Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2020-1
<< >>

Hvilke dokumenter er omfattet af aktindsigt? Hvornår er SKAT forpligtet til at give aktindsigt i oplysninger i en database?

A.A.6.2.2.3.4.1 Omfanget af retten til aktindsigt

Retten til aktindsigt efter offentlighedsloven omfatter med de undtagelser, der er nævnt i OFL §§ 19-35, alle dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en forvaltningsmyndighed, herunder journaludskrift og andre fortegnelser over sagens dokumenter. Se OFL § 7, stk. 1 og 2.

Retten til aktindsigt omfatter dokumenter, der er indgået til eller oprettet af en myndighed, som led i en administrativ behandling i forbindelse med dens virksomhed. Se OFL § 7, stk. 1. Dokumentbegrebet er ikke defineret nærmere i loven., men omfatter både egentlige skriftlige dokumenter og fotografier, billeder, kort, rids mv. Desuden er materiale, der træder i stedet for skriftlige dokumenter mv. for eksempel lydbånd, film, videooptagelser, efter omstændighederne omfattet af dokumentbegrebet.

Lovens dokumentbegreb er teknologineutralt. Materiale, der lagres på nye informationsbærere eller i nye former, er derfor omfattet af dokumentbegrebet, i det omfang det pågældende materiale kan sidestilles med egentlige skriftlige dokumenter og aktstykker. Det afgørende for om noget bestemt materiale er omfattet af lovens dokumentbegreb, er således, om det pågældende materiale kan sidestilles med egentlige skriftlige dokumenter, og om det har været undergivet administrativ sagsbehandling i den pågældende myndighed. Sms-besked og e-mails, som vedrører en sag i den pågældende myndighed, vil være omfattet af lovens dokumentbegreb, hvis den indeholder oplysninger om faglige vurderinger eller oplysninger om en sags faktiske grundlag. Hvis der gælder en notatpligt i forhold til den enkelte sms-besked eller e-mail vil disse også være omfattet af dokumentbegrebet.

En e-mailtråd består af flere selvstændige dokumenter (e-mails, der hver især kan karakteriseres som dokumenter). Ombudsmanden har i en sag udtalt, at ved vurderingen af, om der kan gives aktindsigt i et dokument, der består af flere e-mails i en e-mailtråd, skal der foretages en selvstændig vurdering af hvert enkelt e-mail. Der kan ikke med henvisning til en enkelt undtagelsesbestemmelse i offentlighedsloven afslås aktindsigt i en e-mailtråd, der i offentlighedslovens forstand består af flere dokumenter, medmindre alle dokumenterne er omfattet af den samme undtagelsesbestemmelse. Se Ombudsmandens udtalelse UDT nr. 9360 af 27. februar 2017.

Journaliseringspligten af e-mails og e-mailtråd se afsnit A.A.7.7 Journalisering.

Indførsler i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags dokumenter (aktlisten) er der aktindsigt i. Se OFL § 7, stk. 2, nr. 2.Bestemmelsen indebærer, at den pågældende myndighed på eget initiativ - og samtidig med sagens øvrige dokumenter - skal meddele aktindsigt i aktlisten.

Hvis det dokument, der søges aktindsigt i, er afsendt af myndigheden, kan der først gives aktindsigt i det pågældende dokument dagen efter, at det er sendt. Se OFL § 7, stk. 3.

Det følger modsætningsvis af bestemmelsen, at retten til aktindsigt ikke omfatter dokumenter, der endnu ikke er oprettet, dvs. løbende aktindsigt. Se FOB 1998.299.

Dog har en myndighed pligt til at foretage en sammenstilling af foreliggende oplysninger i myndighedens databaser (et såkaldt dataudtræk), hvis sammenstillingen kan foretages ved få og enkle kommandoer. Såfremt oplysningerne er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i OFL §§ 19-35, gælder sammenstillingsretten kun, hvis de hensyn, der er nævnt i disse bestemmelser, kan tilgodeses gennem anonymisering eller lignende, der kan foretages ved få og enkle kommandoer. Se OFL § 11, stk. 1.

Justitsministeriet har giver afslag på en anmodning om aktindsigt, idet de oplysninger, der var anmodet om aktindsigt i, skulle fremsøges ved en søgning på dokumentniveau i ministeriets journalregister med en efterfølgende gennemgang af de herved identificerede sager. Ministeriet har anført, at  OFL § 11 ikke giver ret til dataudtræk i forhold til en myndigheds journalregister. Ombudsmanden har ikke fundet tilstrækkelig anledning til at undersøge klagen, som blev indgivet til Ombudsmanden. Se UDT nr. 9221 af 26. marts 2018.  

Ombudsmanden har i en sag udtalt, at der ved vurderingen af, hvorvidt en anonymisering kan foretages ved få og enkle kommandoer, skal lægges vægt på, om dette kan ske i løbet af kort tid, som forudsat i bestemmelsens forarbejder. Se Ombudsmandens udtalelse FOU 2016.35.

Ombudsmanden har i en sag udtalt, at der i opgørelsen af en myndigheds ressourceforbrug efter OFL § 11, stk. 1, også kunne medregnes den tid, der ville gå med at foretage de sagsbehandlingsskridt, som var nødvendige for at fastslå, om dataudtrækket indeholdt oplysninger, der var omfattet af OFL §§ 19-35. Se Ombudsmandens udtalelser FOU nr. 2016.48.

Ombudsmanden har i Folketingets Ombudsmands Beretning 2016 side 59f tilkendegivet, at alene en risiko for, at der kan være fortrolige oplysninger i et ønsket dataudtræk med store datamængder, er nok til at afvise.

Sammenstillingsretten gælder desuden ikke, hvis oplysningerne allerede er offentliggjort i egnet form eller format.

Retten til aktindsigt efter offentlighedsloven omfatter ikke databaser, herunder registre eller andre systematiserede fortegnelser, hvor der gøres brug af elektronisk databehandling, dog bortset fra indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags dokumenter. Se OFL § 10, stk. 1.

Bestemmelserne i OFL §§ 19 - 22 , omfatter undtagelse af sager, bestemmelserne i OFL §§ 23 - 27, omfatter undtagelse af dokumenter, og bestemmelserne i OFL §§ 30 - 33, omfatter undtagelse af oplysninger. Bestemmelsen i OFL § 35 regulerer forholdet til tavshedspligt, hvorefter oplysninger omfattet af en særlig tavshedspligt kan undtages fra aktindsigt. Se afsnit A.A.6.2.2.3.3om forholdet til tavshedspligt.

Oversigt over udtalelser fra Folketingets Ombudsmand

Skemaet viser relevante udtalelser på området:

Udtalelser fra Ombudsmanden

Udtalelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Udtalelse fra Ombudsmanden

 UDT nr. 9221 af 26. marts 2018

 

 Dataudtræk. Oplysninger, der er anmodet om aktindsigt i, skal fremsøges ved en søgning på dokumentniveau i ministeriets journalregister. OFL § 11 giver ikke ret til dataudtræk i forhold til en myndigheds journalregister.  

UDT nr. 9470 af 9. maj 2017

Dataudtræk. Oplysninger, der er anmodet om aktindsigt i, kunne ikke anonymiseres ved få og enkle kommandoer, og altså ikke uden brug af væsentlige ressourcer. OFL § 11.

UDT nr. 9360 af 27. februar 2017.

Ved vurderingen af, om der kan gives aktindsigt i en e-mail, skal der foretages en selvstændig vurdering af hvert enkelt dokument. Der kan ikke med henvisning til en enkelt undtagelsesbestemmelse i offentlighedsloven afslås aktindsigt i en e-mailtråd, der i offentlighedslovens forstand består af flere dokumenter, medmindre alle dokumenterne er omfattet af den samme undtagelsesbestemmelse. OFL § 7

FOU nr. 2016.48

Dataudtræk. I opgørelsen af myndighedens ressourceforbrug kunne også medregnes den tid, der ville gå med at foretage sagsbehandlingsskridt, som var nødvendige for at fastslå, om dataudtrækket indeholdt oplysninger, der var omfattet af OFL §§ 19-35.

FOU 2016.35

Dataudtræk. Ved vurderingen af, hvorvidt en anonymisering kan foretages ved få og enkle kommandoer, skal der lægges vægt på, om dette kan ske i løbet af kort tid.

FOB 2016.5

Dataudtræk. Kommunernes lønsystemer opfyldte de tekniske betingelser for at være databaser, jf. OFL § 11.

FOB 1998.299

Retten til aktindsigt omfatter ikke løbende aktindsigt. Det følger modsætningsvis af den dagældende OFL § 4, stk. 1, 1. pkt. (nugældende OFL § 7, stk. 1)

 

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=200496

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.