Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2022-2
<< >>

E.A.4.1.3.2 Energibeskatningens udfyldningsregel

Indhold

Dette afsnit handler om afgift af andre varer, der bruges som motorbrændstof eller som brændsel til opvarmning.

Afsnittet indeholder:

  • Hvad er energibeskatningens udfyldningsregel?
  • Varmefremstilling MINAL § 1, stk. 2, 1. pkt.
  • Motorbrændstof MINAL § 1, stk. 2, 2. pkt.
  • Motorer i kraftvarmeværker MINAL § 1, stk. 2, 3. pkt.
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Hvad er energibeskatningens udfyldningsregel?

Energibeskatningsdirektivets bestemmelser om, at der skal betales afgift af alle varer, der anvendes eller er bestemt til at blive anvendt som motorbrændstof, er implementeret i mineralolieafgiftsloven, men gælder også for de øvrige energiafgiftslove. Det samme gør sig gældende for resten af udfyldningsreglen, der fremgår af MINAL § 1, stk. 2.

Bestemmelserne gælder således for hele energibeskatningsdirektivets område. Ud over de afgiftspligtige produkter, der er nævnt i energiafgiftslovene, er der afgift på alle andre kulbrintebrændstoffer, bortset fra tørv, der er bestemt til anvendelse, udbydes til salg, eller anvendes som brændsel til opvarmning.

Varmefremstilling MINAL § 1, stk. 2, 1. pkt.

Der skal betales afgift af andre kulbrintebrændstoffer og varer under position 3824 90 99 i EU's Kombinerede Nomenklatur, undtagen af tørv og afgiftspligtige varer, der er nævnt i KULAL § 1, stk. 1, og i GASAL § 1, der er bestemt til anvendelse, udbydes til salg eller anvendes som brændsel til opvarmning. Der betales afgift efter den sats, der gælder for tilsvarende brændsel til opvarmning. Bestemmelsen omfatter i praksis alle øvrige flydende mineralolieprodukter, der anvendes til eller er bestemt til at blive anvendt til fremstilling af varme.

Dette gælder også for varer, hvoraf der almindeligvis ikke betales afgift, fx specielle olieprodukter til industrielle formål mv., herunder produkter til kemisk rensning, og produkter der bruges som fortyndere ved fremstilling af maling, lakker og træbeskyttelsesmidler, hvis produkterne anvendes til varmefremstilling. Dette gælder også for genindvundne råoliedampe.

Genbrugsolie/spildolie, fx brugt motorolie, gearkasseolie, skæreolie eller spild- eller slopolie fra skibe er også afgiftspligtig. Dette gælder uanset om varerne er indsamlet her i landet eller modtages fra udlandet. Disse produkter anvendes almindeligvis i stedet for fuelolie.

Varer omfattet af KN-kode 3824 90 99 er afgiftspligtig efter udfyldningsreglen, når varerne er bestemt til anvendelse som brændsel til opvarmning, og ikke afgiftspligtige efter andre bestemmelser, se lov nr. 1174 af 5. november 2014.

KN-koden refererer til Kommissionens forordning (EF) nr. 2031/2001 af 6. august 2001, da energibeskatningsdirektivets afgrænsning tager udgangspunkt i samme forordning. Denne forordning er efterfølgende ændret, hvilket bl.a. har betydet, at KN-kode 3824 90 99 i dag er ændret til KN-kode 3824 90 97. KN-kode 3824 90 99 omfatter "Andre varer" under pos. 3824, som har beskrivelsen "Tilberedte bindemidler til støbeforme eller støbekerner; produkter fra kemiske og nærtstående industrier (herunder blandinger af naturprodukter), ikke andetsteds tariferet". Der er tale om en opsamlingsbestemmelse, som alene finder anvendelse i de tilfælde, hvor den pågældende vare ikke kan tariferes under en anden KN-kode.

Flere varer, som er omfattet af 3824 90 99 kan være afgiftspligtige efter andre bestemmelser. KN-kode 3824 90 99 omfatter eksempelvis blandinger af rapsolie og dieselolie, der har karakter af brændstof, da en sådan blanding ikke kan tariferes som rapsolie (pos. 1514) eller som dieselolie (pos. 2710). Som udgangspunkt er sådanne blandinger omfattet af den gældende bestemmelse i mineraloliegiftslovens § 1, stk. 4 for blandingsprodukter, da dieselolie i sig selv er et afgiftspligtigt energiprodukt.

Varer, der hører under position 2713, 2714 og 2715 i EUs kombinerede nomenklatur og som bruges til eller er bestemt til at blive brugt til fremstilling af varme og faste brændsler, som fx jordoliekoks, er omfattet af afgiftspligten efter lov om afgift af stenkul, brunkul og koks mv. Se også afsnit E.A.4.2 Kul og affaldsvarme om afgift på stenkul, brunkul og koks mv.

Motorbrændstof MINAL § 1, stk. 2, 2. pkt.

Der skal betales afgift af andre varer end de afgiftspligtige varer, der er nævnt i KULAL § 1, stk. 1, og i GASAL § 1, hvis de er bestemt til anvendelse, udbydes til salg eller anvendes som motorbrændstof eller som tilsætnings- og fyldstof i motorbrændstof. Afgift skal betales efter den sats, der gælder for tilsvarende motorbrændstof.

Bestemmelsen omfatter i praksis alle varer, der anvendes som eller er bestemt til at blive anvendt som motorbrændstof. Det gælder også vegetabilske olier, fx rapsolie og animalske olier.

Hvis det er diesel, der erstattes, skal der betales afgift efter MINAL § 1, stk. 1, nr. 4 eller 5 (svovlfattig diesel eller svovlfri diesel). Disse afgiftssatser kan dog kun benyttes, hvis virksomheden kan godtgøre, at svovlindholdet for svovlfattig dieselolie (svovlindhold højst 0,005 pct.) og svovlindholdet for svovlfri diesel (0,001 pct.) er opfyldt. Hvis dette ikke er tilfældet, beskattes varen efter satsen for nr. 1 (gas- og dieselolie, der anvendes som motorbrændstof). Der skal endvidere betales CO2-afgift svarende til afgiften af det brændstof, der erstattes, dog ikke for så vidt angår biobrændstoffer. For biobrændstoffer, hvor afgiften opgøres efter energiindhold, der blandes med andre afgiftspligtige varer, betales der forholdsmæssig afgift af biobrændstoffer og de øvrige afgiftspligtige varer. Se MINAL § 1, stk. 1, og MINAL § 1, stk. 8.

Motorer i kraftvarmeværker MINAL § 1, stk. 2, 3. pkt.

Der skal betales afgift efter satsen for fyringsolie af hele det forbrug af olie, der bruges til at fremstille elektricitet og varme på stationære motorer i kraftvarmeværker.

Se også

Se også afsnit E.A.4.3 Elektricitet om afgiftsforhold vedrørende stationære motorer i kraftvarmeværker.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse Afgørelsen i stikord Kommentarer
EU-domme

C-43/13 og C-44/13

Når der skal tages stilling til, hvorvidt et energiprodukt skal beskattes efter energibeskatningsdirektivets udfyldningsregel, skal denne regel fortolkes således, at det først skal afgøres, om det omhandlede produkt anvendes som brændsel til opvarmning eller som motorbrændstof, før det derefter fastslås, hvilket motorbrændstof eller brændsel til opvarmning, der er tilsvarende i det enkelte tilfælde for at afgøre, hvilken afgiftssats, der skal anvendes. Se MINAL § 1, stk. 2.

 
Skatterådet

SKM2021.284.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at afbrændingen af et afdampet opløsningsmiddel (en kulbrinte) fra en produktionsproces, var afgiftsfrit efter mineralolieafgiftsloven. Skatterådet kunne heller ikke bekræfte, at det pågældende afdampede opløsningsmiddel var afgiftsfritaget efter kuldioxidafgiftsloven, men da kuldioxidafgiftsloven ikke indeholder regler, som fastsætter eller kan anvendes til at fastsætte en CO2-afgiftssats for det pågældende opløsningsmiddel, kunne der ikke opkræves kuldioxidafgift af opløsningsmidlet.

Skatterådet kunne bekræfte, at afbrændingen af andet afdampet opløsningsmiddel (ikke en kulbrinte) var afgiftsfrit efter energiafgiftslovene og kuldioxidafgiftsloven.

Skatterådet kunne bekræfte, at forbruget af afgiftspligtige afdampede opløsningsmidler i RTO-anlægget var godtgørelsesberettiget som proces, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, når forbruget ikke blev udnyttet til fremstilling af rumvarme mv., og forbrændingen skete med henblik på bortskaffelse af afdampede opløsningsmidler. Derudover kunne Skatterådet bekræfte, at spørger skulle afregne overskudsvarmeafgift efter mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 9, for den andel af den udnyttede varme til rumvarme mv., der hidrørte fra afgiftspligtige opløsningsmidler.

Afgørelsen er påklaget til Skatteankestyrelsen/Landsskatteretten

SKM2020.70.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, Liquified Natural Gas (LNG) er en afgiftspligtig vare efter mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 2 (udfyldningsbestemmelsen). Det fremgik af Skatterådets afgørelse, at begrebet "naturgas" i gasafgiftslovens § 1, stk. 1 skal anses for også at omfatte den flydende tilstandsform (LNG).

 

SKM2015.294.SR

Skatterådet bekræfter, at et biologisk produkt til varmefremstilling ikke er omfattet af afgiftspligten efter mineralolieafgiftsloven, da produktet ikke er omfattet af afgiftspligten efter mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 1 eller udfyldningsreglen i § 1, stk. 2, da produktet ikke skal anses for at være et kulbrintebrændstof.

 

SKM2015.18.SR

Skatterådet bekræfter, at tændblokke og tændvæske ikke er omfattet af afgiftspligten efter mineralolieafgiftsloven.

 

SKM2014.630.SR

Skatterådet bekræfter, at brint til varmefremstilling ikke er omfattet af mineralolieafgiftslovens § 1, stk. 2.

 
Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.