| SKM2009.794.SR. Skatterådet fandt efter en samlet vurdering, at skatteyders udførelse af personundersøgelser for Kriminalforsorgen ikke var selvstændig erhvervsmæssig virksomhed. Der blev navnlig lagt vægt på, at skatteyderens arbejde alene bestod i én type opgaver for én arbejdsgiver, samt på, at skatteyderen ikke løb nogen økonomisk risiko.
>SKM2010.252.ØLR< (tidligere instans SKM2009.495.BR.) Skatteyderen modtog i et interessentskab med sin hustru managementhonorarer fra to selskaber, som var ejet af ham og hustruen. Retten fandt, at honorarerne ikke var oppebåret som led i selvstændig virksomhed, men var lønindkomst.
SKM2009.476.HR (tidligere instans: SKM2007.73.ØLR). Sagen vedrørte bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt en distriksleders indkomst fra en rengøringsvirksomhed var erhvervet som led i distrikslederens selvstændige erhvervsvirksomhed eller som lønmodtagerindkomst. Efter en samlet vurdering fandt landsretten, at distrikslederen ikke kunne anses for at have drevet virksomhed for egen regning og risiko. Landsretten lagde særlig vægt på, at aftalen mellem rengøringsvirksomheden og distrikslederen reelt var en aftale om en løbende arbejdsydelse, ifølge hvilken distriktslederen på virksomhedens vegne skulle indgå og udføre aftaler om rengøringsservice, og på, at distrikslederen herfor månedligt modtog vederlag i form af provision, ligesom han havde ret til opsigelsesvarsel. Landsretten lagde endvidere vægt på, at rengøringsvirksomheden. Højesteret stadfæstede dommen med henvisning til landsrettens begrundelse og fandt ligeledes efter en samlet vurdering, at distrikslederen ikke kunne anses for at have drevet erhvervsmæssig virksomhed for egen regning og risiko. Højesteret lagde herved navnlig vægt på, at aftalen mellem rengøringsvirksomheden og distriktslederen reelt var en aftale om en løbende arbejdsydelse, ifølge hvilken distriktslederen på rengøringsvirksomhedens vegne skulle indgå og udføre aftaler om rengøringsservice, at han månedligt modtog et vederlag herfor i form af provision, og at han havde ret til et opsigelsesvarsel.
SKM2009.327.ØLR (tidligere instanser SKM2006.676.LSR og SKM2008.487.BR). Sagen drejede sig om, hvorvidt nogle danserinder på natklubber var at betragte som lønmodtagere med den virkning, at der skulle indeholdes A-skat af deres vederlag eller ej. De pågældende danserinder optrådte fire gange pr. aften. Mellem deres optrædender havde danserinderne mulighed for at sælge champagne, som de drak sammen med kunderne på natklubberne. Landsretten fandt, at danserindernes vederlag var ydet for personligt arbejde i tjenesteforhold, jf. KSL (kildeskatteloven) § 43, stk. 1. Retten lagde navnlig vægt på, at danserindernes arbejde såvel i form af striptease-dans som champagnesalg indgik som en integreret eller central del af natklubbernes ydelser, at danserinderne således i perioder på typisk ikke under én måned til adskillige år indgik i natklubbernes ordinære struktur med faste mødetider og vagtplaner, samt al lønnen i alt væsentligt måtte betegnes som nettoindkomst. Retten fandt heller ikke, at der som følge af administrativ praksis vedrørende udenlandske artister og solister var grundlag for at anse danserinderne for selvstændige erhvervsdrivende, ligesom der heller ikke var dokumenteret nogen fast praksis for, at danserinderne af andre grunde skulle betragtes som selvstændige.
SKM2008.836.BR (Appelleret >men afvist<). Retten fandt, at klageren (en læge) var rette indkomstmodtager af honorarer, som var oppebåret af det selskab, hvori han var eneanpartshaver, idet arbejdsopgaverne på sygehusene alene har kunnet udføres af klageren personligt, og at klagerens forhold til hvervgiverne for de pågældende sygehuse havde så mange lighedspunkter med et almindeligt ansættelæsesforhold, at honoreringen måtte anses for løn til klageren. Nærmere har retten lagt følgende til grund for sin afgørelse: at arbejdet har indgået som en løbende og integreret del af sygehusets virksomhed på det pågældende område, at sygehuset har haft almindelig adgang til at fastsætte generelle instrukser for arbejdets udførelse, at lægen har benyttet sygehusets personale og lokale uden at betale for det, at der har været tale om en løbende arbejdsydelse, som der blev afregnet for månedsvis, at lægen ikke har godtgjort, at han har afholdt udgifter, som efter art og omfang adskiller sig væsentligt fra, hvad der er sædvanligt for lønmodtagere, og at lægens ansvar for eventuelle fejl må antages at have været det samme uden hensyn til, om arbejdet blev udført i stillingen som ansat sygehuslæge eller ej.
SKM2006.59.LSR. En læge, der udførte opgaver for to forsikringsselskaber, blev anset for lønmodtager i begge tilfælde.
SKM2008.163.HR, tidligere SKM2007.259.ØLR. Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt en fysisk person eller hans selskab H1 var berettiget til et vederlag. Personen havde oprindelig drevet selvstændig konsulentvirksomhed i H1. A blev ansat som økonomidirektør i G1 og blev efter fire års ansættelse i januar 1999 afskediget med fratræden til 1. august 1999. Efter forklaringerne ryddede A sit kontor primo februar. A/H1 havde kontakt med tre mulige kunder. I marts 1999 besluttede G1, at A skulle bistå med salg af dele af G1´s aktiviteter, hvilket A fortsatte med frem til udløbet af opsigelsesvarslet. Der blev indgået en konsulentaftale om, at A.i perioden august - november 1999 skulle fortsætte med at bistå med salg af aktiviteterne. Det var omtvistet, om det var A personligt eller H1, der var kontraktpart. A fortsatte med at have fri bil, telefon og bærbar computer til rådighed også i december 1999, hvor der ikke var noget kontraktforhold mellem A/H1 og G1. Der blev for perioden januar til 30. april 2000 indgået en ny konsulentaftale, hvor det også var omtvistet, om A eller H1 var part i aftalen. Landsrettens flertal fandt, at det arbejde, han havde udført i henhold til konsulentaftalerne skattemæssigt måtte anses for udført af ham som lønmodtager. Landsretten henviste bl.a. til, at det af konsulentaftalerne fremgik, at han skulle repræsentere selskab G1 som "senior vicepresident", at han havde fri rådighed over bilen m.v., og at han fra ophøret af ansættelsen ved udgangen af juli 1999 til ansættelsen den 15. april 2000 som direktør i selskab G1 i det al væsentlige kun oppebar indtægter fra selskab G1. En dommer fandt, at det var selskab H1, der var rette modtager af vederlaget i medfør af konsulentaftalerne. Højesteret stadfæstede under henvisning til landsrettens begrundelse.
SKM2007.480.ØLR. Sagsøgerne i sagen - et ægtepar - havde i indkomstårene 1997-1999 begge arbejdet for en række selskaber, der indgik i to koncerner, men som i 2000 blev én koncern. Selskaberne i koncernen havde udbudt telefonsexydelser, og sagsøgerne havde lavet annoncer m.v. til brug for udbud af telefonsexydelserne. Den ene af sagsøgerne havde ejerinteresser i den ene koncern i 1997-1999. Landsretten fastslog, at sagsøgerne ikke kunne anses for selvstændigt erhvervsdrivende i perioden 1997-1999. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at det arbejde, som sagsøgerne udførte, indgik som en løbende og integreret del af den virksomhed, der var blevet drevet igennem de selskaber, som den ene af ægtefællerne var eller blev medejer af, og at arbejdet ikke var forbundet med en reel økonomisk risiko for ægtefællerne.
SKM2007.368.SR. Skatterådet anerkendte ikke et konsulentselskab A A/S som rette indkomstmodtager til honorarer, da arbejdsopgaverne ikke havde karakter af selvstændig erhvervsvirksomhed.
SKM2007.273.HR. Hovedaktionæren modtog vederlag fra sit selskab for konsulentarbejde, der bestod i at videreudvikle og tilrette den software, som anvendtes i eller i forbindelse med de produkter, selskabet forhandlede. Højesteret tiltrådte, at hovedaktionæren, for så vidt angik dette arbejde, måtte anses som lønmodtager i selskabet og således ikke i denne relation kunne anses som selvstændig erhvervsdrivende eller honorarmodtager. Herved lagde Højesteret navnlig vægt på, at hovedaktionærens arbejde indgik som en løbende og integreret del af den virksomhed, som blev drevet af det selskab, som han selv ejede, at hovedaktionæren i de omhandlede år kun i et enkelt tilfælde havde udført lignende arbejde for andre end selskabet, at arbejdet ikke var forbundet med en reel økonomisk risiko for hovedaktionæren personligt, og at han ikke havde afholdt udgifter, som efter art og omfang adskiller sig væsentligt fra, hvad der er sædvanligt for lønmodtagere. Skatteministeriet blev derfor frifundet. (Tidligere instans: SKM2006.457.ØLR).
SKM2007.215.VLR. Sagen drejede sig bl.a. om, hvorvidt 7 EOD-eksperter (sprængningseksperter) var ansatte lønmodtagere hos HH-Gruppen I/S med henblik på ammunitionsrydning. Landsretten fandt, at EOD-specialisterne var underlagt HH-Gruppens instruktionsbeføjelse og kontrol, og at EOD-specialisterne modtog månedligt vederlag samt ikke afholdt erhvervsmæssige udgifter i forbindelse med arbejdets udførelse, herunder at EOD-specialisterne fik stillet arbejdskraft og materiel til rådighed. På den baggrund fandt landsretten, at EOD-specialisterne var lønmodtagere i forhold til HH-Gruppen.
SKM2007.35.ØLR. Sagsøgeren var professor i historie. Han udøvede samtidig en forfatter- og foredragsvirksomhed, hvor han havde udgivet en række bøger og skrevet baggrundsartikler, kommentarer og kronikker, samt holdt en række foredrag. Overskuddet ved forfatter- og foredragsvirksomheden udgjorde i de omhandlede indkomstår henholdsvis ca. 53.000 kr., ca. 104.000 kr. og 127.000 kr. Også i de forudgående og efterfølgende indkomstår havde der været overskud ved virksomheden, og overskuddet var stigende. Spørgsmålet i sagen var, om forfatter- og foredragsvirksomheden var selvstændig erhvervsvirksomhed, således at sagsøgeren kunne anvende virksomhedsordningen. Landsrettens flertal henviste til forarbejderne til virksomhedsskatteloven og anførte, at sagsøgerens forfatter- og foredragsvirksomhed lå inden for eller i forlængelse af den virksomhed, som sagsøgeren skulle udføre i sin fuldtidsstilling som professor. Forfatter- og foredragsvirksomheden var således, uanset den betydelige merindkomst, som blev oppebåret herfra, en bibeskæftigelse for sagsøgeren. Landsrettens flertal henviste endvidere til, at sagsøgeren ikke påtog sig en selvstændig økonomisk risiko og ikke havde væsentlige udgifter ved aktiviteten, og under disse omstændigheder fandt landsrettens flertal, at sagsøgerens forfatter- og foredragsvirksomhed måtte henregnes til den kategori, der som forudsat i forarbejderne til virksomhedsskatteloven, hverken kan betegnes som lønmodtagervirksomhed eller selvstændig erhvervsvirksomhed. Landsrettens flertal tog således ministeriets frifindelsespåstand til følge.
SKM2006.485.SR. Skatterådet tiltrådte, at udøvelse af virksomhed som discjockey, ikke kunne betragtes som erhvervsmæssig virksomhed.
SKM2005.280.VLR. Altmuligmand. Landsretten foretog en samlet vurdering af, hvorvidt den pågældende person havde udført et tjenesteforhold for sagsøgeren (en byggeforening). Landsretten lagde vægt på, at den pågældende udførte arbejde for sagsøgeren efter nærmere anvisninger, at han ikke havde påtaget sig en selvstændig økonomisk risiko, men blev aflønnet på baggrund af sin opgørelse af anvendte timer, at forbrugte materialer blev faktureret direkte over for sagsøgeren, at den pågældendes løn ikke var af en sådan størrelse, at han kunne antage medhjælp, at det ikke kunne lægges til grund, at han havde andre hvervgivere, at han ikke havde nogen håndværksmæssige autorisationer, og at han ikke var momsregistreret. På denne baggrund fandt landsretten, uanset at det måtte lægges til grund, at den pågældende ikke havde fast ugentlig arbejdstid på 24 timer, at sagsøgeren havde haft pligt til at indeholde A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag i udbetalingerne til den pågældende.
SKM2005.124.ØLR. Sagen drejede sig om hvorvidt en indkomst, som sagsøgeren (EDB-konsulent) erhvervede i indkomståret 1998 fra et selskab, der var ejet af sagsøgerens halvsøster, var erhvervet ved selvstændig erhvervsvirksomhed eller som lønmodtagerindkomst.
Landsretten lagde til grund, at selskabet var sagsøgerens eneste hvervgiver, og at selskabet ejede samtlige driftsmidler og tillige afholdt alle udgifter i forbindelse med driften. Endvidere lagde landsretten til grund, at det var selskabet, som entrerede med kunderne, herunder at fakturering skete i selskabets navn. Samarbejdsaftalen mellem selskabet og sagsøgeren indebar, at sagsøgeren havde påtaget sig en løbende arbejdsforpligtigelse over for selskabet, ligesom sagsøgeren havde et opsigelsesvarsel på én måned. På den baggrund og henset til at den pågældende modtog skattefri befordringsgodtgørelse, fandt landsretten, at sagsøgerens indkomst måtte anses som vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold.
SKM2003.555.HR. En journalist arbejdede som freelance ved et dagblad, hvor han fungerede som afløser for andre journalister ved sygdom og ferie. Journalisten havde ingen ansættelseskontrakt og havde samme arbejdstid og arbejdsopgaver som den journalist, han afløste. Han fremsendte faktura for udført arbejde og fik udbetalt vederlag én gang om måneden. Han fik ikke feriepenge og løn under sygdom.
Efter en samlet bedømmelse tiltrådte Højesteret, at journalistens indkomst ved dagbladet måtte anses som lønindkomst, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 1, og arbejdsmarkedsfondslovens § 7, stk. 1, a), således at der skulle indeholdes A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Højesteret tiltrådte landsrettens præmisser, hvor der særligt var lagt vægt på, at journalisten var underlagt samme arbejdsvilkår som de journalister, han vikarierede for, og på, at han fik udbetalt kørselsgodtgørelse og ulempetimebetaling. Endvidere lagde retten vægt på, at journalisten udførte arbejde for dagbladet gennem flere år, og at han blev aflønnet månedligt efter faste takster (tidligere SKM2001.626.VLR).
SKM2002.561.ØLR. Vedrørende discjockeyer, se også TfS 1999, 377 HRD.
SKM2002.470.ØLR. En skatteyder, der hjemme lavede strenge til musikinstrumenter for en virksomhed, blev anset for at være lønmodtager.
SKM2002.469.VLR. To slagteriarbejdere, der i sæsonen var beskæftiget på en minkfarm med pelsning af mink, blev af landsretten anset for lønmodtagere.
SKM2002.339.ØLR. Assurandør ikke anset for selvstændigt erhvervsdrivende.
SKM2002.235.LSR. Skatteyderens klage til Landsskatteretten vedrørte spørgsmålet, om hans komponistvirksomhed skulle anses for en erhvervsmæssig drevet virksomhed med deraf følgende adgang til at foretage fradrag for underskud. Skatteyderen komponerer musikværker, underviser og giver i et vist omfang koncerter. I de omhandlede indkomstår havde skatteyderen, blandt andet indtægter fra, en livsvarig statsydelse fra Statens Kunstfond, indtægter fra KODA, samt en årlig ydelse fra KODA-fonden. Landsskatteretten fandt, at den af skatteyderen drevne komponistvirksomhed måtte anses for at være af ikke erhvervsmæssig karakter. De faste ydelser til skatteyderen fra Statens Kunstfond og det årlige legat/ydelse fra KODA-fonden kunne ikke anses for modydelser for konkrete arbejder udført af klageren, hvorfor der ikke var tale om indtægter indtjent ved komponistvirksomheden. Kun afgifterne fra KODA til skatteyderen kunne anses for at vedrøre erhvervelse af indtægter i den ikke erhvervsmæssige komponistvirksomheden. De af skatteyderen selvangivne udgifter blev anset for at vedrøre indkomstkilden i relation til afgifterne fra KODA.
TfS 2000, 715 HRD. Skatteyderen havde haft selvstændig virksomhed som freelancekonsulent siden 1973. Fra 1986 blev han knyttet til Odsherredskolen som leder af et kommunalt projekt vedrørende edb. Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen kunne anses som selvstændigt erhvervsdrivende vedrørende indtægterne fra Odsherredskolen. Han var ansat for et år ad gangen fra 1986 til og med 1989. Der blev trukket A-skat af vederlagene fra skolen, som tillige lod oprette en pensionsordning for skatteyderen. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke kunne anses som selvstændigt erhvervsdrivende. Højesteret tiltrådte, at skatteyderen i arbejdet for skolen var lønmodtager. Højesteret tiltrådte endvidere, at skatteyderen i årene 1990 til 1992, hvor han bortset fra en indtægt på 752 kr. i 1990 - alene havde haft indtægter i form af dagpenge fra en arbejdsløshedskasse og efterløn, ikke drev erhvervsmæssig virksomhed.
TfS 2000, 528 LSR. En underviser i musik, der arbejdede gennem et oplysningsforbund, kunne ikke anses for selvstændigt erhvervsdrivende. Retten lagde bl.a. vægt på, at vederlaget var beregnet, som det var almindeligt i tjenesteforhold (timeløn), ligesom vederlaget var udbetalt periodisk. Endvidere var vederlaget i overvejende grad en nettoindkomst for klageren, og kurserne blev afholdt for oplysningsforbundenes økonomiske regning og risiko. Vedrørende klagerens virke som dirigent, fandt retten, at klageren ikke stod i egentligt tjenesteforhold til korene, men at der heller ikke var tale om selvstændig erhvervsvirksomhed. Klagerens indtægter herved blev således anset som honorarindtægter, der i skattemæssig henseende skal behandles som indtægter ved hobbyvirksomhed.
TfS 2000, 510 LSR. Et selskab, der drev edb-konsulentvirksomhed, skulle indeholde A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af vederlag til konsulenter. Selskabet havde engageret de pågældende konsulenter til som underentreprenører at udføre arbejdsopgaver for de respektive kunder, som det havde indgået aftale med. Instruktionen og fordelingen af arbejdsopgaverne skete direkte mellem de enkelte konsulenter og selskabets kunder. Konsulenterne fakturerede selskabet og fik derved vederlaget udbetalt uden indeholdelse. Landsskatteretten fandt efter en samlet vurdering af forholdet mellem selskabet og den i sagen omhandlede konsulent, at dennes arbejde for selskabet var udført på lønmodtagerlignende vilkår. Der var henset til den mellem parterne indgåede kontrakt og det i øvrigt oplyste herom, hvorefter konsulenten ikke havde båret den for selvstændig erhvervsvirksomhed kendetegnende økonomiske risiko. Der var videre henset til arbejdets varighed samt de i kontrakten aftalte vilkår vedrørende arbejdstid, honorering, konkurrenceklausul m.v.
TfS 1999, 391 LSR. En musiker, der var ansat som lønmodtager i et symfoniorkester, havde derudover oppebåret indtægter fra en musikskole samt fra visse enkeltstående engagementer. Indtægterne ansås ikke for oppebåret som led i selvstændig erhvervsvirksomhed, men en del af disse måtte anses som indtægt ved ikke erhvervsmæssig aktivitet, mens indtægten fra musikskolen ansås som lønindkomst.
TfS 1997, 922 LSR. En overlæge var tilknyttet et privathospital i de perioder, hvor han havde fri fra det offentlige sygehus, hvor han var fastansat. Han blev af privathospitalet aflønnet med en fast timeløn, som blev udbetalt som B-indkomst. Landsskatteretten anså lægen for at være lønmodtager i forhold til privathospitalet. Retten lagde vægt på, at lægens driftsudgifter ikke oversteg, hvad der var sædvanligt i lønmodtagerforhold, ligesom han ikke kunne siges at have båret den for selvstændigt erhvervsdrivende karakteristiske økonomiske risiko.
TfS 1997, 541 LSR. En skuespiller, der ud over en fast lønindtægt oppebar honorarer for en række enkeltstående engagementer med at indtale film, kunne ikke anses for selvstændigt erhvervsdrivende. Se også TfS 1997, 562 LSR (musiker).
TfS 1997, 473 HRD. Højesteret afviste, at en ingeniør var selvstændigt erhvervsdrivende. Ingeniøren havde i en periode været udlånt til Naturgas Syd. Efter periodens udløb fik ingeniøren mulighed for fortsat tilknytning til virksomheden. Det var Naturgas Syds politik, at medarbejdere, for hvilke der ikke kunne påregnes varig ansættelse, ikke blev ansat i selskabet, men blev tilknyttet selskabet som konsulenter, enten som selvstændige eller gennem større ingeniør- og konsulentfirmaer. Højesteret bemærkede, at sondringen skulle ske efter de kriterier, som er angivet i punkt B.3.1.1 i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven. Efter en samlet vurdering af disse kriterier fandt Højesteret, at ingeniøren ikke var selvstændigt erhvervsdrivende, idet der særligt var lagt vægt på, at ingeniøren var engageret for en længere periode, hvor han var undergivet forflyttelsespligt, og at han ikke havde afholdt driftsudgifter af en sådan art og størrelse, som man måtte forvente af en selvstændigt erhvervsdrivende inden for den pågældende branche.
TfS 1990, 418 LSR. En lønmodtager havde en mindre landbrugsejendom, hvor den pågældende boede, og hvor størstedelen af de 2,8 ha var tilplantet med juletræer. Vedkommende havde anvendt virksomhedsordningen på beplantningen og bl.a. medtaget 2 udhuse på indskudskontoen samt fratrukket disse huses andel af prioritetsrenter. Myndighederne havde ikke godkendt dette fradrag i den personlige indkomst, men overført rentefradraget til kapitalindkomst. Landsskatteretten statuerede, at virksomheden med juletræer ikke kunne anses for erhvervsmæssig, og skatteyderen var som lønmodtager derfor ikke berettiget til at anvende virksomhedsskattelovens regler.
TfS 1990, 370 LSR. En disponent i et vinfirma havde samtidig indtægter fra kurser om vin inden for fritidsundervisningssektoren. Indtægterne herfra kunne ikke anses for erhvervet ved selvstændig virksomhed.
TfS 1990, 247 LSR. En assurandør, der fik stillet kontor og sekretærhjælp til rådighed af arbejdsgiveren, blev anset for lønmodtager, og derfor ikke berettiget til at indtræde i virksomhedsordningen. Hans egne udgifter i forbindelse med erhvervet afveg ikke væsentligt fra sædvanlige lønmodtagerudgifter. TfS 1991, 108 TSS. Lodser ved regulerede lodserier anses for lønmodtagere.
Skd. 32.102. Partsfiskeri blev ikke anset for selvstændig erhvervsvirksomhed i et tilfælde, hvor fiskeren ikke selv ejede kutteren. Se også vejledningen om Indeholdelse af A-skat og AM-bidrag, afsnit B.2.13.
LSRM 1980.85. Stillingen som postekspeditør anses ikke for selvstændig virksomhed.
LSRM 1974.189. Licensindtægter fra et af skatteyderen behersket selskab blev ikke anset som indtægt ved selvstændig virksomhed.
Se også afgørelser gengivet i LV Selskaber og aktionærer, afsnit S.C.1.1.1 Afgrænsning af selskabsindkomsten over for fysiske personers indkomst.
|
