Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2022-2
<< >>

F.A.35.1.5 Lettelser af angivelses- og procedureregler vedrørende udførsel af varer

Indhold

Dette afsnit handler om, hvilke muligheder der er for at anvende mundtlig udførelsesangivelse og helt at være fritaget for at afgive en udførselsangivelse.

Afsnittet indeholder:

  • Mundtlig angivelse
  • Fritagelse for at afgive en udførselsangivelse.

Mundtlig angivelse

Der kan anvendes mundtlig angivelse ved eksport af varer, hvis den samlede værdi pr. forsendelse ikke overstiger den statistiske tærskelværdi.

Når man benytter muligheden for at anvende mundtlig angivelse, jf. GB artikel 225, litra b og artikel 226, litra b) skal man i Danmark overholde følgende betingelser:

  • varernes samlede værdi pr. forsendelse og klarerer må ikke overstiger den statistiske tærskelværdi
  • forsendelsen må ikke indgå i en regulær serie af ensartede forsendelser.

En forsendelse er en mængde af varer, der er afsendt på samme tidspunkt med samme transportmiddel fra én afsender til én modtager.

Statistisk tærskelværdi

Den statistiske tærskelværdi er fastslået i statistikforordningerne og udgør for tiden 7500 kr. pr. forsendelse. Samtidig må nettovægten ikke overstige 1000 kg. pr. varekode/vareart.

Det betyder, at flere vareposter kan slås sammen og indgå i den samlede forsendelse, men at værdien af de enkelte vareposter tilsammen ikke må overstige værdigrænsen.

Opdeling af en forsendelse

En forsendelse kan ikke deles i mindre forsendelser, som hver for sig overholder værdi- og vægtgrænsen, og dermed angives mundtligt.

Hvis varerne fysisk deles og sendes hver for sig, fx fordi de er for store til at være på én bil, kan der ikke anvendes mundtlig angivelse, heller ikke selvom en eller flere af delforsendelserne overholder værdi- og vægtgrænsen. Det er fordi de enkelte forsendelser er et led i en større godstransport.

Der er derimod intet til hinder for, at en bil kan samle pakker op fra forskellige eksportører, der hver opfylder betingelserne, og derefter angive dem mundtligt, jf. artikel 592a i GB.

Hvor kan mundligt angivelse til udførsel anvendes?

Hovedregel

Mundtlig angivelse kan kun anvendes ved udgangstoldstedet og kan ikke anvendes ved eksport via et andet EU-land, medmindre man også i dette land accepterer en mundtlig angivelse, jf. GB i artikel 794, stk. 2.

Udgangstoldstedet er det sted, hvor varerne passerer ud af EU's toldområde.

Undtagelse

Det kan lade sig gøre, at anvende mundtlig angivelse ved eksport via et andet EU-land i de tilfælde, hvor der startes en forsendelsesangivelse, se afsnit F.A.20 EU-forsendelse om EU-forsendelse.

I relation til eksport anses udgangstoldstedet også for at være det toldekspeditionssted, hvor varerne tages under EU's forsendelsesordning, hvis der bruges sådan en.

Udgangstoldstedet kan altid kræve en fuldstændig angivelse, hvis der er tvivl med hensyn til nøjagtigheden eller fuldstændigheden af de angivne varer, jf. GB i artikel 227, stk. 2.

Hvis udgangstoldstedet kræver en fuldstændig angivelse skal den udfærdiges efter de almindelige regler, se afsnit F.A.35.1.3 Udførselsprocedure for varer om udførselsprocedurer og afsnit F.A.25.1.4 om udfyldning af en udførselsangivelse.

Fritagelse for at afgive en udførselsangivelse

Fritagelse for at afgive udførselsangivelse gælder ikke i følgende situationer, jf. GB i artikel 231:

  • Udførslen vedrører varer, der er midlertidigt indført mod sikkerhedsstillelse for told og afgifter, og hvor sikkerhedsstillelsen skal frigives ved ordningens afslutning.
  • Varerne er omfattet af særlige udførselsbestemmelser, fx veterinære, sikkerhedsmæssige eller sundhedsmæssige, der kræver fremlæggelse af en udførselstilladelse.Det er nødvendigt at anvende EAD-dokumentet i forbindelse med andre toldprocedurer.

Fritagelsen omfatter blandt andet, jf. § 55, stk. 1 TBEK:

  • Varer, der under transitering af det danske toldområde, er i jernbanens eller en af SKAT godkendt postvirksomheds varetægt
  • Varer, der transiterer toldområdet, herunder varer der genudføres efter at have været oplagt på midlertidigt oplag, ved anvendelse af EU's forsendelsesordning,
  • Varer, der transiterer toldområdet mod fremlæggelse af TIR- eller ATA-carnet eller NATO-tolddeklaration, formular 302
  • Rejseudstyr og rejseproviant, der medtages som håndbagage eller indskrives som rejsegods
  • Varer, der udføres midlertidigt mod fremlæggelse af ATA-carnet; forbliver varerne i udlandet, afgives udførselsangivelse efterfølgende, se i afsnit F.A.35.1.8 Efterfølgende udstedelse af udførselsangivelse om efterfølgende udstedelse af udførselsangivelse.

SKAT kan i andre lignende tilfælde fravige kravet om afgivelse af udførselsangivelse, jf. § 55, stk. 2 TBEK. Det gælder ved:

  • Værktøj, instrumenter, redskaber og lignende, som rejsende håndværkere eller kunstnere skal benytte i udlandet
  • Gaveforsendelser med en detailpris i Danmark på højst 950 kr., som afsendes af en privat person her i landet. Udførslen må ikke være erhvervsmæssig, og forsendelsespapirerne skal ved afsendelsen indeholde oplysning om, at det drejer sig om gaveforsendelse
  • Kranse og blomster til udsmykning af grave
  • Udenlandsk indregistrerede motorkøretøjer og fly
  • Danske motorkøretøjer, der midlertidigt udføres
  • Skibe og både, der ikke er til salg, og som afgår på egen køl
  • Jernbanevogne og fly, der ikke er til salg eller udlejning
  • Heste til trav, galop, cirkus eller ridning, der midlertidigt udføres, eller som genudføres efter midlertidigt ophold her i landet for udenlandsk regning
  • Bøger, noder, kataloger, prislister, bekendtgørelser, plakater, brugsanvisninger og andre tryksager, der udføres som lån eller gave
  • Manuskripter, tidsskrifter mv., der er trykt her i landet, og som af danske firmaer sendes til udlandet til abonnenter og forhandlere, der afsætter direkte til forbrugerne
  • Frimærker til bytning
  • Kister med menneskelig og urner med aske
  • Vareprøver med en værdi på højst 500 kr., der ikke er genstand for salg eller bytte. Emballage og forsendelsespapirer skal være mærket "Vareprøver"
  • Sportseffekter til sportsudøvelse i udlandet eller genudførsel af tilsvarende effekter
  • Penge, værdipapirer mv., se afsnit F.A.31 Varebestemmelser om varebestemmelser under VAB K penge.
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.