A.B.1.7.2.2 Øvrige betingelser for at få skattefri befordringsgodtgørelse

Erhvervsmæssig kørsel er kørsel, der er omfattet af LL (ligningsloven) § 9 B, når denne kørsel sker i/på lønmodtagerens eget befordringsmiddel. Som eget befordringsmiddel anses også ægtefællens eller en samlevers befordringsmiddel, når de samlevende har fælles økonomi. En arbejdsgiver kan ikke udbetale skattefri befordringsgodtgørelse til en lønmodtager for kørsel omfattet af SL (statsskatteloven) § 6, litra a, jf. LL (ligningsloven) § 9, stk. 4. Lønmodtagere kan heller ikke foretage fradrag for kørsel omfattet af SL (statsskatteloven) § 6, litra a, jf. LL (ligningsloven) § 9, stk. 1,3. pkt.

Om egen bil i relation til dele-bil-ordninger, leasede biler og bil-sameje mellem ikke-samlevende personer, se TfS 2000, 1020.

Befordringsgodtgørelse kan kun udbetales skattefrit, hvis ligningslovens betingelser herfor er opfyldt.

Befordringsgodtgørelse kan ikke udbetales, når der benyttes offentlige transportmidler. Disse udgifter kan arbejdsgiveren dog dække efter regning.

Der kan udbetales befordringsgodtgørelse for kørsel i udlandet efter de samme regler, som gælder for kørsel i Danmark.

Som ovenfor nævnt dækker befordringsgodtgørelse parkeringsudgifter, jf. også SKM2008.338.LSR. Derimod er motorvejs- eller broafgifter ikke dækket af en befordringsgodtgørelse. Disse udgifter kan ikke anses for lønmodtagerens ordinære driftsudgifter vedrørende befordringsmidlet, men som arbejdsgiverens udgift i tilknytning til lønmodtagerens erhvervsmæssige kørsel. Arbejdsgiveren kan derfor dække udgiften som udlæg efter regning - herunder ved fri motorvejs- eller bropassage. Se om broafgift i TfS 2000, 851. Om fri parkeringsplads i nærheden af arbejdspladsen, se afsnit A.B.1.9.14 Parkeringsplads. Se om udlæg efter regning i afsnit A.B.1.7.4 Udlæg efter regning (refusion af udgifter).

Tilsvarende gælder, at en lønmodtager, som anvender firmabil, der betales af én arbejdsgiver, ikke kan modtage skattefri godtgørelse i forbindelse med kørsel for en anden arbejdsgiver. En undtagelse herfra er dog de tilfælde, hvor lønmodtageren betaler den arbejdsgiver, som har stillet firmabilen til rådighed, fuldt vederlag for den kørsel, som lønmodtageren har foretaget for den anden arbejdsgiver, der ikke har stillet bilen til rådighed. En lønmodtager kan ikke modtage skattefri godtgørelse for den samme kørsel fra to arbejdsgivere.

Se TfS 1997, 658, hvor en deltidsansat fodboldspiller havde fået stillet fri bil til rådighed. Bilen blev også anvendt til erhvervsmæssig kørsel i den pågældendes andet lønmodtagerjob, for hvilken kørsel han modtog kørselsgodtgørelse. Da lønmodtageren ikke var ejer af den pågældende bil eller havde foretaget en fuldstændig betaling for den private kørsel til arbejdsgiveren, som havde stillet den fri bil til rådighed, fandt Landsskatteretten, at lønmodtageren ikke havde opfyldt betingelserne for at få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse.

• Se TfS 2000, 166, om udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse til pengeinstitutelever.
  
• Se også TfS 2000, 58, HRD, hvor en skattefri kørselsgodtgørelse, der var blevet udbetalt til en hovedanpartshaver, blev anset for skattepligtig, idet hovedanpartshaveren ikke havde modtaget løn fra anpartsselskabet og derfor ikke kunne anses for lønmodtager i sit selskab.
  
• I SKM2001.141.ØLR kunne en direktør og eneanpartshaver ikke få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse, idet hun ikke havde haft indtægtsgivende arbejde hos selskabet. Hun kunne derfor ikke anses for lønmodtager i sit selskab. Det forhold, at hun havde fået stillet fri telefon til rådighed af selskabet, medførte ikke, at hun kunne anses for lønmodtager.
  I SKM2006.181.SR fandt Skatterådet, at en timeløn på 100 kr. var tilstrækkelig til, at X kunne udbetale skattefri befordringsgodtgørelse til Y. Skatterådet lagde til grund, at der bestod et reelt ansættelsesforhold mellem X og Y. Y var underlagt X's instruktionsbeføjelse, Y arbejdede som udgangspunkt fast hver 14. dag, og Y modtog et vederlag, hvoraf der blev beregnet feriepenge i overensstemmelse med ferielovens regler.
  

Skattefri befordringsgodtgørelse til dækning af udgifter ved benyttelse af egen bil til erhvervsmæssig kørsel i 2011, jf. LL (ligningsloven) § 9 B, kan ikke overstige følgende beløb, jf. Bekendtgørelse nr. 1321 af 16. november 2010:

Se nærmere om den generelle betingelse om arbejdsgiverens kontrol med bl.a. antallet af kørte km. ved udbetalingen af godtgørelsen i afsnit A.B.1.7.3 Generelle betingelser for skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse.

De hvervgivere, som kan udbetale skattefri befordringsgodtgørelse, er: bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign., jf. LL (ligningsloven) § 9 B, stk. 5.

Personer, der kan få
skattefri befordringsgodtgørelse
efter LL (ligningsloven) § 9 B

1. Lønmodtagere
Som ovenfor nævnt, kan der kun udbetales skattefri befordringsgodtgørelse for kørsel, som lønmodtageren selv har foretaget. Se SKM2003.317.ØLR, hvor det blev statueret, at der ikke kunne udbetales skattefri befordringsgodtgørelse til en lods for kørsel, hvor den pågældende ikke selv var med i bilen.

Er betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse opfyldt, jf. LL (ligningsloven) § 9 B - herunder 60 dages-reglen - kan skattefri godtgørelse udbetales. Såfremt strækningen mellem hjem og arbejde er større end det antal km., for hvilket der udbetales godtgørelse, har lønmodtageren mulighed for at tage fradrag efter LL (ligningsloven) § 9 C.

Eksempel: afstanden mellem lønmodtagerens sædvanlige bopæl og en konkret arbejdsplads er 100 km, og afstanden mellem arbejdsgiverens adresse og den konkrete arbejdsplads er 30 km. Arbejdsgiveren yder kun godtgørelse for en strækning svarende til de nævnte 30 km. For de resterende 70 km. kan lønmodtageren foretage fradrag efter LL (ligningsloven) § 9 C, dvs. alene for befordring ud over 24 km. pr. dag.

Faste - f.eks. månedlige eller årlige - beløb, der udbetales uafhængig af det faktiske antal kørte kilometer, eller beløb, der skal dække uden for særlige afstandszoner, kan ikke udbetales som skattefri godtgørelse. Se afsnit A.B.1.7 Skattefri rejse- og befordringsgodtgørelse og bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, § 2.

Se TfS 1999, 928, om en befordringsgodtgørelse, som blev ácontoudbetalt med lige store månedlige beløb. Godtgørelsen blev anset for skattepligtig, idet der ikke var sket justeringer af kørselsbehovet i løbet af året, ligesom der ikke var sket reguleringer af for meget udbetalt kørselsgodtgørelse i årets løb.

Er befordringsgodtgørelse udbetalt skattefrit, uden at betingelserne for skattefrihed er opfyldt, er godtgørelsen skattepligtig som personlig indkomst for modtageren, og den pågældende er herefter henvist til at foretage fradrag for befordring i sin skattepligtige indkomst efter LL (ligningsloven) § 9 C, se herom længere nede i dette afsnit.

En arbejdsgiver kan ikke dække en lønmodtagers udgifter til erhvervsmæssig kørsel i eget befordringsmiddel - dvs. udgifter til benzin, forsikring m.v. - skattefrit som udlæg efter regning, herunder ved direkte betaling heraf. Dette følger af LL (ligningsloven) §§ 9, stk. 4 og 9 B, stk. 4. Det skyldes, at der ikke vil kunne foreligge eksterne udgiftsbilag udelukkende for den erhvervsmæssige del af udgifterne. Se om udlæg efter regning i afsnit A.B.1.7.4 Udlæg efter regning (refusion af udgifter).

2. Bestyrelsesmedlemmer og lign.

Der kan udbetales skattefri befordringsgodtgørelse til såvel lønnede som ulønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign., efter samme principper og med samme beløb, der gælder for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse til lønmodtagere, jf. LL (ligningsloven) §§ 9, stk.4, 5. pkt. og 9 B, stk. 5.

Skattefri befordringsgodtgørelse kan kun udbetales til bestyrelsesmedlemmer og lignende for kørsel vedrørende opgaver, som står i naturlig forbindelse med hvervet som medlem af bestyrelsen og lign., se herom SKM2009.430.HR.

Der kan udbetales skattefri befordringsgodtgørelse til et byrådsmedlem for kørsel mellem dennes civile arbejdsplads og mødesteder, der er forbundet med hvervet som byrådsmedlem, såfremt denne kørsel ikke overstiger kørslen mellem den pågældendes sædvanlige bopæl og arbejdspladserne ved byrådsarbejdet, og kun så længe at kørslen ikke overstiger 60 gange indenfor 12 måneder, se SKM2011.9.SR.

For så vidt angår de lønnede bestyrelsesmedlemmer og lign., som er omfattet af reglerne om skattefri befordringsgodtgørelse, afgrænses denne personkreds på samme måde som den personkreds, der er nævnt i KSL (kildeskatteloven) § 43, stk. 2, litra a. Heraf følger, at der kun kan udbetales skattefri befordringsgodtgørelse til de lønnede bestyrelsesmedlemmer og lign., som får et vederlag, der er A-indkomst.

Se ovenfor omtalte afgørelse, SKM2001.141.ØLR, hvor en direktør og eneanpartshaver ikke ansås for berettiget til at få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse fra sit selskab. Hun kunne ikke anses for lønmodtager, da hun havde valgt ikke at få udbetalt løn af selskabet, og hun kunne heller ikke anses for bestyrelsesmedlem, da selskabet ikke havde nogen bestyrelse. Endvidere kunne de arbejdsopgaver, som hun havde fået udbetalt kørselsgodtgørelse for, ikke sidestilles med bestyrelsesarbejde.

Lønmodtagere, som ikke har fået udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse, fordi deres befordring mellem bopælen og en given arbejdsplads ikke kan anses for erhvervsmæssig efter 60 dages-reglen i LL (ligningsloven) § 9 B, stk. 1, litra a, er ligeledes henvist til at benytte fradraget for befordring mellem hjem og arbejdssted efter LL (ligningsloven) § 9 C.

Lønmodtageres fradrag for erhvervsmæssige befordringsudgifter kan således hverken foretages med Skatterådets satser for befordringsgodtgørelse eller med de faktiske, erhvervsmæssige kørselsudgifter, jf. LL (ligningsloven) § 9, stk. 1, 3. pkt.

Bestemmelsen i LL (ligningsloven) § 9 B, stk. 4, 2. pkt., om lønmodtageres fradrag for erhvervsmæssige befordringsudgifter efter LL (ligningsloven) § 9 C, medfører også, at hvis betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelse er opfyldt, men godtgørelsen er udbetalt med et lavere beløb end Skatterådets satser, kan der ikke foretages fradrag for differencen mellem den modtagne godtgørelse og satserne. Lønmodtageren kan dog i denne situation vælge at medregne godtgørelsen i den skattepligtige indkomst og herefter foretage fradrag efter LL (ligningsloven) § 9 C. Se nærmere herom i afsnittene A.F.3.3 Godtgørelse eller fradrag for erhvervsmæssig befordring og A.F.3.3.1 Lønmodtagere hovedregel.

Om de særlige regler for handelsrejsendes fradrag for erhvervsmæssige befordringsudgifter, jf. LL (ligningsloven) § 9 B, stk. 4, 3. og 4. pkt., se i afsnit A.F.3.3.2 Særlig regel for lønmodtagere med flere arbejdsgivere.

Om lønmodtageres fradrag for udgifter ved erhvervsmæssig befordring, se også afsnit A.F.3.3 Godtgørelse eller fradrag for erhvervsmæssig befordring.