Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-2
<< >>

D.A.22.11 Udtagning

Indhold

Dette afsnit handler om den momsmæssige behandling af motorkøretøjer ved udtagning.

Afsnittet indeholder:

  • Regler
  • Særregler for udlejningsvirksomheder og køreskoler
  • Investeringsgoder (anskaffelsespris mere end 100.000 kr.)
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser med videre.

Se også

Regler

Udtagning af motorkøretøjer er reguleret i forskellige bestemmelser i momsloven, alt efter om motorkøretøjet er en vare (indkøbt til videresalg) eller et aktiv (indkøbt til brug i virksomheden). Se ML § 5 og § 8.

Vare: Når motorkøretøjet er en vare

Når en virksomhed udtager et motorkøretøj, der anses for en vare, hvor der er opnået fuld eller delvis fradragsret for moms ved indkøb eller fremstilling mv. til

  • Privat brug for virksomhedens indehaver eller dennes personale
  • Vederlagsfri overdragelse
  • Formål som ikke vedrører den registreringspligtige virksomhed.

skal der betales moms i forbindelse med udtagningen. Se ML (momsloven) § 5, stk. 1. Se dog ML (momsloven) § 5, stk. 1, 3. pkt. for tilfælde, som ikke er omfattet af reglerne om udtagning (reklameartikler og vareprøver).

Der skal også betales moms i forbindelse med udtagning af motorkøretøjer, hvis følgende betingelser begge er opfyldt:

  • Motorkøretøjet anvendes til personbefordring i henhold til ML § 42, stk. 1, nr. 7
  • Motorkøretøjet er at anse for en vare.

I sidstnævnte tilfælde skal momsen beregnes på grundlag af indkøbsprisen eller fremstillingsprisen (eksklusiv registreringsafgift og uden moms). Se ML § 28, stk. 1. Se også SKM2001.279.TSS, hvor SKAT indskærpede reglerne for den momsmæssige behandling af personmotorkøretøjer, der indregistreres af forhandlere til anvendelse til demonstrationsformål mv.

Aktiv: Når motorkøretøjet er et aktiv

Når en virksomhed udtager et motorkøretøj, der er at betragte som et aktiv,

  • hvor der er opnået fuld eller delvis fradragsret ved indkøb eller fremstilling mv.
  • der ikke er omfattet af reglerne om investeringsgoder i ML §§ 43 og 44,

skal der betales moms af denne udtagning, hvis udtagningen sker til privat brug eller andre formål, som ikke vedrører den afgiftspligtige virksomheds levering af varer eller ydelser. Se ML § 8, stk. 2.

Momsen beregnes på grundlag af indkøbsprisen (eksklusiv registreringsafgift og uden moms) reduceret med 20 pct. for hvert påbegyndt regnskabsår efter anskaffelses- eller fremstillingstidspunktet. Se ML § 28, stk. 2.

Særregler for udlejningsvirksomheder og køreskoler

Der er særregler for udlejningsvirksomheder og køreskoler, som udtager motorkøretøjer til ejerens private brug, når disse motorkøretøjer har været anvendt til udlejning eller køreundervisning.

Se eventuelt afsnit D.A.22.12 Demonstrationskøretøjer om de særlige momsregler for forskellige typer af demonstrationskøretøjer.

Investeringsgoder (anskaffelsespris mere end 100.000 kr.)

For motorkøretøjer, hvor anskaffelsesprisen er mere end 100.000 kr., skal der (i stedet for momsberigtigelse efter de almindelige udtagningsregler), foretages regulering af købsmomsen efter reglerne i ML §§ 43 og 44 (investeringsgoder).

Anskaffelsesprisen for nye motorkøretøjer er prisen ekskl. moms og registreringsafgift. Se ML § 27 og afsnit D.A.11.7.4 Regulering af fradrag for investeringsgoder ML §§ 43 og 44 om regulering af fradrag for investeringsgoder ML (momsloven) §§ 43 og 44.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser med videre

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

Sag C-193/91, Gerhard Mohsche

En værktøjsfabrikant havde indkøbt ydelser fra tredjemand til brug for en personbil, der var indkøbt til virksomheden, men som også blev anvendt privat.

EU-domstolen udtalte, at der ikke skal betales moms af ydelser udført af tredjemand med henblik på vedligeholdelse eller brug af en vare, uden at virksomheden havde haft mulighed for at få fradragsret for momsen af ydelserne.

Ifølge EU-domstolen skal udtrykket "anvendelsen af en vare" forstås snævert.

Derfor skulle værktøjsfabrikanten ikke betale moms af biudgifter til anvendelsen af personbilen.

 

Sag C-230/94, Renate Enkler

Der skulle betales udtagningsmoms af en del af udgifterne vedrørende en campingbil.

Campingbilen stod for en del af tiden til rådighed for den afgiftspligtige person på en sådan måde, at han til enhver tid faktisk kunne anvende campingbilen til formål, som var virksomheden uvedkommende.

Samtlige udgifter vedrørende campingbilen skulle dog ikke medregnes i momsgrundlaget, idet perioderne var kendetegnet ved, at campingbilen stod til den afgiftspligtige persons rådighed, ikke kun til hans private brug, men samtidig til brug for hans virksomhed. Der skulle derfor tages hensyn til en del af udgifterne svarende til forholdet mellem den samlede periode, hvor campingbilen faktisk blev anvendt i virksomheden, og den periode, hvor campingbilen faktisk blev anvendt til formål, som var virksomheden uvedkommende.

 
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.