I.A.5.5.4 Hvilke regler er der til registreringsnummeret, registreringsattesten og landekendings-mærket for udenlandske køretøjer?
Indhold
Dette afsnit beskriver, hvilke regler der er til registreringsnummeret, registreringsattesten og landekendingsmærket for udenlandske køretøjer.
Afsnittet indeholder:
- Registreringsnummer
- Registreringsattest
- Landekendingsmærke
Registreringsnummer
En udenlandsk bil skal både foran og bagpå vise et registreringsnummer. Har bilens ejer eller bruger bopæl eller hjemsted i en stat, der ikke har ratificeret Wienerkonventionen, er der kun krav om, at registreringsnummeret er placeret bag på bilen. Se registreringsbekendtgørelsens § 35.
En udenlandsk motorcykel skal have et registreringsnummer bagpå.
Et udenlandsk påhængskøretøj, der efter registreringsbekendtgørelsens § 14 skal være registreret, før det tages i brug på færdselslovens område, skal være forsynet med påhængskøretøjets registreringsnummer bagpå. Hvis påhængskøretøjet ikke skal være registreret efter § 14, skal køretøjet bagpå enten vise det trækkende køretøjs registreringsnummer eller påhængskøretøjets eget registreringsnummer.
Registreringsnummeret skal bestå af arabiske tal eller latinske bogstaver. Hvis man bruger andre tal eller bogstaver, skal registreringsnummeret også vises med enten arabiske tal eller latinske bogstaver.
Registreringsnummeret kan enten være anbragt på en særlig plade (nummerplade) eller være fastgjort til eller malet på selve køretøjet. I begge tilfælde skal det være synligt og let læseligt foran eller bag køretøjet, ligesom det skal være anbragt i lodret eller næsten lodret stilling og i et plan, der er vinkelret på køretøjets længdeakse.
Ovenstående gælder også for en udenlandsk knallert, motorredskab, traktor og påhængskøretøj til et motorredskab eller en traktor, hvis køretøjet efter § 14 skal være registreret, før det må bruges på færdselslovens område.
Endvidere gælder ovenstående for korttidsnummerplader/-mærker med en gyldighed på højst 7 dage og "commercial number plates" (prøveskilte), som er givet af en kompetent myndighed i en EU/EØS-stat, Færøerne eller Grønland.
Registreringsattest
En registreringsattest er et dokument, der er udstedt af den kompetente myndighed i den pågældende stat, Færøerne eller Grønland som bevis for, at køretøjet er registreret. Se registreringsbekendtgørelsen § 36.
Registreringsattesten for et påhængskøretøj kan bestå i, at påhængskøretøjet er anført i registreringsattesten for det trækkende køretøj.
EU's regler gælder for køretøjer, der er registreret i en EU/EØS-stat. Se direktiv 1999/37/EF om registreringsdokumenter for motorkøretøjer.
Er køretøjet ikke registreret i en EU/EØS-stat, skal registreringsattesten være skrevet med latinske bogstaver eller arabiske tal og oplyse om:
- køretøjets registreringsnummer, mærke, stelnummer, datoen for første registrering eller produktionsåret samt navn og adresse på attestens indehaver
- hvornår attesten udløber, hvis attesten er tidsbegrænset
- køretøjets tilladte totalvægt, hvis køretøjet er beregnet til transport af gods og registreret i en stat, der har ratificeret Wienerkonventionen.
Hvis køretøjet ikke er registreret i en EU/EØS-stat, sidestiller Skatteforvaltningen kørecertifikatet med en registreringsattest, hvis kørecertifikatet er udstedt i henhold til den internationale konvention af 24. april 1926 om kørsel med motorkøretøjer. Det er en betingelse, at certifikatet er udstedt inden for det seneste år.
Man skal medbringe registreringsattesten eller kørecertifikatet, når man bruger køretøjet på færdselslovens område og efter anmodning vise den til politiet eller Skatteforvaltningen.
Ovenstående gælder også for en udenlandsk knallert, motorredskab, traktor og påhængskøretøj til et motorredskab eller en traktor, hvis køretøjet efter registreringsbekendtgørelsen § 14 skal være registreret, før det tages i brug på færdselslovens område.
Når man kører med korttidsnummerplader/-mærker med en gyldighed på højst 7 dage eller "commercial number plates" (prøveskilte), skal man medbringe tilladelsen til pladerne/-mærkerne under kørsel på færdselslovens område og efter anmodning vise tilladelsen til politiet eller Skatteforvaltningen. Det skal være en kompetent myndighed i en EU/EØS-stat, Færøerne eller Grønland, der har givet tilladelsen.
Landekendingsmærke
Et udenlandsk motorkøretøj og et udenlandsk påhængskøretøj til et motorkøretøj skal have registreringslandets landekendingsmærke bagpå. Se registreringsbekendtgørelsens § 37.
Hvis påhængskøretøjet til et udenlandsk motorkøretøj ikke er registreret, skal det have det trækkende køretøjs landekendingsmærke bagpå.
Landekendingsmærket skal bestå af mindst ét og højst tre latinske bogstaver, der er malet med sort på en hvid elliptisk bund. Se dog nedenfor. Bogstaverne skal være mindst 80 mm høje og stregbredden mindst 10 mm.
Ellipsen på et landekendingsmærke til en motorcykel skal være på mindst 175x115 mm. På landekendingsmærket til andre motorkøretøjer og deres påhængskøretøjer skal ellipsen være mindst 240x145 mm, hvis mærket består af tre bogstaver. Dimensionerne kan nedsættes til 175x115 mm, hvis mærket består af et eller to bogstaver.
Landekendingsmærket skal være anbragt med vandret hovedakse. Dog kan ellipsen anbringes med lodret hovedakse, såfremt landekendingsmærket kun består af ét bogstav.
EU-nummerplade erstatter landekendingsmærke
EU-nummerpladen gælder som landekendingsmærke for køretøjer, der er registreret i en EU/EØS-stat. Se forordning 2411/98/EF af 3. november 1998 om gensidig anerkendelse af registreringslandets kendingsbogstaver for motorkøretøjer og påhængskøretøjer dertil ved kørsel inden for Fællesskabet. Se registreringsbekendtgørelsens § 37, stk. 6.
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil