Til forside TAX.DK - skat & afgift
Den Juridiske Vejledning 2022-2
<< >>

Under hvilke betingelser kan en stiftelsesprovision fradrages? Hvornår kan provision for en bankgaranti fradrages? Kan en garantiprovision fradrages?

C.A.11.2.3.1 Provisioner, låneafgifter og kautionsforsikringspræmier

Indhold

Dette afsnit beskriver, om der er fradrag for udgifter, som minder om renteudgifter.

Afsnittet indeholder:

  • Løbende provisioner eller engangspræmier for lån
  • Maksimum for fradrag for stiftelsesprovisioner og andre engangsydelser
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Løbende provisioner eller engangspræmier for lån

Følgende udgifter kan fradrages:

a. Løbende provisioner eller præmier for lån, som en skattepligtig optager. Se LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra a.

b. Løbende provisioner eller præmier for sikring af en skattepligtigs tilgodehavende. Se LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra a.

c.  Præmier og lignende løbende ydelser for kaution for den skattepligtiges gæld. Se LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra b.

Ad a-c

Stiftelsesprovisioner, engangspræmier og lignende engangsydelser for lån, sikring af tilgodehavender eller kaution, som nævnt under a. - c., kan kun fradrages, hvis løbetiden efter aftalen er mindre end 2 år. Se LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra c.

Hvis det, der dækkes af ydelsen, ikke kan anses for en finansieringsomkostning, kan beløbet ikke fradrages efter reglen i LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra c. Fx kan udgifter til tinglysningsafgift, stempelafgift og andet papirarbejde ikke fradrages, selvom der betales et engangsbeløb til dækning af udgifterne.   

Bestemmelsen berører ikke retten til at fradrage finansieringsudgifter efter de almindelige regler om fradrag for driftsomkostninger. Se Skatteministeriets cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, pkt. 8.8.

Stiftelsesprovision

Stiftelsesprovision ved oprettelse af en kassekredit kan kun fradrages, hvis aftalen har en løbetid på under 2 år. At lånet efterfølgende forlænges, har ingen betydning for fradraget. Hvis aftalen kan opsiges med fx. 14 dages varsel, kan stiftelsesprovision ikke fradrages. Er der ikke aftalt en afviklingsperiode, er der en formodning for, at løbetiden er 2 år eller mere.

Det er kun aftalens indhold, som har betydning for vurderingen af, om lånet har en løbetid på mindre end 2 år. Er der fx aftalt en løbetid på 5 år, kan der ikke foretages fradrag for stiftelsesprovision, uanset at lånet indfries efter mindre end 2 år. Se LSRM 1974.63.

Hvis en stiftelsesprovision overstiger, hvad der er sædvanligt, begrænses fradraget. Se TfS 1989, 516 LSR, hvor en sparekasse og en kunde havde forsøgt at omkontere en del af købsprisen på statsgældsbeviser til stiftelsesprovision, men hvor fradraget for stiftelsesprovision blev nedsat med samme beløb, som kunden havde købt statsgældsbeviserne under børskursen.

Garanti

Provision for en bankgaranti kan fradrages, hvis det er en løbende provision. Derimod kan provisionen ikke fradrages, hvis det er en engangsprovision, og lånets løbetid er på 2 år eller mere. Se TfS 1995, 611 TSS. Landsskatteretten fandt dog, at LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra c, omfatter en garantiprovision, hvor sikringsperioden var mindre end 2 år, uanset at det underliggende låneforhold havde en længere løbetid. Se TfS 1997, 245 LSR. Se også SKM2010.18.SR.

Andet

Følgende udgifter kan fradrages:

  • Udgift til løbende præmie, der betales til et forsikringsselskab eller et pengeinstitut for at yde en pantebrevsgaranti. Se LL (ligningsloven) § 8, stk. 3.
  • Boliglånsforsikringer, som långiver tegner i et forsikringsselskab, men som ifølge aftalen mellem långiver og låntager, overvæltes på låntager, er omfattet af LL (ligningsloven) § 8, stk. 3. Se SKM2007.47.SR.

Følgende udgifter kan ikke fradrages:

  • Udgifter til stempel- og tinglysningsafgift kan ikke fradrages efter LL (ligningsloven) § 8, stk. 3. Det gælder, hvad enten der kun betales stempel- eller tinglysningsafgift, eller der betales et gebyr, som også dækker andre udgifter. Udgifter til dækning af andet papirarbejde kan heller ikke fradrages, uanset hvad udgiften kaldes.  
  • Et gebyr, som betales af debitor til kreditor, fordi debitor ikke har betalt renter eller afdrag til tiden, kan ikke fradrages. Se skd. 1975.123.
  • Faste månedlige gebyrer på kontoordninger i fx. stormagasiner og kontosammenslutninger kan ikke fradrages, da der ikke er tale om provision eller præmie for lån.
  • Honorar til formidling af finansiering (formidlingshonorar), kan ikke fradrages efter LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra c.

Om "rentegulv og renteloft", se SKM2010.283.SR.

Garantiprovision

Garantiprovision er en provision, som betales til pengeinstitutter i forbindelse med låneomlægning. Provisionen betales, fordi pengeinstituttet garanterer, at det nye lån får samme prioritetsstilling som det indfriede lån. 

Garantiprovision beregnes forud, og det vil normalt kun blive beregnet én gang, og bliver normalt opkrævet ved afregning af lånesagen.

Told- og Skattestyrelsen udtalte, at fradragsretten skal afgøres på grundlag af det nye låns løbetid, og der vil derfor ikke være fradrag, hvis der er tale om engangsbeløb, da løbetiden på det nye lån normalt vil være over to år. Der er fradrag for garantiprovision, hvis det er en løbende provision.

Told- og Skattestyrelsen udtalte, at styrelsen fandt, at garantiprovision må anses for en løbende provision, da den beregnes kvartalsvis forud. Der er derfor fradrag for garantiprovision. Se TfS 1995, 611 TSS.

Se også

Se også afsnit

  • C.A.11.2.6.1 om på hvilket tidspunkt renteudgifter kan fradrages, da de almindelige regler for fradragstidspunktet for renter også gælder om fradragstidspunktet for løbende provisioner eller præmier. 
  • C.A.11.1.3 under afsnittene "Periodisering af renter for selskaber, banker, fonde mv." og "Periodisering af renter for bogførings- og regnskabspligtige" om hvem der skal/kan periodisere renteindtægter og renteudgifter. 
  • C.A.11.1.3.2.1 om udvidelsen af LL (ligningsloven) § 5 C, der for overdragelser af fordringer eller gæld pr. 1. januar 2016 og senere tillige omfatter vederlag for provisioner og præmier m.v. omfattet af LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra a og b.

Maksimum for fradrag for stiftelsesprovision og andre engangsydelser

Stiftelsesprovisioner, engangspræmier og lignende engangsydelser, der kan fradrages efter LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra c, kan på forfaldstidspunktet (= stiftelsesåret) højst fradrages med 2,5 pct. af lånets hovedstol. Overskydende beløb fordeles over den resterende låneperiode. Se LL (ligningsloven) § 5, stk. 3. 

Eksempel

Et lån på 100.000 kr. stiftes den 1. december 2020 med en løbetid på 16 måneder. Stiftelsesprovisionen udgør 4 pct. af hovedstolen, eller 4.000 kr. Den skattepligtige har kalenderårsregnskab.

Det beløb, der ikke kan fradrages i 2020 (stiftelsesåret), skal fordeles over restløbetiden på 15 måneder. 

I 2020 fradrages 2,5 pct. af 100.000 kr.

2.500 kr.

I 2021 fradrages 1.500 x 12:15

1.200 kr.

I 2022 fradrages 1.500 x 3:15

   300 kr.

I alt

4.000 kr.

Bemærk

Hvis en stiftelsesprovision overstiger, hvad der er sædvanligt, begrænses fradraget.

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Skemaet viser relevante afgørelser på området:

Afgørelse 

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsretsdomme

SKM2010.199.ØLR

Sagen drejede sig bl.a. om, hvorvidt udgifter til formidling af finansiering (formidlingshonorar), kunne fradrages efter LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra c.

Landsretten fandt ikke, at låneformidlingshonorarer kunne fradrages efter LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra c. Landsretten lagde særligt vægt på, at de udgifter, som appellanten ønskede fradragsret for, efter deres art ikke naturligt kunne sidestilles med renteudgifter, jf. forarbejderne til ligningslovens § 8, stk. 3, litra c, herunder fordi der var tale om beløb, som blev opkrævet af en anden end de direkte långivere.

Låneformidlingshonorar

Landsskatteretskendelser

SKM2012.39.LSR

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse, hvorefter der ikke blev indrømmet fradrag for låneomkostninger efter LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra c, da løbetiden for lånet ikke var under to år.

Låneomkostninger

Senere instans: SKM2012.431.BR 

Byretsdommen vedrørte dog ikke den manglende fradragsret for låneomkostningerne.

TfS 1997, 245 LSR

Landsskatteretten fandt, at LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra c, omfatter en garantiprovision, hvor sikringsperioden var mindre end 2 år, uanset at det underliggende låneforhold havde en længere løbetid.

Garantiprovision 

TfS 1989, 516 LSR

A indgik et arrangement med en sparekasse, hvorved A optog et lån, som blev anvendt til køb af statsgældsbeviser til en noget lavere kurs (1,75 pct.) end børsnoteringen. Sparekassen beregnede sig en stiftelsesprovision, der var 1,75 pct. højere ende den normale stiftelsesprovision. Landsskatteretten fandt, at det overskydende beløb ikke var en reel stiftelsesprovision, og begrænsede fradragsretten med et beløb svarende til underkursen på statsgældsbeviserne. 

Stiftelsesprovision - oversteg det sædvanlige.

TfS 1989, 512 LSR

Et ekspeditionsgebyr til en bank for et byggelån med en løbetid under 2 år kunne ikke fradrages efter LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, under hensyn til at banken havde oplyst, at gebyret dækkede papirmæssige ekspeditioner.

Ekspeditionsgebyr

TfS 1986, 138 LSR

Stiftelsesprovision for forhøjelse af kassekredit kunne ikke fratrækkes, da der ikke forelå en konkret afviklingsaftale, hvorefter løbetiden var under 2 år, men alene en standardbestemmelse, hvorefter kontraktforholdet når som helst kunne opsiges af parterne med 14 dages varsel.

Stiftelsesprovision - kassekredit - opsigelse med  14 dages varsel

TfS 1985, 100 LSR

En kassekredit stiftet 1. februar 1978 forfaldt til fuld indfrielse den 31. marts 1981. På den dato blev kassekreditten forlænget til 31. marts 1983. Banken havde for dette taget en provision på 1,5 pct. 31. marts 1983 blev kreditten forlænget til 31. marts 1986. Da kreditten i perioden 31. marts 1981 til 31. marts 1983 havde en løbetid på nøjagtig to år, var provisionen ikke fradragsberettiget efter LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra c, der kræver en løbetid på mindre end 2 år.

Provision - kassekredit - løbetid nøjagtigt 2 år

TfS 1984, 374 LSR

Landsskatteretten fandt, at en stiftelsesprovision med faste gebyrer for tinglysning, udfærdigelse af pantebrev og deklaration, prioritetsassistance, påtegninger på ejerpantebrev og to gange besigtigelse af ejendom var af en sådan karakter, at de, uanset at lånets løbetid var under to år, ikke kunne fradrages efter LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra c.

Stiftelsesprovision med fast gebyr for tinglysning mv.

LSRM1975.162

Landsskatteretten bemærkede, at de omhandlede gældsbreve ikke tilsagde og ikke kunne antages at tilsige interessentskabet lån ud over to år. Landsskatteretten fandt, at stempelafgift ikke kan sidestilles med de i LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra c, nævnte engangsydelser, der er et supplement til rentefradragsretten i SL (statsskatteloven) § 6, stk. 1, litra e, og alene tilsiger at give fradrag for finansieringsudgifter, som det er naturligt at sidestille med renteudgifter.

Stempelafgift

LSRM 1974.168

A havde ved byggekontrakt af 25. marts 1972 forpligtet sig til at købe et hus af et typehusfirma til indflytning den 1. september 1972, og A flyttede ind i det opførte hus den 15. september 1972. A havde den 7. april 1972 underskrevet en kontrakt med en sparekasse om en kassekredit på indtil 140.000 kr. Det var aftalt i kontrakten, at gælden skulle indfries ved, at der snarest efter bebyggelse blev optaget størst mulige kreditforeningslån, almindelig og særlig realkreditlån (eventuelt sparekasselån som 2. prioritet) med pant i den opførte ejendom. A ville have fradrag for stiftelsesprovision på kassekreditten.

Lånedokumentet var kvitteret som fuldt indfriet den 24. november 1972 eller 7-8 måneder efter lånets optagelse.

Under hensyn til at lånekontrakten ikke tilsagde, og ikke kunne antages at tilsige A lån ud over 2 år, fandt landsskatteretten, at klageren havde fradragsret for den afholdte stiftelsesprovision i medfør af LL (ligningsloven) § 8, stk. 3. 

Stiftelsesprovision - kassekredit - under 2 år

LSRM 1974.63

A optog den 12. august og 21. september 1970 lån i en bank. A forpligtede sig til at tilbagebetale lånene over 5 år, og A blev i 1970 debiteret stiftelsesprovision. I 1971 indfriede A begge lån. Landsskatteretten fandt, at de aftaler om lånenes løbetid, der var truffet ved optagelse af lånene måtte være afgørende for, om stiftelsesprovisionen var fradragsberettiget efter LL (ligningsloven) § 8, stk. 3. Da lånenes løbetid ved stiftelsen var aftalt til 5 år, var stiftelsesprovisionen ikke fradragsberettiget ved indkomstopgørelsen.

Stiftelsesprovision - lån

Skatterådet

SKM2010.283.SR

Forespørger ønsker at udbyde et nyt produkt, som skal tilknyttes variabelt forrentet realkreditlån. Den såkaldte renteaftale kan gå ud på at renten på et lån i en given periode enten er højere eller lavere end den ville have været i samme periode, hvis renteaftalen ikke var indgået. Skatterådet fastslår, at der ikke er fradrag for engangsprovision, som betales af låntager i forbindelse med opsigelse af en renteaftale, fordi det underliggende lån indfries. Det har ikke nogen betydning for besvarelsen, at renteaftalen har en kortere løbetid end 2 år på tidspunktet for opsigelsen eller at engangsbetalingen indarbejdes i den sidste rentebetaling og beregnes på samme måde som renten i den sidste periode af lånets løbetid. Skatterådet bekræfter, at der vil være fradrag for provisionen ved opsigelse af renteaftalen uden indfrielse af lånet, hvis provisionen indregnes som en løbende rente- eller provisionsbetaling på lånet over restløbetiden. Det gælder uanset, at provisionen indregnes i en kortere periode end lånets restløbetid. Det lægges til grund, at den ekstra provision for opsigelse af renteaftalen, indregnes som en rente i en periode på mindst 2 år. Skatterådet bekræfter, at en engangsbetaling for indgåelse af en renteaftale, hvor renteaftalen gælder i under 2 år vil være fradragsberettiget efter LL (ligningsloven) § 8, stk. 3, litra c. Det ændrer ikke besvarelsen, at renteaftalen ophører i løbet af 2 års perioden, og långiver refunderer låntager et forholdsmæssigt beløb svarende til renteaftalens resterende værdi.

"Renteloft" og "rentegulv"

SKM2010.18.SR

Et selskab havde modtaget nogle garantiprovisioner fra et datterselskab som vederlag for, at moderselskabet garanterer visse nærmere angivne forpligtelser for datterselskabet. Skatterådet fandt, at disse garantiprovisioner var fradragsberettigede for datterselskabet efter LL (ligningsloven) § 8, stk. 3.

Garantiprovision

SKM2007.47.SR

Et forsikringsselskab påtænkte at udstede forsikringer, der dækker kreditrisikoen på lån udstedt af kreditforeninger og andre finansielle virksomheder. Forsikringen skal som udgangspunkt dække ejerskiftelån, som optages ved optagelse af kreditforeningslån, dvs. boligfinansiering af de sidste 20 pct., som ikke kan finansieres ved traditionelle realkreditlån, men er ikke begrænset hertil. Boliglånene tegnes af långiver hos forsikringsselskabet. Forsikringen betales af långiver, men i aftalen mellem långiver og låntager fastsættes en afledt forsikringspræmie, som betales af låntager.

Skatterådet fandt følgende:

  • Fast engangspræmie, der betales ved boliglånets optagelse, kan fradrages, hvis forsikringsperioden er under 2 år.
  • Engangspræmie, der nominelt forøger boliglånets størrelse, kan fradrages, hvis forsikringsperioden er under 2 år.
  • Løbende præmie. Her afhænger fradragsretten af, om præmien beregnes løbende, efter sædvanlige renteberegningsprincipper.

Boliglånsforsikringer

Skd. 1975.123

Efter den daværende pantebrevsformular, kunne kreditor kræve et gebyr af debitor, hvis debitor ikke betalte renter eller afdrag til tiden.

Gebyret kunne ikke fradrages.

Gebyr for at betale for sent

Kilde: Ligningsvejledningen/Den Juridiske Vejledning

,, Rigsrevisionens undersøgelse har vist, at der i knap halvdelen af klagesagerne ikke findes dokumentation for den afgørelse, som SKAT har truffet, og at et af hovedprincipperne inden for forvaltningsretten - officialprincippet - er tilsidesat. Det er i sådanne sager ikke muligt at vurdere, om SKAT har taget saglige hensyn i klagebehandlingen.

Rigsrevisionens beretning om den offentlige ejendomsvurdering, august 2013

Skatteberegnere
Skattesager
Befordring
Rejse
Erhvervsmæssige udgifter
Personalegoder
Lønmodtagere
Virksomheder
Ægteskab og samliv
Børn
Studerende
Bolig og fast ejendom
Motor
Pension
Aktier, obligationer og fordringer
Gaver, legater og gevinster
Arv og succession
Arbejde i udlandet
Flytning til og fra Danmark
Told og afgift
! Materialet på TAX.DK har alene til formål at informere generelt om udvalgte retsregler. Har du behov for at træffe beslutning om, hvorvidt - og i givet fald hvordan - du skal handle i et konkret tilfælde, bør du altid søge bistand hos en skatterådgiver eller anmode om et bindende svar fra SKAT.