Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-1
<< >>

Kan man få aktindsigt i en straffesag?

A.A.6.2.2.3.4.2 Undtagelse af sager

Retten til aktindsigt omfatter ikke sager inden for strafferetsplejen. Dette gælder for såvel verserende som afsluttede straffesager, herunder administrative straffesager. Se OFL § 19, stk. 1.

Hvis der i straffesagen er et administrativt bødeforlæg, der er udstedt af en almindelig forvaltningsmyndighed og vedtaget af en juridisk person, vil der være aktindsigt i dette bødeforlæg efter lovens almindelige regler om adgangen til aktindsigt. Se OFL § 19, stk. 2.

Der gælder endvidere en tidsbestemt undtagelse for lovgivningssager, idet sager om lovgivning, herunder bevillingslove, først er omfattet af retten til aktindsigt, når lovforslag er fremsat for Folketinget. Se OFL § 20.

I en sag om aktindsigt i Nationalbankens korrespondance med Skatteministeriet og to andre ministerier om SKATs ejendomsvurderinger fandt Ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere, at Skatteministeriet havde anset hele sagen om den strategiske arbejdsgruppe for at være en del af ministeriets overordnede lovgivningssag om en ny vurderingslov og på den baggrund havde undtaget alle sagens dokumenter og aktlisten fra aktindsigt efter OFL § 20. Ombudsmanden bemærkede bl.a., at det afgørende for anvendelsen af OFL § 20 ikke er, på hvilken sag et dokument er journaliseret, men om dokumentet rent faktisk kan henregnes til en lovgivningssag. Se FOU 2016.42  

Retten til aktindsigt gælder ikke for sager om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste (personalesager). Se OFL § 21, stk. 1. Retten til aktindsigt omfatter desuden ikke andre sager om enkeltpersoners ansættelsesforhold i det offentliges tjeneste. Se OFL § 21, stk. 2. I disse sager omfatter retten til aktindsigt dog oplysninger om den ansattes navn, stilling, uddannelse, arbejdsopgaver, lønmæssige forhold og tjenesterejser. Se OFL § 21, stk. 3, 1. pkt.

For så vidt angår ansatte i chefstillinger, gælder lovens almindelige regler endvidere for oplysninger om disciplinære reaktioner i form af advarsel eller derover. Se OFL § 21, stk. 3, 2. pkt. Det gælder dog kun for et tidsrum af 2 år efter at den endelige afgørelse er truffet. Se OFL § 21, stk. 3, 3. pkt.

I en sag om aktindsigt i det konkrete grundlag for tildelingen af en konkret medarbejders engangsvederlag fandt Ombudsmanden ikke, at disse oplysninger var omfattet af retten til aktindsigt efter OFL § 21, stk. 3. Se Ombudsmandens udtalelse i sag nr. 16/00541 af 10. februar 2016.

Såfremt oplysninger fra konkrete personalesager også indgår i en generel sag, har Ombudsmanden i FOB 2015.43 udtalt, at der skal foretages en konkret vurdering af, om der foreligger så væsentlige hensyn til offentlige og private interesser, at hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet. Se OFL § 33, nr. 5

Der er dog adgang til aktindsigt efter lovens almindelige regler i den øverste ledelseskontrakt, for så vidt angår oplysninger om myndighedens overordnede prioriteringer, herunder vægtningen af disse. Se OFL § 21, stk. 4. Det er imidlertid kun kontrakter, der er udarbejdet den 1. januar 2014 og frem, som er omfattet af denne bestemmelse. Se OFL § 42, stk. 9.

Endelig gælder retten til aktindsigt ikke for sager om førelse af en kalender. Se OFL § 22.

Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Skemaet viser relevante udtalelser på området:

Udtalelser fra Ombudsmanden

Udtalelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Udtalelse fra Ombudsmanden

FOU 2016.42 

I en sag om aktindsigt i Nationalbankens korrespondance med Skatteministeriet og to andre ministerier om SKATs ejendomsvurderinger fandt Ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere, at Skatteministeriet havde anset hele sagen om den strategiske arbejdsgruppe for at være en del af ministeriets overordnede lovgivningssag om en ny vurderingslov og på den baggrund havde undtaget alle sagens dokumenter og aktlisten fra aktindsigt efter OFL § 20. Ombudsmanden bemærkede bl.a., at det afgørende for anvendelsen af OFL § 20 ikke er, på hvilken sag et dokument er journaliseret, men om dokumentet rent faktisk kan henregnes til en lovgivningssag.

Ombudsmandens udtalelse i sag nr. 16/00541 af 10. februar 2016

Ombudsmanden fandt ikke, at der var aktindsigt i det konkrete grundlag for tildelingen af en konkret medarbejders engangsvederlag, jf. OFL § 21, stk. 3.

 FOB 2015.56

I en sag om anmodning om aktindsigt i dokumenter om erfaringer med reglerne om tele- og internetlogning gik Ombudsmanden nærmere ind i, hvilke dokumenter der kan henregnes til lovgivningssagen og dermed undtages efter OFL § 20.

 FOB 2015.43

Såfremt oplysninger fra konkrete personalesager også indgår i en generel sag, skal der foretages en konkret vurdering af, om der foreligger så væsentlige hensyn til offentlige og private interesser, at hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter er påkrævet. Se OFL § 33, nr. 5

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.