Til forside
tax.dk - skat og afgift
Ligningsvejledningen 2012-1
<< indholdsfortegnelse >>

M.1.4.1 Eksportmomsordningen

Det fremgår af SKM2009.167.SKAT, at ordlyden af momslovens § 57, stk. 5, med virkning fra 1. januar 2009 er ændret således, at værnsreglen i bestemmelsens 2. pkt. om, at delregistrerede virksomheder, jf. momslovens § 47, stk. 3, 2. pkt., skal anvende kalendermåneden som afregningsperiode er blevet ophævet.

Alle delregistrerede virksomheder skulle efter de før 1. januar 2009 gældende regler afregne moms månedsvis, uanset hvor stor omsætningen er i de enkelte delregistreringsforhold, jf. dagældende momslovens § 57, stk. 5, sidste pkt.

De ændrede regler pr. 1. januar 2009 for delregistrerede virksomheder betyder, at den afgiftspligtige igen kan vælge at have hovedregistreringen på kvartalsafregning og eksportregistreringen på månedsafregning. Det er dog betinget af, at hovedregistreringen og delregistreringen tilsammen ikke har en omsætning på over 15 mio. kr.

Når betegnelsen eksport anvendes i dette afsnit, menes salg til såvel kunder i andre EU-lande som til kunder i 3. lande.

Eksportmomsordningen går ud på, at virksomheder med eksportomsætning eller anden momsfri omsætning kan få momsen af eksportværdien hurtigere tilbagebetalt. Det sker ved, at virksomheden udskiller denne omsætning i en selvstændig momsregistrering med eget SE-nummer.

Delregistreringen betyder, at hver af de momsregistrerede enheder anses som en selvstændig momspligtig person, jf. momslovens § 3, stk. 3. Virksomhedens eksportsalg af varer og ydelser kan herefter faktureres i to led, nemlig fra den oprindelige enhed (hovedenheden) til den nye enhed (eksportenheden) og derefter fra eksportenheden til eksempelvis en kunde i udlandet. Virkningen heraf bliver, at leverancen fra hovedenheden til eksportenheden er momspligtig, mens leverancen fra eksportenheden til køberen i udlandet er momsfri.

Der skal føres særskilt regnskab for hver enhed.

Hovedenheden skal afregne moms af salget til eksportenheden i en given momsperiode efter momsperiodens udløb. Eksportenheden har mulighed for at afgive sin momsangivelse, som kun vil indeholde købsmoms, umiddelbart efter momsperiodens udløb. Købsmomsen vil blive udbetalt efter reglerne i opkrævningslovens § 12.

Hvilke leverancer kan medregnes i ordningen

Det er momslovens almindelige regler, som anvendes i eksportmomsordningen. Forudsætningen for at benytte ordningen er, at der skal betales moms af de leverancer, som finder sted mellem hovedenheden og eksportenheden.

Ordningen er således betinget af,

  • at levering af varer og ydelser fra hovedenheden til eksportenheden er momspligtige transaktioner, og
  • at en tilsvarende leverance mellem to uafhængige parter etableret i Danmark ville være belagt med dansk moms.

Leverancen mellem hovedenheden og eksportenheden skal tage udgangspunkt i en reel forretningsmæssig disposition, når hovedenhedens og eksportenhedens salg ses under ét.

Fakturering

Det er en forudsætning for anvendelsen af eksportmomsordningen, at virksomhedens leverancer faktureres i to led. Hovedenheden skal fakturere til eksportenheden, og eksportenheden skal fakturere til den eksterne kunde. Fakturaen fra hovedenheden skal være belagt med moms, som bliver udgående moms i hovedenheden og indgående moms i eksportenheden.

Eksportenheden skal opfylde de almindelige krav ved fakturering til eksterne kunder, dvs. ved salg af varer til kunder i andre EU-lande skal eksportenhedens faktura indeholde oplysning om enhedens SE-nummer og kundens momsnummer i et andet EU-land.

Hvis hovedenheden fakturerer til eksportenheden på uge- eller månedsbasis, skal hovedenhedens faktura indeholde henvisning til de tilsvarende fakturaer udstedt af eksportenheden.

Hvilke varer er omfattet af ordningen

Salg af varer fra hovedenheden til eksportenheden er et momspligtigt salg, når leveringsstedet er her i landet. Det er således en forudsætning, at varerne befinder sig her i landet på leveringstidspunktet, jf. momslovens § 14.

Eksportenhedens salg af varer til udlandet er fritaget for moms efter bestemmelserne i momslovens § 34. Det er en forudsætning for at anvende eksportmomsordningen, at hovedvirksomhedens leverance ikke i sig selv er fritaget for moms. Som eksempel kan nævnes, at skibe over en bruttotonnage på 5 eller over en bruttoregistertonnage på 5 t (bortset fra lystfartøjer) samt aviser i sig selv er momsfritaget efter momslovens § 34, uanset hvor leverancen foregår. Varer, der medgår til disse ydelser, kan kun medregnes i eksportmomsordningen, hvis der sker selvstændig fakturering af varerne fra eksportenheden til skibet.

Skibsværfter og bladhuse har mulighed for at anvende eksportmomsordningen i et vist omfang.

Visse delleverancer fra skibsværfter kan efter momsloven anses for at udgøre en momspligtig leverance. De kan bestå af stål og udrustning. Efter aftale med told- og skatteforvaltningen kan et skibsværft foretage en opdeling i flere delleverancer eller med andre opdelingskriterier. Det er dog en forudsætning, at delleverancerne udgør naturlige elementer af samme karakter som leverancer fra eksterne underleverandører.

Reparation, vedligeholdelse og ombygning af fly og skibe er i vidt omfang fritaget for moms efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 7 og 10, og der kan ved fakturering af disse leverancer ikke beregnes dansk moms.

Bladhuse, der leverer aviser, som er fritaget for moms, har også mulighed for at anvende eksportmomsordningen for visse delleverancer, der i sig selv kan anses at udgøre en momspligtig leverance. Det er delleverancer, som efter deres karakter kan leveres selvstændigt - f.eks. trykkeriydelser.

Hvilke ydelser er omfattet af ordningen

Virksomheder, der afsætter ydelser til udlandet, kan som udgangspunkt også anvende ordningen. Ordningen kan dog kun benyttes, når salg af de pågældende ydelser ville være belagt med dansk moms ved levering mellem to virksomheder etableret i Danmark.

Landsskatteretten har fastslået, at transportydelser mellem to andre EU-lande end Danmark, som præsteres for udenlandske ordregivere, kan komme med i eksportmomsordningen, jf. TfS 1999, 370.

Transportydelser til eller fra steder uden for EU, jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 16, og arbejdsydelser på varer, der efter endt behandling sendes ud af EU, jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 6, er under alle omstændigheder fritaget for moms og kan ikke medregnes i eksportmomsordningen.

Det samme gælder ydelser, der udføres af formidlere, som handler i andres navn og for andres regning, når de medvirker ved de i § 34, stk. 1, nr. 5-16, omhandlede transaktioner eller ved transaktioner, som udføres uden for EU.

Ydelser vedrørende fast ejendom er momspligtige det sted, hvor den faste ejendom er beliggende, jf. momslovens § 17. Hvis disse ydelser vedrører en ejendom beliggende i udlandet, er de under alle omstændigheder fritaget for dansk moms og kan derfor ikke medregnes i eksportmomsordningen.

Forskudsvis udbetaling af negativ moms

Virksomhederne kan få udbetalt et beløb, som svarer til virksomhedens gennemsnitlige tilgodehavende af overskydende moms hos told- og skatteforvaltningen.

Det udbetalte beløb svarer til 3/52 af den samlede negative moms for de senest forudgående 12 måneder. Grundbeløbet bliver kun udbetalt én gang og reguleres årligt. Til gengæld skal beløbet ikke tilbagebetales, før grundlaget for udbetalingen (eksportsalget) ophører.

For at få negativ moms forskudsvis udbetalt skal virksomheden søge om at blive omfattet af ordningen.

Der henvises til § 1 i lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter.

Regulering af beløbet

Det forskudsvis udbetalte beløb skal reguleres en gang årligt (d.v.s. hver 12. måned), så det svarer til 3/52 af forskellen mellem den udgående moms (salgsmoms + moms af EU-varekøb mv.) og den indgående moms (købsmoms) ifølge virksomhedens angivelser for de seneste 12 måneder. Det påhviler virksomheden at foretage beregningen af reguleringen. Hvis virksomheden efter udregningen har et for stort forskud, skal virksomheden indbetale differencen. Hvis virksomheden har et for lille forskud, udbetaler told- og skatteforvaltningen differencen til virksomheden. Hvis differencen er mindre end 1.000 kr, skal der ikke ske regulering.

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning
Så grådige er dommerne: I strid med reglerne scorede dommer 444.873 kr. på bijobs

,, Skattemyndighedernes opgave er at forvalte den lovgivning, som gælder på skatteområdet. Ved varetagelsen af denne opgave skal myndighederne opretholde borgernes tillid til, at myndighederne holder sig til lovgrundlaget. Den opretholdes ikke, hvis myndighederne giver skatteyderen en opfattelse af, at en lovbunden afgørelse - f.eks. en skatteansættelse - er genstand for forhandling med SKAT.

Folketingets Ombudsmand i redegørelse af 21. marts 2018

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
 A B C D E F G H I J K L M O P R S T U V Æ Ø alle   Hyppigt stillede spørgsmål 
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.