C.A.5.17.8.4.7 Selskabets oplysningspligt
Indhold
Dette afsnit handler om selskabets oplysningspligt ved tildeling af aktier omfattet af LL (ligningsloven) § 7 A.
Afsnittet indeholder:
- Pligt til at indsende oplysninger
- Dispensation
- Skattepligt/rettelse
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Pligt til at indsende oplysninger
Oplysninger om værdien af retten til medarbejderordningen og værdien af udbytteandele skal forsynes med en attestation fra virksomhedens revisor eller advokat om, at de afgivne oplysninger er rigtige. Redegørelsen skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere, om medarbejderaktieordningen opfylder betingelserne i LL (ligningsloven) § 7 A, så ydelsen bliver skattefritaget. Den skal indsendes til skatteforvaltningen senest den 20. januar i året efter udlodning eller tildeling. Hvis denne dag er en lørdag eller søndag skal oplysningerne indsendes senest den efterfølgende hverdag. Se LL (ligningsloven) § 7 A, stk. 4.
Se også
Se også afsnit
- C.A.5.17.3.1.5 om selskabets oplysningspligt for favørkursaktier
- C.A.5.17.3.2.4 om selskabets oplysningspligt for gratisaktier.
Dispensation
Der er mulighed for at opnå dispensation fra fristen i LL (ligningsloven) § 7 A, stk. 4. Det er dog ikke alle forsinkelser, der kan medføre dispensation. Udgangspunktet er stadig, at oplysningerne skal indsendes senest den 20. januar i året efter, at medarbejderaktieordningen er gennemført. Dispensation meddeles af skatteforvaltningen.
Skattepligt/rettelse
Hvis en medarbejderaktieordning er gennemført, og det viser sig, at ikke alle betingelser i LL (ligningsloven) § 7 A er opfyldt, foretager skatteforvaltningen konkret vurdering af, om der indtræder skattepligt for alle deltagende medarbejdere, for den del af tildelingen, der ikke kunne have været tildelt efter LL (ligningsloven) § 7 A, eller om der er adgang til rettelse, eller der kan søges omgørelse.
Ligningsrådet har truffet afgørelse om, at hvis der ved en fejl tildeles en enkelt medarbejder mere end 10 pct. af hans årsløn, er der som udgangspunkt adgang til at rette fejlen. Hvis denne ikke rettes, bliver medarbejderen skattepligtig af det overskydende beløb. Se SKM2001.579.LR. I afgørelsen udtaler Ligningsrådet, at hvis der er tale om omgåelse, eller ordningen mister sin generelle karakter, vil hele ordningen falde, så alle medarbejdere bliver skattepligtige af de tildelte aktier.
Også Skatterådet har truffet afgørelse om, at en overskridelse af grænsen på 10 pct. i LL (ligningsloven) § 7 A og LL (ligningsloven) § 7 H, ikke fik den konsekvens, at bestemmelserne ikke kunne anvendes på de beskrevne aktielønsordninger. Se SKM2006.725.SR.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Skatterådet og Ligningsrådet | ||
SKM.2006.725.SR | Skatterådet bekræftede, at den økonomiske ramme på 10 pct. af årslønnen ved indgåelse af aktieaflønningsaftale omfattet af LL (ligningsloven) § 7 A og § 7 H, skal opgøres på baggrund af den forventede samlede faste årsløn og den forventede samlede variable årslønsdel. Skatterådet bekræftede også, at en overskridelse af grænsen på 10 pct. i LL (ligningsloven) § 7 A og § 7 H, ikke fik den konsekvens, at bestemmelserne ikke kunne anvendes på de beskrevne aktielønsordninger. | |
SKM2001.579.LR | Ligningsrådet nåede i sagen frem til, at en overskridelse af de objektive betingelser i nogle tilfælde kan medføre beskatning af en overskydende del og i andre et bortfald af ordningens skattefrihed. Det afgøres af den lignende myndighed efter en konkret vurdering. |
Læs også:
I Østre Landsret findes der 3 dommere, der har deltaget i henholdsvis 23, 28 og 37 skattesager, og som aldrig har givet en skatteyder medhold i noget, hverken helt eller delvis.
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil