|
Andelsbolighavere | I SD-cirkulære 1982-2 fastsættes på baggrund af Højesterets dom af 9. februar 1981, 1. afdeling nr. 195/1980, retningslinier for den skattemæssige behandling af andelsbolighavere, der har påtaget sig gæld til foreningen, eller betaler en særlig lav boligafgift, under henvisning til, at ligningsmyndighederne har konstateret, at den overvejende del af de gældsbeviser, som andelshavere har udstedt til deres andelsboligforeninger, er af samme karakter som det gældsbrev, der omhandles i dommen. Højesteret udtalte i dommen af 9. februar 1981, at udstedelse af et gældbevis til en andelsboligforening ikke dækkede over en aktuel gæld til foreningen, der kunne begrunde et rentefradrag. Da vilkårene for de her omhandlede gældsbeviser på samme måde som vilkårene for boligafgiften alene beroede på forhandling mellem andelshaverne og deres forening, da det på det foreliggende grundlag måtte antages, at ydelser og boligafgifter på det nærmeste var fastsat for tilsammen at kunne dække foreningens årlige driftsudgifter, og da der i øvrigt var nær indbyrdes sammenhæng mellem disse betalinger og andelsboligforholdet, fandtes disse betalinger i alt at udgøre den samlede reelle boligudgift, hvorefter skatteansættelsen opretholdtes. I henhold til SD-cirkulære 1982-2, pkt. 2.1, skulle ligningsmyndighederne således foretage en vurdering af, om der forelå et reelt gældsforhold i de tilfælde, hvor andelshaveren havde udstedt et gældsbrev til andelsboligforeningen, jf. SD-cirkulære 1982-2, pkt. 2.1. Det fremgik af SD-cirkulære 1982-2, pkt. 2.2.1, at hvor gældsforholdenes realitet kunne anerkendes, beskattedes differencen mellem "normalleje" og faktisk betalt boligafgift, hvis en tilsvarende nedsættelse af boligafgiften kunne påvises. Det samme gjaldt, hvor indskud m.v., herunder depositum og forudbetalt husleje, oversteg de under SD-cirkulære 1982-2, pkt. 2.2.2 anførte maksimumsgrænser. Udtrykket "nomalleje" skulle, jf. SD-cirkulære 1982-2, pkt. 2.2.2, i forhold til andelsbolighavere forstås som den boligafgift, der opkrævedes af andelsboligforeninger, hvis ejendomme var finansieret ved normal lånoptagelse samt med et andelshaverindskud på ikke over 20 pct. af ejendommens anskaffelsespris og senere ejendomsinvesteringer med tillæg af yderligere 5 pct. af disse beløb til dækning af driftskapital m.v. Indskud på op til 30.000 kr. kunne dog altid accepteres uden beskatning af en boligfordel. Ved kendelse af 10. november 1999 ændrede Landsskatteretten Ligningsrådets bindende forhåndsbesked af 8. september 1998 vedrørende spørgsmålet, om en skatteyder, der var medlem af en andelsboligforening, skulle beskattes af lav boligafgift i henhold til SD-cirkulære 1982-2. Skatteyderen ønskede i forbindelse med omdannelse af et boligselskab til en andelsboligforening at indskyde et i forbindelse med omdannelsen udstedt gældsbrev i andelsforeningen. Gældsbrevet ophørte herved ved modregning. Ligningsrådet fandt, at medlemmerne i andelsforeningen, som følge af det ekstraordinært store indskud i form af gældsbrevet, var skattepligtige af lav boligafgift i henhold til ovennævnte SD-cirkulære 1982-2. Landsskatteretten fandt, at der ikke i det foreliggende tilfælde var hjemmel i SL (statsskatteloven) § 4 b eller lovgivningen i øvrigt til beskatning af lav boligafgift. Landsskatterettens kendelse betyder, at SD-cirkulære 1982-2 om andelsbolighaveres fradrag for rente af gæld til andelsboligforeninger og beskatning ved lav boligafgift, jf. SD-cirkulære 1982-2, pkt. 2.2, og det i Ligningsvejledningen 1999, Aktionærer og selskaber, afsnit S.F.2.2.2 Aktie- og andelslejligheder., anførte ikke kan opretholdes. Det vil således efter kendelsen ikke være muligt at beskatte andelshavere af en boligfordel alene på baggrund af et højt indskud i foreningen. Praksis, hvorefter rentefradrag nægtes, såfremt en andelsbolighavers gæld til foreningen ikke kan anses for reel, kan derimod opretholdes, jf. herved Højesterets dom af 9. februar 1981, (1. afdeling nr. 195/1980). Told- og Skatteforvaltningen må således foretage en bedømmelse af, om der foreligger et reelt gældsforhold i tilfælde, hvor andelshaveren har udstedt gældsbrev til andelsforeningen. Fører denne bedømmelse til, at gældsforholdet ikke anses for reelt, må rentefradrag nægtes, og gældsbrevet betragtes som en skattemæssig nullitet. I SKM2009.549.SR kunne Skatterådet bekræfte, andelshaverne ville have fradrag for renteudgifter af gældsbrev udstedt til andelsboligforeningen i forbindelse andelsboligforeningens optagelse af lån til videreudlån. Svaret var det samme uanset, om der tale om et almindeligt kreditforeningslån eller et indexlån. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at andelshaverne kunne opnå fradrag for renteudgifter af gældsbrev udstedt på baggrund af et eksisterende lån i andelsboligforeningen. Gældsbrevene i denne situation ansås ikke at dække over et reelt gældsforhold. Skatterådet kunne bekræfte, at fradragsret for renteudgifter for lån i andelsboligforeningen ikke var afhængig af, at alle andelshaver modtog lånetilbud. Som følge af Landsskatterettens kendelse vil der efter anmodning kunne tillades genoptagelse af skatteansættelser, hvor der i henhold til SD-cirkulære 1982-2, pkt. 2.2, er sket beskatning af lav boligafgift, jf. nærmere herom under SD-cirkulære 2000-29, pkt. 6-8. SD-cirkulæret 1982-2 blev ophævet ved TSS-CIR 2000-29. |
