Afgørelser 

Afgørelsen i stikord

Kommentarer

Landsretsdomme

SKM2015.513.VLR

Landsretten afviste, at SKATs afgørelse led af begrundelsesmangler, der kunne føre til afgørelsens ugyldighed.

Landsrettens dom er en stadfæstelse af byrettens dom, SKM2014.201.BR, dog således at appellantens momstilsvar blev nedsat for så vidt angår den ene konkrete bil.

SKM2013.550.VLR

SKATs afgørelse angav ikke hovedhensynene for anvendelse af bestemmelserne i SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, men ud fra sagens øvrige begrundelse må det have været åbenbart for klageren, hvorfor ansættelsen var omfattet af SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, og ansættelsen var derfor gyldig.

SKM2012.168.ØLR

Landsretten fandt, at den manglende præcisering af hjemlen til fristoverskridelsen ikke kunne antages at have haft betydning for afgørelsernes indhold eller klagerens mulighed for at anfægte afgørelserne. Begrundelsesmanglen var derfor uden konkret væsentlighed, og afgørelserne var derfor gyldige.

SKM2012.12.ØLR

Landsretten fandt, at den manglende begrundelse for fristoverskridelsen (nu SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5), under de foreliggende omstændigheder var af uvæsentlig betydning og derfor ikke medførte ugyldighed

Byretsdomme

SKM2017.125.BR

Fristen i SFL § 32, stk. 2, var overholdt. Den omstændighed, at SKAT ikke i sin afgørelse havde henvist til, at man anså fristen for overholdt og havde begrundet hvorfor, udgjorde en begrundelsesmangel, som retten dog fandt ikke havde været konkret væsentlig for selskabet, idet fristen var overholdt, og idet manglen ikke havde betydning for selskabets mulighed for at varetage dets interesser.

Retten fandt, at SKATs afgørelse i relation til spørgsmålet om ekstraordinær genoptagelse led af en begrundelsesmangel, idet SKATs henvisning til SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3, og til, at "der efterfølgende vil blive taget stilling til et evt. strafansvar" ikke indeholdt oplysninger om, hvorfor SKAT anså forholdet for groft uagtsomt. Retten fandt imidlertid, at manglen ikke havde haft betydning for afgørelsens indhold eller for selskabets mulighed for at tage stilling til og eventuelt påklage SKATs afgørelse, hvorfor manglen ikke medførte afgørelsens ugyldighed. 

SKM2014.29.BR

Sagen drejede sig om begrundelse i forbindelse med fristoverskridelse. Retten udtalte, at der ikke fremgik nogen henvisning til SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, i selve afgørelsen, men i afgørelsen henviste SKAT til, at det var den manglende fakturering, der medførte, at ansættelsen blev forhøjet med maskeret udbytte, og der var henvist til de relevante retsregler. I sagsfremstillingen fremkom SKAT med en uddybende begrundelse, og der blev, i relation til fristen for forhøjelse, både henvist til SFL (skatteforvaltningsloven) § 26, stk. 5, og SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, med kopi af lovteksten. Det blev i sagsfremstillingen bemærket, at forholdet blev anset for omfattet af ekstraordinær genoptagelse, jf. SFL (skatteforvaltningsloven) § 27, stk. 1, nr. 5, og SFL (skatteforvaltningsloven) § 32, stk. 1, nr. 3, idet ansættelsen var foretaget på forkert grundlag med forsæt eller groft uagtsomt. Da SKATs begrundelse angav de relevante lovbestemmelser og de hovedhensyn, der havde ført til sagens afgørelse, fandt Retten, at SKATs begrundelse var tilstrækkelig, jf. FVL § 24.

Landsskatteretskendelser 

SKM2010.93.LSR

Vægtafgift - Efteropkrævning af vægtafgift kunne ske efter reglerne i SFL (SFL (skatteforvaltningsloven) §§ 31 og 32), således at efteropkrævning kunne ske for perioden inden for den ordinære ansættelsesfrist, hvorimod der ikke kunne ske efteropkrævning ud over denne frist, da SKATs afgørelse ikke omtalte hjemmelen til og grundlaget for en ekstraordinær fastsættelse af afgiftstilsvaret efter SFL (skatteforvaltningsloven) § 32.

SKM2007.160.LSR

Et selskab havde ikke afgiftsberigtiget et beløb. Angivelsesfristen udløb 25. april 2002. SKAT's forslag til afgørelse blev afsendt 26. april 2005 og dermed efter udløbet af 3 års fristen. I SKAT´s afgørelse af 4. juli 2005 var fristoverskridelsen ikke omtalt eller begrundet, og afgørelsen var derfor ugyldig vedrørende dette punkt. Endvidere var 6 måneders fristen også overskredet.