G.A.3.4.1.3.1.1 Krav til fordringen
Indhold
Afsnittet handler om de betingelser, en fordring skal opfylde, for at den kan danne grundlag for en konkurs.
Afsnittet indeholder:
- Fordringen skal eksistere
- Fordringen behøver ikke være forfalden
- Skønsmæssige eller foreløbige ansættelser
- Fordringer sikret ved betryggende pant
- Subsidiært ægtefælleudlæg
- Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre.
Fordringen skal eksistere
Fordringshaver har bevisbyrden for, at fordringen mod skyldner eksisterer. En konkurs kræver dog ikke, at fordringshaver har opnået dom, forlig eller lignende over for skyldner.
Fordringens eksistens skal være så klar, at fordringen umiddelbart kan danne grundlag for en konkurs. En konkurs vil derfor være udelukket, hvis det er nødvendigt med en bevisførelse, der overstiger den bevisførelse, der kan finde sted ved behandlingen af en konkursbegæring.
Skifteretten kan derfor tillade en vis bevisførelse, så der kan tages stilling til en fordring, som skyldneren bestrider. Skifteretten er derfor ikke afskåret fra at tage stilling til, om SKATs fordring har en sådan klarhed, at den kan danne grundlag for konkurs. Det gælder, selv om skyldner har påklaget kravet til fx Landsskatteretten.
I SKM2016.543.VLR fandt Landsretten, at den påklagede momsafgørelse kunne danne grundlag for et konkursdekret, da det af selskabet anførte ikke havde skabt en sådan usikkerhed om fordringens eksistens, at konkursdekret ikke kunne afsiges. Landsretten fandt også de øvrige konkursbetingelser for opfyldte og stadfæstede derfor konkursdekretet. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte udpegningen af kurator. >Se også SKM2017.403.ØLR<.
Fordringen behøver ikke være forfalden
En konkurs kræver ikke, at fordringen er forfalden til betaling på det tidspunkt, hvor konkursbegæringen indgives.
Skønsmæssige eller foreløbige ansættelser
Er et krav fra SKAT fx foreløbigt eller skønsmæssigt ansat efter OPKL § 4, stk. 1, og § 5, anses dette krav som et krav på lige fod med et krav baseret på en indsendt angivelse. SKAT skal dog kunne sandsynliggøre, at de skønsmæssige eller foreløbige fastsættelser er korrekte og dermed har en sådan klarhed, at de kan danne grundlag for en konkurs.
En skyldner kan ikke ved at klage over skatteansættelsen slippe for at indbetale sin skat til forfaldstid. Se SL (statsskatteloven) § 38. Hvis en skatteansættelse er under behandling i det administrative klagesystem, skal kravet have en sådan klarhed, at bevisførelsen om kravets eksistens ikke overstiger den bevisførelse, der tillades ved skifteretten.
Det må være op til skyldner at bevise fordringens usikkerhed, hvis fordringen er tilstrækkeligt klar.
Bemærk
Skyldner kan søge om henstand i forbindelse med klagesagen. Se afsnit A.A.12.1 Henstand i forbindelse med klager Henstand i forbindelse med klager.>I SKM2017.403.ØLR fandt Landsretten, at det forhold, at selskabet havde indbragt SKATs afslag på henstand for Landsskatteretten, ikke afskar afsigelse af konkursdekret.<
Se også
Se også oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre, da der findes flere retsafgørelser, der belyser de klarhedskrav, der stilles til fordringen.
Fordringer sikret ved betryggende pant
Konkursloven opremser følgende tilfælde, hvor en fordring anses for så tilstrækkeligt sikret, at den ikke kan danne grundlag for konkurs:
- Fordringen er sikret ved betryggende pant i skyldnerens aktiver. Se KL § 20, stk. 1, nr. 1.
- Fordringen er sikret ved betryggende pant stillet af tredjemand, og en konkursbegæring vil stride mod vilkårene for sikkerhedsstillelsen. Se KL § 20, stk. 1, nr. 2.
- Fordringshavers fordring er uforfalden og af tredjemand er eller tilbydes sikret ved betryggende pant. Se KL § 20, stk. 1, nr. 3.
Ad a: Betænkning nr. 606/1971 om konkurs og tvangsakkord bemærker på side 77 om dette, at pantet er betryggende, hvis det ved tvangsrealisation kan påregnes at ville give fuld dækning for pantefordringen og de omkostninger, der er forbundet med salget. Se SKM2014.217.ØLR. Det er derfor den sandsynlige budsum ved en tvangsauktion, der skal tages afsæt i ved vurderingen af, om pantet er betryggende. Er der tvivl om, at pantet kan give fuld dækning, er konkurs ikke udelukket. Pantet er heller ikke betryggende, hvis det vil kunne omstødes i tilfælde af, at konkurs indtræder på en anden fordringshavers begæring. Bestemmelsen omfatter også sikkerhed stillet efter OPKL § 11 og punktafgiftslovene, fx lov om registreringsafgift og spiritusafgiftsloven. Se SKM2006.365.SKAT om sikkerhedsstillelse efter skatte- og afgiftslovgivningen.
Ad b: Det er ikke udelukket at erklære en skyldner konkurs, selv om der foreligger en aftalt kaution eller en sikker selvskyldnerkaution fra en eneanpartshaver. Er der derimod aftalt en sikkerhed under den kendelige forudsætning, at der ikke må indgives konkursbegæring, så længe sikkerheden giver fuld dækning, er fordringshaver bundet heraf.
Ligestillet med pant er anden tilsvarende sikkerhed, og ligestillet med pant i tredjemands ejendom er sikker selvskyldnerkaution. Se KL § 20, stk. 2.
Subsidiært ægtefælleudlæg
En konkursbegæring kan ikke indgives på grundlag af et subsidiært udlæg efter INDOG (gældsinddrivelsesloven) § 12. Det skyldes, at skyldners ægtefælle ikke hæfter for gælden, men kun må tåle et subsidiært udlæg i de tilfælde, der beskrives i bestemmelsen.
Oversigt over afgørelser, domme, kendelser, SKAT-meddelelser med videre
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
|
Afgørelse samt |
Afgørelsen i stikord |
Yderligere kommentarer |
|
Højesteretsdomme |
||
|
UfR 1999, 110 HK |
Skyldner bestred nogle investeringsaftaler og nægtede at foretage indbetalinger herpå. De berettigede selskaber indgav konkursbegæring mod skyldner, der forinden havde overdraget væsentlige aktiver til ægtefællen. Højesteret fandt, at skyldner ikke havde godtgjort fordringernes usikkerhed. Højesteret lagde desuden vægt på, at en fristdag var nødvendig af hensyn til en evt. omstødelse. |
|
|
Landsretsdomme |
||
|
>SKM2017.403.ØLR< |
>Landsretten stadfæstede et konkursdekret, som var afsagt på baggrund af en konkursbegæring, indgivet af SKAT mod et selskab. Konkursbegæringen hvilede på en fordring, som bestod dels af nogle transfer pricing-forhøjelser og dels af en afgørelse om hæftelse for ikke-indeholdt udbytteskat. At de af SKAT afsagte afgørelser, som konkursfordringen udsprang af, var indbragt for Landsskatteretten, kunne ikke medføre, at der ikke kunne afsiges konkursdekret. Heller ikke det forhold, at selskabet havde indbragt SKATs afslag på henstand for Landsskatteretten, afskar afsigelse af konkursdekret.< |
|
|
SKM2016.543.VLR |
Et selskab kærede det af skifteretten afsagte konkursdekret med principal påstand om konkursdekretets ophævelse og subsidiær påstand om hjemvisning til fornyet behandling ved skifteretten. Selskabet påstod endvidere den af skifteretten udpegede kurator afsat. Til støtte for påstanden om konkursdekretets ophævelse gjorde selskabet bl.a. gældende, at konkursfordringen ikke havde den fornødne klarhed til at danne grundlag for konkurs. Selskabet gjorde herved gældende, at der ikke var hjemmel til at opkræve moms af de af selskabet solgte både, da disse aldrig havde befundet sig i Danmark eller var blevet transporteret til Tyskland inden salget til aftageren. Selskabet henviste endvidere til, at Landsskatteretten endnu ikke havde behandlet klagesagen vedrørende det momskrav, som konkursbegæringen udsprang af, og at selskabet som følge af SKATs tidligere kontrolbesøg havde en berettiget forventning om, at SKAT ikke senere ville opkræve moms af de solgte både. Landsretten fandt, at den påklagede momsafgørelse kunne danne grundlag for et konkursdekret, da det af selskabet anførte ikke havde skabt en sådan usikkerhed om fordringens eksistens, at konkursdekret ikke kunne afsiges. Landsretten fandt også de øvrige konkursbetingelser opfyldt og stadfæstede derfor konkursdekretet. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte udpegningen af kurator. |
|
|
SKM2014.217.ØLR |
SKAT havde udlæg i skyldners faste ejendom for 6.456.543 kr., og de af SKAT foretagne udlæg havde henholdsvis 19. og 22. prioritet (sidste prioritet) i prioritetsrækken af tinglyste rettigheder. Ejendommens offentlige ejendomsværdi var 7.350.000 kr. Retten fandt under disse omstændigheder ikke, at SKATs fordring var sikret ved betryggende pant. Da skyldner havde erkendt, at der bestod et krav, som ikke kunne betales, og da kravet trods adskillige udsættelser i skifteretten fortsat ikke blev betalt, samt henset til at SKAT har den fornødne retlige interesse i konkurs, var betingelserne for afsigelse af konkursdekret opfyldt. |
|
|
SKM2013.865.ØLR |
Skyldnerselskabet fremkom med indsigelser mod det af SKAT fremsatte krav, og fremlagde i denne forbindelse egne opgørelser, der viste, at kravet var et andet end opgjort af SKAT. Skifteretten nægtede på denne baggrund at fremme SKATs konkursbegæring. Østre Landsret hjemviste sagen til fornyet behandling i Skifteretten, herunder til afgørelse af om selskabet var insolvent, med den begrundelse, at SKATs krav var opgjort på baggrund af selskabets egne angivelser, og at selskabet ikke havde godtgjort, at der forelå en sådan usikkerhed med hensyn til kravet, at der ikke kunne afsiges konkursdekret. |
|
|
SKM2006.700.VLR |
Skyldner, der i forvejen var under konkursbehandling, blev erklæret konkurs på ny for krav hvilende på forhøjelse af skatteansættelser for 2002-2004 med ca. 8 mio. kr. Forhøjelsen blev indbragt for Landsskatteretten, men skifteretten fandt, at SKATs afgørelse trods anfægtelsen i et vist omfang kunne lægges til grund. Efter en gennemgang af de enkelte punkter i SKATs afgørelse om forhøjelsen stadfæstede landsretten konkursdekretet. |
|
|
TfS 2000, 638 ØLK |
Skatteyder gjorde indsigelse mod SKATs krav på bl.a. personskat, da kravet i det væsentligste bestod af et krav ifølge en upåanket skattekendelse. Skatteyderen havde begæret sagen genoptaget, fordi kendelsen hvilede på et ifølge skatteyder forkert grundlag. Landsretten afviste, at skifteretten skulle efterprøve skattekravet og stadfæstede konkursdekretet. |
|
|
TfS 1999, 198 ØLD |
Skifteretten afviste en skønsmæssig ansættelse med den begrundelse, at den hvilede på et åbenbart forkert grundlag, ligesom størrelsen af skatteindkomsten var uforenelig med selskabets beskedne aktiver. SKAT påstod, at skifteretten savnede kompetence til at prøve et skattekrav, da den skønsmæssige skatteansættelse ikke havde været prøvet i det administrative klagesystem. Landsretten bekræftede den manglende kompetence, men fastslog, at en undtagelse måtte gøres ved ganske særlige omstændigheder. Sådanne forelå i sagen. Skifterettens afvisning blev derfor stadfæstet. |
|
|
Sø- og Handelsretsdomme |
||
|
TfS 1998, 318 |
Et selskab påklagede sin ændrede skatteansættelse til Landsskatteretten, hvor sagen verserede, da konkursbegæringen skulle behandles. Skifteretten afviste begæringen på grund af bevisførelsens omfang. Skattekravet var derfor ikke tilstrækkeligt klart. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil