Kan man undgå at betale registreringsafgift, hvis en bil er blevet stjålet?
I.A.3.4 Afgiftsperioden og betaling af afgift
Indhold
Dette afsnit indeholder regler om afgiftsperioden, betaling af afgift, regler for tilbagebetaling og hæftelse.
Afsnittet indeholder:
- Afgiftsperioden og betaling af afgift
- Tilbagebetaling
- Hæftelse
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelser mv.
Afgiftsperioden og betaling af afgift
Afgiftsperioden er 6 måneder. Der betales afgift fra og med den dag, hvor registrering finder sted. Se BRÆNDAL § 4.
Afgiften forfalder til betaling ved afgiftsperiodens begyndelse og betales forud for hele perioden. Der udstedes en kvittering for betalt afgift.
Hvis en afgiftspligtig bil bliver afmeldt, afkortes bilens afgiftsperiode med de resterende dage af den pågældende periode. Hvis en afmeldt bil bliver registreret på ny, indtræder afgiftspligten på dette tidspunkt.
Ved anmeldelse til registrering af anden ejer af bilen afkortes afgiftsperioden med de resterende dage af den pågældende periode, og afgiftspligten indtræder på ny for den nye ejer. Tilsvarende gælder, hvis bilen skal registreres igen med samme ejer, men hvor der er tale om en anden bruger.
Afgiften skal beregnes på grundlag af oplysningerne ved bilens registrering eller ved senere anmeldelser om bilens drivkraft, brændstofforbrug og eventuelt egenvægten.
Afgiften forfalder til betaling ved afgiftsperiodens begyndelse. Ved registrering af en bil fastsættes en hovedforfaldsmåned. Sidste rettidige betaling er den 8. i måneden efter afgiftens forfaldstid, medmindre anden dato er anført på indbetalingskortet. Det vil eksempelvis sige, at en afgift der forfalder til betaling i februar måned, skal betales senest 8. marts.
Afgiften for afgiftsperioden bliver opkrævet hos den, der på det tidspunkt afgiften skal betales, er registreret som bilens ejer. Er der tillige registreret en bruger, som er forskellig fra ejeren, bliver afgiften dog opkrævet hos denne.
De udsendte opkrævninger indeholder oplysning om:
- afgiftens størrelse,
- forfaldsdag,
- sidste rettidige betalingsdag og
- afgiftsperioden.
Sker indbetaling af afgift ikke rettidigt, udskrives en erindringsskrivelse. Der bliver opkrævet et gebyr for udskrivning af erindringsskrivelse. Gebyret inddrives på samme måde som rentetillæg.
Der bliver beregnet et reguleringsbeløb for perioden fra den 1. i hovedforfaldsmåneden til registreringsdatoen i forbindelse med den første opkrævning af afgift. Hvis bilen afmeldes, afkortes afgiftsperioden med de resterende dage af perioden.
Ved beregning af reguleringsbeløb og refusionsbeløb regner man med 30 dage pr måned.
Hvis der anmeldes ny ejer (bruger) eller andre ændringer af betydning for afgiftens beregning, gælder de nævnte bestemmelser tilsvarende.
I ganske særlige tilfælde, hvor afmelding af en bil ikke har været mulig i en periode, fx på grund af havari i udlandet, eller hvor en stjålet bil efter længere tids forløb ikke er fundet, kan Motorstyrelsen, hvor omstændighederne taler for det, fritage bilen for afgift for den resterende del af afgiftsperioden. Motorstyrelsen bestemmer afmeldingstidspunktet.
Ansøgning om at blive fritaget for betaling af afgift skal rettes til Motorstyrelsen. Bilens registreringsattest og dokumentation for de omstændigheder, der kan begrunde afgiftsfritagelse og eventuel tilbagebetaling af afgift, skal vedlægges ansøgningen. Hvis der er behov for yderligere dokumentation mv. kan Motorstyrelsen kræve dette.
Ansøgningen skal fremsættes senest et halvt år efter datoen for køretøjets afmelding.
Før en stjålet bil kan fritages for afgift, skal der være foretaget politianmeldelse af tyveriet.
Hvis afgiften ikke bliver betalt rettidigt, skal bilens nummerplader snarest inddrages ved politiets foranstaltning. Den, der helt eller delvist hæfter for afgiften, kan herefter ikke få bilen registreret, før den skyldige afgift er betalt.
Opkrævningsloven OPKL § 6 om gebyr og OPKL § 7 om renter finder anvendelse på opkrævninger efter brændstofforbrugsafgiftsloven (BRÆNDAL). Forfaldne renter og gebyrer refunderes ikke ved tilbagebetaling af afgift efter BRÆNDAL § 4, stk. 3.
Se også
Se BRÆNDAL § 4 om afgiftens forfaldstidspunkt samt BRÆNDAL § 11 om renter og gebyrer.
Se bekendtgørelse nr. 1568 af 20. december 2007 om opkrævning af afgift efter brændstofforbrug.
Se OPKL § 6 og § 7 om opkrævning af afgifter og gebyrer mv.
Tilbagebetaling
Hvis afgiftsperioden afkortes og der skal ske tilbagebetaling af afgift, vil Skatteforvaltningen tilbagebetale afgiften til den, i hvis navn bilen er registreret på afgiftens forfaldstid. Tilbagebetalingen sker uden forudgående ansøgning.
Der kan modregnes forfalden, men ikke betalt afgift, og forfalden, men ikke betalt, standsnings- og parkeringsafgift i beløbet til tilbagebetaling. Se BRÆNDAL § 4 og Færdselsloven § 122 b.
Beløb på under 10 kr. tilbagebetales ikke.
Tilbagebetaling sker til den, der fremlægger afgiftskvitteringen. Kan afgiftskvittering ikke fremlægges, tilbagebetales afgiften til den, i hvis navn bilen på afgiftens forfaldstidspunkt var registreret.
Hæftelse
For afgiften hæfter den, i hvis navn bilen ved afgiftsperiodens begyndelse er registreret. Hvis der for bilen er registreret både en ejer og en bruger, hæfter de begge for afgiften.
Er bilen ved afgiftsperiodens begyndelse overgået til anden ejer (bruger), uden at dette er anmeldt for Motorstyrelsen, hæfter den nye ejer (bruger) også for afgiften.
Ved afbetalingssælgers tilbagetagelse af bilen hæfter denne sælger også for afgiften for den afgiftsperiode, i hvilken tilbagetagelsen har fundet sted.
Hvis det dokumenteres, at bilen senest den 15. i måneden før afgiftsperiodens begyndelse er overgået til anden ejer (bruger), er det kun den nye ejer (bruger), der hæfter for afgiften, selv om ejer (bruger) skiftet ikke er anmeldt til Motorstyrelsen.
Har anmeldelse til Motorstyrelsen medført uberettiget registrering af en bil i en andens navn end anmelderens, hæfter anmelderen for afgiften.
Såfremt en bil i strid med reglerne om registrering af køretøjer ikke er registreret, er det den, der har pligt til at registrere køretøjet, der hæfter for afgiften. Se KØREGL (køretøjsregistreringsloven), lovbekendtgørelse nr. 186 af 1. marts 2020 om registrering af køretøjer.
Se BRÆNDAL § 5.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Yderligere kommentarer |
Landsskatteretsafgørelse | ||
SKM2016.630.LSR | Landsskatteretten fandt, at SKAT havde været berettiget til at ændre registreringen af et køretøj med dieselmotor, der ved en fejl var registreret med benzinmotor, efter udløbet af fristen på 6 måneder i skatteforvaltningslovens § 32 a, stk. 1, nr. 1, idet registreringen måtte anses for en åbenbar fejl, og yderligere afgift kunne opkræves fra tidspunktet for registreringsændringen, jf. skatteforvaltningslovens § 32 a, stk. 1, nr. 4. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil