Medarbejdertelefoner | Ifølge § 40, stk. 2, kan en virksomhed registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a fradrage halvdelen af momsen vedrørende anskaffelses- og driftsudgifterne til medarbejdertelefoner, selv om de anbringes hjemme hos virksomhedens medarbejdere. Det er en forudsætning for momsfradrag, at medarbejderne skal bruge telefonen tjenstligt, og at telefonselskabets regninger er stilet til og betales af virksomheden. Fradraget må dog ikke overstige momsen af den udgift, virksomheden rent faktisk har afholdt, hvilket kan forekomme, hvis virksomheden bagefter opkræver en del af regningsbeløbet hos sine medarbejdere. I SKM2003.345.LSR havde en registreret virksomhed etableret hjemmearbejdspladser for sine medarbejdere og havde oprettet telefon- og dataforbindelser til disse. Landsskatteretten fandt, at udgifterne til telefon og ISDN-forbindelser måtte anses for udgifter vedrørende anskaffelse og drift af telefoner som omfattet af momslovens § 40, stk. 2. Der kunne derfor alene godkendes fradrag for halvdelen af momsen for disse installationer. Udgifter til ADSL-linier kunne ikke karakteriseres som telefonudgifter, og der blev derfor godkendt fuldt fradrag for disse udgifter, jf. momslovens § 37, stk. 1, da Landsskatteretten lagde til grund, at disse linier alene blev anvendt til brug for virksomhedens afgiftspligtige leverancer. Østre Landsret har i SKM2007.428.ØLR stadfæstet, at der i medfør af momslovens § 40, stk. 2, alene er halv fradragsret for momsen af virksomhedens udgifter til fastnettelefoner og ISDN-forbindelser, som var anbragt hjemme hos virksomhedens medarbejdere i forbindelse med hjemmearbejdspladser. Det var for landsretten ubestridt, at telefonerne og ISDN-forbindelserne anvendtes udelukkende erhvervsmæssigt, men landsretten fastslog, at selve anbringelsen af telefonerne og ISDN-forbindelserne hjemme hos medarbejderne medfører, at der kun er halv fradragsret for momsen efter den særlige fradragsbegrænsningsregel i momslovens § 40, stk. 2, og ikke fuld fradragsret i medfør af hovedreglen i momslovens § 37, stk. 1. Landsretten fandt ikke, at fradragsbegrænsningsreglen i momslovens § 40, stk. 2, strider imod 6. momsdirektiv fra 1977 (direktivets artikel 17, stk. 2, om fuld fradragsret for erhvervsmæssige udgifter), idet reglen i den danske momslovgivning kan føres tilbage til 1969, dvs. fra før 6. momsdirektivs ikrafttræden. Reglen har derfor hjemmel i stand stillbestemmelsen i 6. momsdirektivs artikel 17, stk. 6. I SKM2008.17.HR tog Skatteministeriet bekræftende til genmæle overfor retten til at fradrage udgifter til moms for så vidt angår telefon og ISDN-forbindelser i relation til installationer etableret hos medarbejderne på disses arbejdspladser uden for virksomhedens adresse. I en kommentar til dommen har Skatteministeriet i SKM2008.112.DEP oplyst, at ministeriet udelukkende tog bekræftende til genmæle i sagen, fordi der ved en fejl under sagens behandling ved Østre Landsret blev afgivet en bindende proceserklæring om, at det under sagen bevismæssigt kunne lægges til grund, at telefonerne og ISDN-forbindelserne havde været udelukkende erhvervsmæssigt anvendt i virksomheden og ikke af medarbejderne privat. Efter landsrettens dom har Skatteministeriet foretaget en fornyet vurdering af det momsretlige grundlag i sagen. Retsstillingen er efter ministeriets opfattelse følgende: Reglen i den nugældende momslovs § 40, stk. 2, kan føres tilbage til 1969, hvor en identisk bestemmelse fremgik af § 4, stk. 3, i Finansministeriets bekendtgørelse nr. 464 af 19. september 1969 om delvis fradragsret for merværdiafgift. Bekendtgørelsen var udstedt med hjemmel i 1967-momslovens § 16, stk. 2, der havde følgende ordlyd: "Ministeren for skatter og afgifter kan fastsætte regler, hvorefter der til den indgående afgift kan medregnes nærmere fastsatte andele af afgiften på indkøb m.v., som ikke udelukkende vedrører omsætningen af varer og afgiftspligtige ydelser." 1967-momslovens § 16, stk. 2, gav ikke hjemmel til at fastsætte regler om begrænsning af fradragsretten for indkøb m.v., der udelukkende vedrørte den afgiftspligtige omsætning. Bekendtgørelsens regel om halv fradragsret for udgifter til telefoner anbragt hos virksomhedens medarbejdere gjaldt derfor kun, hvis der ikke (undtagelsesvis) var ført tilstrækkeligt bevis fra den afgiftspligtige persons side for udelukkende erhvervsmæssig anvendelse. Reglen i den nugældende momslovs § 40, stk. 2, må forstås på samme måde, hvilket også fremgår af forarbejderne til momsloven fra 1994, hvor det anføres: "Efter bestemmelsens stk. 2 kan afgift af udgifter til privat telefon, der også benyttes erhvervsmæssigt, under visse betingelser fradrages med halvdelen". Det følger heraf, at reglen i momslovens § 40, stk. 2, ikke er til hinder for, at en virksomhed efter momslovens almindelige regler kan opnå fuld fradragsret for udgifter til telefoner, der er anbragt hjemme hos virksomhedens medarbejdere, hvis virksomheden konkret kan påvise, at telefonerne udelukkende benyttes til formål, der vedrører virksomhedens afgiftspligtige omsætning. Bevisbyrden for, at der foreligger udelukkende erhvervsmæssig anvendelse, påhviler den afgiftspligtige person, da momsloven må fortolkes således, at der består en formodning for privat brug, når telefoner er anbragt hos medarbejdere. Styrelsen har i TfS 1996, 926 truffet afgørelse om, at moms vedrørende anskaffelse og drift af mobiltelefoner, som anvendes af en virksomheds indehaver eller stilles til rådighed for medarbejdere, ikke falder ind under § 40, stk. 2, men kan fradrages efter de almindelige regler i momslovens § 37, stk. 1 og § 38. |