A solgte med skattemæssig succession samtlige aktier i et af ham helejet selskab til sine tre døtre i lige andele, og det var aftalt, at en del af købesummen skulle betales med forbeholdt udbytte. Kort efter overdragelsen vedtog de tre døtre derfor på en generalforsamling at udlodde udbytte til faderen.
Sagens hovedspørgsmål var, hvorvidt dette udbytte – i overensstemmelse med SKATs afgørelse – skulle beskattes hos de tre døtre som de aktuelle aktionærer på udlodningstidspunktet, jf. ligningslovens § 16 A, eller om A havde ret i, at der på grund af aftalen om forbeholdt udbytte i stedet kun skulle ske beskatning af ham, dog således at beløbet skulle henregnes til hans afståelsessum, der var skattefri grundet succession.
Sagen var henvist til landsretten, der gav A medhold. Landsretten fandt således, at beskatningen af det udloddede beløb skulle ske hos A som en del af afståelsesvederlaget, og at der ikke i ligningslovens § 16 A var hjemmel til tillige at foretage beskatning hos døtrene.