|
I øvrigt | Nedenstående afgørelser illustrerer en række situationer vedrørende enkeltstående maskerede udlodninger henholdsvis maskerede udbytter. Sammenhold med afsnit S.F.2.1.11 Ydelser i aktionærens interesse i øvrigt. UfR 1975, 596 HR : (Kommenteret i Revision og Regnskabsvæsen 1976.243). Hovedaktionærs indfrielse af sælgerpantebrev til selskab til kurs 60 anerkendt. Kursen svarede til pantebrevenes handelsværdi. Pantebrevene hidrørte fra hovedaktionærens køb af selskabets ejendom, hvilket køb ikke ansås sket til en værdi, der var lavere end ejendommens handelsværdi. LSRM 1978, 103 LSR : Et selskab var stiftet ved overdragelse af stifternes personligt drevne virksomhed til bogført værdi, herunder pantebreve til pariværdi. Ved selskabets salg i samme år af pantebrevene til tredjemand opstod tab. Forskellen mellem pantebrevenes pariværdi og deres skønnede handelsværdi ved selskabets stiftelse anset for en udlodning, der ikke kunne fradrages af selskabet. LSRM 1979, 169 LSR : Tilbagekøbsretten til en ejendom blev udnyttet af en enke, der var hovedaktionær i det selskab, som afstod ejendommen. Den økonomiske fordel ved udnyttelsen af tilbagekøbsretten blev anset for indkomstskattepligtig for enken, idet der bl.a. blev lagt vægt på, at tilbagekøbsretten var erhvervet på et tidspunkt, hvor enkens mand og hans søster dominerede selskabet. I LSRM 1982, 15 LSR ansås en ingeniør for indkomstskattepligtig af en udlodning fra det af ham beherskede selskab, da dette betalte hans udgift for at bestå eksamen som kloakmester. Landsskatteretten var af den opfattelse, at ingeniøren ved at bestå kloakmestereksamen havde opnået en status, der indebar en videreuddannelse. LSRM 1984, 11 LSR : En direktør solgte pantebreve til C A/S til kurs 90. Skatterådet kunne ikke godkende højere kurs end 71. Direktøren var ikke aktionær i C, men i B A/S, et familieaktieselskab i det væsentligste ejet af direktøren, hans moder og søster. B ejede hele kapitalen i C. Landsskatteretten fandt efter det oplyste om sammenhængen af aktionærkredsen i C A/S, at købesummens fastsættelse var muliggjort af direktørens familiemæssige indflydelse i aktionærkredsen, og forskellen blev anset som engangsydelse af udlodningsmæssig karakter. TfS 1989, 164 LSR : Ved salg af tegningsretten til konvertible obligationer til tredjemand ansås hovedaktionæren at have modtaget en maskeret udlodning svarende til handelsværdien af tegningsretten. TfS 1990, 329 LSR : Omdannelsen af en personligt drevet virksomhed til et anpartsselskab skete efter reglerne i virksomhedsomdannelsesloven. Landsskatteretten bemærkede, at en eventuel fravigelse i de i forbindelse med virksomhedsomdannelsen anvendte værdier på de overdragne aktiver (bil og inventar) i princippet alene påvirkede omsætningsværdien for de erhvervede anparter. Derudover bemærkede retten, at der i forbindelse med omdannelsen ikke var ydet skatteyderen et stiftertilgodehavende, som ville kunne påvirkes af en eventuel overpris på de overdragne aktiver. Der var herefter ikke grundlag for at statuere maskeret udlodning. TfS 1991, 16 ØLD : Ved udtræden af et revisorinteressentskab og påbegyndelse af ny revisionsvirksomhed udtog interessenten en større klientmasse end svarende til hans andel af interessentskabet. Der kunne ikke opnås enighed om betalingen herfor, hvorfor spørgsmålet blev undergivet voldgift. Omkostningerne ved voldgiftssagen blev betalt af et af interessenten stiftet anpartsselskab, og det blev gjort gældende, at udgiften vedrørte dettes interesser. Retten fandt, at sagsomkostningsbeløbet var en af SL (statsskatteloven) § 4 omfattet indtægt for interessenten, idet omkostningerne alene påhvilede interessenten, der også i særlig grad havde haft interesse i voldgiftsagen. Afgørelsen blev indbragt for Højesteret og forligt d. 22. november 1990. Anken blev hævet og interessenten anerkendte, at sagsomkostningsbeløbet skulle betales af ham personligt. TfS 1994, 530 VLD : En eneanpartshaver og direktør blev anset skattepligtig som maskeret udbytte, af et tab som selskabet fik ved salg af en malerisamling til ham. Landsretten fandt, at der på grund af interessefællesskabet mellem parterne måtte stilles særlige krav til dokumentationen for at overdragelsen var sket på markedsvilkår. TfS 1994, 131 VLD vedrørte et tilfælde, hvor et udenlandsk firma havde udbetalt provisioner til 2 danske anpartsselskaber. Anpartsselskaberne og disses anpartshavere var anpartshavere i et dansk selskab, der havde eneforhandlingen af maskiner, der blev fremstillet af det udenlandske firma. Provisionsindtægterne fra det udenlandske firma til selskabet, der havde eneforhandlingen, blev udbetalt på grundlag af omsætningen af landbrugsmaskiner. Imidlertid blev provisionsindtægterne fordelt forholdsmæssigt mellem aktionærerne i selskabet. Landsretten fandt, at provisionerne skulle beskattes i selskabet, der havde eneforhandlingen. Endvidere ansås udbetalingen af provisionerne til anpartsselskaberne for maskeret udlodning. I TfS 1994, 641 LR blev hovedaktionæren efter en konkret vurdering udlodningsbeskattet ved selskabets aktietegning til overkurs i et ligeledes af hovedaktionæren domineret selskab. Se hertil TfS 1994, 631 LR, hvor udlodningsbeskatning ikke gennemførtes. TfS 1995, 783 HR : De 8 anpartshavere i et selskab afhændede i 1985 deres anparter i selskabet for 25,5 mio. kr. Salgssummen, der svarede til en gennemsnitlig kurs for anparterne på 25.500, blev fordelt således mellem anpartshaverne, at de to i sagen omhandlede anpartshavere hver modtog 7.377.886 kr. svarende til kurs 30.741, mens de øvrige anpartshavere forholdsmæssige vederlag svarede til kurs 20.662. Landsretten lagde til grund, at aftalen om salget af anparterne var indgået under ét som salg til en fastsat samlet købesum for samtlige aktier, der alle havde lige rettigheder i selskabet. Skævdelingen af vederlaget beroede derfor på anpartshavernes indbyrdes aftale. Mervederlaget ud over gennemsnitskursen var derfor skattepligtigt efter SL (statsskatteloven) § 4. For Højesteret blev det yderligere anført, at skattekravet, der oprindeligt var gjort gældende som særlig indkomst, var forældet. Kravet fandtes ikke forældet, og Højesteret stadfæstede Landsrettens dom. TfS 1995, 799 VLD : En skatteyder trak en check på 376.200 DEM eller 1.431.461 DKK på sit selskab, hvori han var eneanpartshaver, og han indsatte checken på sin konto i Jyske Bank i Hamburg. Checken blev senere overført til selskabets bankkonto i Schweiz. Skatteforvaltningen forhøjede hans skattepligtige indkomst med beløbet, som blev anset som maskeret udlodning. Skatteankenævnet stadfæstede ansættelsen og henviste til, at en over skatteyderen afsagt straffedom havde taget tilstrækkelig klar stilling til indkomstansættelsen, herunder at der forelå maskeret udbytte/udlodning. Landsretten tiltrådte ligesom tidligere Landsskatteretten, at beløbet var beskattet som maskeret udlodning for skatteyderen uanset, at kontoen i Schweiz var oprettet i selskabets navn og bl.a. henset til, at skatteyderen i selskabets kassekladde havde posteret beløbet som varekøb. Dommen i straffesagen (TfS 1991, 320 VLD) fandtes ikke at have taget stilling til unddragelsens betydning for afgørelsen af skattepligtig almindelig indkomst på en sådan måde, at skatteyderen var afskåret fra domstolsprøvelse af sine anbringender. TfS 1998, 10 LSR : En direktør og hovedanpartshaver i et selskab havde i spirituspåvirket tilstand totalskadet den bil, selskabet havde stillet til hans rådighed. Forsikringsselskabet udbetalte - på grund af grov uagtsomhed - ikke erstatning, og selskabet, der ikke havde krævet erstatning, kunne ikke få fradrag for tabet, der blev anset for maskeret udlodning til hovedanpartshaveren. Den maskerede udlodning blev opgjort til selskabets skattemæssige tab. TfS 1998, 114 HR : Efter en skatteyders konkurs stiftedes selskab A med skatteyderens 3 mindreårige børn som stiftere, og skatteyderen blev ansat i selskabet. Senere stiftede A og en tredjemand et nyt selskab B, og A overdrog virksomheden til B. Endvidere stillede A skatteyderens arbejdskraft til rådighed for B, som betalte A for arbejdskraften. A købte endvidere 10 malerier af en kunstner samt ydede denne et lån på 20.000 kr. Højesteret lagde til grund, at skatteyderen havde den bestemmende indflydelse i A og B. Højesteret fandt, at den valgte konstruktion ikke var forbundet med en sådan realitet, at den kunne lægges til grund ved fastsættelsen af skatteyderens skattepligtige indkomst. De vederlag, som B betalte til A for skatteyderens arbejdskraft, var skattepligtige hos skatteyderen som vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. Købet af malerierne og lånet til kunstneren kunne ikke anses som normale forretningsmæssige dispositioner for A, men skete i skatteyderens personlige interesse, og det godkendtes, at tilsvarende beløb var blevet ført til beskatning hos skatteyderen. I TfS 1999, 514 VLD havde skattemyndighederne foretaget en skønsmæssig forhøjelse af et selskabs indkomst. Landsretten bemærkede, at der ikke var foretaget effektive kasseafstemninger, og at selskabets regnskab ikke opfyldte kravene i Skatteministeriets bekendtgørelse om mindstekrav til årsregnskaber. Retten fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte det af skattemyndighederne udøvede skøn, og fandt endvidere ikke grundlag for at anse forhøjelsen af indtægterne for yderligere løn til hovedanpartshaveren, idet den allerede hævede løn i selskabet sammenlagt med forhøjelsen af selskabets indkomst ikke kunne anses som sædvanligt vederlag for den pågældende stilling og arbejdsindsats. I TfS 1999, 630 VLD var skatteyderen aktionær i et aktieselskab, som blev likvideret i 1989. Selskabet havde anfægtet de af skattemyndighederne for tidligere år foretagne skatteansættelser for selskabet, og ved likvidationen overdrog selskabet til skatteyderen retten til over for skattemyndighederne at gennemføre en skattesag vedrørende disse skatteansættelser. Skatteyderen fik retten til provenuet heraf mod at afholde alle udgifter ved sagens førelse. I 1992 afsagde Landsskatteretten kendelse, og nedsatte selskabets ansættelser for de pågældende år, hvilket medførte en udbetaling af overskydende skat med rentegodtgørelse på i alt 421.827 kr. Sagen drejede sig om beskatningen af dette beløb hos skatteyderen. Skattemyndighederne fandt, at beløbet var skattepligtigt, og at advokatudgifterne ved sagen var fradragsberettigede. Landsretten bemærkede, at skatteyderen i 1989 fik ejendomsret til en fordring, som viste sig at have en værdi på 421.827 kr. Skatteyderen opnåede herved en kursgevinst, som var skattefri (dissens). Se vedrørende selskabets indfrielse af hovedaktionærens kautionsforpligtelser TfS 1999, 294 VLD og TfS 2000, 796 HR. TfS 1990, 15 VLD : Ved overdragelsen af en bil, som en ansat havde erhvervet af arbejdsgiveren for 25.000 kr., og som ifølge Dansk Automobilforhandlerunions brugtvognskatalog havde en vejledende udsalgspris på 38.000-40.000 kr., fandtes der ikke ydet en gave, som skulle gøres til genstand for beskatning. Retten lagde herved til grund, at det beløb, som den ansatte betalte for bilen, efter bevisførelsen var den pris, som arbejdsgiveren på daværende tidspunkt kunne opnå ved et salg i fri handel. Det fandtes herefter ikke afgørende, at bilen kort tid efter, at den var betalt, indgik i en byttehandel med 34.600 kr. TfS 2000, 467 HR : Sagen drejede sig om forhøjelser for 1986 og 1987 med henholdsvis 164.640 kr. og 320.861 kr. i forbindelse med skatteyderens køb af en grund i Australien og indskud i en australsk bank. Beløbene blev af skattevæsenet anset som maskeret udbytte fra skatteyderens selskab, mens skatteyderen gjorde gældende, at der var tale om midler fra opsparinger og lån. Højesteret fastholdt ansættelserne med bemærkning om, at skatteyderen ikke havde dokumenteret låneforholdet, og at opsparede midler i hvert fald ikke var selvangivet. TfS 2000, 640 VLD : Selskabet, hvori skatteyderen var hovedaktionær, solgte 1. januar 1993 en bil til skatteyderen for 40.000 kr. Skattemyndighederne ansatte bilens værdi til 100.000 kr. og forhøjede skatteyderens indkomst med 60.000 kr. som maskeret udbytte. Året efter indbyttede skatteyderen bilen, som indgik i handlen med en værdi på 81.000 kr. Ved et syn og skøn i forbindelse med sagens behandling i Landsskatteretten blev vurderingsprisen ved udskiftning til anden bil i 1993 sat til 90-100.000 kr., og Landsskatteretten stadfæstede ansættelsen. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn. Ansættelsen blev herefter fastholdt. SKM2001.88.HR vedrørte spørgsmålet, om de aktiver, som skatteyderne havde fået til disposition i forbindelse med salg af et selskab, 4.746.861 kr., skulle medregnes som udbytte og beskattes som almindelig indkomst efter ligningslovens § 16 A. Skatteyderne havde drevet virksomhed i et anpartsselskab, som de ejede med halvdelen hver. De stiftede i 1990 et aktieselskab, hvortil anpartsselskabet overdrog driftsaktiviteterne, og de solgte herefter deres anparter til et finansieringsselskab. Overskudsselskabet blev solgt med en balance på ca. 6 mio. kr. Ifølge aftalen skulle købesummen betales kontant, men handlen blev i stedet gennemført ved, at skatteydernes revisor foranledigede differencen mellem selskabets aktiver og købesummen overført til køberens bank, hvorefter et beløb svarende til købesummen blev overført fra det solgte selskab til skatteyderne. Højesteret fandt ikke, at der ved gennemførelsen af handelen forelå en udlodning fra selskabet til sælgerne, og skatteyderne blev derfor ikke anset for skattepligtige efter ligningslovens § 16 A, men efter reglerne om beskatning af avance ved salg af anparter. I SKM2001.164.VLR vedrørende apportindskud, havde skatteyderen stiftet et anpartsselskab, hvorved indskudskapitalen blev berigtiget ved et apportindskud. Da det efterfølgende viste sig, at apportindskuddet havde en lavere værdi, end det var optaget med ved anpartsselskabets stiftelse, blev skatteyderen, der var eneanpartshaver, beskattet af forskellen mellem apportindskuddets forudsatte og faktiske værdi under henvisning til LL (ligningsloven) § 16 A, stk. 1. Ved et forlig indgået ved landsretten anerkendte Skatteministeriet, at den skattemæssige anskaffelsessum for anparterne blev reguleret til den faktiske værdi, således at apportindskuddets lavere værdi ikke medførte udlodningsbeskatning. I en kommentar til dommen, SKM2001.165.DEP, har Skatteministeriet bemærket, at den rette reaktion i skattemæssig henseende i stedet normalt vil være den, at konstateringen af, at apportindskuddet var mindre værd end forudsat, får indvirkning på anparternes anskaffelsessum, der herved bliver lavere. SKM2002.193.TSS : Et svensk selskab foretog i 2000 og 2001 strukturændringer, der indebar, at aktionærerne i selskabet blev tildelt aktier i to svenske datterselskaber. En dansk aktionær anmodede Told- og Skattestyrelsen om tilladelse til, at strukturændringen blev betragtet som en spaltning, hvor aktionæren kunne opnå succession, jf. fusionsskattelovens § 15 b, stk. 6. Der blev henvist til, at de gennemførte transaktioner opfyldte de krav, som den danske fusionsskattelov stiller for at kunne opnå succession. Told- og Skattestyrelsen imødekom ikke ansøgningen, idet erhvervelsen af aktierne i datterselskaberne ikke kunne anses som modtaget som led i en spaltning. Tildelingen af datterselskabsaktierne måtte derimod betragtes som udlodning af udbytte, jf. ligningslovens § 16 A. I SKM2004.106.HR Skatteyderen og dennes samarbejdspartner lod foretage krydsende udlodninger fra selskaber, kontrolleret af dem, til henholdsvis et selskab ejet af skatteyderens hustru og af samarbejdspartneren. For dette forhold havde Vestre Landsret i en straffedom fundet skatteyderen og samarbejdspartneren skyldig i overtrædelse af skattekontrollovens § 13.
Højesteret fandt, at de krydsende og indbyrdes sammenhængende lige store betalinger fra selskaberne var uden driftsmæssig baggrund.
Skatteyderen gjorde gældende, at der ikke efter ligningslovens §16 A eller retspraksis var hjemmel til at beskatte beløbet på kr. 500.000,- som udlodning til ham, fordi han ikke havde haft økonomisk eller personlig interesse i beløbets udbetaling til hustruens selskab, og at han ikke med udbetalingen havde realiseret nogen indkomst, fordi han skatteretlig måtte identificeres med sin ægtefælle.
Højesteret fandt, at betalingen til hustruens selskab indebar en vilkårlig overførsel af kr. 500.000,- fra skatteyderens selskab og måtte anses for betinget af hans ejerforhold til dette selskab. Betalingen af beløbet måtte efter Højesteret opfattelse herved anses for realiseret som indkomst for skatteyderen og beløbet var udbyttebetaling til ham, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1. I SKM2002.517.VLR fratrak et dansk selskab i 1997 tab på et tilgodehavende hos et svensk selskab, som det danske selskab havde leveret varer til. Fordringen var ubestridt af det svenske selskab, og der forelå ikke oplysning om, at det svenske selskab ikke kunne betale. Det svenske selskab gjorde imidlertid gældende at have et modkrav som følge af mangler ved et parti guldtråde, som var leveret til det svenske selskab. Handlen om guldtråd var imidlertid indgået af sagsøgerens direktør personligt med det svenske selskab og vedrørte ubestridt ikke det danske selskab. En indledt retssag mellem de to selskaber blev opgivet to dage før domsforhandlingen, mod at hver part bar egne omkostninger. Landsretten lagde til grund, at det danske selskab som led i aftalen opgav sit krav mod det svenske selskab, mod at dette selskab så herefter ikke rejste krav i anledning af guldhandlen. Landsretten fandt, at selskabets opgivelse af sit ubestridte tilgodehavende indebar en accept af, at det svenske selskab modregnede sit mangelskrav i det danske selskabs tilgodehavende, uden at der herved blev fremsat regreskrav mod det danske selskabs direktør, at selskabet dermed afholdt en selskabet uvedkommende udgift til fordel for direktøren, der var samlevende med selskabets ejer, og at dette var en følge af interessefællesskabet mellem selskabets ejer og direktøren, hvorfor selskabets disposition ikke beroede på sædvanlige forretningsmæssige overvejelser. Herefter tiltrådte landsretten, at der forelå maskeret udlodning. I SKM2004.87.HR Appellanten var skattepligtig af indtægterne fra en virksomhed med fast driftssted i Danmark i henhold til KSL (kildeskatteloven) § 2, stk. 1, litra d.
Han fik ikke medhold i en påstand om, at et større beløb, der var indbetalt til virksomheden fra et tysk selskab, var tilbagebetaling af et lån, som ikke havde med den danske virksomhed at gøre. Han blev derfor beskattet af beløbet i henhold til KSL (kildeskatteloven) § 2. I SKM2003.61.ØLR var skatteyderen og et af ham kontrolleret selskab, i forbindelse med et anpartssalg, mod vederlag i forening pålagt en konkurrenceklausul. Efter en skønsmæssig fordeling henførte skattemyndighederne 75% af vederlaget til skatteyderen personligt, uanset at vederlaget for konkurrenceklausulen ifølge skatteyderen i det hele tilkom selskabet. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn. I SKM2003.111.LSR fandt Landsskatteretten bl.a., at erstatningspligten - i forbindelse med et advokataktieselskabs betaling af erstatning som følge af rådgivning i forbindelse med salg af et aktieselskab, der blev udsat for selskabstømning - i givet fald påhvilede selskabet, der dog konkret ikke kunne opnå fradrag. Der var således ikke tale om maskeret udbytte. (Styrelsens referat er ikke identisk med det i afgørelsen anførte resumé). I SKM2004.107.ØLR havde en hovedanpartshaver solgt en motorbåd til sit selskab. Købesummen blev berigtiget ved modregning i hovedanpartshaverens gæld til selskabet. Selskabet skulle ikke benytte båden i sin drift og satte den til salg. Indtil salget, der skete med tab, afholdt selskabet udgifter til forsikring af båden m.v. Landsretten lagde til grund, at udligningen af hovedanpartshaverens gæld til selskabet var sket med et usædvanligt betalingsmiddel, som indebar, at liggeomkostninger og risiko for værditab blev overvæltet på selskabet. Hertil kom, at selskabets erhvervelse af båden ikke havde nogen tilknytning til selskabets drift. Landsretten fandt på den baggrund, at salget af båden til selskabet ikke var en forretningsmæssig begrundet disposition og ikke skete på normale handelsmæssige vilkår. Landsretten tiltrådte herefter Landsskatterettens vurdering, hvorefter overdragelsen af båden til selskabet måtte anses som et udslag af hovedanpartshaverens bestemmende indflydelse i selskabet. Herefter var de af selskabet afholdte udgifter og tabet ved videresalget af båden maskeret udlodning til hovedanpartshaveren. I SKM2006.164.LSR var der sket skævdeling af udbytte. Landsskatteretten bemærkede, at det følger af retserhvervelsesprincippet, at udbytte anses for erhvervet, når der er erhvervet endelig ret hertil. Efter praksis anses endelig ret til udbytte for erhvervet på tidspunktet for fastsættelse af udbyttet (deklarering) ved selskabets generalforsamling. Da det hverken af vedtægterne eller af anparthaveroverenskomsten fremgik, at udbyttet ikke skulle fordeles mellem anpartshaverne i henhold til disses ejerandel af selskabets anpartskapital, blev det ved afgørelsen lagt til grund, at klageren som følge af sit ejerskab af 56,8 % af anpartskapitalen var berettiget til 56,8 % af udbytte, der blev udloddet fra selskabet.
Som sagen forelå oplyst, var det ikke godtgjort, at klageren forud for fastsættelsen af udbyttet på selskabets generalforsamling havde givet afkald på en del af udbyttet på en sådan måde, at han ikke havde ret til udbytte i overensstemmelse med sin forholdsmæssige andel af anpartskapitalen. I SKM2007.216.VLR købte sagsøgeren en bil af sit selskab for 205.000 kr. Navnlig henset til, at samme bil 11 måneder tidligere var blevet erhvervet af selskabet for 473.000 kr. samt det faktum, at myndighedernes skøn havde taget udgangspunkt i oplysningerne i DAFs brugtbilkatalog, var der ikke grundlag for at tilsidesætte myndighedernes skønsmæssigt fastsatte handelsværdi. I SKM2008.85.HR havde et af appellanten stiftet selskabet ubestridt udeholdt indtægter hidrørende fra salg af biler i sit første regnskab. Senere indgav selskabet et nyt regnskab indeholdende indtægter fra salg af bilerne. Appellanten blev beskattet af de udeholdte indtægter som maskeret udlodning. Højesteret fandt, som landsretten, at det påhvilede appellanten at godtgøre, at de udeholdte indtægter ikke var tilgået ham, og at købesummerne for bilerne ikke har belastet selskabet. Dette fandtes ikke godtgjort. Landsrettens dom, hvorved Skatteministeriet blev frifundet, blev derfor stadfæstet. I SKM2008.619.ØLR skulle en anpartshaver beskattes i forhold til sin ejerandel (50 %) af de indtægter, som den anden anpartshaver uberettiget havde udeholdt fra selskabet, som maskeret udlodning efter ligningslovens § 16 A.A Principperne for enlige og ægtefællers indkomstopgørelse og B ejede hver med 50 % anparterne i H1 Murerfirma ApS. Primo 2000 udførte selskabet arbejde for to kunder i forbindelse med udbedring af stormskader for i alt kr. 76.548,00. Beløbet indgik ikke i selskabet men blev hævet af B. Ultimo 2000 udstedte selskabet kreditnotaer til de to kunder i forbindelse med årsregnskabets afslutning. A opdagede først forholdet med de udeholdte indtægter, da skattemyndighederne rejste sagen. Landsretten bemærkede, at det omhandlede beløb tilkom H1 Murerfirma ApS og blev modtaget uden om selskabet. Landsretten tiltrådte, at dette havde karakter af udlodning af udbytte af skattepligtig indkomst efter ligningslovens § 16 A, stk. 1. A og B havde lige ejerandele i selskabet, og ved udlodningen af beløbet i 2000 erhvervede de derfor som udgangspunkt hver især ret til halvdelen heraf. Landsretten fandt ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt. Herved lagde landsretten navnlig vægt på, at As forklaring ikke var understøttet af nogen form for dokumentation, og at hverken han eller selskabet efterfølgende rejste noget krav mod B. Det er SKATs opfattelse, at udbytte - deklareret såvel som maskeret - fra et selskab som udgangspunkt beskattes hos alle aktionærerne i forhold til deres udbytteret, jf. Ligningsloven § 16 A. Undtagelsen er f.eks. tilfælde af maskeret udbytte, hvor en eller flere aktionærer efter en konkret vurdering må anses for at have anfægtet dispositionen. Hvis de udloddede værdier fordeles anderledes end til aktionærerne i forhold til deres udbytteret, anses værdierne som udgangspunkt for videreoverdraget fra aktionærerne direkte til dem, der faktisk har modtaget værdierne. Undtagelsen er f.eks. tilfælde, hvor der mellem selskabet og aktionæren er indskudt et holdingselskab. I dette tilfælde kan udlodningen af værdier fra selskabet til holdingselskabet efter en konkret vurdering anses for at være videreudloddet fra holdingselskabet til aktionæren, der herefter har videreoverdraget værdierne til dem, der faktisk har modtaget værdierne. I SKM2009.195.BR havde SKAT forhøjet sagsøgers indkomst for indkomståret 2000 med kr. 1.542.297,00, der blev anset for maskeret udlodning til sagsøger i forbindelse med, at sagsøger havde solgt sin ejendomsmæglervirksomhed, som blev drevet i selskabsform. Ved salget af virksomheden blev en stor del af købesummen indsat på sagsøgerens personlige bankkonto. Skatteministeriet blev frifundet for såvel sagsøgerens principale påstand om hjemvisning til fornyet behandling hos ligningsmyndigheden som sagsøgerens subsidiære påstand om nedsættelse af det forhøjede beløb, idet retten ikke fandt, at de ligningsmæssige dispositioner hvilede på et fejlagtigt grundlag, og da retten fandt, at sagsøger ikke havde dokumenteret, at beløbet var blevet tilbageført til selskabet. I SKM2009.201.BR var skatteyderen eneanpartshaver og direktør i H1 ApS, der blev erklæret konkurs og sluttet uden midler den 22. november 2004. Selskabet havde ikke udarbejdet regnskab eller selvangivet indkomst, herunder indbetalt A-skat mv. Skatteyderens indkomst blev forhøjet på baggrund af en resultatopgørelse og balance, som skattemyndighederne havde udarbejdet efter selskabets råbalancer. Skattemyndighederne anså de i balancen opgjorte aktiver og den i resultatopgørelsen beregnede afstemingsdifference som maskeret udbytte til skatteyderen og forhøjede skatteyderens aktieindkomst. Skatteyderen erkendte under retssagen, at selskabets likvide beholdninger var overgået til ham, men gjorde gældende, at de øvrige aktiver ikke var tilgået ham, og at skattemyndighedernes forhøjelse af hans indkomst skulle nedsættes. Retten frifandt Skatteministeriet. Retten lagde vægt på, at skatteyderen måtte bære bevisbyrden, da selskabet ikke var registreret ved SKAT, da der ikke var indleveret regnskaber, selvangivelse eller momsregnskab. Skatteyderen havde herefter ikke godtgjort, at han ikke havde modtaget de af skattemyndighederne opgjorte aktiver. I SKM2009.235.SR havde selskabet havde i en periode på 14 dage afholdt udgifter til personlig beskyttelse af en direktør og hovedaktionær, idet han oplyste, at han følte sig truet af en af selskabets forretningsforbindelser. Skatteankenævnets flertal anså udgiften som yderligere løn til direktøren, som han således blev beskattet af, idet de fandt, at der ikke forelå tilstrækkelig dokumentation for dels, at der var tale om trusler og dels, at truslerne i givet fald vedrørte selskabet. Skatterådet besluttede ikke at ændre skatteankenævnets afgørelse. I SKM2009.348.BR fandt retten, at de to sagsøgere som henholdsvis udbytte, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 1, og skattepligtig indtægt, jf. statsskattelovens § 4, over tre år havde hævet godt 7 mio. kr. i et selskab, der drev rengøringsvirksomhed. Det beskattede beløb var fastsat skønsmæssigt af skattemyndighederne, og retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skønnet. >I SKM2010.118.BR var skatteyderens aktieindkomst blevet forhøjet med et beløb svarende til skatteyderens hævning på mellemregningskontoen i skatteyderens holdingselskab. Skatteyderen gjorde gældende, at beløbet udgjorde salgssummen for overdragelse af en ejendom til selskabet, subsidiært at hævningen var et lån. Efter bevisførelsen fandt retten ikke, at skatteyderen havde løftet sin skærpede bevisbyrde for, at der var sket en reel overdragelse til selskabet, og da det ikke var godtgjort, at der var indgået en låneaftale, fandt retten, at hævningen på kontoen var en skattepligtig udlodning fra selskabet. Endvidere var skatteyderens personlige indkomst blevet forhøjet med ejendomsavancen vedrørende en anden ejendom, som skatteyderen påstod, var overdraget til holdingselskabet. Skødet var ikke tinglyst, og ved et efterfølgende skøde overdrog skatteyderen, og ikke selskabet, ejendommen til de hidtidige lejere af ejendommen. Købesummen for salget blev sendt pr. check til skatteyderen, og en efterfølgende postering på selskabets bankkonto kunne ikke i sig selv godtgøre, at selskabet havde modtaget købesummen. Retten fandt herefter, at skatteyderen ikke havde løftet sin skærpede bevisbyrde for reel overdragelse. Da der ikke var grundlag for at tilsidesætte den skønsmæssigt opgjorte ejendomsavance, blev Skatteministeriet frifundet.< >I SKM2010.350.ØLR var spørgsmålet, om A havde udtaget vin fra sit selskab H1 ApS, som han skulle udlodningsbeskattes af for indkomståret 2004. Landsretten lagde til grund, at der i perioden maj til november 2004 var foretaget 10 leverancer af vin til H1 ApS til en samlet værdi af 529.490,40 kr. Det fremgik af selskabets årsrapport for 2004, at selskabet ikke havde haft noget salg. Videre fremgik det af årsrapporten, at varelageret pr. 31. december 2004 var opgjort til 283.861,- kr., der ubestridt svarede til tre af de 10 leverancer. De øvrige syv leverancer for i alt 245.630,- kr. fremgik derimod ikke af årsrapporten. Under disse omstændigheder udtalte landsretten, at det måtte påhvile A, der var hovedanpartshaver og således havde dominerende indflydelse i selskabet, at godtgøre, at de omhandlede syv vinleverancer, der var udeholdt i regnskabet, ikke var tilgået ham, eller at udgifterne hertil ikke havde belastet H1 ApS. Landsretten fandt, at A ikke havde løftet denne bevisbyrde og tiltrådte derfor, at SKAT havde været berettiget til at forhøje hans aktieindkomst i medfør af ligningslovens § 16 A, stk. 1. Da de omhandlede vinleverancer således måtte anses for udtaget af A privat, og da det ikke var godtgjort, at den skønsmæssigt ansatte bruttoavance på 35 %, som baserede sig på SKAT's oplysninger vedrørende engros- og detailsalg inden for branchen var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag, tiltrådte landsretten, at den samlede forhøjelse var fastsat til 605.314,- kr.< >I SKM2010.369.BR var spørgsmålet, om sagsøgeren som hovedanpartshaver skulle beskattes af forsikringsudbetalinger tøjudgifter afholdt af sagsøgerens selskab. På grundlag af sagsøgerens kontoudtog lagde retten til grund, at sagsøgeren i 2002 havde fået udbetalt i alt kr. 626.168,- fra forsikringsselskabet G4, og at udbetalingerne vedrørte en forsikring, der var tegnet af selskabet. Retten fandt det ikke godtgjort, at der var grundlag for, at sagsøgeren skattefrit kunne modtage de omhandlede forsikringsbeløb, eller at hun havde tilbagebetalt nogen del af beløbet. Sagsøgeren var derfor skattepligtig af beløbet, jf. statsskattelovens § 4 og ligningslovens § 16 A. Forsikringsselskabet havde over for SKAT oplyst at have udbetalt et beløb, der oversteg de samlede indbetalinger på sagsøgerens konto med kr. 925,-. Retten fandt imidlertid ikke grundlag for at beskatte sagsøgeren af denne beløbsmæssige difference. Retten fandt endvidere ikke grundlag for at beskatte sagsøgeren i 2002 af en forsikringsudbetaling på kr. 20.000,-, der var indgået på sagsøgerens konto i februar 2003. Sagsøgerens skattepligtige indkomst blev som følge heraf nedsat med kr. 20.925,-. For så vidt angår tøjudgifterne på kr. 35.571,- fastslog retten, at der bestod en formodning for, at tøjet var indkøbt til sagsøgerens ægtefælle, der var eneste ansatte i selskabet. Retten fandt det ikke godtgjort, at tøjindkøbet havde været forretningsmæssigt begrundet. Den omstændighed, at tøjet i en eller anden udstrækning var forsynet med logo, eller at tøjet muligvis var indgået i en efterfølgende handel med konkursboet efter selskabet, kunne efter forholdets karakter ikke anses for et tilstrækkeligt bevis i denne henseende. Tøjindkøbet måtte endvidere anses for at have passeret sagsøgerens økonomi, hvorfor sagsøgeren var skattepligtig heraf.< |
