C.A.5.17.3.8 Beskatning af selskabet
Indhold
Dette afsnit handler om beskatning af selskabet.
Afsnittet indeholder:
- Skattepligtig indkomst
- Selskabets fradragsret
- Genoptagelse af selskabets årsopgørelse
- Selskabets avanceopgørelse.
Skattepligtig indkomst
Hvis den ansatte betaler en præmie for modtagelse af købe- eller tegningsretten, og denne udløber uudnyttet, er præmien skattepligtig indtægt for selskabet. Se SL (statsskatteloven) § 4.
Udnyttes købe- eller tegningsretten, skal præmien ikke beskattes hos selskabet, da den indgår som en del af betalingen for aktierne eller som en del af kapitalforhøjelsen.
Giver et koncernselskab aktier eller købe- eller tegningsretter direkte til arbejdsgiverselskabets medarbejdere, har koncernselskabet afholdt en lønudgift, som reelt påhviler arbejdsgiverselskabet. Hvis arbejdsgiverselskabet undlader at refundere koncernselskabet de udgifter, det pågældende selskab har haft ved at yde aktier mv. til ansatte i arbejdsgiverselskabet, indebærer dispositionen et tilskud. Tilskuddet er som udgangspunkt omfattet af SL (statsskatteloven) § 4 og derfor skattepligtigt for arbejdsgiverselskabet. SEL (selskabsskatteloven) § 31 D indeholder imidlertid en særlig regel om skattefri tilskud mellem koncernselskaber.
Se også
Se afsnit C.D.2.4.3.3 Skattefri tilskud - SEL § 31 D om skattefri tilskud - SEL (selskabsskatteloven) § 31 D.
Selskabets fradragsret
Selskabet kan ikke få fradragsret efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a, af værdien af de aktier, køberetter eller tegningsretter, der er skattefri efter LL (ligningsloven) § 7 P, stk. 1. Se LL (ligningsloven) § 7 P, stk. 9, 1. pkt.
Bestemmelsen er begrundet i, at der ikke skal være adgang til at fradrage den modsvarende udgift, når der ydes aktier, køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier til en beskatning som aktieavance. Ved den modsvarende udgift forstås værdien af de ydede aktier, køberetter og tegningsretter.
Fraværet af fradragsret gælder både for det selskab, der har tildelt aktierne mv., og det arbejdsgiverselskab, der ikke selv har tildelt aktierne mv., men hvor koncernselskabet tildeler aktierne mv. Arbejdsgiverselskabets fradragsret afskæres, uanset om det refunderer koncernselskabet de udgifter, det pågældende selskab har haft ved at yde aktier mv. til ansatte i arbejdsgiverselskabet.
Der vil fortsat være fradragsret for andre omkostninger, der er forbundet med ydelsen af aktier mv., hvis der i øvrigt er lovhjemmel hertil efter SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra a.
Genoptagelse af selskabets årsopgørelse
Hvis det konstateres, at LL (ligningsloven) § 7 P alligevel ikke kan anvendes, og tildelte aktier, mv. herefter skal lønbeskattes efter LL (ligningsloven) § 28 eller LL (ligningsloven) § 16, skal der ske en genoptagelse af den ansattes årsopgørelse.
Tilsvarende vil selskabet kunne få genoptaget årsopgørelsen med henblik på at opnå fradrag for den modsvarende udgift. Genoptagelse vil kunne ske inden for fristerne for genoptagelse efter reglerne i SFL § 26, stk. 2, eller § 27, stk. 1, nr. 1.
Se også
Se også afsnit
- A.A.8.2.1 om ordinær genoptagelse
- A.A.8.2.2 om ekstraordinær genoptagelse
- C.A.5.17.4.2 om selskabets fradragsret.
Selskabets avanceopgørelse
Ved afståelse af aktier mv., der er skattefri for modtageren efter LL (ligningsloven) § 7 P og afståelse af aktier til opfyldelse af tildelte køberetter, der er skattefri for den ansatte efter LL (ligningsloven) § 7 P, skal aktierne mv. ved opgørelse af gevinst og tab efter aktieavancebeskatningsloven henholdsvis kursgevinstloven anses for afstået til handelsværdien på afståelsestidspunktet. Se LL (ligningsloven) § 7 P, stk. 9. 2. pkt.
Det vil sige, at selskabet kun har et tabsfradrag svarende til det tab, der kunne opnås ved et salg til tredjemand. Der kan altså hverken efter aktieavancebeskatningsloven eller kursgevinstloven opnås fradrag for den del af tabet, der skyldes, at aktierne mv. afstås til en kurs under markedskursen.
Bemærk
Efter gældende regler i aktieavancebeskatningsloven er der kun få situationer, hvor selskaber skal medregne gevinst og tab ved afståelse af aktier.
For tegningsretter er udgangspunktet, at udstedelse af tegningsretter ikke udløser beskatning af selskabets aktionærer. Der er heller ikke fradragsret for tab ved afståelse af tegningsretter. Se ABL (aktieavancebeskatningsloven) § 16.
Se også
Se også afsnit
- C.B.2.3 Selskabers afståelse af aktier
- C.B.2.5.3 Skattemæssige konsekvenser af udstedelse af tegningsretter for hidtidige aktionærer.
Læs også:
I Østre Landsret findes der 3 dommere, der har deltaget i henholdsvis 23, 28 og 37 skattesager, og som aldrig har givet en skatteyder medhold i noget, hverken helt eller delvis.
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil