E.A.7.17.3 Pvc og ftalater omfattet af reglerne
Indhold
Dette afsnit indeholder en beskrivelse af de varegrupper, som er omfattet af reglerne om afgift på pvc og ftalater.
Afsnittet indeholder:
- Afgiftspligtige varer med indhold af pvc, der er blødgjort med ftalater eller andre blødgørere
- Afgiftspligtige varer nævnt i PVCAL bilag 1
- Dækningsafgift
- Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Se også
Dækningsafgift, der skal betales, når afgiftspligtige varer indgår i en i øvrigt afgiftsfri vare E.A.1.2 Systematik for punktafgiftsområdet.
Afgiftspligtige varer med indhold af pvc, der er blødgjort med ftalater eller andre blødgørere
Kun visse varegrupper med indhold af pvc og eventuelt indhold af ftalater eller andre blødgørere, er omfattet af reglerne. Blød pvc indeholder typisk 20 - 50 pct. blødgører. Se PVCAL § 1 og PVCAL bilag 1.
Det er ofte teknisk muligt at anvende andre materialer end blød pvc til fremstilling af varer nævnt i pvc-afgiftslovens bilag 1. Det er også ofte muligt at anvende andre blødgørere end ftalater.
Afgiftspligtige varer nævnt i PVCAL bilag 1
Der skal betales afgift af følgende varer ved et indhold af pvc og eventuelt ftalater:
- Bløde rør og slanger samt fittings dertil bortset fra bløde rør til anvendelse i civile fly og slanger til medicinsk brug, som er CE-mærket
- Gulvbelægningsmaterialer, vægbeklædning og loftsbeklædning, også selvklæbende, i ruller eller som fliser, samt korkfliser
- Selvklæbende folier og tape i ruller eller strimler bortset fra halvfabrikata
- Tagfolier, membranfolier, tagplader og ovenlysvinduer bortset fra halvfabrikata
- Tidsskriftskassetter, ringbind, brevordnere, chartekker og plastlommer
- Handsker, forklæder, beskyttelsesdragter og regntøj
- Presenninger
- Dækketøj, gardiner, rullegardiner, forhæng (inkl. badeforhæng) og gardinkapper
- Isolerede elektriske ledninger, kabler og andre isolerede elektriske ledere, også forsynet med forbindingsdele; optiske fiberkabler fremstillet af individuelt overtrukne fibre, også samlet med elektriske ledere eller forsynet med forbindelsesdele
- Tagrender, nedløbsrør, stålplader og -profiler.
Se PVCAL § 1 og bilag 1.
Ad 1) Bløde rør og slanger, samt fittings dertil bortset fra bløde rør til anvendelse i civile fly og slanger til medicinsk brug, som er CE-mærket
Denne kategori omfatter bløde rør og slanger samt fittings dertil, som indeholder blød pvc og eventuelt ftalater.
Ved bløde rør og slanger forstås hule rør og slanger i form af halvfabrikata eller færdigvarer, som almindeligvis anvendes til fremføring og fordeling af væsker og gas. Dette dækker bløde rør og slanger af flad, rund, oval, kvadratisk, rektangulær eller af regelmæssig polygonal (mangekantet) form.
Profiler er ikke omfattet af afgiften.
Kategorien omfatter ikke rør og slanger til anvendelse i civile fly eller slanger til medicinsk brug, som er CE-mærket. Dette gælder for slanger, som er omfattet af
- Rådets direktiv 90/385 af 20. juni 1990 om aktive, implantable medicinske anordninger (med senere ændringer) og gennemført ved Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1264 af 25. december 2008 om aktivt, implantabelt medicinsk udstyr,
- Rådets direktiv 93/42/EØF af 14. juni 1993 om medicinske anordninger (med senere ændringer) og gennemført ved bekendtgørelse nr. 139 af 15. februar 2016 om medicinsk udstyr,
- Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/79/EF af 27. oktober 1998 om medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik (med senere ændringer) som gennemført ved bekendtgørelse nr. 1269 af 12. december 2005 om medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik.
Eksempler på afgiftspligtige rør, slanger mv.:
- Levnedsmiddelslanger
- Have- og vandslanger
- Muffer
- Rørknæ
- Forbindelsesstykker
- Industrislanger.
Ad 2) Gulvbelægningsmaterialer, vægbeklædning og loftsbeklædning, også selvklæbende, i ruller eller som fliser, samt korkfliser
Denne kategori omfatter gulvbelægningsmaterialer af plast, også selvklæbende, i ruller eller som fliser, som indeholder blød pvc og eventuelt ftalater. Væg- og loftbeklædning af plast både til tørre og våde rum, som indeholder blød pvc og eventuelt ftalater er også omfattet af afgiftspligten.
Kategorien omfatter også gulv- og vægbelægningsmaterialer, som er fremstillet af støttematerialer, der er imprægneret, overtrukket eller lamineret med blød pvc og eventuelt ftalater. Korkfliser belagt med blød pvc og eventuelt ftalater er også omfattet af afgiftspligten, herunder eksempelvis preskork (med eller uden bindemiddel) og varer deraf, blokke, tavler, plader, folier og bånd, fliser af enhver form, massive cylindre og rondeller.
Ved væg- eller loftbeklædning af plast forstås varer i ruller, som er egnede til væg- eller loftsdekoration, og som består af plast, der er permanent fastgjort til et underlag af andet materiale end papir, forudsat at plastlaget (på overfladen) er kornet, mønsterpresset, -trykt eller -præget, farvet eller på anden måde dekoreret.
Ad 3) Selvklæbende folier og tape i ruller eller strimler bortset fra halvfabrikata
Denne kategori omfatter selvklæbende folier og tape i ruller eller i strimler, som indeholder blød pvc og eventuelt ftalater, herunder eksempelvis film, folier, bånd, tape, strimler og andre flade former af plast, der er selvklæbende, også i ruller. Kategorien omfatter således alle størrelser af de selvklæbende folier og tape.
Halvfabrikata er ikke omfattet af afgiften, da en sådan afgift ville medføre dobbeltafgiftsbelægning af visse varer.
Eksempler på afgiftspligtige selvklæbende folier og tape:
- Selvklæbende plasttapeter
- Selvklæbende folier til skilte- og dekorationsformål
- Afmærkningstape.
Ad 4) Tagfolier, membranfolier, tagplader og ovenlysvinduer bortset fra halvfabrikata
Denne kategori omfatter tagfolier, membranfolier, tagplader og ovenlysvinduer med ramme, som indeholder blød pvc og eventuelt ftalater. Ved tag- og membranfolier forstås folier, der anvendes indvendig som af- og inddækning mod vand. Ved membranfolier forstås også folier til fundamenter, bassiner og lignende. Tagplader og ovenlysvinduer med eller uden ramme er omfattet af afgiften.
Halvfabrikata er ikke omfattet af afgiften, da en sådan afgift vil medføre dobbelt afgiftsbelægning af visse varer.
Ad 5) Tidsskriftskassetter, ringbind, brevordnere, chartekker og plastlommer
Denne kategori omfatter tidsskriftkassetter, brevordnere, ringbind og charteks, som indeholder blød pvc og eventuelt ftalater.
Denne kategori omfatter ikke kontor- og skoleartikler generelt, men alene de udvalgte varer, da disse varer vurderes at være homogene og indeholdende en vis mængde blød pvc og ftalater.
Eksempler på afgiftspligtige tidsskriftskassetter, ringbind mv.:
- Giroordnere (mindre brevordnere)
- Kombi-ringbind
- Plastlommer
- Fotolommer
- Diaslommer
- Plastomslag
- Plastetuier
- Visitkortlommer
- Kataloglommer
- Signallommer
Ad 6) Handsker, forklæder, beskyttelsesdragter og regntøj
Denne kategori omfatter handsker, forklæder, beskyttelsesdragter og regntøj, som indeholder blød pvc og eventuelt ftalater, herunder eksempelvis beklædningsgenstande som handsker, vanter og luffer mv. Kategorien omfatter udvalgte varer, da disse varer vurderes at være homogene og indeholdende en vis mængde blød pvc og ftalater.
Ved regntøj forstås beklædning, som er fremstillet af en vandtæt metervare. Derudover skal det færdige regntøj være tapet i sømmene, og sømmene skal være vandtætte. Det har ikke betydning, om der er for i regntøjet eller ej.
Ad 7) Presenninger
Denne kategori omfatter presenninger, som indeholder blød pvc og eventuelt ftalater, herunder eksempelvis presenninger til afdækning i fx byggesektoren samt lagertelte.
Presenninger kan være sømmet langs kanterne og kan være forsynes med snørehuller, snore stropper osv.
Afgiften omfatter presenningsdug, der anvendes til beskyttelse mod vejrliget af gods, der er oplagret under åben himmel eller indladet i skibe, jernbanevogne osv., herunder dug fremstillet ud fra metervarer, som er pvc-belagt nylon eller polyester.
Plane presenninger, som kan bruges til overdækning er afgiftspligtige. Fx er en plan presenning, som er forsynet med snørehuller til fastgørelse med snore om en høstak, pool eller et dæk på et mindre skib, afgiftspligtig.
Det er uden betydning, om en presenning er rektangulær, kvadratisk, rund mv.
Løse, faconformede, ikke-plane overtræk formet til fx maskiner, grill og havemøbler, er ikke omfattet af afgiftspligten. Med faconformede menes i de nævnte genstandes facon. Se SKM2016.504.HR.
Presenninger til lastbiler og sættevogne/påhængsvogne til lastbiler er fritaget for afgift.
Ad 8) Dækketøj, gardiner, rullegardiner, forhæng (inkl. badeforhæng) og gardinkapper
Denne kategori omfatter dækketøj, gardiner, rullegardiner, forhæng, badeforhæng og gardinkapper med indhold af pvc blødgjort med ftalater eller andre blødgørere.
Afgiften omfatter færdigvarer som fx bordduge, dækkeservietter og slagteriforhæng.
Ad 9) Isolerede elektriske ledninger, kabler og andre isolerede elektriske ledere, også forsynet med forbindingsdele, optiske fiberkabler fremstillet af individuelt overtrukne fibre, også samlet med elektriske ledere eller forsynet med forbindelsesdele
Denne kategori omfatter isolerede (lakerede eller anodiserede) elektriske ledninger, kabler (koaksialkabler) og andre isolerede elektriske ledere, også fornyet med forbindelsesdele, optiske fiberkabler fremstillet af individuelt overtrukne fibre, også samlet med elektriske ledere eller forsynet med forbindelsesdele, som indeholder blød pvc og eventuelt ftalater.
Ad 10) Tagrender, nedløbsrør, stålplader og -profiler
Denne kategori omfatter tagrender, nedløbsrør, som indeholder blød pvc og eventuelt ftalater.
Stålplader og -profiler med en blød pvc-coating er også omfattet af afgiften.
Dækningsafgift
Det fremgår af pvc-afgiftslovens § 2, at der skal betales afgift af en vare, der ikke i sig selv er omfattet varegrupperne i pvc-afgiftslovens bilag 1, men som indeholder en eller flere afgiftspligtige varer omfattet af bilaget, hvor bilagsvarerne udgør mindst 10 pct. af varens samlede vægt. Afgiften skal alene svares af de afgiftspligtige dele af den samlede vare. Se SKM2021.327.SR, hvor Skatterådet tiltrådte, at det alene er ledningerne uden for produktet, som skal regnes med i grundlaget for dækningsafgiften
Et eksempel på en sammensat vare er et brusehoved påsat en slange, hvor alene slangen er fremstillet af blød pvc. Der skal i dette tilfælde alene betales afgift af slangen.
Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.
Skemaet viser relevante afgørelser på området:
Afgørelse | Afgørelsen i stikord | Kommentarer |
Højesteret | ||
SKM2016.504.HR | Højesteret udtalte (dissens), at pvc-afgiftsloven i sin oprindelige affattelse i 1999 ikke omfattede de omhandlede grillbetræk. Højesteret lagde navnlig vægt på, at de eksempler på anvendelse af presenninger, der var nævnt i lovens forarbejder, adskilte sig meget væsentligt fra anvendelsen af grillbetræk. Højesteret fastslog dernæst, at der ved ændringen af pvc-afgiftsloven i 2004 ikke skete en udvidelse af det afgiftspligtige vareområde, således at løse, faconformede grillbetræk fremover skulle anses for at være en presenning i pvc-afgiftslovens forstand. De pågældende grillbetræk var derfor ikke afgiftspligtige efter pvc-afgiftsloven. Landsretten og byretten var nået til det modsatte resultat. | SKAT har som følge af dommen fra Højesteret udsendt et styresignal SKM2016.595.SKAT. Tidligere SKM2015.701.VLR og SKM2014.532.BR |
Landsskatteretskendelser | ||
SKM2006.100.LSR SKM2006.317.SKAT | LSR: Ingen holdepunkter for at fortolke pvc-afgiftsloven, så der lægges afgift på emballagetape med indhold af hård pvc. Ingen afgiftspligt. SKAT: Praksis ændres. Ingen afgift på tape med indhold af hård pvc og uden indhold af blød pvc. Sager genoptages. | Det er Skattestyrelsens opfattelse, at gældende afgift på tape mv. er en genindførelse af afgiftsgrundlaget for den tidligere afgift for tape mv. hvorfor praksis fortsat er gældende. |
Skatterådet | ||
SKM2021.327.SR | Skatterådet kunne ikke bekræfte, at der ikke skulle betales afgift varer, der indeholdte afgiftspligtige ledninger efter pvc-afgiftslovens § 2. Der var i besvarelsen lagt til grund, at vægten af ledning fra stik/batteriboks til selve produktet udgjorde mere end 10 pct. af varens samlede vægt. Ledningerne inde i selve varen indgik ikke i denne opgørelse. | |
SKM2013.822.SR | Skatterådet bekræfter, at der ikke skal svares afgift efter pvc-afgiftsloven ved import af kabelskrot, når ledninger og kabler i kabelskrottet ikke længere er anvendelige. | |
Udtalelser fra Teknologisk Institut | ||
SKM2002.227.TSS | Teknologisk Institut udtaler, at der er tale om regntøj, når det er undersøgt om metervaren er vandtæt. Herudover skal det færdige regntøj være tapet i sømmene, og sømmene skal være vandtætte. Det har ingen betydning for definitionen, om der er for i regntøjet. SKAT: Afgrænsningen af vareområdet skal ske i overensstemmelse med definitionen fra Teknologisk Institut. |
,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.
Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013
Værelsesudlejning (hus og ejerlejlighed)
Værelsesudlejning (andelsbolig)
Skattefri avance ved salg af hus
Skattefri avance ved salg af ejerlejlighed
Erhvervsmæssig sommerhusudlejning
Registreringsafgift for nye og brugte motorkøretøjer
Registreringsafgift ved indførsel af brugt bil