skatteforvaltningen skal dog kunne sandsynliggøre, at de skønsmæssige eller foreløbige fastsættelser er korrekte og dermed har en sådan klarhed, at de kan danne grundlag for en konkurs. 

En skyldner kan ikke ved at klage over skatteansættelsen slippe for at indbetale sin skat til forfaldstid. Se statsskattelovens § 38. Hvis en skatteansættelse er under behandling i det administrative klagesystem, skal kravet have en sådan klarhed, at bevisførelsen om kravets eksistens ikke overstiger den bevisførelse, der tillades ved skifteretten.

Det må være op til skyldner at bevise fordringens usikkerhed, hvis fordringen er tilstrækkeligt klar.

Bemærk

Skyldner kan søge om henstand i forbindelse med klagesagen. Se afsnit A.A.12.1 Henstand i forbindelse med klager. I SKM2017.403.ØLR fandt Landsretten, at det forhold, at selskabet havde indbragt Skatteforvaltningens afslag på henstand for Landsskatteretten, ikke afskar afsigelse af konkursdekret.

Se også oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv., da der findes flere retsafgørelser, der belyser de klarhedskrav, der stilles til fordringen. 

Fordringer sikret ved betryggende pant

Konkursloven opremser følgende tilfælde, hvor en fordring anses for så tilstrækkeligt sikret, at den ikke kan danne grundlag for konkurs: 

    1. Fordringen er sikret ved betryggende pant i skyldnerens aktiver. Se konkurslovens § 20, stk. 1, nr. 1.
    2. Fordringen er sikret ved betryggende pant stillet af tredjemand, og en konkursbegæring vil stride mod vilkårene for sikkerhedsstillelsen. Se konkurslovens § 20, stk. 1, nr. 2.
    3. Fordringshavers fordring er uforfalden og af tredjemand er eller tilbydes sikret ved betryggende pant. Se konkurslovens § 20, stk. 1, nr. 3. 

Ad 1: Betænkning nr. 606/1971 om konkurs og tvangsakkord bemærker på side 77 hvornår pantet er betryggende. For at udelukke konkurs må pantet efter udkastet være betryggende, d.v.s. det må ved tvangsrealisation kunne påregnes at give fuld dækning for pantefordringen og de med salget forbundne omkostninger. Se SKM2014.217.ØLR. Det er derfor den sandsynlige budsum ved en tvangsauktion, der skal tages afsæt i ved vurderingen af, om pantet er betryggende. Er der tvivl om, at pantet kan give fuld dækning, er konkurs ikke udelukket. Pantet er heller ikke betryggende, hvis det vil kunne omstødes i tilfælde af, at konkurs indtræder på en anden fordringshavers begæring. Bestemmelsen omfatter også sikkerhed stillet efter opkrævningslovens § 11 og punktafgiftslovene, fx lov om registreringsafgift og spiritusafgiftsloven. Se SKM2006.365.SKAT om sikkerhedsstillelse efter skatte- og afgiftslovgivningen. 

Ad 2: Det er ikke udelukket at erklære begære en skyldner konkurs, selv om der foreligger en aftalt kaution eller en sikker selvskyldnerkaution fra en eneanpartshaver. Er der derimod aftalt en sikkerhed under den kendelige forudsætning, at der ikke må indgives konkursbegæring, så længe sikkerheden giver fuld dækning, er fordringshaver bundet heraf. 

Ligestillet med pant er anden tilsvarende sikkerhed, og ligestillet med pant i tredjemands ejendom er sikker selvskyldnerkaution. Se konkurslovens § 20, stk. 2.

Subsidiært ægtefælleudlæg

En konkursbegæring kan ikke indgives på grundlag af et subsidiært udlæg efter gældsinddrivelseslovens § 12. Det skyldes, at skyldners ægtefælle ikke hæfter for gælden, men kun må tåle et subsidiært udlæg i de tilfælde, der beskrives i bestemmelsen. 

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv. 

Skemaet viser relevante afgørelser på området: 

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteret

UfR.1999.110 HR

Skyldner bestred nogle investeringsaftaler og nægtede at foretage indbetalinger herpå. De berettigede selskaber indgav konkursbegæring mod skyldner, der forinden havde overdraget væsentlige aktiver til ægtefællen. Højesteret fandt, at skyldner ikke havde godtgjort fordringernes usikkerhed. Højesteret lagde desuden vægt på, at en fristdag var nødvendig af hensyn til en evt. omstødelse.

Det er naturligvis Gældsstyrelsen som fordringshaver, der har bevisbyrden for, at kravet består. Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at Højesterets kendelse medfører, at det påhviler skyldner at dokumentere en fordrings uklarhed, hvis fordringshaver har sandsynliggjort kravet. 

Landsretten

SKM2017.403.ØLR

Landsretten stadfæstede et konkursdekret, som var afsagt på baggrund af en konkursbegæring, indgivet af SKAT mod et selskab. Konkursbegæringen hvilede på en fordring, som bestod dels af nogle "transfer pricing"-forhøjelser og dels af en afgørelse om hæftelse for ikke-indeholdt udbytteskat. At de af SKATs afsagte afgørelser, som konkursfordringen udsprang af, og som var indbragt for Landsskatteretten, kunne ikke medføre, at der ikke kunne afsiges konkursdekret. Heller ikke det forhold, at selskabet havde indbragt SKATs afslag på henstand for Landsskatteretten, afskar afsigelse af konkursdekret.

Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at Landsrettens kendelse medfører at klage over en afgørelse ikke afskærer muligheden for at anvende afgørelsen som konkursfordring.

UfR 2017.3507 VLR

Landsretten lagde til grund, at kravet havde den fornødne klarhed til at kunne danne grundlag for konkurs, idet den omstændighed, at kravet ikke var forfaldet og ikke kunne tvangsfuldbyrdes, ikke kunne føre til et andet resultat.

Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at Landsrettens kendelse gør det klart, at fordringens klarhed er afgørende for om den kan anvendes som konkursfordring.

SKM2016.543.VLR

Et selskab kærede det af skifteretten afsagte konkursdekret med principal påstand om konkursdekretets ophævelse og subsidiær påstand om hjemvisning til fornyet behandling ved skifteretten. Til støtte for påstanden om konkursdekretets ophævelse gjorde selskabet bl.a. gældende, at konkursfordringen ikke havde den fornødne klarhed til at danne grundlag for konkurs.

Selskabet gjorde herved gældende, at der ikke var hjemmel til at opkræve moms af de af selskabet solgte både, da disse aldrig havde befundet sig i Danmark eller var blevet transporteret til Tyskland inden salget til aftageren. Selskabet henviste endvidere til, at Landsskatteretten endnu ikke havde behandlet klagesagen vedrørende det momskrav, som konkursbegæringen udsprang af, og at selskabet som følge af SKATs tidligere kontrolbesøg havde en berettiget forventning om, at SKAT ikke senere ville opkræve moms af de solgte både.

Landsretten fandt, at den påklagede momsafgørelse kunne danne grundlag for et konkursdekret, da det af selskabet anførte ikke havde skabt en sådan usikkerhed om fordringens eksistens, at konkursdekret ikke kunne afsiges. Landsretten fandt også de øvrige konkursbetingelser opfyldt og stadfæstede derfor konkursdekretet. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte udpegningen af kurator.

Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at Landsrettens kendelse er i overensstemmelse med Højesterets kendelse fra 1999 (jf. ovenfor). Det er skyldner, der har bevisbyrden for, at en fordring er så uklar, at den ikke kan anvendes som konkursfordring. Klarhedskriteriet er således af afgørende betydning for en fordrings anvendelse som konkursfordring.

SKM2014.217.ØLR

SKAT havde udlæg i skyldners faste ejendom for 6.456.543 kr., og de af SKAT foretagne udlæg havde henholdsvis 19. og 22. prioritet (sidste prioritet) i prioritetsrækken af tinglyste rettigheder. Ejendommens offentlige ejendomsværdi var 7.350.000 kr.

Retten fandt under disse omstændigheder ikke, at SKATs fordring var sikret ved betryggende pant.

Da skyldner havde erkendt, at der bestod et krav, som ikke kunne betales, og da kravet trods adskillige udsættelser i skifteretten fortsat ikke blev betalt, samt henset til at SKAT har den fornødne retlige interesse i konkurs, var betingelserne for afsigelse af konkursdekret opfyldt. 

Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at Landsrettens kendelse er et udtryk for, at betryggende sikkerhed i en ejendom/et aktiv skal vurderes konkret og at aktivets værdi skal vurderes på baggrund af en forventet budsum ved aktivets (tvangs)realisation.

SKM2013.865.ØLR

Skyldnerselskabet fremkom med indsigelser mod det af SKAT fremsatte krav, og fremlagde i denne forbindelse egne opgørelser, der viste, at kravet var et andet end opgjort af SKAT. Skifteretten nægtede på denne baggrund at fremme SKATs konkursbegæring. Østre Landsret hjemviste sagen til fornyet behandling i Skifteretten, herunder til afgørelse af om selskabet var insolvent, med den begrundelse, at SKATs krav var opgjort på baggrund af selskabets egne angivelser, og at selskabet ikke havde godtgjort, at der forelå en sådan usikkerhed med hensyn til kravet, at der ikke kunne afsiges konkursdekret.

Det er Gældsstyrelsens opfattelse, at Landsrettens kendelse medfører, at når en afgørelse fra Skatteforvaltningen bygger på skyldneres egne angivelser, er skyldners bevisbyrde tungere ift. at udfordre fordringens klarhed. 

SKM2006.700.VLR

Skyldner, der i forvejen var under konkursbehandling, blev erklæret konkurs på ny for krav hvilende på forhøjelse af skatteansættelser for 2002-2004 med ca. 8 mio. kr. Forhøjelsen blev indbragt for Landsskatteretten, men skifteretten fandt, at SKATs afgørelse trods anfægtelsen i et vist omfang kunne lægges til grund. Efter en gennemgang af de enkelte punkter i SKATs afgørelse om forhøjelsen stadfæstede landsretten konkursdekretet.

TfS.2000.638 ØLR

Skatteyder gjorde indsigelse mod SKATs krav på bl.a. personskat, da kravet i det væsentligste bestod af et krav ifølge en upåanket skattekendelse. Skatteyderen havde begæret sagen genoptaget, fordi kendelsen hvilede på et ifølge skatteyder forkert grundlag. Landsretten afviste, at skifteretten skulle efterprøve skattekravet og stadfæstede konkursdekretet.

TfS.1999.198 ØLR

Skifteretten afviste en skønsmæssig ansættelse med den begrundelse, at den hvilede på et åbenbart forkert grundlag, ligesom størrelsen af skatteindkomsten var uforenelig med selskabets beskedne aktiver. SKAT påstod, at skifteretten savnede kompetence til at prøve et skattekrav, da den skønsmæssige skatteansættelse ikke havde været prøvet i det administrative klagesystem. Landsretten bekræftede den manglende kompetence, men fastslog, at en undtagelse måtte gøres ved ganske særlige omstændigheder. Sådanne forelå i sagen. Skifterettens afvisning blev derfor stadfæstet.

Sø- og Handelsretten

TfS.1998.318 SH

Et selskab påklagede sin ændrede skatteansættelse til Landsskatteretten, hvor sagen verserede, da konkursbegæringen skulle behandles. Skifteretten afviste begæringen på grund af bevisførelsens omfang. Skattekravet var derfor ikke tilstrækkeligt klart.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.