Lov nr. og dato

Ændring og baggrund for ændringen

Hvor i loven

724 af 25. juni 2010

Ændring af bagatelgrænsen, herunder forhøjelse til 2.000 kr. med virkning fra indkomståret 2010. Afgrænsning af gæld i fremmed valuta flyttet fra § 1, stk. 2, til § 23.

§ 1, nr. 12

433 af 16. maj 2012

Investeringsforeningsbeviser i udloddende obligationsbaserede investeringsforeninger ændres til: "investeringsbeviser i obligationsbaserede investeringsinstitutter med minimumsbeskatning".

§ 7, nr. 1

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2021.332.HR

Appellanten havde i forbindelse med en tvangsindløsning af sine andele i et kommanditselskab realiseret en valutakursgevinst. Der var enighed om, at gevinsten var skattepligtig efter kursgevinstlovens § 23. Spørgsmålet for Højesteret var derfor alene, om beskatningen af skatteyderen var i strid med TEUF artikel 63 om kapitalens frie bevægelighed, idet gevinst og tab på gæld i danske kroner ikke medregnes til den skattepligtige indkomst.

Højesteret havde i en tidligere dom af 11. november 2019 (U.2020.202H) fastslået, at beskatning efter kursgevinstlovens § 23 ikke er i strid med TEUF artikel 63 i en situation, hvor en investor i et kommanditselskab som følge af et non-recourse vilkår havde opnået en kursgevinst på et lån i britiske pund i udlandet. I nærværende dom gengav Højesteret indledningsvist præmisserne fra dommen af 11. november 2019.

Højesteret henviste derudover til, at der i den foreliggende sag var tale om en valutakursgevinst, der kun kan opstå ved gæld i fremmed valuta. Endvidere fandt Højesteret, at den omstændighed, at værdien af fradrag for kurstab i overensstemmelse med skattelovgivningens almindelige regler kunne være mindre end størrelsen af beskatningen af en tilsvarende kursgevinst, ikke kunne føre til, at der forelå forskelsbehandling i strid med TEUF artikel 63. Der var heller ikke i øvrigt grundlag for at fastslå, at der forelå en restriktion som nævnt i TEUF artikel 63.

Højesteret fastslog også, at der ikke var en sådan tvivl om fortolkningen af TEUF artikel 63, at der var grundlag for præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen.

TEUF artikel 63 var derfor ikke til hinder for, at der skete beskatning hos skatteyderen af den realiserede valutakursgevinst, og Højesteret stadfæstede på den baggrund landsrettens dom om frifindelse af Skatteministeriet.

SKM2019.627.HR

Spørgsmålet i sagen var, om en kommanditist havde opnået en skattepligtig kursgevinst ved afståelsen af sin ideelle andel af et ejendomslån i udenlandsk valuta, hvor långiver alene kunne søge sig fyldestgjort i ejendommen (pga. et non recourse-vilkår), og om beskatningen i bekræftende fald var en EU-stridig hindring for kapitalens frie bevægelighed, jf. TEUF artikel 63.

Højesteret fandt, at der efter låneaftalen var en betalingsforpligtelse for hele lånebeløbet, selv om non recourse-vilkåret indebar, at kommanditselskabet ikke hæftede med mere end den stillede sikkerhed (og afkastet heraf). Tab eller gevinst ved frigørelse for gælden til långiver var derfor omfattet af kursgevinstloven, jf. lovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Højesteret fandt videre, at differencen mellem kommanditselskabets restgæld ved långivers overtagelse af ejendommen og det opnåede salgsprovenu - svarende til det beløb, som kommanditisterne blev frigjort fra - udgjorde en skattepligtig kursgevinst, jf. kursgevinstlovens § 23. Højesteret tiltrådte derfor, at kursgevinstloven førte til, at kommanditisten skulle kursgevinstbeskattes af sin del af differencebeløbet.

SKM2009.562.HR

Udgifter til honorar til udbyderen af et ejendomsinvesteringsprojekt kunne ikke fradrages efter KGL (kursgevinstloven) § 23 allerede fordi, der ikke i indkomståret var afviklet på den del af lånet, der var optaget i fremmed valuta. Se præmisserne til landsrettens dom.

Landsretsdomme

TfS 1998, 612 VLD

En kautionsforpligtelse på maksimalt 2 mio. kr., der blev indfriet ved betaling i DEM, var ikke en fordring i fremmed valuta eller en fordring, der reguleres i forhold til en fremmed valuta, da kursudsving mellem DEM og DKK var uden betydning for størrelsen af kautionsforpligtelsen.

Byretsdomme

SKM2021.403.BR

Et kommanditselskab blev frigjort fra en gæld i udenlandsk valuta ved afståelsen af kommanditselskabets ejendom. Skatteankenævnet havde stadfæstet SKATs afgørelse om, at en kommanditist i kommanditselskabet herved havde opnået en skattepligtig kursgevinst, men uden at kommanditisten og hans repræsentant havde haft foretræde for skatteankenævnet, som der ellers var anmodet om.

Retten lagde til grund, at der efter vilkårene for lånet og regnskabsoplysningerne om gælden bestod en betalingsforpligtelse for hele beløbet, men at kommanditselskabet og dermed kommanditisterne alene hæftede med ejendommen. Retten lagde videre til grund, at kommanditisterne ved salget af kommanditselskabets ejendom blev frigjort for den udækkede del af gælden til långiver.

Retten fandt, at der ikke forelå oplysninger, der kunne føre til, at der var tale om gældseftergivelse.

Lånet var optaget i engelske pund og måtte anses at være indfriet til kurs 0. Retten tiltrådte derfor, at der var grundlag for at medregne et beløb svarende til den opnåede kursgevinst ved opgørelsen af kommanditistens skattepligtige indkomst, jf. kursgevinstlovens § 23.

Det, som var anført om Den juridiske vejledning og manglende foretræde for skatteankenævnet, inden afgørelsen blev truffet, kunne ikke føre til andet resultat. Retten lagde herved vægt på, at det påberåbte afsnit af vejledningen vedrørte gældseftergivelse, samt at sagen var fuldt belyst, og at der ikke forelå oplysninger om, at nævnet kunne have været bibragt et grundlag for at træffe en anden afgørelse end sket.

Skatteministeriet blev derfor frifundet.

SKM2020.159.BR

Spørgsmålet i de 11 sambehandlede sager var, om de sagsøgte kommanditister opnåede en skattepligtig kursgevinst på lån i fremmed valuta med et såkaldt non recourse-vilkår, dvs. uden hæftelse ud over den stillede sikkerhed, da de tre kommanditselskaber, som de hver især var medejere af, blev frigjort for deres respektive gældsforpligtelser som følge af non recourse-vilkår.

Retten fandt, at kommanditselskabernes frigørelse for gælden ikke kunne anses som en eftergivelse af gæld i kursgevinstlovens § 21’ s forstand, og at KGL (kursgevinstloven) § 21 derfor ikke fandt anvendelse, idet non recourse-vilkåret var indeholdt i de oprindelige låneaftaler.

Med henvisning til KGL (kursgevinstloven) forarbejder fandt retten videre, at der ikke var grundlag for at antage, at KGL (kursgevinstloven) § 23 kun fandt anvendelse på valutakurssvingninger og børskurssvingninger, som kommanditisterne havde gjort gældende, men at gevinsterne derfor var omfattet af § 23.

Endelig fandt retten, at kursgevinsterne skulle bedømmes i forhold til gældsfrigørelsen og ikke i forhold til kommanditisternes resthæftelse over for kommanditselskaberne og henviste i den forbindelse til, at det fulgte af Højesteret i UfR 2020.202, at kommanditisternes manglende hæftelse for den gæld, der oversteg værdien af den stillede sikkerhed, var uden betydning for beskatningen af kursgevinsterne ved bortfaldet af denne del af gælden.

Retten tog derfor Skatteministeriets påstande om forhøjelse af kommanditisternes indkomst til følge.

SKM2020.131.BR

Spørgsmålet i sagen var, om en kommanditist var skattepligtig af en kursgevinst i fremmed valuta opnået ved, at det kommanditselskab, som vedkommende var kommanditist i, ved afståelsen af sin ejendom blev frigjort fra et lån, hvor hæftelsen var begrænset til ejendommen og afkastet heraf (et non recourse-vilkår).

Retten fandt, at KGL (kursgevinstloven) § 24 ikke fandt anvendelse og henviste bl.a. til, at det fulgte af låneaftalen, at långiveren ikke kunne gøre krav gældende mod kommanditselskabet ud over overdragelse af ejendommen.

Idet låneaftalen var født med non recoursevilkåret, fandt retten også, at KGL (kursgevinstloven) § 21 ikke fandt anvendelse, idet der ikke forelå en eftergivelse af gæld i KGL (kursgevinstloven) § 21’s forstand.

Med henvisning til KGL (kursgevinstloven) forarbejder fandt retten videre, at der ikke var grundlag for at antage, at KGL (kursgevinstloven) § 23 kun fandt anvendelse på valutakurssvingninger.

Endvidere fandt retten, at kommanditisten ikke havde dokumenteret en praksis, der kunne føre til et andet resultat, og at der ikke var grundlag for at bedømme kursgevinsten efter eller i sammenstød med ejendomsavancebeskatningsloven.

Endelig fandt retten, at kursgevinsten skulle bedømmes i forhold til gældsfrigørelsen og ikke i forhold til resthæftelsen over for kommanditselskabet.

Retten tog derfor Skatteministeriets påstand om forhøjelse af kommanditistens indkomst til følge.

Retten frifandt endvidere Skatteministeriet for kommanditistens påstand om, at der enten ikke skulle ske forrentning af restskatten, eller at forrentningen subsidiært først skulle ske fra dagen efter Skattestyrelsens opgørelse af skattekravet som følge af byrettens dom.

SKM2016.419.BR

En skatteyder havde i 2004 købt en række anparter i et kommanditselskab. Selskabet optog senere samme år et lån i britiske pund. I 2009 blev skatteyderen som følge af manglende betalinger til kommanditselskabet tvangsindløst af selskabet.

Da skatteyderen i 2009 blev tvangsindløst, var kursen på britiske pund faldet. Kommanditselskabet havde derfor opnået en kursgevinst. Skatteyderen blev anset for i skatteretlig henseende at have været debitor på lånet i perioden fra lånets optagelse, og inden hun blev tvangsindløst. Skatteyderen blev som følge heraf beskattet af kommanditselskabets kursgevinst.

Landsskatteretskendelser

SKM2020.64.LSR

Klageren deltog som kommanditist i et kommanditselskab, der havde til formål at eje og drive et skib. I forbindelse med salget af skibet og afviklingen af kommanditselskabet blev kommanditselskabet frigjort for en restgæld i fremmed valuta hos den bank, der havde finansieret skibet.

Landsskatteretten fandt, at klageren som kommanditist havde opnået en kursgevinst, der var omfattet af KGL (kursgevinstloven). Lånet var efter Landsskatterettens opfattelse ikke på såkaldte non-recourse vilkår, dvs. uden hæftelse ud over den stillede sikkerhed, hvorfor gevinsten ikke skulle bedømmes efter retspraksis herom, jf. SKM2019.627.HR.

Landsskatteretten udtalte, at der var tale om en singulær gældseftergivelse, der ikke skulle bedømmes efter KGL (kursgevinstloven) § 21, stk. 1, men efter § 23, der specifikt angik kursgevinst på gæld i fremmed valuta, hvorefter hele kursgevinsten var skattepligtig.

I Den juridiske vejledning var det imidlertid anført, at en gældseftergivelse ikke indebar en gevinst i kursgevinstlovens forstand, når kommanditisten havde indbetalt hele sin hæftelse. Da dette ikke var i åbenbar strid med KGL (kursgevinstloven) § 23, fandt Landsskatteretten, at kommanditisten kunne støtte ret på Den juridiske vejledning, hvorfor han ikke skulle beskattes, medmindre han ikke havde indbetalt sin fulde hæftelse.

Sagen blev hjemvist til Skattestyrelsen med henblik på en vurdering af, i hvilket omfang kommanditisten havde indbetalt sin resthæftelse, således at den skattepligtige kursgevinst kunne fastlægges.

SKM2016.148.LSR

Valutakursgevinst ved klagerens afståelse af kommanditanparter i et kommanditselskab blev anset for skattepligtig.

SKM2008.586.LSR

Kommanditist var skattepligtig af en (singulær) eftergivelse af gæld i fremmed valuta, som den långivende tyske bank havde meddelt over for kommanditselskabet.

Landsskatteretten bemærkede, at klageren kun undergives beskatning i det omfang, han ikke har indbetalt resthæftelsen på sine anparter.

Skatterådet

SKM2021.568.SR

Spørgeren ønsker i hovedsagen bekræftet, at den del af det tinglyste lån, der benævnes finansieringstillæg, skal anses for renter i skattemæssig forstand.

Finansieringstillægget er beregnet på baggrund af lånets oprindelige hovedstol og derefter tillagt gælden, således at beløbet indgår som en del af gælden (låntager låner beløbet) og afdrages sammen med dette. Derudover ønsker Spørgeren bl.a. en stillingtagen til den skattemæssige behandling af et tilsvarende lån i EURO, ligesom der ønskes en stillingtagen til den skattemæssige behandling for kreditor, der er et bagvedliggende pengeinstitut.

Skatterådet fandt, at et finansieringstillæg, der var en del af det tinglyste lån, ikke opfyldte den skatteretlige rentedefinition, og at der af denne grund ikke var tale om renter. Skatterådet fandt, at der i stedet er tale om et kurstab, for hvilket der var tabsfradrag for så vidt angår det lån, der blev reguleret i EURO. Derudover fandt Skatterådet, at pengeinstituttets fordring og gæld skulle medregnes efter det særlige opgørelsesprincip for pengeinstitutter.

SKM2008.573.SR

Et kommanditselskab havde udstedt obligationer, hvor indfrielseskursen blev reguleret af forholdet mellem den akkumulerede budgetterede leje og den akkumulerede realiserede leje af et hotel under opførelse af kommanditselskabet. Kommanditister, der var ikke-pengenæringsdrivende personer, skulle medregne gevinst og tab efter KGL (kursgevinstloven) § 23.

SKM2008.192.SR

En aftalt betaling der medførte, at en uforrentet gæld i EURO skulle indfries til en højere kurs end stiftelseskursen, var et kurstab, der var fradragsberettiget efter KGL (kursgevinstloven) § 23.